torsdag den 18. december 2008

Tusmørkezonen

Nu nærmer vintersolhverv sig hastigt. På mandag er det årets korteste dag. Sådan rent teknisk set, for det vi har i øjeblikket, kan vel næppe kaldes for dag.
Onsdag lysnede det ved 10-tiden og det begyndte ærlig talt at ligne rigtigt dagslys ved 11-tiden, hvor billedet her er taget, men allerede en time efter begyndte det såmænd at blive mørkt igen - og det var så det.
Nu er det ikke nødvendigvis så galt, som det lyder. Onsdag var specielt slem, fordi det var overskyet. Havde det ikke været tilfældet, kunne det sagtens have mindet om rigtigt dagslys. Men vejret har været rigtig træls de seneste dage. Efter en lang periode med hård frost er det nu slået om til varme og gråvejr. Hele dagen har temperaturen ligget omkring otte grader, så det er ganske varmt. Desværre blæser det også voldsomt.
Desuden er der smeltet en del sne. Og da jeg nu var ude med kameraet, skulle jeg da også lige se, hvordan det går med julerosen fra Farsø. Og sandelig om ikke, den står dernede - efter længe at have været dækket af is og sne - og ser frisk og grøn ud.
Det er da dejligt, ikke?

Ha' det
Jesper



Ingen kommentarer: