søndag den 15. marts 2009

Antracit i antracit

















Egentlig skulle rubrikken hedde "Gråt i gråt" - en talemåde, som passer meget godt på billedet af hejren - og dagens vejr.
Imidlertid lod jeg mig af inspirere af mit gamle håndværk - reklameteksterne. Her er man ikke meget for at bruge ordene grå og gråt, da det opfattes negativt. Heldigvis er der råd for det. Man kan for eksempel bruge ordet antracit, som gerne bruges om mørkere grå nuancer - i stedet for det helt triste mørkegrå. Og da mørkere grå nuancer er ret moderne i øjeblikket, bruges ordet helt hæmningsløst. Jeg googlede antracit og fik 65.500 hits, hvoraf langt de fleste var tekster med et kommercielt budskab.
I øvrigt synes det at være kulturelt betinget, når vi opfatter gråt som trist. Vi har det fælles med tyskerne, som taler om "grau in grau malen", hvorimod man i de engelsk-talende lande taler om "paint everything black".
Men uanset dagens gråvejr, har det været rart uden for i dag. Det har været lunt - tre til fem grader og næsten ingen vind. Jeg brugte formiddagen på at stable et nyt læs brænde, og så pillede jeg mine fuglekasser ned. Det lille hus i Straumsbukta skal jo rives ned, og jeg vil ikke have, at nogen af småfuglene bogstaveligt talt kommer i klemme, fordi de har forelsket sig i en af mine fuglekasser. Vi har aftalt, at Stein - den lokale ornitolog - skal overtage boligmassen, så fuglene skal såmænd nok få glæde af dem i år alligevel.
I eftermiddags listede jeg lidt rundt i området med kameraet. Udover hejren fik jeg et fint billede af grønirisken. Det er en almindelig havefugl - også i Danmark - men mange lægger slet ikke mærke til den, selv om den faktisk er utrolig flot, når man kommer tæt på.
Jeg forsøgte også at snige mig ind på en flok skalleslugere nede ved stranden. Som det ses gik den ikke.
Selv om det har været tøvejr i dag, er det nok en måned for tidligt at tro på forår. Men i den kommende uge er det jævndøgn. På fredag helt nøjagtig - og så er der såmænd kun fire uger til, at det er lyst døgnet rundt heroppe.

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: