tirsdag den 20. oktober 2009

Vejen til helvede

Dette skilt står i Værnes - lufthavnen ved Trondheim - og det er for så vidt heldigt, for havde skiltet stået i et engelsk-talende område, havde det nok givet anledning til en vis opmærksomhed. Og det gør det forresten også alligevel...
Hell betyder som bekendt helvede på engelsk - og det har de gode borgere i den lille norske flække faktisk forstået at gøre til et levebrød. Engelsktalende turister nærmest valfarter til stedet for at blive fotograferet ved byskiltet. Eller endnu bedre under et skilt på jernbanestationen, hvor der står "Hell Gods Expedition" (gammel norsk for Hell Godsekspedition - på engelsk guds ekspedition).
Vejen til helvede er brolagt med gode forklaringer, siger man. Ikke desto mindre vil jeg alligevel prøve at komme med en forklaring på det i bund og grund uskyldige stednavn med de dobbelte betydninger. Hellir betyder på oldnordnisk klippehule eller -overhæng, og er den egentlige årsag til lokalitetens navn. Men ordet er også beslægtiget med hælle, som betyder stenplade, og som vi kender fra helleristninger - og som fører videre til hellig og helle i betydningen fristed. Men det siger givetvis også noget om de gamle nordboeres opfattelse af dødsriget som en slags underjordisk hule, for dødsriget hed nemlig hel. Og helvede er egentlig en sammentrækning af at være viet til hel - altså viet til dødsriget. Tidsmæssigt er vi tilbage før kristendommens indtog i norden - og det er interessant, at man har overført den gamle tros begreber om helvede til kristendommen.
Jeg har her prøvet at give lidt af forklaringen og jeg håber på forståelse, hvis den ikke er helt klar, men problemet er, at forklaringerne på oprindelsen til de forskelle hel-ord til dels kører i ring - og jeg har derfor af pædagogiske grunde været tvunget til at forenkle. Men hvis der er nogen af læserne, som mener, at jeg er helt ude i hampen - at det er helt ad helvede til, så hører jeg naturligvis gerne om det.

Ha' det
Jesper

P.s. En lille sidehistorie. Da de kristne missionærer i sin tid kom til Grønland, løb de ind i voldsomme pædagogiske problemer, når de forklarede om helvede som et sted, hvor der var varmt hele tiden. For de evigt frysende grønlændere lød det nemlig nærmest som paradis på jord - og det kunne da umuligt være en straf at blive sendt til varmen!

1 kommentar:

Henrik sagde ...

Jeg kan anbefale kroen i Helved - på Als. http://da.wikipedia.org/wiki/Helved