torsdag den 31. december 2009

Droslerne i baghaven
















Jeg har gennem nogen tid undret mig over, at der ikke rigtig er nogen solsorte på foderpladsen foran køkkenvinduet.
I dag fandt jeg forklaringen. Der var simpelthen indkaldt til drosselparty i tjørnene i baghaven.
Her sad den ene solsort efter den anden sammen med en flok store, fede sjaggere og bare mæskede sig i tjørnenes røde bær.
Men de havde sig selv nok. Jeg var bestemt ikke velkommen, og hver gang jeg bare nærmede mig gik hele flokken på vingerne. Og sjovt nok forsvarede de deres revir på samme måde som for eksempel havternerne forsvarer deres rede ved at dykke ned mod mit hoved med stor fart.
Jeg var imidlertid opsat på at få nogle billeder til familiealbummet, så jeg iførte mig Hirtshals-habitten og en havestol, og så satte jeg mig ned i baghaven med en kop kaffe, en pakke cigaretter og et skudklart kamera.
Og ganske rigtigt. Der gik ikke lang tid, før trangen til tjørnebær oversteg frygten for Jesper - og langsomt vendte fuglene tilbage til træerne og buskene i baghaven.
Resultatet ses her. Øverst en flot hun-solsort, så en sjagger der balancerer på en gren, en solsorte-far, der får sig en nytårstår over tørsten med lidt frisk sne og endelig en flok sjaggere i sjaggerparadiset - en rødtjørn fyldt med bær.
Sjaggeren er jo en gammel kending af familien, da vi jo havde masser af dem i selje-rønnen i Straumsbukta - og det kan da også være nogle af dem, vi har her. Cirka 75 procent af den nordskandinaviske sjagger-bestand overvintrer i Danmark - i tillæg til de cirka 2.000 til 5.000 ynglepar, som lever i Danmark, fortrinvis på Sjælland. Sjaggeren har sit navn efter sit kald - et højlydt sjag-sjag.


Sjag-sjag
Jesper

Slentre ned ad Nørremarksvej


Det helt igennem fantastiske vintervejr på Øland fortsætter. Jeg har simpelthen aldrig oplevet noget lignende i mine efterhånden flere end 50 år - og lyset er simpelthen så eventyrligt klart, at jeg ikke kan lade være med at fotografere.
Jeg ved ikke, hvad det er, der er med lyset. Måske er forklaringen den helt enkle, at jeg i det forløbne år har fået det ene øje opereret for grå stær - og det er det, som begejstrer mig.
Men jeg vil hellere tro, at vi har et særligt lys her på Øland, som netop gør sig gældende under de nuværende meteorologiske forhold. Da jeg kørte til Brovst for at handle i formiddags, var det som at bevæge sig i en hvid eventyrverden, hvor tætte tågebanker skiftede med superklart solskin. Og hele tiden de store, flade vidder - dybt fascinerende og noget helt andet end de klaustrofobiske og snærende fjelde, som jeg har levet op ad de seneste mange år.
Jeg begynder at forstå, hvorfor jeg sommetider oplever nordmænd som lidt underlige. Det må man nødvendigvis blive, når man ikke har andet udsyn end en dum fjeldvæg at kigge på hele året. Her på Øland er det anderledes - her er der udsyn, og man kan trække vejret frit. Oven i købet som frie mennesker i et frit land uden snærende bånd -selv om friheden også i Danmark har trange kår i disse år, hvor høj levealder tilsyneladende er det politiske succeskriterium på hjemmebanen.
Efter frokosten gik jeg en tur ned ad vejen - Nørremarksvej, hvor jeg bor og videre ned mod Gjøl-dæmningen for at samle kræfter til indtagelsen af nytårsmiddagen - jeg tør godt love, at det bliver med masser af kalorier, kolestorol og dionysisk nydelse, en sand hyldest til livsnydelsen og smagsæstetikken. Og selvfølgelig en stor, skammelig cigar på toppen.
Det er vel overflødigt at tilføje, at jeg ikke har nogen nytårsforsætter!
Med disse ord vil jeg ønske alle bloggens læsere et rigtig godt nytår - nyd det, mens I kan og giv tørvetrillerne fingeren!

Ha' det
Jesper

onsdag den 30. december 2009

Luft under vingerne V



I min lille serie om flyene i mit liv er jeg nu kommet til den flytype, som jeg helt suverænt har fløjet med flest gange i mit liv. Alene her i december er det vel blevet til sådan cirka 15 ture og samlet set er det blevet til, hvad der svarer til en del ture rundt om jorden ved ækvator. Billedet herunder har jeg taget i Aalborg Lufthavn i november på vej ud til endnu en tur med flyet.
Men lad os gå tilbage til begyndelsen. I 1980 blev jeg medlem af en bestyrelse, som primært holdt sine møder i Københavns-området i weekenderne. Til at begynde med tog jeg som oftest nattoget fredag aften til hovedstaden og så hjem igen lørdag eller søndag aften. Det tog en frygtelig tid, og jeg blev relativt hurtigt opmærksom på, at man kunne flyve turen for 225 kroner for en standby-billet, hvis man var under 25 år og studerende - og det var lige nøjagtig, hvad jeg var.
Så en lørdag morgen i 1980 møder jeg op i Aalborg Lufthavn, der dengang var på størrelse med et sommerhus, køber en billet og venter spændt på, om der så også er plads til mig. Det var der - og siden har jeg aldrig nogensinde overvejet andre transportformer, når turen går til København.
De 225 kroner er forresten det samme beløb, som de billigste billetter koster på strækningen den dag i dag - 30 år efter. I følge Danmarks Statistiks prisberegner svarer de 225 kroner i 1980 til 585 2008-kroner.
Det er siden blevet til adskillige 100 ture frem og tilbage mellem den nordjyske hovedstad og København. Og langt de fleste af dem er foregået med DC9, som var flytypen i 1980 og som siden er blevet videreudviklet til MD-80 og 90-modellerne. En fantastisk udvikling på det tekniske plan, men grundlæggende er der tale om den samme flytype - altså et kort og mellemdistancefly med to jetmotorer anbragt under haleroret og en 2+3 sædekonfiguration.
Det er mit absolut foretrukne fly. De to motorers placering allerbagerst gør kabinen yderst støjsvag og 2+3 sædekonfigurationen gør, at man har bedre plads end i de fleste fly. Dette er desværre også typens svaghed.
For i dag er det en flyvende dinosaur. Brændstofforbruget pr. sæde er simpelthen for højt, og det er et spørgsmål om tid, før flytypen er fuldstændigt udfaset. Men jeg nyder hver eneste tur indtil da, gør jeg.
Siden DC9 blev introduceret i 1965 er der bygget flere end 2350 fly af typen, hvilket gør den til en af de største kommercielle successer på markedet. De forskellige modelvarianter kan rumme alt fra 90 og op til 172 passagerer. Den samlede ulykkesstatistik viser, at der har været i alt 240 alvorlige hændelser og 128 totalhavarier med flytypen. Disse ulykker har tilsammen medført godt 3000 dræbte. Flyene i DC9 familien har været med i 68 tilfælde af flykapringer. Det var forresten et SAS-fly af typen MD-81 (OY-KHO, Dana Viking, på SK751), der i 1991 fik motorstop umiddelbart efter starten fra Arlanda og blev bragt sikkert ned på en pløjemark af flyets danske pilot, Stefan G. Rasmussen. En alvorlig hændelse, hvor alle overlevede takket være en dygtig pilot i et seriøst flyselskab.
For taler vi om DC9-familien kommer vi ikke uden om SAS. Flytypen har i mange år været rygraden i selskabets flåde - og jeg har da udover dansk indenrigs været rundt i hele norden med flyet samt landet i blandt andet Athen, Paris og London. Da jeg første gang fløj DC-9 i 1980 bar SAS-flyene stadig vikingernes dragehoved og stevardesserne bar Dior-uniformer. Kabinen var særdeles farvestrålende indrettet i rigtig 70'er-look med blandt andet orange sæder.
Dette ændrede sig senere i 80'erne, hvor verdens bedste Carlzon kom til og introducerede SAS som businessmens airline. Her blev det de afdæmpede noble mørkeblå farver og Calvin Klein-uniformer, som kom til. Dragehovedet forsvandt og blev erstattet af et logo med diskrete striber, som symboliserede de skandinaviske flag.
Dette har siden ændret sig igen. De skandinaviske farver er helt væk, men kabinen og personalet er stadig holdt i særdeles diskrete farver. Det eneste spræl er motorblokken, som er malet orange, hvilke jeg har hørt bekymrer folk med flyskræk - for så kan man jo ikke se det, hvis der er ild i motoren! Denne argumentation siger mere om, hvordan folk med flyskræk har det, end de faktiske forhold i al moderne flyvning. Det er synd for dem!
Og nu kan de ikke længere styrke psyken med Gammel Dansk ombord på flyet. Da jeg første gang fløj til København fra Aalborg bestod den typiske servering af en øl og en Gammel Dansk, men det var da også muligt at få sodavand og kaffe. I vore dage er serveringen indskrænket til kaffe og the, men det er til gengæld gratis, når man flyver SAS.
Udover SAS-versionerne af DC9/MD-80-familien har jeg fløjet flytypen med Finnair, Air France, Alaskan Airlines og China Eastern Airlines.
Som sagt er flyene af DC9/MD-80-familien mit absolut foretrukne fly. De gode sæder og den gode plads på kortdistancerne kommer sikkert aldrig tilbage - og jeg vil græde en lille tåre, når jeg engang flyver min sidste tur i flyet. Men indtil da vil jeg nyde hver eneste kilometer.

Jesper

Foto: SAS, Danish Civil Aircraft Register/Erik Frikke og Mogens Vahl og så mig selv, sagde hunden!

tirsdag den 29. december 2009

Synd og tilgivelse








DR-K viser i øjeblikket TV-serien fra 1977 bygget på Hans Kirks roman Fiskerne. Der er tale om en dramatisering af en af de vigtigste danske romaner i det 20. århundrede. Set med vore dages øjne er TV-serien nok lidt altmodisch og lang i spyttet, men det var nu engang sådan, at man lavede TV-dramatik i monopol-tiden, og det er på sin vis ganske befriende at se - sammenlignet med moderne serier som Lærkevej og Livvagterne, hvor det næsten ikke er til at holde styr på alle intrigerne.
Handlingen i Fiskerne er mere enkel. Det er kampen mellem religiøs snæversyn, vanvid, intolerance og frådende fundamentalistisk forstokkelse mod frisind og oplysning. Det er en kamp, som er yderst relevant den dag i dag, hvor intolerant åndsformørkelse stikker sit grimme fjæs frem overalt i form af både middelalderlig islamisme og moderne politisk korrekthed. For også tidens helsebølge har dette religiøse træk over sig, når rygere, drukmåse og overvægtige formenes adgang til store dele af det offentlige liv sammen med bandeordene og det levende sprog, og skolernes væsentligste opgave er at opdrage ungdommen til at blive radmagre, anæmiske livsforagtere. Budskabet om jammerdalen og renhed som vejen til frelse har til stadighed gode kår, og som altid udviser de frelste en nyfigen og omklamrende omsorg for alle os andre.
Jeg læste i sin tid Fiskerne i mine teenageår i Farsø. Her var romanen særdeles levende læsning, da mange af bogens arketyper gik rundt i byen og prædikede skinhellighed og skinbarlig farisæisme. Jeg erindrer blandt andet præsten ved min konfirmation, som virkelig troede, at Jesus kunne reparere biler, hvis man bad ham om det - og man så i øvrigt var from nok til at blive tilgodeset med slige verdslige tjenester.
Fiskerne er selvfølgelig også interessant, fordi jeg nu er flyttet nordenfjords. Bogen foregår nemlig her på egnen. Hans Kirk kunne ikke sætte sine ben i Gjøl i adskillige år efter bogens udgivelse - og Gjøl Kro skylder faktisk TV-serien sin eksistens.
Tirsdag aftens afsnit - det tredje ud af seks - er et af de centrale kapitler i bogen. Det er her, hvor Laust Jensen, glimrende spillet af Otto Brandenborg, ligger for døden efter at være blevet stukket af den i øvrigt velsmagende fjæsing. Han har syndet og gjort sin steddatter Adolfine gravid. Selv mener han, at fjæsingebiddet er Guds straf og nægter at modtage behandling. Menigheden samtykker, men beder dog for hans frelse, når han skal til doms. Efter Laust Sands død diskuterer man, om det nu er muligt at få frelse for stor en synd. De fleste med den stærke, snu og ellers uforsonlige indremissions-leder Thomas Jensen i spidsen er overbevist om Guds nåde - og er således allerede godt på vej ind i den mere blide grundtviganisme, som man ellers foragter, men Adolfines kæreste er uforsonlig. Laust Jensen vil blive svedet i svovlpølen til evig tid. Hvad har man ellers helvede til? spørger han såre logisk og menneskeligt.
Og det kan vi jo så gå og tænke lidt over her i den søde juletid. Hans Kirks roman og TV-serien er således evig aktuel.

Ha' det
Jesper

Foto: DR

mandag den 28. december 2009

Dagens ord XXI

Dagen ord er lakridser. Det skyldes dagens netudgave af Nordyske Stiftstidende, hvor man under Vesthimmerland kan læse følgende mærkværdige historie: "Sparekasse-biler pakkes ind i folie. Det sker for at undgå lakridser og stenslag."
Det er sådan en rigtig lille positiv, lokal erhvervshistorie fra det vesthimmerlandske, der har fået den nordjyske avis op på lakridserne. Men budskabet om, hvad folie kan gøre for din bil, havde nok været klarere, hvis avisen havde skrevet "ridser i lakken" i stedet for "lakridser".

Jesper

Det er jul, det er fugl...















Mandag var sådan den første rigtige slappe af-feriedag i julen. I dag skulle vi hverken have gæster eller forberede gæstebud - og der er heller ikke nogle opgaver i huset eller haven, som er umiddelbart presserende, så jeg har slappet rigtigt af.
Eller snarere slappet så meget af, som det nu er mig muligt. For det har været flot vintervejr med masser af solskin - og sneen har rigtig fået alle de små sangfugle frem på foderpladsen. Så meget af dagen er gået med at lure fuglene og få dem i kassen.
Det er virkelig et tålmodigheds-arbejde, for fuglene stiller sig jo ikke bare op til en fotosession. Nej, de vimser rundt, slås indbyrdes og kan i det hele taget ikke sidde stille. Når så endelig fuglen er i den rigtige positur, så skal vi jo lige have lys og fokus til at passe, så det er ikke helt nemt.
Men mulighederne er i hvert fald betydeligt bedre for at fotografere småfugle her i Østerby i forhold til Straumsbukta, hvor især lyset bød på store udfordringer. Det er min ambition at lave en lille plakat med de mest almindelige fugle i haven. Plakaten skal hænge i køkkenet, så Dina kan få lært de mest almindelige danske fugle at kende.
Indtil videre har jeg noteret skovspurv, gråspurv, tyrkerdue, bogfinke, musvit, grønirisk, gærdesmutte, solsort, sumpmejse og rødkælk på foderpladsen foran køkkenvinduet. Specielt rødkælken er en krigerisk fætter, som slås med alle de andre fugle og er helt umulig at fotografere, men jeg var alligevel heldig i dag. På et tidspunkt var alle de andre fugle åbenbart blevet træt af at lege med rødkælken, så den var alene på foderpladsen. Og der lykkedes det mig at få et par rimelige billeder i kassen af den maoistiske vintersportsfugl, som salig Dirch Passer kaldte den i sin monolog om mudderkliren.
Dagens bedste billede fik jeg desværre ikke taget. Vi var en tur i Brovst for at handle. På vej gennem Oxholm-skoven sad en musvåge i grøftekanten og fortærede sit bytte. Et stort kødstykke - antagelig fra brækningen af et dyr, da der har været jagt i skoven i dag. Af en eller anden uransagelig grund ser jeg altid sådan noget, når jeg ikke har kameraet med mig. Og sådan er der jo så meget...

Ha' det
Jesper

Baks















Anden juledag bød på dejligt vejr lige omkring frysepunktet, så da vore indesneede gæster var kørt efter snestormen fredag, skulle vi da lige en tur ned til dæmningen lørdag ved middagstid.
Egentlig var vejen slet ikke egnet til kørsel med en almindelig dansk familiebil med sommerdæk, men da først jeg havde sat hjulene i sporet, var der sådan set ikke andet for at gøre end at fortsætte.
Heldigvis gik det godt, og jeg fik lidt billeder blandt andet af de første isskruninger. Det er jo sådan, at når det blæser voldsomt bliver isen i fjorden presset ind mod kysten, og det får den til at arbejde sig op.
Slædefolkene i Nordøstgrønland slås med isskruninger, som er noget større end de her diminutive Limfjords-skruninger. Sirius-folkene kalder det baks, og det kan være noget af en udfordring at få hunde og slæder over. Et øjebliks uheld og bundbrædderne i slæden - og dermed slædeturen - er ødelagt, hvilket blandt andet skete for et af slædeholdene dette efterår, som man kan læse på Frederik Nikolaj Nexøe-Larsens blog. Han er i øjeblikket tjenstgørende ved Sirius-patruljen.
På grund af isen i Ulvedybet og fjorden var der næsten ingen fugle at se ved dæmningen. Men jeg havde alligevel heldet med mig, da der kom en flok grågæs forbi i luften. Grågåsen er en af de fugle, som har det godt i Danmark. Ynglebestanden er næste blevet fordoblet de seneste år. Den var tidligere sjælden i Jylland, men findes nu en del steder. En grågås kan forresten blive op til 23 år, og gennemsnittet er 15 år. Det er faktisk en betydelig alder for en fugl.


Ha' det
Jesper

lørdag den 26. december 2009

Juletræet

Dette billede af et juletræ er intet mindre end en sensation!
For vi skal såmænd ikke så mange år tilbage, før jeg ville have forsvoret, at jeg nogensinde ville være den lykkelige ihændehaver af et vaskeægte dansk juletræ.
Det er der mange årsager til. Først og fremmest fordi julen grundlæggende jo er en kristen begivenhed, og jeg har altid haft det svært med religiøs fanatisme. Desuden havde jeg tidligere en tilbøjelighed til at blive træt af julen, inden den kom i gang. Jeg arbejdede jo en halv snes år i reklamebranchen - og der begyndte vi med planlægningen af julekataloger og lignende allerede midt på sommeren. Endelig er der den praktiske omstændighed, at jeg i mange år i Grønland har boet i små personale-boliger, hvor der ganske enkelt ikke har været plads til mere end en grangren i en vinflaske!
Men nu skulle det altså være. Dina og jeg og vort nye hus skulle være omdrejningspunktet i familiejulen. Så forrige weekend gik turen til Urbakken og et beskedent juletræ blev indkøbt. Samtidig overtog jeg mine forældres julegrejer og torsdag eftermiddag blev træet så pyntet - og det er da blevet meget pænt, når jeg nu selv skal sige det.
Det skyldes ikke mindst min håndarbejdssnilde søster, som gav en hjælpende hånd i nødens stund. Selve juleaften blev tilbragt sammen med hende - og første juledag kom så både min kusine, hendes mand og mine forældre til den traditionsrige juledags-frokost. For mine forældre blev det en lidt længere tur end planlagt, for da de skulle hjem, måtte vi se i øjnene, at vi var sneet inde. Heldigvis har vi plads til sådan et par husvilde julerejsende, hvilket vel egentlig er kernen i julebudskabet.
Og således blev det jul i det lille hus på Øland!

Ha' det
Jesper

torsdag den 24. december 2009

Julestemning på Øland















Nu skulle det være ganske vist - vi får hvid jul.
Vintervejret trodsede nemlig lillejuleaftens-dag meteoro-logernes spådomme, og i hvert fald her på Øland holdt det frost hele dagen. Efter tirsdagens snestorm var landskabet forvandlet til et eventyr i hvidt. Det var faktisk som at vågne op til en udgave af Nøddebo Præstegård, sådan rigtigt live - som at vågne ikke i baronens seng, men i Nikolajs!
Det er muligt, at jeg er en gammel snetosse, men jeg kan slet ikke stå for dette fantastiske snelandskab, så onsdag formiddag tog det flere timer at hente morgenbrødet i Halvrimmen - for jeg skulle lige en tur rundt i skoven og nyde synet. Med kameraet i hånden kan den slags jo godt tage sin tid.
Men egentlig var der ikke nogen grund til at køre så langt. For bare det at gå rundt i haven var eventyrligt. Og kan jeg godt fortælle: Selv om jeg har oplevet hvid jul masser af gange i både Grønland og Norge (og forresten også en enkelt gang i Kina), så er der altså ikke noget, der vækker så stærke visuelle følelser som en rigtig hvid jul i Danmark.
Tag for eksempel billedet med de røde bær og sneen. Hvilket andet land kan præstere et vinterlandskab i national-farverne? Tag lige den, Sverige!
Og med disse rørstrømske ord er det på tide at ønske alle en glædelig jul her fra Dovregubben af.

Jesper

P.s. Jeg er lidt bagefter med at sende julekort ud. Skulle du ikke have modtaget det, så kan det downloades her.

onsdag den 23. december 2009

Rock-arkæologi ved juletid

Dette er historien om, hvordan en gammel cowboysang blev en del af de danske juletraditioner.
En af de mest spillede sange i radioen her i denne søde juletid er Shubiduas version fra 1973 af Bing Crosbys store julehit White Christmas, oprindelig skrevet af Irving Berlin.
De fleste har vel hørt den så ofte, at man næppe lægger mærke til saxofon-mellemspillet - og det burde man nok ellers gøre. For det er nemlig en helt anden melodi, der bliver spillet her.
Mellemspillet er nemlig en parafrase over Johnny & The Hurricanes store hit fra 1959 "Red River Rock".
Johnny & The Hurricanes kom oprindeligt fra Toledo, Ohio og fik med instrumentalnummeret Red River Rock et internationalt gennembrud. Singlen sogte flere end en million eksemplarer og bandet var nummer fem i USA og nummer tre i Storbritannien. Som det så ofte sker, blev det ikke rigtig til flere hits, men Johnny & The Hurricanes forblev et etableret orkester i Europa, hvor de blandt andet spillede i Star Club i Hamborg i 1962 med det på det tidspunkt relativt ukendte orkester The Beatles som opvarmningsband. Johnny & The Hurricanes stoppede først i 2006, da lederen Johnny Paris døde. Kort før sin død anslog han, at orkestret gennem årene havde haft flere end 300 medlemmer.
Graver vi et spadestik dybere, så viser det sig, at historien slet ikke begynder her. For Red River Rock er i virkeligheden ikke Johnny & The Hurricanes værk. Melodien stammer nemlig fra den traditionelle cowboysang Red River Valley. Sangen blev første gang indspillet af den syngende cowboy Carl T. Sprague med titlen Cowboy Love Song så tidligt som i 1925. Rigtig kendt blev den imidlertid først i Texas Jules Vernes Allens indspilning fra 1929. Allen skal angiveligt have fortalt, at han mente, at sangen i sin oprindelse er europæisk. De første trykte noder til melodien stammer dog allerede fra 1879 fra det vestlige Iowa. Edith Fowke - en canadisk folkemindesamler - har påvist, at sangen var kendt i mindst fem canadiske delstater før 1896. Red River Valley er et nordamerikansk område, som gennemstrømmes af Red River of the North, der har sit udspring i Manitoba i det sydlige Canada.
Desværre findes Red River Rock med Johnny & The Hurricanes ikke på YouTube, men her er en indspilning med det finsk-svenske coverband The Hurriganes fra det finske stats-TV YLE. Og mens du lytter til den, kan du jo så fundere over det dybt fascinerende i, at en gammel cowboysang ender på de danske juleborde og i de finske saunaer.


Shubiduas Rap Jul blev oprindeligt udgivet i 1973 som en opfølger til de to første shub-hits Fed Rock og Stærk Tobak. Men i 2001 blev den genudgivet på en hel CD med jule og nytårshits, som hed Rap Jul og Godt Nytår.

God jul, rap jul og som de siger i Finland: Huvää joulua
Jesper

Julehilsen til Grønland

Tirsdag aften bragte DR1 den traditionsrige julehilsen til Grønland. Det er det længst levende program i Danmarks Radios historie og en utrolig vigtig kilde til formidling af grønlandsk kultur til danskerne - ikke mindst den smukke grønlandske kortradition.
Jeg tror, at man skal være gjort af sten, hvis man ikke fælder en tåre under den traditionelle afslutning - når koret og publikum sammen synger Grønlands national-julesalme Guuterput.
Der er tale om en meget speciel komposition, som næppe har sin lige noget andetsteds. Salmen er skrevet for over 150 år siden af den grønlandske digter og komponist Rasmus Berthelsen som en af de første grønlandske salmer overhovedet. Den er skrevet i en traditionel grønlansk sangstil -inuttoq - som er karakteriseret ved glidende tonespring og en nærmest messende flerstemmig sang.
Salmen begynder traditionelt med et instrumentalt forspil, hvorefter der synges en prolog. Herefter rejser publikum sig og synger resten af salmen i den særlige inuttoq-stil. Alle grønlændere kender teksten og kan synge med, men bliver ofte svært bevæget under afsyngningen, hvad man også tydeligt ser på TV-billederne. Selv græder jeg som pisket på det her tidspunkt! Men det mest fantastiske øjeblik er alligevel, når salmen er forbi, og man sætter sig ned i stilhed. Det er strengt forbudt at klappe efter salmen!
Guuterput - det betyder "Vor Gud" - findes ikke på YouTube, men den kan ses og høres i en ældre optagelse på Danmarks Radios hjemmeside ved at følge dette link. Husk lige at finde lommetørklædet frem først - det er altså hård kost!

Jullimi pilluarit
Jesper

Årets korteste dag

Jeg sad tirsdag morgen og rodede i mit billedarkiv efter et gammelt foto, da jeg tilfældigvis faldt over dette næsten helt psykedeliske billede af Hotel Nuuk fotograferet fra mit gamle kontor på rådhuset i Nuuk.
Jeg må indrømme, at jeg ikke husker de nærmere omstændigheder, men det er vel et af de billeder, som man tager, når lejligheden byder sig i solnedgangs-timen.
Det er en scanning af et papirbillede. Af filloggen fremgår det, at det er oprettet sidst på eftermiddagen den 21. december 2001, så jeg har sandsynligvis brugt det til en historie om, at det nu var årets korteste dag på Nuuk Kommunes hjemmeside, som jeg dengang redigerede.
Det fremgår tydeligt, at det er tøvejr på billedet, og julen 2001 var den mest våde og triste jul, jeg oplevede i min tid i Grønland. Mellem den 23. og 26. december fik vi 350 mm regn. Det er en enorm mængde vand - specielt i et fjeldområde, hvor det ikke kan synke ned i jorden, og jeg husker, at der var flere veje, der blev skyllet væk ved den lejlighed.
Nuuk ligger jo 400 km syd for polarcirklen, så der ser man solen hele året. På den korteste dag i knap fire timer, så jeg vil gætte på, at billedet er taget mellem kl. 14 og 15.

Ha' det
Jesper

søndag den 20. december 2009

Julebag

Egentlig er det vel ved at være lidt for sent at bage til jul, men søndag skulle det altså være. Normalt plejer vi at bage en tre til fire forskellige slags småkager, men set i lyset af, at det nærmest er lidt af en ritualhandling, blev vi enige om kun at lave vanillekranse i år. Det er forresten også den type småkage, som vi bedst kan lide.
Opskriften er sådan set enkel: To vanillestænger, et æg, 250 gram sukker, 500 gram mel, 400 gram smør, en håndfuld finthakkede mandler og lidt hjortetaksalt. Start med at blende vanillestængerne og ægget og bland derefter dette sammen med de øvrige ingredienser. Ælt det til en fast dej - brug eventuelt lidt mere mel. Lad dejen sætte sig en halv times tid, hvorefter hele baduljen rulles ud i en lillefinger tyk pølse. Skær denne i otte centimeter lange stykker og form dem til kranse.
Den sidste del af operationen er et kæmpearbejde, og vi havde derfor lånt en gammel kødhakker med en stjerneplade af naboen, som det ses på billedet. Det er en stor hjælp. Vanillekransene bages i ovnen ved 225 grader i syv minutter.
Og så er der sådan set kun tilbage at sige velbekomme.

Ha' det
Jesper

lørdag den 19. december 2009

Danske vinterbilleder
















Det er altså lidt morsomt, at jeg her - i min første rigtigt danske juleferie siden 1992 - skal opleve rigtigt vintervejr.
Det er dejligt - og det er fantastisk inspirerende. Selv om trætheden stadig sidder i kroppen, kunne jeg lørdag ikke lade være med at køre en lang tur i omegnen med kamaraet og fange lidt af vinterstemningen - sådan en rigtig frostklar dag, hvor temperaturen lå i omegnen af de otte graders frost. Det er faktisk lavere end i Tromsø og er vel meget tæt på den normale temperatur i julen i Nuuk.
Men fordi vi er så meget længere mod syd, er der meget mere lys - og rent fotografisk var det en herlig oplevelse for en gangs skyld ikke at skulle slås med belysningen - ja, nogle af billederne nærmede sig faktisk det overbelyste. Dem har jeg sorteret fra, og her kan jeg så præsentere fire dejlige vinterstemninger fra et frossent Øland.
Dina snakker i øvrigt om at finde skiene frem, hvis vejret holder søndag. Det lyder som en god ide, og jeg skal nok bringe billeder af begivenheden, hvis det kommer så vidt. Selv må jeg indrømme, at jeg ikke føler så meget for ski, så jeg tror, at det bliver til noget. Ski er en god ting, når man skal frem, og der ikke er andre muligheder - og jeg har da også et par fine turski. Men jeg tror nu, at jeg vil nøjes med en gåtur med kameraet. God søndag og fjerde advent til alle.

Ha' det
Jesper

Et par snapshots

Så er Coppen ovre - og jeg sidder på Øland og kan se frem til et par ugers forhåbentlig rolig juleferie.
Det var ærlig talt lidt hektisk. Med 25 boardinger de seneste 14 dage var en dansk vinter med snestorm ærlig talt det sidste jeg havde brug for - specielt da mine flyvninger kom til at krydse Air Force One hele to gange. Fra snefaldet begyndte tirsdag og frem til fredag blev det kun til en fem - seks timers søvn i døgnet.
Jeg vil godt lige vise et par fotos fra den seneste uges tid, som jeg ikke lige har fundet plads til i de øvrige beretninger.
Som en øjenåbner var hele den ene ende af den nordatlantiske brygge dækket af en enorm is-fjelds-installation skabt af den grønlandske kunstner Inuk Silis Høegh. Han har skabt det kæmpemæssige billede ved at mixe en række billeder af isfjelde sammen i PhotoShop - og resultatet er efter min mening ganske overbevisende. Under isfjeldet ligger den verdensberømte Claus Meyer-restaurant Noma med to Michelin-stjerner, hvilket er helt enestående i Norden. Installationen er forsynet med autentiskle lydeffekter af smeltevand, der drypper og isens knagen. Det var sjovt at se de pelsklædte Noma-gæster stoppe op og undre sig over, om bygningen var ved at brase sammen, når de hørte lyden.
Jeg har mødt Inuk et par gange, mens jeg arbejdede i Nuuk - og han er et meget sympatisk og ligefremt menneske uden mange af de nykker og særheder, der ellers plager mange kunstnere. Han har det i øvrigt ikke fra fremmede. Hans mor er den kendte grønlandske billedkunstner Aka Høegh, der blandt andet har lavet portrætter af Nuuk Kommunes to sidste borgmestre LánguaK Lynge og Agnethe Davidsen. Faren er den lettisk-danske fotograf Ivars Silis, der har lavet en stribe flotte billedbøger om Grønland.
Det andet foto forestiller såmænd bare en skarv, der svømmer i Trangraven foran Bryggen. Det er interessant, at det er lykkes Københavns kommune at fjerne forureningen, så havnevandet i dag er så rent, at man kan bade i det. Det sætter også fuglene pris på, og de kvitterer med deres tilstedeværelse over alt i havnen.
Det er lidt morsomt, at der holder skarver til i havnen foran den nordatlantiske brygge. I mange år var værtshuset Skarven i Pilestræde nemlig samlingssted for grønlændere og færinge i København. Det er den rolle. som bryggen blandt andet forsøger at udfylde i dag, så det er der sådan set temmelig meget symbolik i.
Det sidste foto stammer fra onsdag, hvor der var særlig fokus på Inuit-kulturen i forbindelse med Arctic Venue. Det skete blandt andet med bistand fra det grønlandske MIK-kor, som holder til i København. De demonstrerede blandt andet, hvordan en rigtig grønlandsk polka skal danses. Festligt!
Du kan i øvrigt se flere billeder fra ugen, der gik, ved at tjekke Arktisk Råds hjemmeside.

Ha' det
Jesper

fredag den 18. december 2009

Bubber bag tremmer

Dagens store nyhed er, at Bubber er blevet anholdt og indsat i Valbys svar på Guantanamo. Det skulle angiveligt være sket, mens Bubber var i selskab med hærværksmænd fra Greenpeace.
Denne begivenhed viser, hvor uendelig meget visdom, der ligger gemt i det gamle ordsprog: Sig mig, hvem du omgås - og jeg skal sige dig, hvem du er.

Jesper

P.s. Nu stoler jeg på, at politiet smider nøglerne væk...

Kongerøgelse

Forleden kunne jeg berette om Kronprins Frederik, som åbnede den grønlandske udstilling på den nordatlantiske brygge i anledning af COP15.
Men sandelig om ikke også vores egen udstilling - Arctic Venue - er blevet lidt royal opmærksomhed til del. Tirsdag begyndte det at myldre ind med fransktalende bodyguards af en kaliber, som ville få de fleste fremmedlegionærer til at gyse. Det skyldtes, at Prins Albert af Monaco, som er en stormæcen for den arktiske forskning, ville se Arctic Venue og i al hast havde indkaldt en række repræsentanter for de oprindelige arktiske folk og verdenspressen med CNN i spidsen til pressemøde på Arctic Venue. Her fik han så lov til at sige, at det haster med at finde en løsning på klimaproblemerne.
Efter pressemødet besøgte han blandt andet han blandt andet Arktisk Råds stand og fik overrakt en ny rapport om den grønlandske indlandsis af sekretæren for AMAP - en af rådets arbejdsgrupper - Lars-Otto Reiersen.
Vore grønlandske venner var forresten ikke imponeret. - Så skal I vel også have besøg af Prins Ingolf, lød kommentaren!

Ha' det
Jesper

P.s. Det er Prins Albert til højre.

tirsdag den 15. december 2009

Sne - made in Denmark!

Så blev det også noget så sjældent som vinter i Danmark - oven i købet i den søde juletid, hvilket ellers er noget nær en statistisk umulighed. Faktisk skal vi fjorten år tilbage i tiden, siden der sidste gang var hvid jul i meteorologisk forstand.
Men nu skal vi jo ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt - og der er stadig over en uge til juleaften. Så meget kan ske inden da.
Sne er noget underligt noget. Det ser jo kønt ud, kan vi sikkert hurtigt blive enig om - men ret beset er det også med til at gøre tilværelsen besværlig.
Snevejret brød løs i Nordjylland tirsdag aften. Jeg forlod København kl. 20.20 med SK 1221 planmæssig ankomst Aalborg 21.05. Klokken skulle imidlertid blive 21.30, før vi landede, da den nordjyske lufthavn først skulle blive færdig med at rydde landingsbanerne. Det sneede på det tidspunkt ret voldsomt, og kaptajnen havde stillet os i udsigt, at det muligvis blev nødvendigt med en tur til Århus for refueling, da vi kun havde brændstof med til et landingsforsøg. Men heldigvis var sigten bedre end frygtet, så vi slap for turen til Århus.
Så gik turen hjemad ad snedækkede veje. Jeg tog turen op over Halvrimmen, for jeg gjorde mig ingen illusioner om, at Gjøldæmningen ville være farbar i den forhåndenværende situation. Fornuftigt nok - for mellem Halvrimmen og Østerby mødte jeg en enlig saltspreder, som kæmpede en Sisyfos-kamp mod snemasserne på Øland. Den lokale vejformand kan vel ikke huske, hvor sneploven står. Samtidig kæmpede jeg en indre kamp for at lade være med at forbande vejret - for sneen er jo også årsag til, at jeg bliver nødt til at stå op allerede ved halvseks-tiden onsdag, hvis jeg skal være sikker på at nå SK1206 til København 8.20.
Nå, men den tid, den sorg.
Vel ankommet til Østerby skulle jeg i hvert fald lige en tur ud med kameraet og forevige det lille hus dækket af vinterens første sne. Og smukt ser det ud, selv om sådan et billede taget uden blitz får et voldsomt gul-stik på grund af de moderne gadelamper.
I skrivende stund håber jeg så bare, at sneen vil blive liggende noget tid, så ungerne kan få den kæmpeoplevelse, som sne nu en gang er for alle børn - og barnlige sjæle som mig'1

Ha' det
Jesper

Gadens parlament

Det er altså ikke nemt at gøre folk tilfreds. Først render de unge ballademagere rundt og protesterer mod opvarmningen, og når politiet så køler halen på dem, så klynker de også over det.
København ligner en fæstning i disse dage. Overalt står der politi på gadehjørnerne og i luften svæver helikopterne rundt og brænder CO2 af. Alt sammen bare fordi en gruppe unge utilpassede arbejdssky elementer ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.
Alt dette politi er faktisk noget temmelig udansk, men det er da langt at foretrække, at politiet kontrollerer situationen frem for gadens parlament. Men på den måde er disse ballademagere også en trussel mod alt, hvad vi traditionelt forstår som danske værdier.
Jeg bliver forresten så gal, når jeg ser disse tølpere klynkende beklage sig over politiet i medierne. Hvis der var blot en smule rygrad i dem, så tog de deres tæsk som mandfolk. De påstår oven i købet, at de har ret til at demonstrere - og at de ikke har noget med stenkasterne og ballademagerne at gøre. Det passer ikke. Alle, der deltager i en demonstration har et fælles ansvar for, at det forløber fredeligt - og magter de ikke at holde stenkasterne ude fra demonstrationen, så løber de altså risikoen for fuldt fortjent at få kniplerne på Knebelsbro at smage - og det fuldt fortjent. På samme måde, som hvis man går til fest i en rockerklub, så er man medansvarlig og med til at legimere drab og narkohandel. Eller på samme måde som en fodboldklub bør være ansvarlig for sine hooligans handlinger.
Jeg synes, politiet har løst opgaven ganske upåklageligt - dog så jeg gerne, at ballademagerne blev interneret på Saltholm uden for bybusnettet i stedet for i Valby - og så må de for min skyld gerne anholde lidt flere - gerne lidt hårdhændet, så de kan lære det!
En stor del af disse uopdragne bavianer er udlændinge. Vi kunne have forhindret dem i at komme ind i landet, hvis vi stadig havde haft en grænsekontrol - men det har EU desværre fået afskaffet. Det bør give stof til eftertanke blandt tilhængerne af det Neuropæiske Gemeinschaft, at dette såkaldte fællesskab er den største forhindring for at bekæmpe uro og terrorisme i de Danmark. For det er naturligvis ikke kun stenkastende, sortklædte uromagere, som nyder godt af de åbne grænser!
Forresten irriterer det mig, at medierne køber disse politisk umodne sinkers retorik. Man omtaler dem som aktivister. Det kaldes kildeafsmitning, for det korrekte ord er hærværksmænd og ballademagere. De har intet med aktivister, som skaber udvikling og fremgang, at gøre. De nærer kun et blindt had til det civiliserede samfund, som anstændigvis ikke forstår deres gutturale og usammenhængende argumenter.
Halvdelen af den danske politistyrke er i disse dage i København. Sikkerheden udgør cirka halvdelen af de samlede omkostninger ved klimatopmødet på 1,3 milliard kroner. Disse unge stenkastende tosser koster altså samtlige danskere i gennemsnit flere end 100 kroner. Det er værd at tænke på, næste gang ugelønnen ikke slår til!

Ha' det
Jesper

lørdag den 12. december 2009

Arctic Venue åbnet

Lørdag eftermiddag var det så tid til den officielle åbning af Arctic Venue - og lad det være sagt med det samme, at det foregik under knap så festlige former som gårsdagens indvielse af den den grønlandske udstilling i salen ved siden af.
Arctic Venue handler om forskning - og arrangørerne havde ret naturligt fundet frem til en stribe af de førende forskere på området, som i en lang, lang seance summerede nogle af de nyeste resultater på området op.
I formidlingens hellige ånd foregik det med masser af powerpoints og grafer på lærredet, mens salen af indbudte honoratiores småslumrede. Det er mig stadig den dag i dag en gåde, hvorfor folk ikke kan indse, at hvis de taler i mere end fem minutter, så taber de grebet om en forsamling, der i øvrigt udmærket kender stoffet og bare sidder og venter på de efterfølgende pindemadder og vin.
Men ellers blev stemningen ret fin ud på eftermiddagen - og alle udstillerne gjorde deres bedste for at forklare og formidle - hvad der næppe var den store udfordring, da stort set alle deltagerne jo i forvejen i større eller mindre grad var fagfolk. Søndag bliver det nok lidt mere spændende, da dagen er forbeholdt verdenspressen, som bliver kørt i busser fra Bella-Centeret og ud til den Nordatlantiske Brygge. Og så skal vi jo ikke glemme den helt store udfordring i den kommende uge, hvor udstillingen hver formiddag er forbeholdt skoler og studerende.
Forresten gik begge dagens flyvninger præcist til tiden. Jeg krydser fingre for, at det fortsætter.

Ha' det
Jesper

fredag den 11. december 2009

Frede og Kuupik

Fredag var på mange måder en rigtig sjov dag. Jeg brugte det meste af dagen på at sætte Arktisk Råds stand op til Arctic Venue, som åbner lørdag. Det er et forum, hvor nogle af de nyeste forskningsresultater inden for det arktiske område skal præsenteres i den kommende uge - altsammen selvfølgelig i anledning af klimamødet.
Arctic Venue foregår - jeg havde nær sagt selvfølgelig - på den nordatlantiske brygge, hvor Grønlands Selvstyre, Færøerne og Island har deres repræsentationer og en lang række virksomheder med tilknytning til området holder til. Der er også en række udstillingslokaler i bygningen, som er den Kongelige Grønlandske Handels gamle pakhus.
Fredag eftermiddag havde Grønlandske Selvstyre reception i anledning af en anden udstilling - In the Eye of Climate Change, hvor man præsenterer det moderne Grønland - selvfølgelig også i anledning af klimamødet. Receptionen bød på et gensyn med et hav af gamle venner fra årene i Grønland. Blandt andre en lang række nuværende og tidligere bestyrelsesmedlemmer fra Grønlands Presseforening, som jeg jo var formand for i en årrække.
Det blev også til et gensyn med mange bekendte fra det forrygende og altid spændende natteliv i Nuuk. Festlige mennesker som sangeren Rasmus Lyberth og ikke mindst den nye selvstyreformand Kuupik Kleist, der i dagens anledning var iført ulastelig statsmandshabit. Kuupik er i øvrigt Dinas tidligere chef og jeg kunne da også hjembringe en hilsen til hende med et til lykke med brylluppet.
Habitten skyldes selvfølgelig, at åbningen af den grønlandske udstilling blev foretaget af Kronprins Frederik. Frede er jo også en gammel grønlandsfarer - og det var tydeligt, at han her var mellem venner.
Efter receptionen var der lagt i kakkelovnen til et gevaldigt nachspiel af dimensioner, men i morgen er der jo som bekendt atter en dag, så ved fyraftenstid vendte jeg næsen mod Nordjylland. Med mit vanlige held var flyet selvfølgelig aflyst, men halvanden time forsinket ankom jeg Aalborg - og Dina og jeg nåede da også at få handlet i Bilka.
Lørdag er det forresten min tur til at tage habitten på - lørdag eftermiddag er der officiel åbning og reception på Arctic Venue, som vil være min arbejdsplads, indtil topmødet slutter næste fredag.
Dagens foto har jeg lånt af min gamle ven - tusindkunstneren og fotojournalisten Jørgen Chemnitz fra den grønlandske avis Sermitsiaq.

Ha' det
Jesper

torsdag den 10. december 2009

Tidspilde

Der findes gæster, som man egentlig helst er fri for. Den amerikanske præsident er en af dem.
Jeg har i dag spildt flere timer i Tromsø lufthavn - bare fordi Obama skulle have en medalje i Oslo.
Jeg skulle med et fly 6.45 fra Tromsø til Oslo og stod op allerede ved halvfem-tiden for at nå i lufthavnen i tide. Men det var skønne spildte kræfter, for da flyet skulle afsted, måtte vi ikke lette, fordi Air Force One med den amerikanske præsident skulle lande i Gardemoen. Og der sad vi så til klokken var 8.10. Flere passagerer bad endog om at blive sat af igen, for det var rent spild af tid, men det kunne ikke lade sig gøre - flyvningen var jo begyndt, og vi var deiced, og så videre...
Se, nu kan jeg jo godt forstå, at man skal passe på sådan en herre, men hvad jeg ikke forstår, er, hvad Air Force One gør i en civil lufthavn. Som navnet siger, er det jo et militærfly - og så kunne præsidenten lige så godt have landet på den militære flyveplads Rygge i nærheden af Oslo. For præsidenten, som har gjort alt for at slippe for at besøge Norge, havde det næppe gjort den store forskel - og for alle os andre havde det været meget nemmere.
Selve Obamas besøg koster i direkte omkostninger de norske skatteydere 120 millioner kroner, men hertil bør lægges alle de omkostninger, som følger med, når flyselskaberne ikke kan holde deres tidstabeller. Og det er ikke småpenge, for i luftfart hænger alting sammen internationalt. Der var blandt andet et par passagerer, som ikke nåede en forbindelse til Singapore i dag. Gad vide hvad det tænker om sådan en primadonna!
Som skatteyder bliver jeg simpelthen så forarget sådan et svineri med ressourcer. Og i næste uge er det så stakkels lille Danmark, som det går ud over.
Jeg ser Obama foran spejlet, hver gang det lykkes for ham at få et forsinket et fly: Yes, I can, griner han triumferende, mens resten af verden er samlet for få blandt andre amerikanerne til at spare lidt på de fossile brændstoffer.
Jeg synes, at verdenssamfundet bør gøre det klart for den amerikanske præsident, at lidt mere ydmyghed over for værterne er normalt gældende europæisk høflighed. Men nu har almindelig dannelse jo aldrig været et typisk amerikansk karaktertræk, så det vil nok være spildte Guds ord på Balle-Lars.

Ha' det
Jesper