onsdag den 30. december 2009

Luft under vingerne V



I min lille serie om flyene i mit liv er jeg nu kommet til den flytype, som jeg helt suverænt har fløjet med flest gange i mit liv. Alene her i december er det vel blevet til sådan cirka 15 ture og samlet set er det blevet til, hvad der svarer til en del ture rundt om jorden ved ækvator. Billedet herunder har jeg taget i Aalborg Lufthavn i november på vej ud til endnu en tur med flyet.
Men lad os gå tilbage til begyndelsen. I 1980 blev jeg medlem af en bestyrelse, som primært holdt sine møder i Københavns-området i weekenderne. Til at begynde med tog jeg som oftest nattoget fredag aften til hovedstaden og så hjem igen lørdag eller søndag aften. Det tog en frygtelig tid, og jeg blev relativt hurtigt opmærksom på, at man kunne flyve turen for 225 kroner for en standby-billet, hvis man var under 25 år og studerende - og det var lige nøjagtig, hvad jeg var.
Så en lørdag morgen i 1980 møder jeg op i Aalborg Lufthavn, der dengang var på størrelse med et sommerhus, køber en billet og venter spændt på, om der så også er plads til mig. Det var der - og siden har jeg aldrig nogensinde overvejet andre transportformer, når turen går til København.
De 225 kroner er forresten det samme beløb, som de billigste billetter koster på strækningen den dag i dag - 30 år efter. I følge Danmarks Statistiks prisberegner svarer de 225 kroner i 1980 til 585 2008-kroner.
Det er siden blevet til adskillige 100 ture frem og tilbage mellem den nordjyske hovedstad og København. Og langt de fleste af dem er foregået med DC9, som var flytypen i 1980 og som siden er blevet videreudviklet til MD-80 og 90-modellerne. En fantastisk udvikling på det tekniske plan, men grundlæggende er der tale om den samme flytype - altså et kort og mellemdistancefly med to jetmotorer anbragt under haleroret og en 2+3 sædekonfiguration.
Det er mit absolut foretrukne fly. De to motorers placering allerbagerst gør kabinen yderst støjsvag og 2+3 sædekonfigurationen gør, at man har bedre plads end i de fleste fly. Dette er desværre også typens svaghed.
For i dag er det en flyvende dinosaur. Brændstofforbruget pr. sæde er simpelthen for højt, og det er et spørgsmål om tid, før flytypen er fuldstændigt udfaset. Men jeg nyder hver eneste tur indtil da, gør jeg.
Siden DC9 blev introduceret i 1965 er der bygget flere end 2350 fly af typen, hvilket gør den til en af de største kommercielle successer på markedet. De forskellige modelvarianter kan rumme alt fra 90 og op til 172 passagerer. Den samlede ulykkesstatistik viser, at der har været i alt 240 alvorlige hændelser og 128 totalhavarier med flytypen. Disse ulykker har tilsammen medført godt 3000 dræbte. Flyene i DC9 familien har været med i 68 tilfælde af flykapringer. Det var forresten et SAS-fly af typen MD-81 (OY-KHO, Dana Viking, på SK751), der i 1991 fik motorstop umiddelbart efter starten fra Arlanda og blev bragt sikkert ned på en pløjemark af flyets danske pilot, Stefan G. Rasmussen. En alvorlig hændelse, hvor alle overlevede takket være en dygtig pilot i et seriøst flyselskab.
For taler vi om DC9-familien kommer vi ikke uden om SAS. Flytypen har i mange år været rygraden i selskabets flåde - og jeg har da udover dansk indenrigs været rundt i hele norden med flyet samt landet i blandt andet Athen, Paris og London. Da jeg første gang fløj DC-9 i 1980 bar SAS-flyene stadig vikingernes dragehoved og stevardesserne bar Dior-uniformer. Kabinen var særdeles farvestrålende indrettet i rigtig 70'er-look med blandt andet orange sæder.
Dette ændrede sig senere i 80'erne, hvor verdens bedste Carlzon kom til og introducerede SAS som businessmens airline. Her blev det de afdæmpede noble mørkeblå farver og Calvin Klein-uniformer, som kom til. Dragehovedet forsvandt og blev erstattet af et logo med diskrete striber, som symboliserede de skandinaviske flag.
Dette har siden ændret sig igen. De skandinaviske farver er helt væk, men kabinen og personalet er stadig holdt i særdeles diskrete farver. Det eneste spræl er motorblokken, som er malet orange, hvilke jeg har hørt bekymrer folk med flyskræk - for så kan man jo ikke se det, hvis der er ild i motoren! Denne argumentation siger mere om, hvordan folk med flyskræk har det, end de faktiske forhold i al moderne flyvning. Det er synd for dem!
Og nu kan de ikke længere styrke psyken med Gammel Dansk ombord på flyet. Da jeg første gang fløj til København fra Aalborg bestod den typiske servering af en øl og en Gammel Dansk, men det var da også muligt at få sodavand og kaffe. I vore dage er serveringen indskrænket til kaffe og the, men det er til gengæld gratis, når man flyver SAS.
Udover SAS-versionerne af DC9/MD-80-familien har jeg fløjet flytypen med Finnair, Air France, Alaskan Airlines og China Eastern Airlines.
Som sagt er flyene af DC9/MD-80-familien mit absolut foretrukne fly. De gode sæder og den gode plads på kortdistancerne kommer sikkert aldrig tilbage - og jeg vil græde en lille tåre, når jeg engang flyver min sidste tur i flyet. Men indtil da vil jeg nyde hver eneste kilometer.

Jesper

Foto: SAS, Danish Civil Aircraft Register/Erik Frikke og Mogens Vahl og så mig selv, sagde hunden!

Ingen kommentarer: