onsdag den 31. marts 2010

Saft og kraft

Dagen startede med regn - og så var der sådan set ikke noget mere fornuftigt at tage sig til end at køre en tur til Bilka i Aalborg.
Selv om det er påske, var der ikke så mange mennesker fra morgenstunden af, så for en gangs skyld gik jeg og hyggede mig i dette forbrugersamfundets Mekka.
Da jeg kom hjem, var der selvfølgelig nogle ting, der skulle i fryseren, så det var en god anledning til at få ryddet lidt op. Og sandelig om ikke jeg fandt seks poser ribs fra Straumsbukta.
Så var der jo ikke andet for end at få gang i saftkogeren. Så mens jeg i løbet af eftermiddagen fik arbejdet lidt i haven, fik jeg også produceret seks liter herlig ribssaft. De står nu i vinkælderen sammen med de mere ædle varer - og er klar til at blive drukket som en herlig velsmagende læskedrik, når det bliver varmere i vejret. Og skulle det kikse, er ribssaft det perfekte match til en gang risengrød.
Over middag blev det forresten tørvejr og et temmelig hæderligt påskevejr med sol. Så dagen endte sidst på eftermiddagen med en plads i solen foran huset og en ordentlig morfar! Det har alt i alt været en onsdag med alle de ingredienser, som der skal til, for at man kan kalde det en god dag.

Ha' det
Jesper

tirsdag den 30. marts 2010

Øksercits!

Jeg brugte tre timer tirsdag eftermiddag ved huggeblokken. Det er god motion - og meget mere meningsfyldt end fodbold og cykling - for slet ikke at tale om det mest meningsløse af alt: motionscentre.
Tilfredsstillelsen ved at hugge brænde ligger i, at man rent faktisk gør noget nyttigt. Frembringer brænde som vil gøre god fyldest en kold vinterdag i brændeovnen - eller måske til bålet en dejlig sen sommeraften. Det giver samtidig en god forbindelse til alle forfædrene - for vi skal såmænd ikke så forfærdelig mange år tilbage i tiden, før brændehugning simpelthen var en del af livsvilkårene på vore breddegrader.
Det var dengang, livet var enkelt og overskueligt - og man ikke skulle søge kommunen om lov til alt muligt. Jeg var på teknisk forvirring i Pandrup i formiddags for at få lov til at bygge en ny carport. Det er såmænd ikke meget andet end fire pæle i jorden med et bliktag på - men ikke desto mindre mente man, at det ville tage mindst fjorten dage at udstede en sådan tilladelse. Herregud - det er da på grund af sådan noget bureaukrati, at den offentlige sektor er ved at bryde sammen under arbejdsbyrden. Der er brug for, at vi svinger spareøksen, så alle disse papirnussere kan komme ud og hjælpe de gamle, undervise i skolerne, gøre rent på sygehusene og hvor ellers de kan lave noget nyttigt.
På billedet kan man se to af mine økser: Lillebror og storebror. Lillebror er min gamle spejderøkse - en ganske let håndøkse som ligger som en klar forlængelse af armen, og som kan bruges med en imponerende præcision. Storebror er en flækøkse med et ti centimeter bredt hoved og et skaft på en meter. Den er tung som bly og er ikke sådan at diskutere med. Brugt rigtigt flækker den nemt et stykke træstamme på 30 til 40 centimeters diameter i et hug.
Træet var de sidste rester af bævreaspen, som vi fældede sidste år. Ja, det vil sige, jeg har stadig en stak grene liggende, som skal skæres i passende længder til brændeovnen. Det bliver en opgave for den kædesav, som jeg netop er blevet den lykkelige ejer af - hvis vejret ellers holder forhåbentlig allerede i morgen.

Ha' det
Jesper

Morgen på terrassen

Jeg har efterhånden besværet bloggens læsere med utallige solop- og nedgange fra Grønland og Nordnorge.
Men vi kan sandelig også godt være med her på Limfjordens bredder, hvor jeg opholder mig i øjeblikket. Denne strålende udsigt mødte mig tirsdag morge på altanen ved herreværelset. Udsigten er stik øst over Limfjorden i retning Aalborg, og det er altså lige nøjagtig i den retning solen står op i disse påskedage.
I forgrunden ser vi et par af grenene fra moreltræet. Allerede nu er der store knopper på grenene. Lad os håbe, at al den opsparede energi vil give sig udslag i mindst lige så mange moreller i den kommende sommer som sidste år. De smager nemlig herregodt!

Ha' det
Jesper

søndag den 28. marts 2010

Sommertid

Så gjorde vi det igen. Gik over til sommertid og stillede uret frem samtidig med havemøblerne.
Det er sådan et imponerende bluff-nummer - en illusion og verdens største kollektive selv-bedrag. Et fænomen, som vel rettere hører hjemme i den mørke middelalder, end i en moderne og oplyst tid, som vi bilder os ind, at vi lever i.
Tilhængerne af sommertiden har mange gode argumenter. Det sparer strøm og det er godt for klimaet. Det er muligt, at de har ret - men hvorfor skal vi så stille uret tilbage igen? Lad os da flytte tiden en time frem permanent i stedet for at have dette halvårlige bøvl.
Sommertiden er i sin tid opfundet af Benjamin Franklin - og det er vel typisk, at sommertiden som al anden kollektiv hysteria kommer fra USA.
I Danmark har vi haft perioder med sommertid i forbindelse med de store krige. Ordningen blev genindført i 1980, og da sommertiden i 1997 blev stadfæstet i et EU-direktiv, tvivler jeg på, at den nogensinde igen bliver afskaffet. Gad vide, hvor mange kommisærer og hvad EU-embedsmændene nu hedder, der er beskæftiget med at holde øje med, at medlemslandene punktligt overholder sommertiden?
Når det så er sagt, har vi efter en hård vinter brug for alle de forårstegn, vi kan finde. Og der er sommertiden jo et af de helt sikre hit - selv om undertegnede blogger finder, at et astronomisk fænomen som forårsjævndøgn er betydeligt mere troværdigt end en narrestreg som sommertiden.

God sommer
Jesper

torsdag den 25. marts 2010

Takras















Overalt i norske byer er der skilte, som advarer mod takras. Ras er det norske ord for lavine, og takras er altså, når sneen fra taget falder ned.
Mange husejere har sikkert sat skiltet op i et fromt håb om, at det fritager dem fra ansvar. Det er imidlertid ikke tilfældet, og for nogen tid siden begyndte Oslo og Lillehammer kommuner at uddele bøder til de husejere, som ikke sørgede for at fjerne istapper og sne fra taget, inden det faldt ned. Bøderne var på beskedne 500 kroner og står i et groft misforhold til parkeringsafgifter, fartbøder og bøder for forskellige overtrædelser af politivedtægten - men sådan er der jo så meget.
Nu har vi som fodgængere også et vist moralsk ansvar for os selv - og som man kan se på det øverste billede, er det bestemt ikke noget at spøge med. Sne og istapper kommer i denne tid - ofte uden en lyd - som et lyn fra en klar himmel, og med de snemængder, vi efterhånden har fået i Nordnorge, kan det hurtigt blive til en tur på skadestuen.
Nu skulle man tro, at det var noget, som nordmænd er vant til - og derfor også ved, hvordan man fjerner. Men ikke desto mindre så jeg en idiot i dag, som stillede sig direkte under den udhængende snefane og med en pind forsøgte at rage den ned. Heldigvis for ham selv lykkedes det ikke - en skam for jeg stod ellers klar med kameraet. Så her til slut må vi nøjes med et billede af en husejer, som gør det efter alle kunstens regler - med kran og det hele.

Ha' det
Jesper

onsdag den 24. marts 2010

En rigtig stjerneparkering















I sidste uge kunne jeg berette om, at Vinternorge viste sig fra sin allerbedste side - og jeg havde egentlig besluttet, at jeg ikke ville besvære bloggens læsere med flere brokkerier over de udfordringer, som et liv i Arktis medfører.
Men denne uge er altså bare begyndt helt skævt. Mandag morgen måtte jeg som sædvanlig i gang med skovlen bare for at finde bilen. Hele natten var der faldet en våd, klæbrig sne, så det var skønne, spildte kræfter at grave bilen fri. Jeg kørte nemlig fast efter sådan cirka 10 meters kørsel. Så gad jeg ikke mere den dag og gik på arbejde både mandag og tirsdag.
Tirsdag eftermiddag fik jeg så med naboens hjælp gravet bilen fri af det hul, som havde holdt den i et jerngreb - og friheden ventede forude.
Den gik såmænd bare ikke længere end de 20 meter hen til den lille gyde mellem boligblokkene, som er vores udkørsel. Den er ganske smal - og stejl. Så hurtigere end jeg kunne nå at synge første vers af "Ja, vi elsker dette landet...", sad jeg igen uhjælpelig fast på bunden - og på tværs af den lille gyde - en rigtig stjerneparkering...
Jeg måtte konstatere, at jeg nu var i en situation, hvor der omend ikke ligefrem var fare for liv og helbred så i hvert fald en betydelig risiko for værdier og forsikringsmæssige konsekvenser - så der var ikke andet for en at tilkalde Viking - det lokale svar på Falck.
Ydmygende, stærkt ydmygende. Og jeg forberedte mig på en lang tirade om, at danskere slet ikke bør køre bil i sne og så videre og så videre.
Så slemt gik det nu ikke. Der kom to yderst kompetente Viking-folk med en kran. De betroede mig, at de havde set nordmænd i værre situationer - og at de nok skulle klare den.
Det var virkelig proffis, de to. Først sikrede de bilen ved at lægge kæder ud i sneen, så den ikke skred yderligere - og så med et ganske svagt træk centimeter for centimeter kom bilen på ret køl - ganske vist med snuden modsatte vej af, hvad jeg var startet med.
De kunne virkelig deres kram. Det tog lidt tid, men der var slet ingen tvivl om, at de vidste, hvad de havde med at gøre. En stor rose til Viking - norske bilisters ven i nøden.
Og jeg - jeg skulle ikke nyde mere den dag. En tur rundt om blokken var alt, hvad det blev til. Og i dag til morgen valgte jeg altså at køre ud af indkørslen, som slet ikke er så stejl. Jeg har lovet mig selv, at jeg ikke bruger den udkørsel igen, før den er ordentlig ryddet!

Ha' det
Jesper

tirsdag den 23. marts 2010

Fingrene i jorden - endelig

Med det gode vejr i weekenden fik vi endelig mulighed for at komme ud og gratte lidt i jorden.
Der ligger stadig en del sne, men Dina knoklede alligevel som en lille hest med at fjerne nogle af alle de visne blade, og hun fik da også begyndt på at rydde op i drivhuset.
Jeg tog forresten også min part af bladene. Og så havde jeg travlt med at få fjernet en masse rajgræs fra et af blomsterbedene. Det er jo vores første rigtige sæson i haven - og jeg tror, at jo mere af den slags ukrudt, vi får taget her i opløbet, jo nemmere bliver det at have med at gøre resten af sommeren. En stor del af græsplænen er fyldt med mos. Jeg orker dog ikke at fjerne det altsammen, men til gengæld gjorde jeg et alvorligt forsøg på at forebygge mossen ved at sprede kalk i en del af haven.
Jeg fik også snakket lidt med en af naboerne, som har lovet at hjælpe med maskinparken, når vi forhåbentlig snart forvandler en del af den store plæne til en ordentlig urtehave.
Det var forresten en fornøjelse at se, at fuglekasserne ser ud til at blive en succes. Jeg satte jo fire kasser op forrige weekend, og det ser ud til, at der foreløbig er interesserede lejere ved tre af dem. Blandt andet iagttog jeg en blåmejsehan, som var meget interesseret i lejligheden i bøgetræet. Han fik det meste af lørdagen til at gå med at vise den frem til en, måske flere interesserede hunner - og ind i mellem kunne vi så nyde tonerne af hans lokkende kald. Desværre fik jeg ikke billeder af den situation, men fortsætter det, som det er begyndt, skal der nok blive mange fine billeder i løbet af sommeren.

Ha' det
Jesper

søndag den 21. marts 2010

Forårsjævndøgn

Lørdag morgen passerede vi forårs-jævndøgn. Samtidig er sneen ved at være smeltet og vejen ned til dæmningen er i den forløbne uge atter blevet farbar.
Det skulle selvfølgelig fejres med en rigtig fototur i morgenstunden. Isen i fjorden er imidlertid langt fra smeltet, men i vågerne er der liv. I øjeblikket er det især troldænderne, som dominerer, selv om jeg i weekenden ellers også har set store flokke af både gæs og svaner i luften over huset.
Troldanden er oprindelig en nordskandinavisk and, men har gennem de seneste 100 år bredt sig syd- og vestover til blandt andet England og Danmark. Arten er i fremgang og det skønnes, at der er et par tusinde ynglepar i Danmark. DOF's hjemmeside registrerede 270 eksemplarer i Ulvedybet lørdag.
Ellers er den smeltende is umiddelbart ikke for køn at se på. En lidt uappetitlig brun farve præger overfladen. Men alligevel er der noget fantastisk over farverne. Billedet her af en af søerne på strandengen nede ved dæmningen viser en masse forskellige farver - og får mig egentlig mest til at tænke på en islandsk vulkansø. I hvert fald er det efter danske forhold et ganske eksotisk syn.
Jeg troede et kort øjeblik også, at jeg havde spottet en flok sæler ude på fjordisen. Men som det kan ses på billedet, er det en åleruse, som fiskerne ikke nåede at redde, inden isen lagde sig - og som nu er splittet fuldstændig ad af isens bevægelser.
At vi nu har passeret forårsjævndøgn er et rigtigt pejlemærke i naturkalenderen. For det betyder, at dagene nu bliver længere end nætterne - og der er altså så mange lyse timer i døgnet, at det uvægerligt må gå mod varmere tider.
Jævndøgn betyder også, at dagen og natten lørdag var lige lang - uanset hvor på kloden, man befinder sig. I skrivende stund er jeg i Tromsø - langt mod nord, og her betyder jævndøgn endnu mere - for heroppe bliver nætterne hurtigt endnu kortere end i Danmark. Om to uger begynder de lyse nætter og om en god måneds tid er det lyst døgnet rundt.
Det har dog endnu ikke sat sine spor - og det var kun med nød og næppe, at vi kunne lande i Tromsø her til aften. Et voldsomt rendfog tog det meste af sigten - og i følge taxachaufføren kan vi regne med mere sne de kommende dage - forårsjævndøgn til trods.

Ha' det
Jesper

fredag den 19. marts 2010

Indflytningsklar lejlighed

Det fine forårsvejr sidste weekend var en kærkommen anledning til at få afsluttet vinterens fuglekasse-projekt.
Så de sidste skruer er nu skruet i og fire flunkende nye fuglekasser er sat op i nogle af de store, gamle træer i haven. Klar til indflytning - med aircondition og det hele.
Efter mange overvejelser besluttede jeg mig for helt ensidigt at satse på mejserne i år. Alle husene er derfor forsynet med et hul på sølle 32 mm. Det skulle sikre, at pipkassen primært henvender sig til fugle som sumpmejse, blåmejse og musvit, som jeg alle har set på foderbrættet i vinterens løb.
Kasserne virker måske lidt store i forhold til en lille blåmejse, men faktisk advarer Dansk Ornitologisk Forening mod for små fuglekasser, da mange af de små fugle får mange unger. Foreningen skriver blandt andet på sin hjemmeside: "I naturen er det ikke mange huller i træerne, der har de korrekte mål til gulvplads og huldiameter, og fuglene må derfor tage til takke med, hvad de kan få. Kampen om de bedste redehuller er benhård, da hule træer i de danske skove er en stor mangelvare. Ofte er det ikke mangel på føde, der sætter grænsen for, hvor mange hulrugende fugle, der kan yngle i et område, men derimod manglen på egnede redehuller. "
På den baggrund forventer jeg naturligvis at få fuldt hus i mine fire nye lejligheder. Forresten er det endnu ikke for sent at sætte fuglekasser op. Du kan finde en brugsanvisning her.

Ha' det
Jesper

torsdag den 18. marts 2010

En god dag















Det har været en af de dage, hvor Norge har vist sig fra sin allersmukkeste side. En af de dage, hvor jeg tilgiver nordmændene alle deres skøre påfund, deres mangel på pli og opdragelse, deres blinde tro på det gode i menneskene, og at staten altid har ret. Det har sågar været en af de dage, hvor jeg har kunnet mobilisere en vis forståelse for, at folk står på ski.
Det startede lige fra morgenstunden med høj solskin. Vi har de seneste dage fået adskillige centimeter puddersne, det var vindstille og temperaturen har hele dagen ligget ganske bekvemt på et par graders frost.
Det er lige til at holde ud - og så er det jo smukt som i en turistbrochure. Så er det pludselig, at det er alt besværet værd. På polarinstituttet blev der afspadseret i stor stil. For ægte nordmænd er en sådan dag jo ikke til at stå for. Så er det bare frem med skiene. Allerede da jeg kørte på arbejde i morges, var der skiløbere - bogstavelig talt midt inde i byen.
Efter fyraften kørte jeg en tur på Kvaløya og fangede et par stemninger på Ixus'en. Min 40D nærmer sig de to år - og er til eftersyn inden garantiens udløb.
Men hvor længe var Jeppe i baronens seng? I hvert fald fik det gode humør et ordentligt hak nedad, da jeg stoppede ved en p-plads der, hvor løjpen til Straumsbukta begynder. For her - midt ude i Guds fri natur - er der - jeg havde nær sagt selvfølgelig - en parkeringsautomat. Det er simpelthen fantastisk, at det kan lade sig gøre! Reelt er det jo en skat på skiløb - og for en nordmand er det jo næsten det samme som skat på sex! Jeg forstår ikke, at der ikke er nogen, som laver en rask lille revolution og skyder et par politikere - det ville da være sket i de fleste andre normale lande i verden. Der må dog være grænser for, hvad man skal betale for - og så i et land, der er 10 gange så tyndt befolket som Danmark. Her bør det da være en menneskeret at gå ud i naturen - uden at man skal betale for det!
Det gode vejr vil i følge meteorologerne holde weekenden over - men jeg tager nu til Øland for en sikkerheds skyld.

Ha' det
Jesper

P.s. Måske det var en ide at blive i Norge alligevel? Jeg læser netop i Stiften, at Vesthimmerlands kommune ved et uheld har fældet 35 18-års asketræer på hovedgaden i Vegger. Den kommune opfører sig da som en tumling og viderefører mange af de stolte traditioner fra den hedengangne Farsø kommune. Sagt på godt nordjysk: De kan ikke stikke en pind i en lort uden at ødelægge begge dele!

onsdag den 17. marts 2010

Aaahr!

Tilbage i Norge - nu er det altså snart ikke sjovt længere!

Ha' det
Jesper

Grøde i luften

Det har været fint vejr på Øland i weekenden - omend vi jo stadig slider med hård nattefrost herude på de store, lavtliggende vidder.
Selv om der er et pænt stykke vej endnu, er det da også sunket i snebunkerne og nede i den endnu frosne jord under træer og buske skyder forårsblomsterne frem. Der er rigtig grøde i luften.
Først og fremmest er det naturligvis vintergækker, men sørme om jeg ikke var heldig også at finde årets første krokus mandag formiddag. Så fra nu af kan det vist kun gå fremad, selv om det jo før er set med en rask snestorm til påske.
Også piletræerne længes efter forår og de allerførste gæslinger er på spring allerede. Vi tog grene ind sidste weekend, og de sprang ud med det samme. Billedet her er dog fra de udendørs af slagsen. De har det godt på den solrige plads ved terrassen.
Nede under sneen dukker græsplænen op. Den er fyldt med mos - og det er helt tydeligt, at haven trænger til en ordentlig gang kalk. Men den opdagelse er jeg ikke ene om. Da jeg var i tømmerhandelen lørdag formiddag, havde de allerede udsolgt. Det ville ellers have været rart at få det smidt oven på sneen, så det kan trænge ned i jorden sammen med smeltevandet - og så ville det heller ikke svine så meget. Men den operation må altså vente til den kommende weekend.
Nu er vi godt på vej...

Ha' det
Jesper

mandag den 15. marts 2010

Stanislaws udsigt

Da jeg var i Nuuk i sidste uge, mødte jeg i sagens natur en del mennesker, som snakkede om gamle dage - hvilket vil sige for sådan cirka tre år siden, da jeg flyttede fra den grønlandske hovedstad.
Mange snakkede om, at snerydningen ikke var så god, som dengang Stanislaw stod i spidsen for den.
Stanislaw Waclawic var i mange år leder af Nuuk Kommunes driftsafdeling og havde ansvaret for blandt andet snerydning og vejbygning. Han døde efter længere tids sygdom for godt et års tid siden - alt for ung, da han var stort set jævnaldrende med undertegnede. Det var en fornøjelse at arbejde sammen med ham - altid åben og parat til at fortælle om de mange projekter. Men med Stanislaws baggrund fra den polske hær var det også klart, at en ordre fra ham ikke var et diskussionsoplæg. Derfor var han en meget effektiv koordinator af blandt andet snerydningen.
En af Stanislaws sidste opgaver var bygningen af en ny vej direkte fra Nuussuaq til Qinngorput - cirka tre kilometer gennem svært kuperet terræn. Vejen er en rigtig ingeniør-bedrift og er opkaldt efter Nuuks navnkundige borgmester Agnethe Davidsen, som døde - også alt for tidligt - i 2007. Det der med at få opkaldt veje efter sig er et privilegium, der i Nuuk er forbeholdt politikere og andre fremtrædende personligheder i offentligheden. Da Stanislaw døde, ville man i respekt for hans store arbejde også gerne hædre ham, men det kunne naturligvis ikke ske i form af en vej. Til gengæld valgte man at opkalde en rasteplads efter ham - og det blev til Stanislaw-ip Isikkivia - Stanislaws udsigt.
Udsigtspunktet ligger tilfældigvis der, hvor den sidste udsprængning til vejen fandt sted. Jeg har i mit arkiv fundet billeder fra sprængningen, som var overordentlig spektakulær. For det første var det en åben sprængning, hvilket sker ret sjældent i beboede områder - og dels var det en meget stor sprængning. Såvidt jeg husker, var der brugt 2.500 kg dynamit til netop denne. Stort var det - og imponerende at se, hvor præcist minørerne kan lave arbejdet i vore dage.
Jeg bringer billederne her som et minde om Stanislaw og som en hilsen til hans veninde Elvira, der forresten lige har været til barnedåb i Danmark for sit barnebarn. Desværre nåede hun ikke forbi Øland denne gang.

Ha' det
Jesper

søndag den 14. marts 2010

Kranernes by

Nuuk er en by i rivende udvikling. I mange år har man anslået den årlige befolknings-tilvækst til at ligge på 300, og bolignøden er legendarisk.
Da jeg boede der, var ti til femten års ventetid på en stor lejlighed bestemt ikke unormalt. Der er derfor ikke noget at sige til, at byens vise mødre og fædre med begejstring klapper i deres små hænder, når et nyt byggeprojekt bliver præsenteret.
Nuuk lider desuden af pladsmangel, klemt inde mellem vand og høje fjelde som byen er - og der er sådan set kun en vej at udvide. Opad - og der bygges derfor mange højhuse i byen i disse år. I en årrække var kommunalbestyrelsen betænkelig ved dette "Hongkong-syndrom" og blokerede derfor for udviklingen, men heldigvis er man da kommet til fornuft. Alligevel blev jeg overrasket, da jeg efter ikke at have været i Nuuk i et par år, kom tilbage i sidste uge. Det er altså virkelig gået stærkt med byggeriet. Overalt skyder højhusene op som paddehatte - og det Klondike-præg, som byen havde, da jeg flyttede dertil i 1995 er forlængst væk. Væk er barakkerne og mange af de forsømte gamle boligblokke fra tresserne. Det var hyggeligt, men bestemt ikke for kønt. Og det klæder den grønlandske hovedstad, at den nu fremstår som en dynamisk storby klædt i glas og beton - og stadig idyllisk beliggende ved mundingen til Godthåbsfjorden - hele byens kæmpemæssige vidunderlige, vidtstrakte, storslåede og fantastiske rekreative bagland.
Jeg har samlet en række billeder fra storbyens anatomi i et slideshow. Det kan gentages ved at klikke på det en gang - og ved at klikke to gange, får du det i stor størrelse i et nyt skærmbillede.



Ha' det
Jesper

lørdag den 13. marts 2010

Dagens bræt

Uanset hvor i verden man rejser, så er det lokale marked altid et besøg værd. For det her, man møder den lokale befolkning på deres hjemmebane. Uden forlorne turistpåfund og falsk folklore.
I Grønland hedder det lokale marked brættet. Det dækker over mere eller mindre ydmyge lokaliteter, hvor de lokale fangere sælger deres produkter.
De seneste år har de altid utrættelige bureaukrater imidlertid også kastet sig over brættet, så i flere byer - blandt andet Nuuk - er der temmelig langt fra markedet i dets omrindelige form, nemlig et bræt smidt oven på to fiskekasser. Deraf selvfølgelig navnet. I Nuuk er brættet et temmelig stort halvtag med rindende vand og stålborde, hvor de forskellige produkter udstilles. Selvfølgelig med veterinær-bureaukratiske påfund som rindende vand, påbudt brug af engangshandsker og så videre. Men uden kølediske, for det tager naturen sig af.
Det grønlandske navn for brættet er Kalaaliaraq, som betyder "den lille grønlænder". Det var i sin tid i halvtredserne øgenavnet på den kreative fanger, som fandt på at stille sig op og faldbyde sine produkter fra et bræt.
På brættet kan man for en fornuftig pris erhverve sig alskens fiskeprodukter samt årstidens vildt. Her i midten af marts er fiskesortimentet domineret af rødfisk, torsk, hellefisk og uvaq, som er en torskelignende fisk, der findes i stort tal i de grønlandske fjorde. Endnu er det lidt for tidligt til den helt store forårsdelikattesse i Nuuk-området - stenbider, som enhver ordentlig nuummiut med respekt for sig selv spiser rå med stor fornøjelse.
På vildtsiden bød brættet i Nuuk i denne uge på rensdyr og harer samt selvfølgelig sæl, som fanges hele året. På andre tider af året kan man også finde en række fugle som rider, alke, edderfugle og ryper. Er man heldig kan man også finde hvalkød fra finhval, sildepisker (vågehval), grind, narhval, marsvin og hvidskæving. Grønlænderne og dermed altså Danmark har nu i en årrække forgæves søgt den internationale hvalfangstkommision IWC om tilladelse til fangst af pukkelhvaler, som findes i et relativt stort tal i Nuuk-området om sommeren.
Men ellers er det mest eksotiske på brættet selvfølgelig sælkødet. Kødet har en helt speciel mørkerød farve, som skyldes sælens store gammaglobulin-indhold i blodet. Det gør sælen i stand til at optage op til 20 gange mere ilt end mennesket. Af samme grund har en læge i min omgangskreds engang for sjov foreslået, at man giver cykelryttere transfusioner med sælblod i stedet for EPO og al det andet skidt, som udøverne af cykelsporten fylder sig med.
Et besøg på brættet er en god anledning til at se nærmere på sælens anatomi. Et kig på tandsættet afslører for eksempel, at dette dyr er et ualmindelig bidsk rovdyr, temmelig langt fra den vestlige verdens pussenuttede opfattelse af sælhunden som en kært lille kæledyr med store sorte øjne og afkom så nuttet, at man kalder dem babysæler i stedet for det mindre følelsesladede sælunger.
Det er i den forbindelse værd at notere sig, at den vestlige verdens pjattede disney-sering af sælen og EU's latterlige forbud mod sælprodukter ikke alene er en trussel mod det lokale grønlandske erhvervsliv. Det kan også nemt udvikle sig til en økologisk katastrofe i de arktiske farvande, da faldende sælfangst vil medføre flere sæler til ubodelig skade for områdets ellers rige fiskeforekomster.
Når det så er sagt, skal det da også med, at jeg selv kun i begrænset omfang spiser sælkød. Det har en lidt speciel smag, som mine smagsløg ikke rigtig kan forlige sig med, så vænnet til grise- og oksekød, som de nu er. En undtagelse er dog sælens lever, der er en delikatesse på linje med kalvelever. Serveret med bløde løg og brun sovs er det en rigtig herreret.
Så det må være dagens ret på brættet!

Ha' det
Jesper

Nyhed

Bemærk venligst, at historien om "Hundene i Jakobshavn" er blevet redigeret, og at der nu er tilføjet et slideshow...

Jesper

fredag den 12. marts 2010

Rygternes by

Rygter løber hurtigt i Nuuk, og et saftigt rygte kan sætte byen på den anden ende på mindre end en time.
Onsdag eftermiddag var jeg til et møde i selvstyre-bunkeren i Nuuk Downtown, da det pludselig forlød, at der var blevet set en isbjørn i forstaden Qinngorput. Den slags forlydender bliver taget meget alvorligt i Nuuk. En isbjørn er et helt sikkert hit, som dræber enhver form for koncentration. Her går naturen - den menneskelige - forud for alt, og forhandlingerne på adskillige kontorer blev meget hurtigt afsluttet, hvorefter det gik i fuld fart mod Qinngorput. Nuuk er en meget demokratisk by, for alle - høj såvel som lav - reagerer, og selv landstyreformanden fandt det nødvendigt ved selvsyn at tjekke, om der nu var noget om rygtet.
Så efter at have været i den grønlandske hovedstad i et par timer, stod jeg nu sammen med det meste af byen og spejdede ud over Qinngorput-bugten. Det var som om tiden havde stået stille i de tre år, der nu er gået, siden jeg flyttede fra Nuuk. For jeg var helt klart en del af fællesskabet. Og blev det ikke til en isbjørn, så blev det i hvert fald til et møde med masser af mennesker, som jeg kender mere eller mindre godt.
For isbjørnen, ja, den så vi ikke noget til. Men nu går der jo sjældent røg af en brand, uden at der har været ild. Grønlands Radio kunne i hvert fald meddele, at man har talt med en fanger, som angiveligt skulle have set isbjørnen. Han opgav bare at forfølge isbjørnen, fordi han skulle hente sine børn i skolen. Den historie er om mulig endnu sværere at tro på. Jeg nægter simpelthen at tro, at en mand, der har jagt som sit erhverv, opgiver at forfølge en isbjørn - bare for at hente børn i skolen.
Men det er en kendsgerning, at der de seneste år har været adskillige tilfælde af isbjørne i Nuuk-området, så måske sidder bamse oppe i fjeldet og griner ad de tossede Nuummiutter. Trafikken brød nærmest sammen i området, som billederne viser - og om ikke andet, så fik vi da lidt frisk luft ud af dette rygte.
Fotografen på det nederste billede er Kokholm - Nuuks førende paparazzi og en god mand at kende, hvis man vil vide, hvad der rører sig i den grønlandske hovedstad netop nu. Og den sorte Honda til højre i billedet tilhører min gode ven og gamle kollega fra Nuuk TV, Angu Kristensen, som det forresten også var godt at møde igen. Sammen har vi dækket masser af rigtige Nuuk-begivenheder - akkurat som onsdagens isbjørnejagt.

Ha' det
Jesper

Mælkeflyveren

Onsdag formiddag gik turen fra Ilulissat til Nuuk med mælkeflyveren - eller kysthopperen, som den hedder i Air Greenlands reklamer.
Det er sådan et grønlandsk svar på et bumletog, som stopper ved alle stationer. Helt konkret tog den cirka 1000 km lange tur tre en halv time med mellemlandinger i Aasiaat, Sisimiut og Maniitsoq.
De tre byer fik for en halv snes år siden nogle små lufthavne, så man slap for den dyre og meget vejrfølsomme helikoptertransport. Billedet af lufthavnsbygningen i Sisimiut kunne derfor lige så godt være taget i Maniitsoq eller Aasiaat, da de tre lufthavne er helt identiske.
Det er forresten en ganske speciel oplevelse at flyve med mælkeflyveren. Der er sådan noget lidt ekspeditionsagtigt over det, da ruten er en kombineret fragt og passagerflyvning. Helt konkret foregår det ved, at et antal sæder bag i flyet bliver brugt til post og varer. Det kan godt virke lidt primitivt og overvældende på turister fra den mere civiliserede verden, men sådan er vilkårene altså i Grønland. Uanset hvor man bor, vil folk jo gerne have både post og friske grøntsager.
Forresten er servicen helt i top. Air Greenland er et af de selskaber, som stadig serverer kaffe på flyvningerne - og det kan godt blive til adskillige kopper kaffe og småkager på sådan en formiddag i godt vejr mellem Ilulissat og Nuuk.
Da mælkeruten jo også er postfly, skal turen flyves uanset hvor få passagerer, der er. Det giver god plads i kabinen - noget der efterhånden også er et sjældent syn i resten af verden, hvor den hårde konkurrence og omkostningsfokus betyder, at flyene som regel er fyldt helt op.
Nu kunne man jo tro, at mælkeflyveren er en smart måde til at opleve Grønland på en formiddag. Men da alle lufthavnene ligger langt uden for byerne, og opholdet hvert sted som regel kun tager cirka 20 minutter, er der altså grænser for, hvor meget man ser - altså bortset fra en stribe standardiserede lufthavnsbygninger.
Som det meste af Air Greenlands indenrigsflyvning foregår turen med slideren i den grønlandske infrastruktur - DASH 7. Flytypen er efterhånden noget bedaget, men er stabil og trofast og kan med sine store ror og fire motorer lette og lande på noget nær et frimærke. Men DASH 7-æraen rinder mod enden. Air Greenland er netop begyndt udfasningen af flytypen og har foreløbig anskaffet to DASH 8-200, som bliver indsat i trafikken i løbet af foråret.

Ha' det
Jesper

onsdag den 10. marts 2010

En meget fotogen by















Man kan mene, hvad man vil om Ilulissat. Men to ting står fast: Isfjorden er på UNESCOs verdensarv-liste og noget helt enestående - og så er det en by med masser af fotomuligheder.
Isfjorden er enestående, fordi verdens mest produktive bræ ligger inde i fjorden og spytter det ene isfjeld efter det andet ud. De holder nærmest i kø ved fjordens munding for at komme ud og leve det liv, som et isfjeld med rimelighed kan forvente - en langsom optøen i det salte og varmere hav. Produktionen af is er så stor, at den modsvarer New Yorks årlige vandforbrug - om dagen. Isfjorden er nærværende - uanset hvor i Ilulissat, man opholder sig.
Samtidig er Ilulissat på mange måder en voldsom eksotisk oplevelse, fordi byen er et lille grønlandsk samfund midt i hundeslæde-distriktet. Hundene dominerer byen og kan høres overalt. Men selvfølgelig er der også plads til biler og en enkelt gul bybus.
Ilulissat byder på noget for enhver god smag. Byen er jo Grønlands førende på turistfronten, så fine restauranter med førende kokke findes der flere af. De friske grønlandske råvarer virker som en sand magnet på madkunstnerne.
Men der er også de mere ydmyge steder for den lokale befolkning, hvor ikke alene en gruppe danskere trænger sig på. Også en større gruppe indbyggere af fjernøstlig herkomst har skabt sig en tålelig tilværelse her 700 km nord for polarcirklen, så ikke en gang en kineser-grill mangler de i Ilulissat.
Onsdag går turen videre til Nuuk.

Ha' det
Jesper

tirsdag den 9. marts 2010

Hundene i Jakobshavn

Dette indlæg er redigeret 13. marts 2010. Billederne til historien er nu lagt ind som et webalbum fra Picasa. Jeg har desværre ikke fået "repeat autoplay" til at virke i blog-visningen.
Men - hvad der også er en meget bedre ide - du kan se billederne i stor stor størrelse ved simpelthen at klikke på billedet, hvorefter Picasas webalbum åbner i et nyt skærmbillede. Klik på diasshow for at se billederne - og her virker repeat autoplay. Du kan desuden få billederne vist i "full screen" ved at klikke på F11. Klik også F11 for at komme tilbage til normal skærmmodus.


Der er mange hunde i Ilulissat. Faktisk lige så mange, som der mennesker. Naturligvis - for vi er midt i slædehundedistriktet.
Den grønlandske slædehund er en stor, stærk hund med et tydeligt slægtskab til ulven. Blandt andet foretrækker slædehundene at kommunikere gennem hyl og ikke ved at gø, som danske køkkenhunde har for vane.
Jeg har taget rigtig mange billeder af dette flotte dyr, som absolut ikke hører hjemme i dagligstue - og som gennem århundreder har været en af de væsentligste forudsætninger for menneskelig aktivitet og overlevelse på disse kanter. Jeg ville gerne have præsenteret billederne - for mange af dem er ganske flotte - i et slideshow - men internettet er altså tungt at arbejde med i Grønland, så jeg har simpelthen downsizet billerne og lagt dem i en lille film - foreløbig.
Når jeg kommer hjem i weekenden vil jeg så prøve at se, om ikke jeg kan lave en flottere præsentation.

Ha' det
Jesper

Tilbage til gerningsstedet

Det siges, at forbrydere har det med at vende tilbage til gerningsstedet - og da det jo i brede kredse i vore dage betragtes som en forbrydelse at æde og drikke og have det sjovt, ja, så er jeg vel ligesom den berømte forbryder, der vender tilbage til gerningsstedet, da jeg mandag satte foden i Kangerlussuaq / Søndre Strømfjord.
Det er flere år siden, jeg har været her sidst - men alt ligner nu i store træk sig selv. Det er koldt, -25, solen skinner, der er gamle kendinge i baren - og forresten var det stort set de samme mennesker, som var med flyet, som dengang jeg selv boede i Grønland.
En ting er dog forandret. Den udvidelse af lufthavnsbygningen, som nu har været hårdt tiltrængt i 20 år, er endelig ved at blive gennemført. Men det betyder også, at Kangerlussuaqs vartegn - den mest fotograferede seværdighed - vejskiltet, som viser vej til resten af verdenen ikke længere er fritstående. En skandale, intet mindre!
Sjovt nok har jeg aldrig fotograferet skiltet før. For da jeg i sin tid boede i Grønland, så jeg jo slet ikke tingene med en turists øjne - og havde som regel heller ikke kamera med mig. Men på denne korte tur i denne uge har jeg lovet mig selv, at der skal tages billeder. Masser af billeder, ja, der skal.
Så her er desuden et for alle grønlandsfarere ganske nostalgisk kig ud over Kangerlussuaq med Black Ridge i baggrunden. Alle de gange, man har siddet i baren eller cafeteriet og ventet på ny information om et forsinket eller aflyst fly, mens man har stirret på Black Ridge - akja.
Og så er der et andet kendt billede, hvis man endelig er kommet ud af lufthavnsbygningen og hotellet. Udsigten mod Sugar Loaf og ørkendalen - ja, der findes faktisk en vaskeægte sandørken inde i baglandet, akkurat som vi kender dem fra film med dyreskeletter i sandet og vrag fra styrtede fly.
Bemærk i øvrigt det ekstreme lys - det er meget typisk for Kangerlussaq ved vintertide - og som sammen med sneen faktisk gør det til lidt af en teknisk udfordring at lave ordentlige billeder!
Jeg er nu i Ilulissat og vender senere tilbage med turistbilleder fra dette grønlandske turistmål no. 1.

Ha' det
Jesper

søndag den 7. marts 2010

Søndag i Skagen

Vi benyttede det gode senvintervejr søndag til en smuttur til Skagen.
Frokosten blev - i ægte Skagensånd - indtaget på Brøndums Hotel. Dina valgte en hønsesalat, som efter hendes mening var både velsmagende og tilstrækkelig til en frokost.
Jeg valgte to stykker - troede jeg - traditionelt dansk smørrebrød. Et med fiskefilet og et med rejer - det var jo Skagen.
Fiskefiletten - to styk - blev serveret med rugbrød og hjemmerørt remoulade og smagte simpelthen himmelsk. Nye tider har dog holdt sit indtog i køkkenet, så fiskefiletterne var garneret med en betragtelig mængde balsamicovendt salat.
Det samme gjaldt i øvrigt også rejerne, som jeg er noget mere forbeholden over for. Det smagte godt - bevares - men det var altså henkogte rejer. Jeg synes godt, at man kan tillade sig at forvente friskpillede rejer i Skagen - i hvert fald på et bedre spisested som Brøndums. Den traditionelle rejemad bliver normalt serveret på franskbrød - men her var det altså et eller andet moderne italiensk brød, der som bekendt ofte er mere sejt end sprødt. Jeg har ikke noget imod, at man piller ved traditonerne, men det kræver omtanke, indlevelse og pli - og skulle gerne vende måltidet til noget bedre. Det synes jeg ikke rigtig lykkedes her.
Efter frokosten blev det naturligvis til et besøg på Skagen Museum, som netop har indviet en sal udformet så originalt som muligt, og som forestiller krostuen på Brøndums i Skagens glansperiode i forrige århundrede. Blandt andet med den berømte billedrække oppe under loftet med portrætter at alle kunstnerne. En rigtig flot nyskabelse.
Ellers blev det til lidt planløst kiggeri rundt i museets sale. Spørger man mig direkte, om jeg foretrækker Ancher eller Krøyer, vil jeg altid svare Krøyer. Jeg elsker hans lyse, meget præcise stil, men af en eller anden grund kan jeg ikke se et originalt Ancher-billede uden at komme til at stortude. Sådan gik det selvfølgelig også, da vi kom ind i salen med Anchers døde fisker på endevæggen. Desværre er det sjældent, at man ser kunst, som i den grad rammer ned i urfølelserne!
En herlig søndag i Skagen. I morgen går turen til Ilulissat, hvis ellers Air Greenland flyver efter planerne. Imaqa!

Takuss'
Jesper

Foto: Skagen Museum

Blåmejsen

Vi har hele vinteren med jævne mellemrum haft besøg af blåmejser på foderpladserne i haven, men indtil denne weekend har det ikke rigtig lykkedes mig at tage nogle ordentlige billeder af denne lillebitte mejsefugl.
Blåmejsen ligner meget musvitten, og den konkurrerer da også med denne om både fødeemner og redepladser. Den kan imidlertid kendes på den tydelige blå hovedfarve - og så er den mindre end musvitten.
Blåmejsen er ikke så talrig som musvitten. I 2000 var der cirka en million musvitter i landet, mens der kun var cirka 250.000 blåmejser. Men bestanden kan svinge ganske voldsomt og topper i gode oldenår. Det skyldes, at blåmejsen lægger helt op til 16 æg, der klækkes i det tidlige forår og giver arten et darwinistisk forspring til musvitten.
Denne ynglesucces bliver der sikkert god brug for i år. Det er tydeligt, at vinteren har været hård for fuglene. Vi har slet ikke så mange fugle ved fuglebrættet nu, som vi havde ved juletid.
Blåmejsen er temmelig svær at fotografere, da den stort set er i bevægelse hele tiden, men her er da et par rimelige billeder. Jeg var lørdag også på kig efter gærdesmutten, men den er endnu værre. Hele tiden i bevægelse ind og ud mellem de visne blade i bøgehækken, så et billede af en gærdesmutte fra haven ved det lille hus på Øland, må du have til gode til en anden god gang.

Ha' det
Jesper