søndag den 25. april 2010

Hundekræfter under motorhjelmen















For mange mennesker står hundeslæde-kørsel som den ultimative natur-oplevelse. Billeder af hundeslæden, der stryger ud over de store isflader, den høje, klare arktiske luft og stilheden er ofte brugt i naturprogrammer af den slags, der sætter gang i de store drømme.
Virkeligheden er noget helt andet. Det er et bøvl uden lige, for hunde er ikke sådan at styre. De interesserer sig utroligt meget for andre hunde, så når to hundespand mødes er risikoen for kaos med sammenviklede skagler og hyl og slagsmål stor. Det er en gang sagt, at når man kører med hunde, er det tilladt for selv præster at bande!
Når så man sidder der på slæden, ja, så er er udsigten 13 hunderøvhuller - og hunde både skider og fiser, mens de trækker slæden. Det kan da ikke være så sjovt.
















Men det er det nu alligevel. For når det endelig glider over stok og sten, så er oplevelsen al bøvlet værd. Det går stærkt - og det er med at holde sig fast, for slæden følger meget sikkert underlagets beskaffenhed - og hvis det ikke lige er is, så bumler det altså noget.Lørdag eftermiddag var jeg ude at køre hundeslæde. Det er flere end 15 år siden, jeg har prøvet det sidst - så da jeg fik tilbuddet var jeg ikke sen til at sige ja til en hurtig tur med Jens og hans 13 hunde ind i baglandet bag Ilulissat.














Det var som sædvanligt betagende at se, hvordan en erfaren hundekører som Jens fik ro på hundespandet. Lige efter afgang er hundene normalt temmelig ustyrlige, men når først de kommer i gang, så bliver det nemmere. Med små virtuøse slag med pisken, dirigerede han stille og roligt slæden fremad i den rigtige retning. Det skal med, at pisken aldrig rammer hundene - den bruges kun til at markere med. Pisker du på venstre side af hundene, ja, så drejer de til højre.














På turen så vi adskillige ryper - for vi er midt i rypesæsonen. Rypen her sad oppe på en fjeldkant - cirka 20 meter oppe. Sekunder efter var den skudt. Den faldt efter planen ud over kanten - men desværre landede den på en fjeldhylde seks meter nede.
Så den stakkels rypejæger måtte smide riffel og Hirtshals-habit og begive sig ud i en veritabel fjeldklatring for at få fat i sit bytte. Så er det ikke meget værd at have tretten slædehunde - når nu arbejdet kunne have været gjort af en normalt veltrænet jagthund.














Ind i mellem rettes der kritik mod grønlændernes hundehold fra dyreværnsorganisationer, som mener, at hunde har det bedst i toværelses lejligheder i en betonby. Det er helt urimeligt - for livet som slædehund er alt andet end et hundeliv. Se nu bare ham her, der ruller sig velbehageligt i sneen - og fuldstændig uden tanke for, at kammeraterne ligger og hviler sig. Det er da bare herligt. Som slædehund er du sikret mad, motion og i vidt omfang sex og slagsmål - så det er da ikke så ringe...

Ha' det
Jesper

P.s. Vores gode ven Bent Betjent er en af de få danskere, som behersker hundeslædekunsten. Men al begyndelse er svær. Det har han skrevet en sjov historie om, som du finder her under linket Grønland.

Ingen kommentarer: