søndag den 30. maj 2010

Kølhøjhus

"Uanset hvor jeg befinder mig, så ved jeg, hvor nord er. For jeg har været spejder, og derfor behøver jeg ikke GPS i bilen", afslørede Mariagerfjord kommunes viceborgmester Mette Riis Binderup i sin tale, da spejdercentret Kølhøjhus i Astrup tæt ved Rold Skov i weekenden fejrede sit 40 års jubilæum.
Hun føjede dermed endnu en dimension til det gode gamle ord "en gang spejder - altid spejder". For det man lærer som spejder, er noget, som man kan bruge resten af livet.
Spejder er nemlig ikke noget, man går til - det er noget, man er. Og når man er spejder, har man en særlig evne til at gå løs på livets udfordringer med krum hals. For man ved, hvor nord er, man kan tænde bål i regnvejr med to tændstikker, man har et disciplineret forhold til reb og knob, man kan fælde et træ og lave mad over bål. Alt sammen ting, som i sig selv måske ikke er noget særligt, men tilsammen giver selvtillid og overskud til at tage imod store udfordringer.
I forbindelse med Kølhøjhus jubilæum blev der i weekenden holdt en lejr, hvor ungerne levede Ole Lund Kirkegårds Kalleby-univers helt ud med ræs med trehjulede barnevogne, målskydning med remoulademader og andre skæve påfund, som man ikke kan opleve andre steder end hos spejderne, hvor alt jo kan lade sig gøre.
Når man som efterhånden temmelig gammel spejder besøger sådan en lejr, er det første, man lægger mærke til røgen. Den lugt er simpelthen en integreret del af spejderlivet, og det er den lugt, som altid får den gamle cirkushest til at sparke. Men det, som også slår mig hver gang, er den ro, der er. Børn og voksne er sammen om projekterne. Der er ikke nogen, som kloger sig unødigt og er mere end andre. Alle bliver taget alvorligt, og alle er enig om målene, så der er ikke den store grund til råben og skrigen. Og det viser, at den pædagogiske model, som praktiseres i blandt andet Det Danske Spejderkorps, er noget helt særligt.
Kølhøjhus har en særlig plads i mit hjerte. Det skyldes, at min far var en af grundlæggerne. Det startede med et gammelt husmandssted på en nærmest bar mark og blev til et moderne center med en bygning på over 500 m2 - omgivet af skov og krat. Det kostede arbejde - masser af arbejde - og for 40 år siden betød det, at stort set hver eneste ledige time i den hansenske familie blev brugt på Kølhøjhus. Alene timerne i bilen - Kølhøjhus ligger 50 km fra Farsø - er blevet til adskillige - og ofte kneb det med pladsen, for der var altid fuldt læs på.
Spejdercentret ejes i dag af Rold Skov division under Det Danske Spejderkorps, og divisionen benyttede weekenden til også at sige tak til grundlæggerne ved en lille reception lørdag eftermiddag. Her kunne man høre adskillige anekdoter fra de første år. Mest morsom er nok historien om PH - Poul Bråten, som har været formand for Kølhøjhus i alle årene - og som i sin tid var modstander af projektet. I virkeligheden et bevis på, hvad spejderånden er, og at den lever i bedste velgående.
Jeg var selvfølgelig på Kølhøjhus sammen med far - og inden receptionen benyttede vi lejligheden til at besøge 1. Farsø trops lejr. Sjovt var det at se tropsstanderen, som gruppen selvfølgelig havde medbragt - og som jeg jo selv har båret en gang. Og bemærk så de blå tørklæder på et par af billederne. Det blå tørklæde har altid været 1. Farsøs kendemærke. Jeg var i garderoben og rode her til formiddag - og jeg har faktisk to af tørklæderne stadigvæk!
På det næstøverste billede er det PH, som holder tale. Ved bordet sidder fra venstre Mette Riis Binderup, viceborgmester i Mariagerfjord kommune, min far, Børge Schøler, som i sin tid var divisionschef og Marianne Karstensen, nuværende spejderchef i Det Danske Spejderkorps.

Med spejderhilsen
Jesper

3900 Nuuk

Vi forbigår det europæiske Melodi Grand Prix i larmende tavshed - og tager en runde mere med All-Stars.
Kor-konkurrencen skabte nemlig rigtig landskamp-stemning i Nuuk. Finalen blev blandt andet vist på storskærm i Kulturhuset Katuaq. Min gode ven Benny Kokholm har været så venlig at sende mig et billede fra begivenheden. Som man ser, ville jubelen ingen ende tage, netop i det sekund, hvor det blev afsløret, at Nuuk-koret havde vundet.
Det var en stor begivenhed - ingen tvivl om det. Lidt historisk var det også. For det er faktisk første gang nogensinde, at en grønlandsk by er blevet behandlet fuldstændig ligestillet med andre danske byer - og måske varsler det nye tider i det dansk-grønlandske forhold. Egentlig skulle man tro, at Danmark og Grønland er på vej til at glide fra hinanden efter selvstyrets indførelse sidste år. Men måske er effekten den stik modsatte. Det er i hvert fald teorien i en meget spændende kronik, som Politiken bragte lørdag. Kroniken er skrevet af en forsker ved Københavns Universitet, Kirsten Thisted. Nu skal man selvfølgelig være forsigtig med at kloge sig al for meget over en enkeltstående begivenhed, men jeg synes alligevel, at det er en interessant analyse, denne Thisted - bemærk navnet! - kommer med. Kronikken kan læses her.
Forresten er der et område, hvor Nuuk og alle andre grønlandske byer har været ligestillet med danske byer gennem årtier. Det er i postnummersystemet, hvor Nuuk jo har heddet 3900, siden systemets indførelse i 1967. Og da Nuuk i firserne lagde sig en forstad til, så blev den døbt 3905 Nuussuaq, hvilket har været min adresse i alle de år, jeg har boet der.
Postnummersystemet er i sin tid bygget op omkring det danske logistik-system, hvor jernbanerne stadig i tresserne var rygraden. Alle grønlandske byer fik dengang postnumre, som begynder med 39. Der er dog et grønlandsk postnummer, som afviger fra denne strenge logik - og det er julemandens eget postnummer. Julemandens adresse er nemlig - selvfølgelig - 2412 Nuuk!

Ha' det
Jesper

fredag den 28. maj 2010

Jubie All-Stars!

Mens Melodi Grand Prix-feberen raser over det ganske Europa, har vi her i huset de seneste uger haft fokus rettet på TV2's All-Stars-konkurrence.
Det skyldes ikke mindst Julie og hendes kor af vellydende Nuummiutter, som har givet de danske kor baghjul.
Finalen stod som bekendt mellem Niarn fra Aalborg og Julie fra Nuuk. For Dina var valget let - alt, hvad Julie og hendes korpaner gjorde, var stjernestøv dryssende direkte fra polarcirklens nordlysbælte.
Men for undertegnede var det lidt sværere. Jeg har boet 14 år i Aalborg og 13 år i Nuuk. Desuden holder jeg meget af Niarns mere rockende stil, så da finalen begyndte, var jeg lettere skizofren. Sagen blev imidlertid hurtigt afgjort, da jeg så, at det officielle Aalborg var repræsenteret af byens SF-rådmand på kulturområdet. En bleg, mager og blodfattig bedrevidende vegetaragtig dame, som de kun findes på venstrefløjen. En mennesketype, som giver mig kuldegysninger og i virkeligheden med al deres politiske gulerods-korrekthed en hån mod Niarns mere traditionelle aalborgensiske hang til bøf stroganoff med kartoffelmos. Den slags initiativ-dræbere skal ikke have lov til at sole sig i andres succes, så det afgjorde sagen og min stemme gik selvfølgelig til den grønlandske hovedstad, hvor jeg ved, at gaderne lå øde under finalen.
Det har uvurderlig betydning for grønlandsk ungdom at se, at man kan komme helt til tops, hvis man har både lysten og viljen, så derfor ville jublen heller ingen ende tage, da sejren endelig var i hus. Julie All-Stars kan se frem til en heltemodtagelse, når de mandag ankommer til Nuuk International Airport.
Midt i al jubelen vil jeg tillade mig at komme med en enkelt kritisk kommentar, selv om jeg godt ved, at den slags ikke er god tone midt i sejrsrusen i Nuuk og nærmeste omegn. Men jeg kan altså ikke lade være - og en eller anden skal jo sige det højt. Jeg mener, at det var ualmindelig ondskabsfuldt af TV2's scenografer og stylister, da de i Julie All-Stars første nummer havde fundet en særdeles kropsnær, diminutiv kjole til Nina Kreutzmann - oven i købet i lyserødt stof. Det var ikke noget smukt syn.
Den slags kan altid diskuteres, og der er sikkert også dem, som mener, at det ikke var noget smukt syn, da vi fejrede finalen med en vaskeægte Othello-lagkage. Tilstedeværelsen af dette kalorierige og usunde stykke bagværk i det lille hus på Øland skyldes en kampagne hos et lokalt olieselskab, som fredag eftermiddag forsøgte at hverve konto-kunder i den lokale brugsforening. Nu har jeg i forvejen konto hos selskabet, men de flinke mennesker synes alligevel ikke, at jeg skulle undvære hvervepræmien, som var - netop en Othello-lagkage.
Bemærk forresten, at vi lige har taget de første studenter-nelliker af egen avl ind.

Ha' det
Jesper

Dagens ord XXV

Nu må en eller anden TV2-redaktør altså snart tage vejrprofeten Mikael Jarnvig i skole og lære ham, at det er aldeles overflødigt at tale om maj måned, juni måned og så videre. Det er tilstrækkeligt at sige maj, juni, juli og så videre.
Det andet er irriterende dobbeltkonfekt, som afleder opmærksomheden fra det egentlige budskab og rigtig godt nordjysk træls at høre på.

Jesper

Frost udsatte steder

Bedst som vi troede, at nu havde Kong Vinter endelig sluppet sit tag i det hårdt prøvede ganske lille land, så bød natten til torsdag på en gang nattefrost - på udsatte steder, som det hedder i meteorolog-lingo.
Dermed kan jeg konstatere, at naboens store græsplæne i udpræget grad er et udsat sted. Ved solopgangstid var plænen i hvert fald dækket af et fint lag rimfrost.
Slet så slemt var det i min have. Baghaven var sluppet helt fri for frost - sikkert på grund af de store træer, som har holdt på lidt af varmen i jorden. Men i forhaven var der da en lille snert af frost - meget passende ved siden af det lille grantræ, som vi har plantet til juletidens lyskæder.
Også forruden på bilen havde et ganske tyndt lag is - men det var godtnok ikke nødvendigt at finde skraberen frem.
Med denne gang nattefrost i bagagen må vi sande, at min farfar sikkert havde ganske ret, når han i følge min far har sagt, at vi ikke kan vide os sikre mod nattefrost før efter Grundlovsdag - og det er som bekendt først på næstkommende lørdag. Så indtil da må vi hellere vente med at gemme vanterne væk.

Ha' det
Jesper

onsdag den 26. maj 2010

Den sidste tulipan


Nu er de sidste af årets tulipaner ved at springe ud. Desværre har vejret de seneste dage været noget blæsende, så Dina tog den meget fornuftige beslutning at tage tulipanerne ind og fordele dem i nogle i husets vaser. Så nu har vi et dejligt blomsterflor indendørs - så kort tid det end varer.
Tulipan-blomster er noget af det, som jeg aldrig bliver træt af at kigge på. Formen er nærmest grafisk og utroligt velproportioneret, farverne er som regel ganske festlige, så det er en hel lise for sjælen at have den slags luksus indendøre - uden at skulle købe sig fattig hos blomsterhandleren, hvilket jo nærmest var regelen, mens vi boede i Grønland og Nordnorge.
På trods af det noget skiftende vejr skrider mit lille entreprenør-projekt med urtehaven - det fremskudte dige, som jeg kalder det - planmæssigt fremad. I dag blev jeg færdig med det første stykke af stensætningen, som skal omkranse området. Det er rigtig godt gammeldaws håndarbejde - og jeg synes, at det ser flot ud.
Med lidt held skulle jeg gerne blive færdig i løbet af ugen, så vi udover kartoflerne også kan få sået gulerødder, ærter og hvad vi ellers får lyst til selv at dyrke.

Ha' det
Jesper

Kungsholmsmordene

Selv om det nu er syv år siden, at Lars Bill Lundholms første roman blev udgivet på dansk, har han hidtil været ukendt land for undertegnede.
Men for nogen tid siden - i de glade askedage - købte jeg hans tredje roman, Kungsholmsmordene, som billigbog i lufthavnen. Det blev faktisk et ganske interessant møde.
Lars Bill Lundholm har skabt en spændende figur med den halte og stædige kriminalkommisær Axel Hake. Han er så stædig, at konen ikke vil bo sammen med ham, når han opklarer mord. Og det kan der da kun komme forviklinger ud af.
Ellers er vi i Stockholm, når byen viser sig fra sin smukkeste side i sensommeren. Det er varmt, og alle bruger den skønne skærgård til lidt lystfiskeri - og så selvfølgelig et krebsekalas. Svensk urhygge når den er allermest sympatisk.
Midt i al den hygge bliver en ung pige fundet myrdet i Kungsholmparken - bogstavelig talt oven på Stockholms politigårds parkeringskælder. Så Axel Hake bliver selvfølgelig nødt til at flytte fra konen for en tid!
Som traditionen byder i svensk kriminallitteratur, foregår efterforskningen i de bedre kredse - og som altid er der en inkompetent politidirektør, der lægger hindringer i vejen, fordi en morder i de bedre kredse naturligvis er utænkelig for netop en politidirektør.
Kungsholmsmordene bygger fint videre på de traditioner, som Sjøval og Wahlöö i sin tid grundlagde. Og forresten er byggeriet af politigården på Kungsholmen omtalt i flere af bøgerne med Martin Beck.
Imidlertid er Kungsholmsmordene ganske befriet for store politiske budskaber og derfor god underholdning. Jeg kvitterer med fem ud af seks mulige tørfisk til Lars Bill Lundholm for en velskrevet, effektiv og spændende, men noget rutinepræget præstation.

Jesper

mandag den 24. maj 2010

Alverdens tungemål

Pinsemorgen var jeg til gudstjeneste. Det er bestemt ikke noget, der sker hvert år, uagtet at jeg har været medlem af den danske folkekirke, siden jeg blev døbt - og i øvrigt altid har betalt mit kontingent i det omfang, jeg har været dansk skattepligtig.
Årsagen til dette uventede besøg i kirken var ikke akut pinsevækkelse, men derimod den lokale præst i Oxholm Kirke, Birgit Morsing Madsen, som havde fået den glimrende ide at lade dagens tekst blive oplæst af sognebørn med et andet modersmål end dansk. Det skyldes naturligvis, at når vi fejrer pinse, så er forklaringen, at Helligånden angiveligt skulle være dukket op på denne dag med et budskab til apostlene om, at de skulle gakke ud og missionere på alverdens tungemål.
Præsten havde derfor henvendt sig til blandt andre Dina, som selvfølgelig takkede ja til at læse teksten på grønlandsk. Desuden var det lykkedes at finde en russer og en filippiner blandt sognebørnene.
Dina gjorde det godt. Med høj og klar stemme røg budskabet ud gennem kirkens højttalere.
Jeg synes forresten, at det er synd, at man bruger mikroner og højttalere i vore smukke gamle middalalderkirker. I vore dage tror man tilsyneladende, at ethvert talepædagogisk problem kan løses med en mikrofon og lidt forstærkning - og jeg bemærkede, at kirken var rigget op med mikrofoner akkurat som i et TV-studie. Men jeg synes ærlig talt, at budskabet om svovlpølen virker stærkere uden forstærkning! Og endnu bruger kirkesangerne heldigvis ikke mikrofon - og det var en nydelse at høre den lokale kirkesanger, Jens Borrits, fylde kirkerummet med det, som man i litteraturen vel vil kalde en malmfuld røst. Den menneskelige stemme i naturlig gengivelse er jo det smukkeste og mest rørende musikinstrument, som findes.
Det var i øvrigt en hyggelig gudstjeneste med en prisværdig kort prædiken og efterfølgende stående kirkekaffe i våbenhuset. Men jeg må indrømme, at jeg synes, at det er en skam, at man har skiftet mange af de gode, gamle danske salmer ud med nye. Det er lidt svært med nye tekster og nye melodier - og jeg synes ærlig talt, det ville klæde folkekirken at holde bedre fast i rødderne.
I den forbindelse håber jeg, at det var ren tankeløshed, der gjorde, at gudstjenesten blev indledt med Cat Stevens i øvrigt smukke sang "Morning has Broken". Denne Stevens kalder sig i dag Yusuf Islam og er erklæret muhammedaner. Hvis først det kommer dertil, at vi skal høre islamitiske sange i den danske folkekirke, så mener jeg, at kirken lige så godt kan lukke og slukke. For her stopper altså det glade budskab! Der må altså være grænser for en kirkes åbenhed - det ligger i sagens natur, og islam er jo i sig selv et fantastisk godt eksempel på religiøs sensibilitet!

Ha' det
Jesper

søndag den 23. maj 2010

Pinselilje

Det er sådan lidt pudsigt, at blandt de mange hundrede blomsterløg, som vi har overtaget fra de forrige ejere af det lille hus på Øland samt fra mine forældre, er der siger og skriver kun EN (1) ganske almindelig pinselilje.
Til gengæld må vi konstatere, at denne ene lille pinselilje kender sin besøgelsestid, for den blomstrer lige nøjagtig i disse dage, hvor vi fejrer pinsen.
Pinseliljen har det smukke latinske navn Narcissus Poeticus. Det skal man nu ikke lade sig narre af, for løget er ganske giftigt. Hvis du vil af med naboens hund, skal du bare fodre den med løgene fra pinseliljen. 15 gram skulle angiveligt være nok. Og når du så er sluppet af med hunden, kan du jo altid bede om erstatning, fordi den skabede køter har gravet i dine blomsterbede....
Efter dette lille fif til fredelig sameksistens på de små villaveje skal vi lige have et kik på, hvad der ellers sker i haven netop nu. Her i huset har vi opmærksomheden rettet mod klokkehyacinterne, som vi har i hundredevis i forhaven. Da varmen holdt sit indtog torsdag formelig ekspoloderede beddet i sandt orgie af blå blomster. Flot ser det ud, men denne ensidige satsning på klokkehyacinterne gør desværre beddet lidt kedeligt resten af året. Det må vi se at få gjort noget ved i løbet af sommeren.
Endelig vil jeg godt lige vise vores haveanemoner. I sidste uge skrev jeg jo om den vilde anemone, men den findes altså også i en flot haveudgave, som oven i købet skyder op efter. En rigtig flot blomst, som nyder solen, lige så meget som vi gør.
Det varme vejr har i øvrigt sat gang i humlebierne - og jeg er nu knap så bekymret for sommerens morelhøst, som jeg var i sidste uge. Forresten ser det også ganske godt ud for jordbærrene, så nu skal vi lidt regn og lidt varme sådan på skift et par uger mere. Så skal der såmænd nok også blive nok til fryseren.

Ha' det
Jesper

Driver dug, falder regn

"Driver dug, falder regn" af Margit Søderholm er en af klassikerne i svensk litteratur. Titlen randt mig i hu lørdag morgen, for duggen havde bogstalig talt drevet i løbet af natten.
Om sommeren holder jeg meget af at sove ude, og fredag aften lagde jeg mig i soveposen på terrassen, da solen gik ned. I løbet af natten skulle jeg lige rende et af den slags ærinder, mænd i min alder udfører hver nat - og af en eller anden grund blev jeg hængende indendørs.
Så da jeg stod op lørdag morgen, havde der samlet sig dug i store mængder på overfladen på min sovepose, der jo er vandtæt, varm og beregnet på udendørs overnatning i temperaturer væsentligt under frysepunktet. Faktisk stod duggen i små pytter på overfladen, og jeg må sige, at jeg er ret imponeret over så meget vand, der kan komme ud af et relativt fredeligt naturfænomen som dug.
Den fugtige luft og det fugtige græs bekommer i øvrigt frøerne vel. Da jeg faldt i søvn fredag aften var det nemlig til en koncert af kvækkende frøer i hele nabolaget, men sikkert især fra det nærliggende gadekær. Det er en herlig naturoplevelse, som bestemt kan anbefales.

Ha' det
Jesper

lørdag den 22. maj 2010

Aldrig mere Gardermoen

Torsdag sagde jeg farvel til Tromsø - og dermed også et forhåbentligt meget langvarigt "på gensyn" til Gardermoen - Norges internationale lufthavn i Oslo.
Dette menneskeskabte helvede på jorden, dette fjeldabernes svar på Dantes Inferno, for her lades alt håb ude...
Lidelserne begynder allerede ved ankomsten. Norge er ikke medlem af den europæiske toldunion, så al bagage skal - uanset bestemmelsessted - bæres gennem tolden i Gardermoen. Imidlertid virker bagagesorteringssystemet kun periodisk og særdeles abrubt. Da jeg ankom tirsdag gik der en halv time, før jeg havde min første kuffert. Først ti minutter senere fik jeg nummer to. Og det skønt MCT (den tid, som man minimum skal bruge for at skifte fly) er så lav som urealistiske 45 minutter. Gennem de seneste tre år har jeg forresten oplevet cirka 10 gange om året, at bagagen slet ikke kom på båndet, men kørte rundt et sted nede i kælderen!
Når man så har båret sin bagage gennem tolden, har man forladt sikkerhedszonen - og skal derfor igennem sikkerheds-kontrollen en gang til. Det er også et problem, for der er kun en indgang. Man har valgt, at alle skal igennem et sindrigt labyrint-system, så alle får lige lang ventetid. I stedet for at have seks køer med hver tre minutters ventetid, betyder det, at alle kommer til at vente 18 minutter, sådan populært sagt. Sådan må det nødvendigvis gå i en socialistisk stat som den norske, hvor alle skal behandles lige - lige ringe!
Gardermoen blev indviet for 12 år siden - og det har været deprimerende at følge et langt forfald - en deroute af uanede dimensioner. Byggesjusk, inkompetence og manglende vedligeholdelse får lige så stille dette nationale monument til at forfalde. I sin tid skulle lufthavnen være en demonstration af al det fineste inden for norsk arkitektur og byggekunst. Som alt andet i Norge, var der bestemt ikke noget i vejen med ambitionerne. Desværre rækker evnerne ikke så langt.
Jeg var første gang i Gardermoen for ti år siden - og var imponeret over den gennemførte handicap-venlighed. Blandt andet var der rullende fortove over alt - de virkede ganske vist aldrig, men der var da tænkt på det. Nu ti år senere er man begyndt at fjerne dem. Man har åbenbart opgivet at få dem til at virke! Vi er nogle stykker, der frygter, at det næste, der forsvinder bliver elevatorerne. De virker heller ikke - som det ses har man oven i købet opgivet at skrive, hvor længe de vil være ude af drift...
Den manglende vilje og evne til at drive et internationalt anerkendt arkitektonisk mesterværk kommer godt til udtryk på toiletterne. Her havde man i første omgang glemt at montere knager i hvert aflukke. Det kunne man da godt se, var et problem, så man gik ned i tømmerhandlen og købte nogle kroge - de billigste i galvaniseret jern uden tanke for den æstetiske helhed og skruede dem brutalt i det smukke birketræ, som er et gennemgående element i byggeriet.
Forresten gad man under byggeriet heller ikke lige tilpasse loftslisterne og skære dem i smig - herregud, der er jo alligevel ingen, som kigger op i loftet!
Da et dørhåndtag faldt af, var der ikke lige en skruetrækker i nærheden, så det ordner man med lidt tape.
Og da der endelig var en, som fandt skruetrækkeren, fandt han ud af, at man lige så godt kunne sætte skruerne i med en hammer - skidt være med at dækslet sidder lidt skævt. Simpelthen sjusk og slendrian uanset hvor man kommer i den fine lufthavn, som skulle være et nationalt monument - og som man allerede nu overvejer at give fredningsstatus. Herren hjælpe mig!
Forresten er lufthavnen lige blevet udvidet med et fint nyt område for indcheckning - uagtet at de fleste i dag checker ind via SMS eller internettet - så der er da i det mindste et sted, hvor man ikke skal stå i kø!
Nu er det ikke bare elendighed - SAS har faktisk gjort et stort arbejde for at få lufthavnen til at virke, men når man er oppe mod den norske stats bureaukrati, så bliver det op ad bakke. Men på udenrigs er der nu fasttrack for guldkunderne - og i Scandinavian Lounge (guldkundernes ventesal) er personalet simpelthen noget af det sødeste i verden. Endnu en gang tak til Tone, som skaffede mig en hotdog - helt uden beregning - i nødens stund. Service langt ud over, hvad man kan forvente!
Jeg læser forresten i dagens avis, at der nu er blevet bevilget fire milliarder kroner til at ombygge Oslos hovedbanegård - Oslo S - til, som det hedder, Europas flotteste banegård. Stakkels norske skatteydere. Jeg forudser endnu mere byggesjusk og budgetoverskridelser i en lind strøm. Som sagt er det ikke ambitionerne, der mangler i Norge, men hvad skal det ikke ende med, når man ikke kan finde ud at få en international lufthavn til at virke?

Ha' det
Jesper

tirsdag den 18. maj 2010

Løjtnantshjerte















Sidste efterår overtog jeg en staude ved navn Løjtnantshjerte fra mine forældres have i Farsø. Jeg må indrømme, at jeg faktisk ikke rigtig kendte den før, men jeg skal love for, at det gør jeg nu.
Den begyndte allerede at spire, straks frosten gik af jorden, og nu i de seneste dage har den fået adskillige blomster i en herlig rødviolet farve. Når man ser dem, forstår man tydeligt, hvorfor blomsten hedder noget med hjerte. Det påstås også, at når man vender blomsten om, så ligner den en champagneflaske - og angiveligt skulle kærlighed og champagne være det, som en løjtnant tænker allermest på; deraf plantens navn.
En anden blomst, som vi også har overtaget fra haven i Farsø, er julerosen, der virkelig trives på Øland og har stået i fuldt flor de sidste par uger. Skal vi være helt præcise, er det vistnok i virkeligheden en påskeklokke, men jeg har endnu ikke så meget haveforstand - så jeg kalder den altså en julerose. Vi havde forresten også en i Straumsbukta i sin tid. Jeg gik og puslede om den, for der var vi virkelig på nordgrænsen for det mulige, men den skød flot allerede i januar. Desværre kom der et rensdyr forbi og fik øje på den friske, grønne plante - og så var det eventyr forbi.
Ellers er det jo ved at være sidste chance for at få et glimt af påskeliljerne og tulipanerne for i år. Snart er de visnet bort og vil nu ligge i jorden det næste års tid for at samle næring til et nyt blomstrende forår.
Ved husets østgavl har vi et morel-træ. Det gav sidste år adskillige spande med dejlige moreller. Efter blomsterne at dømme, ser det også godt ud i år. Men desværre har det været lidt koldt her i maj, og det ser ud som om, bierne foretrækker at blive i deres lune bistader, så jeg er bange for, at blomsterne ikke når at blive bestøvet. Om det går så galt, ved vi først om en måneds tid.
I baggrunden af billedet kan man også skimte min kommende urtehave, som jeg er ved at anlægge som en terrasse. Indtil nu har jeg fyldt cirka 30 kubikmeter muldjord på. Arbejdet skrider fremad - og jeg regner med at blive færdig med jordarbejdet i den kommende weekend. Men jorden er allerede taget i brug, for da vi var halvvejs med arbejdet, lagde vi kartofler - og nu glæder vi os så til dejlige nye kartofler af egen avl om et par måneder.
Tirsdag eftermiddag går turen til Tromsø - antagelig for sidste gang. Jeg skal op og tømme lejligheden - og så bliver det da også til lidt midnatssol i år! Den holder nemlig sit indtog i Tromsø-området i disse dage.

Ha' det
Jesper

mandag den 17. maj 2010

17. maj

Den 17. maj er som bekendt Norges nationaldag. Det er dagen, hvor nordmændene fejrer deres Grundlov, som sjovt nok er affattet på dansk. Men det skal vi ikke ribbe op i dag.
Men den 17. maj er også Dinas fødselsdag, og så er det jo tid til at hejse Erfalasoq - vort flag - som det grønlandske flag hedder.
Da jeg hejste flaget kom der tilfældigt en flok unger på vej til skole forbi på cykel - og jeg hørte, at en af dem sagde: - Se, der er det grønlandske flag!
I disse tider, hvor Folkeskolen kritiseres fra mange sider, er det da et lille lys i mørket, at ungerne åbenbart stadig lærer nationalflagene for de nordiske lande. Men jeg tør nu godt vædde på, at der ikke er nogen af ungerne, som ved, at man hejser et flag, når det skal op. Når det skal den modsatte vej, er det korrekte ord, at man haler flaget ned. Det skurrer fælt i mine ører, når man rundt omkring - blandt andet i TV - taler om at hejse et flag ned!
Jeg snakkede med en af naboerne ved fyraftenstid, og han kunne da også tilføje, at de synes, at det er festligt, at vi en gang i mellem hejser det grønlandske flag.
Det kan man i øvrigt gøre uden problemer. For reglerne er ellers sådan, at man ikke må hejse andre flag end det danske uden politi-tilladelse. Reglen gælder bare ikke for de nordiske landes flag - og naturligvis heller ikke for de tre flag i Rigsfællesskabet - grønlandske Erfalasoq, færøske Merkid og så selvfølgelig Dannebrog.

Ha' det
Jesper

Solsorten

Der er cirka to en halv millioner solsorte i Danmark.
Det er temmelig mange, når man tager i betragtning, at denne sorte drosselfugl med sin imponerende stemme er voldsomt territoriehævdende. Det betyder helt præcist, at netop i disse dage sider alle hannerne - vel cirka halvdelen af bestanden - i toppen af et træ og bogstavelig talt pisser territoriet af med deres sang. Det sker også i vores have, hvor en solsort har valgt lærketræet ved siden af drivhuset som sin scene. Her sidder den dagen lang - fra den tidlige gry og til solen er gået ned 17 timer senere - og synger. Den føler sig ret sikker i sadlen - og lader sig ikke anfægte af, at jeg står mindre en to meter under den. Derfor kunne jeg også uden besvær tage dette billede med manuel fokus - og undgå at auto'en blev forvirret af de mange grene. Det - synes jeg - er en meget sjov fotografisk øvelse, så resultatet skal selvfølgelig bringes her.
Sjovt nok er der et skovspurvepar, som er flyttet ind i en af mine fuglekasser, blot en halv meter fra solsorten. Det lader til, at de er rystende ligeglade med den glade sanger - og forresten er den da også fuldstændig ligeglad med skovspurvene. Fredelig sameksistens mellem fugle. Men idyllen var nu kun så længe, at det ikke er en anden solsort, som kommer for nær. Der er dog grænser for mellemfuglelig tolerance!
På engelsk hedder solsorten blackbird - og som bekendt har The Beatles lavet en sang med denne titel. Den findes paradoksalt nok på Det Hvide Album.
Blackbirds var også titlen på de lokale idoler i Farsø, da jeg var ung. Det har min gamle skolekammerat og blogger-ven Per Lyngby efterhånden fået en del ud af. Han har nu samlet alle de historier, som han har skrevet om Blackbirds på dette link. Det er blevet til en ganske sjov artikelserie om populærmusik i Farsø!

Jesper

Den lille anemone

Oxholm-skovene har den seneste uges tid haft det mest vidunderlige hvid-grønne buddække. Det er anemonen, som netop i disse dage blomstrer - og byder dermed også bøgens skygge trods.
For det er en stædig fætter, anemonen. Det skal man være, når man vil leve og opleve årets bedste stunder, netop som bøgen trækker sit grønne tæppe hen over skovens loft og lukker al sollys ude.
Det er også den stædighed, som gjorde anemonen kendt i den danske sangskat, da Kaj Munk i en af landets skæbnestunder skrev om den lille, blå anemone, som var hentet i Lollands fede muld. men som også trivedes i det magre jyske grus.
Digtet er skrevet i 1943 - og man skal da også være temmelig blind for ikke at få øje på allegorierne til krigen og dens besværligheder - men det var først i 1945 - altså efter krigen og tyskernes mord på Munk - at Egil Harder skrev den smukke melodi, som de fleste af os kan nynne med på. For os, der gik i skole dengang, hvor man lærte salmevers udenad, er det såmænd også muligt at synge med på teksten uden lige at have den ved hånden.
Når jeg nu skriver om hvide og blå anemoner, er det i øvrigt noget rod i stil med at regne med ærter og gulerødder. For de to planter tilhører to forskellige slægter i ranunkel-familien. Begge er dog stauder, som trives i løvskove. Den blå anemone er af slægten Hepatica, mens den hvide anemone er af selve Anemone-slægten.

Ha' det
Jesper

lørdag den 15. maj 2010

Profeten

Profeten er Ole Frøslevs fjerde bog i serien Mørketid, som handler om livet på Station 7 i København under besættelsen. Vi følger den sympatiske kriminalbetjent Bjørner, som intuitivt kommer på sporet af en falsk profet, der har gjort det til sit speciale at franarre godtroende enker penge. Da griskheden efterhånden overskygger den glade tro på en fremtidig verden uden krig, viser denne religiøse fantast sit sande ansigt - og en enke må lade livet.
Indimellem har Bjørner og hans kolleger travlt med alle hverdagens trivielle opgaver, der spænder fra smårapserier til sortbørs og fastslåelse af paternitet. Årstallet er 1943, og krigen og besættelsen bliver mere og mere nærværende i det daglige politiarbejde - og hver enkelt betjent og korpset som sådan står over for at træffe alvorlige, eksistentielle valg. Situationen bliver særdeles alvorlig, da jødearrestationerne begynder hen imod bogens slutning. Når en af kollegerne er jøde, må selv den mest stivsindede paragrafrytter af en kriminaloverbetjent til at bøje paragrafferne.
Der er sådan noget hyggeligt dansk, lidt matador-agtigt over Ole Frøslevs serie, men bag bøgerne ligger en omfattende research. Resultatet er en bogrække, som giver os dyb indsigt i livet blandt almindelige mennesker i København under krigen. Ole Frøslevs kæmpearbejde er da også blevet påskønnet af de højeste cirkler i det litterære parnas, og Profeten er blevet til med arbejdslegat fra Statens Kunstfond.
Profeten går mod tidens tendens til stadig volldsommere intriger og voldshandlinger i krimilitteraturen, men lever fuldt ud op til genrens krav om elementær spænding, så bogen er en nydelse, der desværre alt for hurtig er forbi. Der er imidlertid trøst at hente, for den næste bog i serien, "Dragerkuskens brudenat" er allerede udkommet.
Seks ud af seks mulige tørfisk til Ole Frøslev og Profeten.

Jesper

fredag den 14. maj 2010

Studie i grønt
















Det har gået lidt trægt med bøgens udspring i år, synes jeg.
Men nu er den der. Et orgie i grønt. Og hvis grønt skal være sundt for øjnene, så er er synet af en nyudsprungen bøgeskov i hvert fald noget af det sundeste, der findes.
Over de små veje i Oxholm-skovene rækker bøgens grene så vidt, at løvet nærmest danner et tag over vejen, der fra nu af og frem til efteråret må finde sig i at henligge i halvmørke.
For det er en bøgens lidt mere kedelige egenskaber - den skygger, og hvis bøgen dyrkes i mono-kultur, bliver skoven nemt lidt kedelig, da der ikke er mange planter, som trives i nationaltræets massive skygge.
Bøgen har været karaktertræ i den danske natur, siden den indvandrede under stenalderen. Det anslåes, at bøgeskoven i dag dækker 80.000 ha, hvilket svarer til cirka 16 % af Danmarks samlede skovareal.
Et bøgetræ kan blive op til 40 meter højt, men 25 til 30 meter er det normale. Det kan blive op til 400 år gammel og nå en livvidde på et par meter. Bøgen stræber mod solen. Står træet alene, bliver det derfor ikke særlig højt, men får en kort, tyk stamme. Hvis det derimod står sammen med andre, vil det i konkurrencen om solen få en høj, lige stamme - og det er det, skovfolkene udnytter, når de avler bøg i mono-kultur.
Bøgetræets ved er tungt, tæt, sejt og hårdt. Det gør træet velegnet til blandt andet møbler, men også til gulve bruges der mange bøgetræer. Tidligere lavede man jernbanesveller og træsko af bøg. Træet har en høj brændværdi, og her i huset foretrækker vi absolut bøgeved i brændeovnen. Som spejder kan jeg naturligvis også anbefale bøgetræ til bål - især til madlavningsformål, da bøgetræ brænder længe med en relativ høj temperatur. Og når man nu er i gang med at lave mad i det fri, hvorfor så ikke bruge nogle af de nyudsprungne blade som salat? De smager dejligt!
Bøgen er en tørstig skabning. Et voksent bøgetræ labber nemt 125 liter vand i sig i døgnet. I det hele taget er træet lidt krævende og behøver en næringsrig skovbund. Hvis ikke forkrøbler træet, sådan som man ser det i den navnkundige Troldeskov ved Rebild, hvor træerne er små og krogede. Det er her, man finder prinsessebøgen, der er et træ med hul i stammen. Efter gammel overtro har det helbredende virkning, hvis man kravler gennem dette hul. Det gjorde Dronning Margrethe som ung - og derfor hedder træet prinsessebøgen.
Og sådan har bøgen nu i flere tusinde år gået hånd i hånd med dansk kultur.
Der er ikke noget at sige til, at vi alle elsker den lysegrønne bøgeskov i maj!

Ha' det
Jesper

Tidligere artikler i dette lille bøgetema:
4. maj: På spring
20. april: Bøgens top

Luft under vingerne VIII



Da jeg første gang skulle til Grønland i begyndelsen af halvfemserne, havde SAS stadig monopol på ruten til Søndre Strømfjord. Et monopol som selskabet havde opnået i kraft af sin pionerposition på polarflyvning. Selskabets allerførste flyvninger direkte til USA over Nordpolen indebar nemlig en såkaldt teknisk mellemlanding på den amerikanske militærbase i Søndre Strømfjord. Basen lukkede i 1992 og blev overtaget af Grønlands daværende hjemmestyre. Stedet blev omdannet til en bygd med det grønlandske navn Kangerlussuaq, der betyder den store fjord. På trods af navneskiftet bærer lufthavnen den dag i dag IATA-koden SFJ - og bygden har stadig et udpræget basepræg.
Monopolet indebar, at priserne var skyhøje, men til gengæld var servicen også i top. Prisniveauet for en ordinær økonomiklasse-billet lå omkring 12.000 kroner, så det var ikke hvem som helst beskåret at komme ud på den store tur. Det sås tydeligt i Kastrup, hvor man på lang afstand kunne se, hvorfra flyet afgik. Det var en sælsom blanding af danske håndværkere, grønlænderere og embedsmænd, som ventede på flyet, men alle synes at have den indstilling, at det var en fest - og at det skulle fejres, så det var bestemt ikke kedeligt. Det var som om rang og stand blev ophævet, når alle iført parca-coat eller Fjällræv-dress gik ombord i den store maskine.
For det var et stort fly - en Boeing 767 med plads til 220 passagerer. Denne sensommerdag var det mit første møde med et fly af widebody-typen, hvor der på økonomiklassen kunne stuves hele syv passagerer sammen på en række.
Boeing 767 fløj første gang i 1981 og blev i 1989 anskaffet af SAS som standardtype på langdistancerne. Ved sin fremkomst vakte Boeing 767 betydelig opmærksomhed, da det var det første fly, der blev godkendt til at flyve over Atlanten med kun to motorer - og med kun to piloter på flightdecket. Dette giver en god driftsøkonomi, og flyselskaberne var naturligvis begejstret. Det samme kunne man næppe sige om de stakler, som led af flyskræk. For dem var to motorer i stedet for tre eller fire naturligvis udtryk for, at nu blev det endnu farlige at flyve.
Men det er nu et ganske behageligt fly at flyve med. Som alle store fly ligger det dejligt tungt i luften, så turbulens og lufthuller kun mærkes ganske let. Fordi det er et widebody-fly, er der masser af plads til at stå op, ligesom toiletterne har en acceptabel størrelse. Det har også vist sig at være et ganske sikkert fly. Ud af de cirka 970 eksemplarer, der er produceret indtil nu, er kun 11 gået tabt.
Som sagt havde SAS monopol på ruten til Grønland. Det indebar blandt meget andet, at det var særdeles billigt at blive opgraderet til Business Class. 500 kroner kostede det - og jeg fandt hurtigt ud af, at da man måtte have ti kg ekstra bagage med, så var det en fornuftig forretning for at få ekstra benplads og SAS helt igennem eksorbitante service på Business Class. Hvis ikke turen på økonomiklasse var en fest, så var det det i hvert fald på Business. En enestående service, et altid udsøgt måltid og fri udskænkning af blandt andet rigtig gode vine - og jeg må i dag mange år efter erkende, at jeg nok er blevet lidt afhængig af den særlige stemning, der er forrest i flyet. At jeg så er vokset med opgaven og i dag kun dårligt kan skrue mig ned i et økonomiklasse-sæde er så en anden sag. På buzz er der kun seks sæder på en række - og afstanden mellem sæderne er så stor, at kan kan stå op uden at blive klemt.
Især den gode mad på SAS business class fortjener en omtale. Det kunne typisk være for eksempel en halv hummer til forret, en god bøf med kartofler og sauce, salat, tre slags ost og endelig petit-fours til kaffen. Selvfølgelig ledsaget af hvidvin, rødvin, portvin og cognac. Inden afgangen blev der serveret et glas champagne, og når vi først kom i luften stod den på drinks inden måltidet. For mig og de mange grønlandsfarere i min omgangskreds har det betydet, at når vi mødes, kan vi ikke starte et måltid uden først at drikke en gin og tonic. Og når man først var færdig med spise - cirka halvvejs i den knap fem timer lange flyvetur - stod den på flere drinks eller måske øl, så der var ærlig talt ikke noget at sige til, hvis man var godt stegt efter sådan en flyvetur.
I vore dage er tiderne skiftet. Air Greenland har fortsat en fin business class, som de kalder Nanoq Class, men priserne er faldet - og der er ikke så meget fest over flyvningerne til Grønland længere.
SAS opgav i øvrigt ruten til Grønland i 2002. Man har forsøgt igen senere, men har måttet opgive, så selv om konkurrencen nu er fri, har Air Greenland reelt et monopol på ruten. Jeg er fortsat efter mange år i tvivl, om den frie konkurrence på dette område har været til passagerernes bedste, selv om priserne nu starter ved 3.000 kroner for en weekendtur til Søndre Strømfjord.
Ud over de mange ture mellem Danmark og Grønland har jeg fløjet til Kina og USA med SAS' Boeing 767. Sidste gang jeg fløj 767 var for to år siden på en tur med Air Canada fra Heathrow til Halifax.

Jesper

Foto: SAS, Hawaian Airlines, Erik Frikke/Danish Aviation Register

torsdag den 13. maj 2010

Thylandia

I Thy har de sådan en fin tradition for at bruge porse til både bjesk og øl.
For eksempel har Thisted Bryghus i en årrække inviteret medarbejderne på en årlig skovtur for at plukke porse til produktionen af Porse Guld, som er Danmarks eneste øl, hvor porse delvist erstatter humle som smagsgiver. Porse Guld er med tiden blevet en så stor succes, at det nu er nødvendigt med hele fire skovture om året, hvilket hverken medarbejdere eller kunder brokker sig over.
Nu forsøger Spritfabrikken Thylandia at læne sig op ad denne succes. Det sker med Thylandia Snaps, hvor porsen er den væsentligste smagsgiver. Porsen er håndplukket i Nationalpark Thy, der er Danmarks første nationalpark. For at runde snapsen af er den efterfølgende lagret på spanske Oloroso sherry fade, som giver snapsen en helt vidunderlig gylden kulør.
Jeg var så heldig at blive begavet med en flaske til min fødselsdag for nylig - og i går røg proppen af, så vi kunne teste de gyldne dråber.
Det er en succes - en helt igennem velsmagende brændevin, som er så rund og blød i smagen, at selv den sarteste teenagertunge må kunne finde velbehag heri. Snaps er ellers generelt ikke noget, som falder i unge menneskers smag, men her har vi et produkt, som måske kan bringe nyt liv i den danske snapsekultur. Hvis jeg skal beskrive smagen, må det blive som et eller andet mellem Gammel Dansk og Sherry, men helt uden Gammeldanskens efterbrænder. En herlig gaveide, som jeg gerne modtager igen.
Nu er det jo ikke hver dag, at der er brændevin på bordet i det lille hus på Øland, men i går tog vi en let frokost midt på eftermiddagen for at fejre, at vi var færdig med at sætte kartofler i haven. Kartoflerne kom i jorden, lige før det begyndte at regne, så nu kan vi kun glæde os til herlige nye kartofler af egen avl.
I den anledning var en rigtig kartoffel-snaps som Rød Aalborg vel egentlig det mest passende, men Thylandia Snapsen skulle lige prøves først. Og det var bestemt ikke nogen dårlig ide!

Ha' det
Jesper

tirsdag den 11. maj 2010

Skadefryd

Da jeg stod op tirsdag ved fem-tiden, var der et vældigt leben i busken ud for bryggerset. Det var to husskader, der var i gang med at molestrere busken fuldstændigt og levede således fuldstændigt op til myten om "den tyvagtige skade".
Men i virkeligheden er der nok snarere tale om skadefryd. For de to husskader er helt sikkert et par, som er i fuld gang med at bygge rede. Husskaden er et intelligensvæsen, og den forstår udmærket, at man kan brække tørre grene af en busk ved at tage fat med næbbet og så demonstrere imponerende flyvefærdigheder ved at vrikke frem og tilbage. Det er der helt ærligt ikke mange fugle, som kan.
Og foråret er jo en "frydefugl" tid for fuglene. De danner par og skal snart give generne videre til en ny generation af små husskader - kort sagt enhver fugls drøm om en normal og rolig familietilværelse.
Skadeparret er sammen om at bygge reden og holder normalt sammen hele året - også uden for yngleperioden. Hvis en skade af en eller anden grund forsvinder fra sit territorium, samles en række bejlere til et såkaldt skadegilde, hvor de konkurrerer om den ledige plads under megen skrig og skrål.
Navnet skade er afledt fra oldnordisk skate, som betyder en lang, spids genstand. Navnet har altså ikke noget at gøre med ordet skade i betydningen defekt.

Ha' det
Jesper