onsdag den 22. september 2010

Kundskabens træ















Nu skal man jo ikke tage den samling af sagn, legender og ammestuefortællinger, som kaldes Bibelen, for pålydende. For ellers kunne det jo nok være, at vi onsdag påkaldte os de højere magters vrede, da vi høstede - og skam - oven i købet spiste havens enlige æble.
Sidste efterår plantede vi et par æbletræer i baghaven - og der vil endnu gå et par år, inden vi sådan for alvor kan forvente at høste æbler i større mængder. Men et enkelt blev det da til.
Det er af sorten Rød Ananas, som i følge bøgerne skal høstes i slutningen af august eller september.
Den seneste uge har æblet fået den mest vidunderlige røde farve - akkurat som en... en, tjaah, skal vi sige kernesund æblekind? I hvert fald lyste det røde æble gevaldigt op i alt det grønne midt i baghaven - og med store mængder af fugle i området ville det nok være hybris at lade det hænge meget længere - i hvert fald hvis vi selv skulle have glæde af det.
Så vi plukkede altså æblet fra det lokale kundskabens træ - og måtte sande, at Bibelens historie om Adam og Eva sandsynligvis er en allegorisk fabel, som skal advare mod sure æbler. I hvert fald var det efter mine smagsløg temmelig surt, men jeg er altså heller ikke særlig vild efter frugt. Dina derimod fik julelys i øjnene og erklærede, at æblet smagte af jul. Under alle omstændigheder var det dejligt saftigt og forfriskende - og det stemmer jo meget godt overens med vurderingen fra Claus Meyer, der jo både er gourmet og æbleavler. På sin hjemmeside slår Meyer fast, at "Rød Ananas er et fremragende mostæble. Det egner sig fint til salater og andre kolde anvendelser i både de salte og det søde køkken. Derudover er det ikke noget særligt godt madæble." Så det kan være, at man skal til at slå sig på flasken - mostflasken...
Forresten var vejret onsdag ganske paradisisk. Efter en tid med regn og rusk bød dagen på rigtig dejlig sensommersol. Men nu lakker det altså også mod enden. Torsdag er det jævndøgn - og det betyder jo rent astronomisk, at vi nu går ind i den mørke tid, hvor natten er længere end dagen. Men for første gang i adskillige år skal jeg nu opleve en vinter, hvor det trods alt ikke bliver helt mørkt. Det skal nok blive interessant...

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: