Den danske befolkning har efterhånden udviklet sig til en flok svagpissere uden nogen som helst eksistensberettigelse. Væk er enhver form for stolthed og vilje til at overleve på egne præmisser - og tilbage står en viljesløs tilværelse som klient i det offentlige system.
Undskyld de hårde ord, men jeg kan simpelthen ikke længere følge med i udviklingen i dagens Danmark, hvor horder af behandlere har travlt med at klientgøre danskerne og gøre dem til ukritiske modtagere af offentlig forsørgelse.
Baggrunden er et indslag i Nordjyllands Radio her til morgen om at man nu også er begyndt at give diagnosen ADHD til voksne. I programmet letter en 42-årig person sit hjerte og betror de sagesløse lyttere, at vedkommende har fået diagnosen ADHD, det som man tidligere kaldte DAMP og i mine unge dage slet og ret uopdragen møgunge. Den sociale klient jubler, fordi vedkommende nu har fået en fin diagnose og ret til at snakke med en psykolog, bare fordi vedkommende ikke kan tage sig sammen til at rydde op og købe ind.
Jeg vil da ikke udelukke, at den slags kan være et problem for visse mennesker, men det er dog dybest set, hvad jeg vil betegne som et almindeligt livsvilkår. Jeg gider i hvert fald heller ikke gøre rent hver dag - og sommetider når køleskabet da også at blive tomt, inden jeg tager mig sammen til at handle. Jeg skal forresten nok være glad for, at jeg blev født, før DAMP og ADHD blev opfundet.
Når vi klientgør mennesker med dårlige vaner - de såkaldt livsstilssygdomme - alternative tankegange, koncentrationsbesvær, og hvad det nu hedder altsammen, er vi med til at legitimere en ensretning af mennesket. Vi bliver alle til tro kopier af behandlerne, som pænt skriver op, hvad vi skal købe ind, lader være med at bruge salt, for det er jo unødvendigt, stopper rygning og så videre. Pænt, ordentligt, fornuftigt og klinisk til vi dør af kedsomhed.
Hvis Danmark skal have nogen som helst chance for at overleve som økonomisk selvstændig nation, skal vi styrke mangfoldigheden, give plads til rodehovederne og gøre det til undtagelsen, at man er på offentlig forsørgelse i stedet for som i dag, hvor over halvdelen af befolkningen modtager støtte.
Lad mig i den forbindelse lige nævne, at jeg udmærket forstår, hvorfor folk går på efterløn. Med de striber af regulativer og politikker, som efterhånden findes på enhver arbejdsplads, er det jo efterhånden blevet forbudt at more sig, mens man arbejder. Man må ikke fortælle vitser, for det er diskriminerende, man må ikke ryge, for det er synd for dem, som gør rent, man må ikke drikke, for det er synd for alkoholikerne og så videre. Nej, så hellere blive hjemme og gøre alt det sjove og forbudte, så længe det stadig er tilladt i private hjem. Men det skal velfærdssamfundet jo nok få gjort kål på. Det er jo allerede mange steder forbudt pensionister at ryge, hvis de vil have hjemmehjælp.
Danskerne var en gang et stolt og frihedselskende folkefærd. Den tid er forbi. Nu finder vi os i hvad som helst - bare for at få et offentlig tilskud og accept hos behandlerne. Det er fand'me sørgeligt!
Jesper
Race recce with Kate
4 timer siden
6 kommentarer:
Jeg er helt enig med dig i dine betragtninger omkring udviklingen på arbejdsmarkedet. Det bliver mere og mere styret og kontrolleret og det sender i sig selv folk væk.
Omkring ADHD er det nu alligevel interessant, at fængslerne er fyldt med folk med den diagnose. Diagnosen har ikke noget med opdragelse at gøre - eller at opføre sig pænt. Det er en (fysisk) tilstand, som man faktisk kan gøre noget ved.
For mig at se er det en god investering, hvis vi kunne spare politiressourcer, ved i stedet at bruge kræfter på hjælp og støtte. Vi kunne undgå en masse kriminalitet - og vi kunne også opnå, at gøre livet lettere for nogle mennesker og ikke mindst deres omgivelser.
Sygeliggørelse? - måske. Det kunne også tænkes, at vi faktisk er blevet klogere og derfor kan agere smartere i dag.
Da vi var unge, kunne man leve af at køre rundt med mælk i en hestevogn, eller hvis man ejede 15 tdr. land. Den går ikke længere - det er et nyt samfund på godt og ondt.
Hej Ole
Tak for din kommentar.60 procent af dem i fængslerne er af udenlandsk herkomst, så dem kan vi hurtigt slippe af med. Problemet er, at vi forebygger os fattige i øjeblikket - uden skygge af bevis for, at det hjælper. Den stigende intellektualisering har udviklet en stadig større klasse af snyltende individer, som vi skal brødføde, selv om de er sunde og raske. Mange af dem er forresten medlem af DJØF - og resten af deres klienter. For uden klienter har de ingen berettigelse.
Hvis nu vi afskaffer indkomstskatten og momsen, vil jeg nu godt påtage mig at leve af at køre med hestevogn eller ved at dyrke 15 tønder land! Det tror jeg helt ærligt er både bedre og sundere!
Jeg tror ikke, at vi er blevet smartere i dag - for så så vort samfund ikke ud, som det gør!
Jesper
Det kan skam godt være, at vi forebygger os ihjel, men i realiteten er 95% af os jo nassere, der lever af at klippe hinanden. Det er kun Mærsk, minkavlere, landbrugere og en stribe andre eksportvirksomheder, der er skyld i, at vi har noget at betale hinanden med.
Så er der en del, som ikke klipper med, men det gør ikke så ondt, når man tænker på, at vi alle sammen er blevet mindre langhårede end vi var. Med andre ord - som samfund er vi stinkende rige i dag i sammenligning med for 30-40 år siden.
Jeg tror kunsten består i, at skabe bedre forhold, så "skæve eksistenser" (ny terminologi) kan være på arbejdsmarkedet og det er også det, jeg læser, du skiver?
Hvad angår Fez-Fez og co. må de også gerne forsvinde for min skyld.Jeg tror nu stadig, der vil være en del ADHDere tilbage og dem kunne man jo forsøge at gøre til mønster-brydere i stedet for for-brydere. :)
Altså - vi skal lade være med at betragte det som en sygdom, at folk har en anden opfattelse af, hvordan tingene skal gøres. For mennesker er forskellige. Nogle er ordensmennesker, nogle er rodehoveder. Men pædagogerne har altid en standard-løsning: Struktur på hverdagen osv. planlægge, lave budgetter osv. Næste gang er det såmænd dig eller mig, som får en diagnose hæftet på.
Du har delvist ret - vi kunne være stinkende rige, hvis altså ikke at vi brugte halvdelen til administration af hver krone, der bliver bevilget til de syge, de fattige, de gamle og hvem der ellers må have hjælp behov.
Jeg mener fortsat, at det der ADHD er gået for vidt. Der er givetvis sket det, at pædopsykologerne har opdaget, at der bliver færre børn - og derfor har de smart nok udvidet begrebet til også at omfatte voksne, så de er sikret fortsat arbejde. På samme måde som antallet af arbejdsskader de seneste tredive år er steget ligefrem proportionalt med antallet af arbejdsmiljøkonsulenter! Men ellers tror jeg såmænd ikke, at vi er så uenige...
Jesper
Hej Ole
Lad mig sige det på en anden måde: Når du og jeg ikke er blevet forbrydere, så skyldes det, at vi blev behandlet som møgunger og ikke som syge med en fin diagnose!
Jesper
Hm - jeg synes det er kompliceret. Jeg er ikke fagmand, men jeg har oplevet nogle unger, som har diagnosen ADHD og den er ganske reel. Bl.a. til noget motorikgymnastik med unger - der er der knald på ADHDerne - det vil jeg godt garantere. :)
Problemet er så, at samme diagnose ofte beskyldes for at være en "skraldespandsdiagnose" - altså noget nogle behandlere limer på patienter, som de bare ikke kan putte i en anden kasse. Det er nok kerneproblemet - ikke mindst, hvis den gruppe er stor.
På den anden side set, er det jo også fint, hvis man kan finde forklaringer, der kan hjælpe de enkelte, så de får mulighed for at fungere bedre.
Men det kan da blive kvalmt at opleve, hvordan noget relativt sjældent pludselig går hen og bliver til en folkesygdom - ikke mindst når man sidder med oplevelsen af, at det måske mere skyldes behandlersystemets uformåenhed, end reel sygdom.
Jeg ved ikke med vores barndom og resultatet. :) Der er visse ting, jeg gerne havde set gjort bedre og på en klogere måde end det, vi blev udsat for.
Om man så ligefrem har taget skade - det må guderne vide?
Send en kommentar