torsdag den 23. juni 2011

Midsommer på Øland
















Øland Beboerlaug benytter som sædvanlig weekenden omkring Sct. Hans til den årlige øfest - og netop Sct. Hans Aften blev festlighederne skudt i gang med grillmad, øltelt, tombola, hoppeborg og så selvfølgelig et stort bål, som sendte den lokale heks ad Bloksbjerg til.
Båltalen blev holdt af den tidligere borgmester i Aabybro kommune, Ole Lykkegård. Han er bosat på Gjøl, så det må betegnes som en smuk, mellemfolkelig gestus af de gode øboere, når han sådan blev inviteret til Øland.
Som garvet politiker var Ole Lykkegård måske nok lidt lang i spyttet - men budskabet var sådan set klart nok. Øboerne er ikke sådan at knække, og han havde kun ros til overs for det nye initiativ, hvor skolen, som nedlægges netop i disse dage, i fremtiden skal fungere som Øland Medborgerhus.
Men en ting undrer mig - og det har Lykkegård til fælles med alle Sct. Hans-talere. Hvorfor skal man altid indlede talen med nogle betragtninger om, at nu er det Sct. Hans? Det er jo ligesom ikke rigtig nogen nyhed.
Dagens længde er i dag her på stedet 17 timer og 55 minutter - og allerede fra i morgen aftager dagen med et minut. Men ellers håber vi på masser af sol og varme de kommende dage. Morellerne er næsten modne, så weekenden vil nok byde på voldsom konkurrence med solsorterne og stærene om at få bjærget de velsmagende frugter.

Jesper

Ingen kommentarer: