tirsdag den 12. juli 2011

Dagens ord XLII

Dagens ord er "spejder" - et fint gammelt ord for meningsfyldt ungdomsarbejde i tæt kontakt med naturen.
Ordet er aktuelt, fordi det i den seneste uges tid er blevet misbrugt af uvidende og ignorante journalister, som i forbindelse med omtalen af FDF's landslejr på Sletten ved Silkeborg fejlagtigt har omtalt organisationen som spejdere og lejren som spejderlejr.
Dette beror på en misforståelse. Spejderarbejdet er baseret på Baden Powells principper, og spejderne er internationalt organiseret i organisationerne WOSM og WAGGGS. FDF er ganske vist et uniformeret korps, som driver spejderlignende virksomhed, men er ikke medlem af de to organisationer - og arbejder heller ikke efter Baden Powells glimrende arbejdsprogram.
Den væsentligste forskel er det bærende princip i spejderarbejdet, patruljesystemet, der bedst kan beskrives som "børn leder børn". Dette princip bruges ikke af FDF, hvor det er "voksne leder børn", som er grundprincippet, og hvor man i øvrigt skal være fyldt 18 for at kunne fungere som leder. Jeg formoder, at denne forskel især udspringer af FDF's oprindelse som en forkyndende organisation, hvor friluftslivet og aktiviterne snarere er et middel end et mål.
Vi er i dag mange voksne spejdere, som er dybt taknemmelige, fordi vi i ungdommen fik lov til at være børn sammen med andre børn - uden snærende voksenrammer - og vi bliver stadig som børn, når vi lugter lejrbål og telthørm. Som Baden Powell sagde det: "- Boys will be boys." For en spejder er intet umuligt!
Men det korte af det lange er altså, at det beror på en misforstålse, når medierne i disse dage omtaler FDF'erne som spejdere. For det er ingenlunde tilfældet.

1 kommentar:

Jesper Hansen sagde ...

Jeg modtog fredag den 15. juli flg. mail fra Morgenavisen Jyllandsposten:

Kære Jesper Hansen,

Du har så evigt ret i det, du skriver. Det er helt klart en fejl fra min side, og jeg vil straks gå ind og rette det.

God sommer!

Lise Hornung