mandag den 29. august 2011

Skomagerdrenge
















Dagen i dag har budt på skomagerdrenge - dette dejlige, gamle udtryk for det, som moderne vejr-journalister kalder for skybrud.
Meteorologi er jo blevet underholdning i dagens media - en slags destruktionsporno, hvor man svælger i død og ødelæggelse som følge af vejrmæssige fænomener. Journalistikken får et skær af videnskabelighed, fordi man jonglerer med præcise definitioner som for eksempel skybrud, hvor den oplyste journalist ikke forsømmer nogen lejlighed til at brilliere med, at definitionen på dette vejrfænomen er 15 mm regn på under 30 minutter.
Meningen er, at vi skal blive skræmte og tro, at jordens undergang er nær - for den slags sælger aviser og giver seertal. Men eftersom det meste vejrstatistik bygger på opgørelser med mindre end 200 år på bagen, vil næsten hvert år byde på nye ekstremer som varsel om død og ulykke. Hvis målingerne i stedet var opgjort på basis af jordens samlede levealder på cirka 4,5 milliarder år, er der såmænd ikke så meget nyt under solen. Sammenlignet med sidste år er sommeren selvfølgelig våd, men sammenlignet med sommeren på Noahs tid er den nærmest tør.
Så er der anderledes saft og kraft i gode gamle folkelige udtryk, som for eksempel at det regner (med) skomagerdrenge.
Det har ikke videnskabens præcision, men siger alligevel meget præcist, at det regner voldsomt. Udtrykket har sin oprindelse i, at de københavnske skomagerdrenge åbenbart syntes, at det var sjovt at lege i vandet i de slet kloakerede gader i gamle dage - og derfor løb ud, når det regnede.
På engelsk siger man, at det regner med "cats and dogs" - og det er der også megen sproglig saft og kraft i.
Dagens regn var i øvrigt ikke engang et skybrud. Her på stedet fik vi over en god halv times tid knap en halv snes millimeter regn - men det var nu nok til for en sjælden gangs skyld at sætte terrassen under vand. Ikke i metervis, men blank vand stod der da i et par minutter - og det har blomsterne da kun godt af.

Jesper

søndag den 28. august 2011

Sild og kylling

Fredag aften trådte Øland Sildelaug sammen igen efter en lang sommerferie på den skønne ø.
Missionen var klar og enkel: Det skulle laves sild - sild i lange baner - masser af sild - skønne sild.
Årsagen er den enkle, men ganske vigtige, at det er næste lørdag, at den årlige Ølands-messe løber af stabelen - og traditionen tro bidrager Sildelauget til deltagernes underbringelse ved at traktere med sildemadder til en tier stykket.
Årets sortiment bliver den traditionelle, men aldrig kedelige marinet stegt sild - selvfølgelig efter en kendt, men ikke nedskrevet recept.
Desuden byder lauget på tomatsild baseret på islandske saltsild, så der bliver sild for enhver smag til messen. Og skulle det ikke kunne gøre det, møder laugets kvindelige sidestykke, Madmøerne, såmænd også op med smagsprøver på den Ida Davidsen'ske smørrebrødskunst.
Nu er det jo ikke for sjov, at vi mødes i Sildelauget - der skal være en mening med galskaben, så efter tilberedningen af de mange skønne sild, trakterede Jørgen Bager lauget med kylling, som vor mormor lavede den med persille, svesker og tyk brun sovs. Til sidst en dejlig rabarbergrød - selvfølgelig garneret med fuldfed sødmælk.
Og således er sildelauget ved udvisning af vanlig rettidig omhu beredt til den kommende weekends messeaktiviteter.

Jesper

fredag den 26. august 2011

Parkeringsservice II

For en god, gammel kværulant som denne blogger med en udtalt mistro til alt, hvad der lugter af systemer, er det ærligt talt lidt af en spand kold vand i hovedet, når man bare sådan uden videre får ret.
Men det er faktisk, hvad der er sket i sagen om den mystiske parkeringsforseelse fra Kayerødsgade i Aalborg.
Forleden dumpede et brev ind ad brevsprækken, hvor parkeringsfirmaet kortfattet meddeler mig, at p-vagten har begået en fejl, og at afgiften er annuleret.
Så denne lille historie endte altså lykkeligt, men ærlig talt også temmelig uforløst.
Lad gå med, at firmaet beklager. En undskyldning og en kompensation i form af en buket blomster, en æske chokolade eller en flaske god rødvin ville nok have været mere passende.
Men jeg finder det decideret upassende og uhøfligt, at firmaets medarbejder med et udenlandsk klingende navn ikke en gang har gjort sig den ulejlighed at underskrive brevet i hånden. Man kan åbenbart forvente lidt af hvert fra firmaer i vore dage.
Jeg har ellers i mine unge dage lært, at breve skal underskrives - og at det kun har gyldighed, når brevet er underskrevet med blåt. En simpel sikkerhedsforanstaltning der skal sikre mod massefremstillede og fotokopierede skrivelser.
Det efterlader et indtryk af, at det er åbenlys rutine sådan at annullere parkeringsafgifter. Det giver umiddelbart anledning til at spørge om, hvor mange gange om året man sådan sender ubegrundede anklager ud til uskyldige bilister. Gad vide, om det er sådan en pengemaskine, hvor man bare sender regninger ud i et fromt håb om, at folk betaler - for det kan alligevel ikke betale sig at klage.
Forresten rejser brevets formulering også en mistanke om, at firmaet har alvorlige personalepolitiske problemer, som bør tages op i samarbejdsudvalget eller af den relevante fagforening. Det er simpelthen upassende, at man i et sådant brev parkerer ansvaret hos en - ganske vist unavngiven - parkeringsvagt - i stedet for slet og ret at skrive: "Vi har begået en fejl." Formuleringen tyder på en ledelse, der åbenlyst anser sig for ufejlbarlig - og skulle der endelig ske en fejl, er det de forbandede medarbejderes skyld. Det er helt sikkert, at den slags nemt kunne udløse et fagligt møde på flere af de virksomheder, hvor jeg tidligere har været ansat - men det er nu også mit indtryk, at et godt, gammeldags fagligt møde ligesom er gået af mode, fordi vore dages unge allesammen tror, at de kan blive direktører - bare de ikke brokker sig over arbejdsforholdene. Men under alle omstændigheder er formuleringen ussel og tøsedrengsagtig og viser en ledelse totalt blottet for hår på brystet.
Som sagt - jeg burde være tilfreds med at være blevet frifundet for anklagerne, og jeg har da heller ikke tænkt mig at gøre mere ved det. Men historien efterlader ærlig talt indtrykket af et dybt uprofessionelt firma.

Jesper

tirsdag den 23. august 2011

Træer i Grønland

Det er ikke særlig kendt i brede kredse, men der findes faktisk træer i Grønland.
Se blot på dette foto, som fulgte en pressemeddelelse om Flådestation Grønnedals 60 års jubilæum den 10. august i år. I Kanngillinguit, som er flådestationens grønlandske navn, findes der nemlig en del træer - plantet af danske soldater og sikkert med en vis hjemlængsel, men stadig træer i en anseelig størrelse.
Grønnedal - alene navnet siger lidt om stedets frodighed - ligger i bunden af en af de sydgrønlandske fjorde, og her er sommeren altså så lang, varm og solrig, at træer kan trives.
Det findes derudover fire deciderede skove i Grønland: Qinngua-dalen, Qanassiassat-skoven, Kuussuaq-skoven og Den Grønlandske Aboret. Skovene består af bjergbirk, bjergask, el og pilekrat. Træerne vokser langsomt i Arktis, og den gennemsnitlige højde var i 2007 på mellem 6 og 10 meter. Den største naturlige skov i Grønland er skoven i Qinnquaq-dalen, der samtidig er den største med et areal på 45 hektarer.
Som følge af forventningerne til et varmere grønlandsk klima foregår der i øjeblikket en del forsøg på forsøgsstationen Upernaviarsuk syv kilometer uden for Qaqortoq. Her har man de seneste år konstateret en forbedret vækst i træerne, specielt nåletræer, og man forsøger sig med importerede træsorter. Her har specielt træsorter fra Alaskas kystegne vist sig levedygtige, hvorimod træer fra det kontinentale Nordamerika ikke klarer sig så godt.
Det bliver spændende at følge udviklingen i det grønlandske skovvæsen i de kommende år. Har du lyst til at se flere billeder af Grønlandske træer findes der en del på hjemmesiden til den grønlandske konsulenttjeneste for landbrug, der i øvrigt også byder på billeder fra det sydgrønlandske landbrug og ikke mindst haverne i området.

Jesper

Foto: Grønlands Kommando

mandag den 22. august 2011

Brombær
















Netop nu er det sæson for brombær - og vi har de flotteste af slagsen stående i baghaven.
Det var noget af det første, som vi plantede, da vi netop havde købt huset. Jeg havde nogle forestillinger om, at den bagerste del af haven skulle være sådan lidt skovagtig, og hvad er mere et skovens bær end netop brombær?
Dog var de to indkøbte planter af den mere tæmmede slags - uden torne. For i skoven kan brombær ellers være et ganske blodigt møde med deres mange torne.
De første år har udbyttet være beskedent, men nu er brombærkrattet så småt ved at have fundet sig til rette i jorden, og udbyttet i år har da kunnet række til et par hyggestunde på terrassen med en skål brombær.
Buskene gror livligt, og jeg har nu en større plan for, hvordan baghaven skal udvikle sig, så der bliver fortsat plads til flere buske af egen avl i de kommende år. Så mon ikke der næste år bliver så mange bær, at der også bliver til en hjemmelavet brombærbrændevin?

Jesper

søndag den 21. august 2011

Dinas blomster

Fruen i huset har - sin grønlandske baggrund taget i betragtning - altså et ualmindeligt godt tag på havens sommerblomster - og det nyder vi rigtig godt af nu, hvor sommeren går på hæld i et sandt blomsterflor.
Det begyndte i det små, da vi i sin flyttede fra Grønland til Norge. Med i bagagen var der blandt andet nogle tagetes-frø, som hun havde fået fra sin søster i Børglum.
De blev i sommeren 2007 sået og plantet i den lille have i Straumsbukta - og siden er det gået slag i slag. I 2008 ganske vist suppleret med lidt norske købefrø, men siden har hun været selvforsynende med frø fra den lille gule blomst, som spirer villigt allerede tidligt på året. Og altså i år har vi faktisk tagetes på stort set hver eneste ledig stykke jord i haven. Det er en af de få gratis glæder, man har i livet.
Sidste år fik hun også et par begonier foræret af min mor. Også dem har hun en heldig hånd med, selv om jeg godtnok havde mit hyr med at forklare hende, at de altså havde godt af en vinterpause på værkstedet - beskyttet mod frost og i mørke. For hun havde ellers fundet ud af, at begonierne blev ved med at blomstre langt ud på efteråret, hvis man tager dem ind i stuen.
Men hun har nu sandet, at pausen var god - og vore begonier, som nu er blevet suppleret med et nogle stykker fra gartneren i Brovst, står flot i krukker på terrassen.

Jesper

torsdag den 18. august 2011

Lys

Natten til den 11. august var det slut med de lyse nætter her på vores breddegrad.
Det er selvfølgelig trist, for det er også det første varsel om, at sommeren nu går på hæld.
Men til gengæld betyder det også, at vi nu kan høste frugten af sommerens projekt med at få etableret lys udenfor.
Onsdag aften var det dejligt stille vejr - og vi tilbragte det meste af aftenen på terrassen med bål i havepejsen - og så selvfølgelig masser af lys, da det begyndte at mørkne. Hyggeligt og rart.
Men også på gårdspladsen og i carporten fra sidste år har jeg nu fået lys. Og nu hvor jeg også er blevet færdig med udhuset, og det hele har fået en gang svenskrød, er det da en ganske hyggelig lille gårdsplads, vi har foran huset.
Set fra gaden er lyset med til at gøre indkørslen lidt mere venlig - men selvfølgelig kunne et par lamper mere gøre det helt perfekt. Men der må altså være en grænse - for vi skal jo også kunne se, at det er nat. Vi er jo trods alt på landet.
Siden Sankthans er dagen nu aftaget med 2 timer og 53 minutter, og det går ubønhørligt mod jævndøgn og vintermørket. Men med lyset på terrassen, skal der såmænd bare lidt stille vejr til, at vi kan bruge terrassen en god måneds tid mere - inden havemøblerne skal tilbage, ligesom uret når vi går over til normaltid. Men den tid, den sorg.

Jesper

onsdag den 17. august 2011

Jacob Severin
















Limfjordsbyen Hals ved udsejlingen til Kattegat var i mange år centrum for den danske kolonisering af Grønland - og det bærer byen fortsat præg af.
Det er nok 30 år siden, jeg sidst har besøgt den lille hyggelige købstad ved Limfjordens munding - og det skyldes jo blandt andet, at jeg i den mellemliggende tid har boet en længere årrække i Grønland. Derfor var det også en ganske spændende oplevelse, da jeg mandag havde et ærinde i Hals, og derfor fik anledning til at se Hvalgabet - to kæbeben fra en blåhval, der i sin tid dannede indgangen til pakhusene og det tilhørende trankogeri "Grønlands Lykke".
Historien om Hals rolle i Danmarks og Grønlands fælles historie kunne for så vidt lige så godt være foregået i vore dage. Christian den sjette manglede nemlig penge i statskassen og privatiserede derfor handelen med Grønland i 1734. Det blev Sæby-købmanden Jacob Severin, som fik monopol på handelen. Med monopolet fulgte også en forpligtelse til at forsvare grønlænderne og danske interesser mod hollænderne, der på den tid havde en omfattende hvalfangst ved den grønlandske vestkyst - og i det hele taget opførte sig temmelig krigerisk. Jacob Severins skibe var derfor svært bevæbnede med kanoner og andet isenkram fra den danske marines våbenlagre.
Selv om hollænderne i en årrække fortsat var aktive på den grønlandske vestkyst, var det Jacob Severins skibe, der knækkede dem i et regulært søslag i 1739 ud for Christianshåb, der blev grundlagt af Jacob Severin allerede i 1734 og opkaldt efter Christian den sjette. Byen hedder i dag Qasigiannguit (de små spættede sæler) og er en rigtig hyggelig gammel by, hvor man stadig kan se bygningerne fra koloniens første år.
Jacob Severin var en driftig mand, som brændte for sagen - og hans virke er tæt knyttet til den grønlandske historie. Blandt andet grundlagde han flere handelssteder og missionsstationer, hvoraf en dem bærer hans navn. Det er Jacobshavn, der på grønlandsk hedder Ilulissat, som blev grundlagt som missionsstation i 1741 - 20 år efter, at Hans Egede begyndte sin virksomhed på Håbets Ø i mundingen af Godthåbsfjorden.
Jacob Severin har haft stor betydning for den grønlandske udvikling, men nogen god forretning blev det aldrig. I 1748 gav han op. Det blev starten på den Kongelige Grønlandske Handel, som jeg jo selv har arbejdet for, men det er en helt anden historie - og dog. For dengang var jeg bosat i Sisimiut - og der er indgangsportalen til den lokale kirke et hvalgab, akkurat som hvalgabet i Hals!
Besøget i Hals afslørede også, at den berømte Jomfru Anegade i Aalborg har en lillesøster. For i Hals mellem de små fiskerskure på havnen går en lille gyde, der ganske officielt bærer navnet Lille Jomfru Anegade. Ganske hyggeligt - og uden i øvrigt at kende baggrunden for navnet tillader jeg mig at gætte, at det sikkert har et eller andet med øl at gøre!
Bemærk forresten, at der bag skiltet hænger to flag. Det er selvfølgelig Dannebrog og Vendelbrog - for vi er jo nordenfjords, og her har de altså deres eget flag.

Jesper

mandag den 15. august 2011

Brushane
















Det er efterhånden nogen tid siden, at vi sidst har været nede ved dæmningen, så lad os lige se nærmere på, hvad ulvedybet byder på af fugle i øjeblikket.
Det største hit er nok en stor flok brushane-ungfugle, som fouragerer tæt ved dæmningen - og ikke er særlig sky. Der er mange - efter DOF-hjemmesiden over 100, og det er ellers ikke en fugl, der normalt sådan lader sig beskue i Danmark. Der var i 2009 52 ynglepar - og det er lidt synd, for den er ellers ganske spektakulær, især når hannerne om foråret kæmper om hunnerne. Jeg har oplevet det et par gange i Norge - og det er sjovt.
I øjeblikket trækker brushanerne mod syd - og det er de trækkende ungfugle, som vi nu kan se nogle stykker af ved Ulvedybet.
De unge brushaner drillede mig i øvrigt en del, da jeg aldrig har set sådanne før - og mange af vadefuglene ligner altså hinanden ganske meget. Så efter at have tjekket fuglebogen, mente jeg, at det sikkert var krumnæbbet ryle. For en sikkerheds skyld spurgte jeg min kusine, som nok plejer at have styr på den slags - og hun gættede på kærløber, men spurgte så en rigtig ekspert, Hans, der kunne give os det rigtige og lidt overraskende svar.
Ellers er det mest spektakulære i Ulvedybet fiskehejrerne, som der er mange af. De er desværre sky - og reagerer fluks på ethvert forsøg på at få et billede. Men et enkelt foto af en hejre, som er ved at gå på vingerne, blev det da til.
Dagens bonusbillede er en stille morgen-stemning fra Limfjorden, når den er allersmukkest.

Jesper


søndag den 14. august 2011

Høst-nostalgi
















Han Herred Traktorlaug har i weekenden holdt høstdage på Øland.
Det blev til en sand opvisning i, hvad den særlige danske kombination af opfindsomme landmænd og fingersnilde smedemestre kunne præstere i forrige århundrede - og samtidig et gensyn med nogle af de sindrige konstruktioner, som stadig i min barndom var i brug mange steder i det danske landbrug.
Blandt andet den blå Ford-traktor på det øverste billede. Sådan en havde jeg faktisk som model, som jeg kunne lege med på min legetøjsbondegård med tre længer, heste, høns, grise og ikke mindst køer af den røde, danske landrace, som praktisk taget ikke findes mere.
Det er tankevækkende, at de principper, som ligger til grund for de gamle tærskeværker, som virkelig er en gang Ole-Opfinder-teknik, stadig den dag i dag bliver brugt i de kæmpemejetærskere i millionklassen, som netop i disse dage kører rundt på de danske marker for at bringe høsten i hus.
Forresten var et af de udstillede tærskeværker af lokal tilvirkning fra C.O. Jensens Maskinfabrik i Brovst, der i 30'erne var skueplads for Danmarks længstvarende arbejdskonflikt.
Han Herred Traktorlaug har ni medlemmer, som alle interesserer sig for og samler på de gamle maskiner, som de så mødes for at restaurere og vedligeholde. Jeg talte med flere af dem - og en af dem huskede den gamle, mørkeblå Fordson med jernhjulene fra sin barndom. Der skulle mindst tre heste til at trække den tunge traktor fri, når den satte sig fast i det lokale mudder, og sådan har den - som al moderne teknologi - jo sine begrænsninger.


Fed, fransk fly-æstetik


Jeg har netop modtaget et link på denne musikvideo fra en af blogvennerne, som kender min fascination af alt, hvad der kan flyve.
Musikvideoen er fra en fransk "Top Gun"-film fra 2005, som hedder Les Chevaliers du ciel. Jeg må indrømme, at jeg aldrig har hørt om den - livet er jo for kort til fransk film. Men når det nu skal være, må jeg indrømme, at det er flotte billeder - og imponerende at se, hvad en Dassault Mirage kan præstere.
Handlingen i filmen skal angiveligt være baseret på en fransk tegne- og tv-serie og handle om et terrorist-angreb på Paris på Bastilledagen - men det er en helt anden snak. Jeg nyder bare billederne - for det er flot, flot lavet...
Musikken er nu heller ikke så ringe, forresten...

Jesper

torsdag den 11. august 2011

Gul knop

- Man bør ikke overdrive sin fodring af havens fugle, men holde igen på den årstid, hvor der er føde nok til de fleste fugle. Sådan lyder rådet fra biolog Knud Flensted, efter at fuglesygdommen "gul knop" er konstateret i Danmark.
Det er Dansk Ornitologisk Forenings hjemmeside, der bringer den alarmerende nyhed om, at der de seneste dage er fundet en del døde grønirisker i landet.
De er døde af sygdommen "gul knop", der er en infektion, som får halsen til at svulme op på fuglene, så de ikke kan tage føde til sig. Sygdommen rammer især frøædende fugle, men også rovfugle, som spiser smittede fugle, kan selv blive ramt.
Smitten spredes især via foderpladserne - og derfor er det en god ide at holde inde med fodringen netop nu, hvor der er rigeligt med foder til fuglene ude i naturen. Men i øvrigt opfordrer DOF også til, at man med jævne mellemrum flytter fuglebrættet.
Knud Flensted påpeger, at den aktuelle øgede forekomst af ”gul knop” måske er en uheldig sideeffekt af en for massiv fodring af fugle året rundt.
- Det er tankevækkende, at det netop er grønirisken, der måske er den hyppigste fugl på foderbrættet, som bliver ramt af infektionen.
"Gul knop" har været kendt i Storbritannien siden 2005, men nu er sygdommen altså også kommet til de skandinaviske lande.

Jesper

Det store mirabelle-eventyr

Der har godtnok været gang i saftkogeren i dag.
Tidligt i morges stod jeg op, nød den flotte solopgang over engene ned mod Gjøl Bredning - og glædede mig over at bo nord for fjorden, for på sydsiden var det regnvejr.
Det var tidligt - før hvepsene fik sko på, så at sige, så det var også tidspunktet at få plukket nogle mirabeller.
Træerne i baghaven var efterhånden tæt på at knække grenene - så overhængt var de med dejlige store og saftfyldte Magda Jensen-mirabeller.
Det var nemt at plukke. Bare lade hånden glide ned ad grenene - og så holde spanden under. På en god times tid lykkedes det mig at samle 60 kilo - og der er faktisk flere, hvor de kommer fra!
Sådan løseligt anslået, giver et kilo mirabeller en halv liter saft, så mens Dina fyrede op under sagtkogeren, måtte jeg en tur til Brovst for at skaffe en ordentlig portion flydende sødemiddel. Efter at Dina har fået sukkersyge, er det jo udelukket at bruge sukker. Det lykkedes mig at prutte mig frem til en god pris - faktisk ryddede jeg Faktas lager - så nu har vi i hvert fald sødemiddel til resten af året, også selv om vi lige skal have lavet 30 liter saft.
Nu er det jo halvdelen af fornøjelsen for undertegnede at lave etiketter til flaskerne, så mens Dina svedte ved gryderne, tog jeg en tur på computeren.
I skrivende stund er vi godt og vel halvvejs. Endnu resterer en murerspand fyldt med bær - og skulle vi få lyst til at fortsætte, når den er færdig, er der som sagt flere bær på træerne, men så skal stigen altså også i brug.
Endnu en god dag på Øland.

Jesper

onsdag den 10. august 2011

Parkeringsservice

Jeg modtog i dag et brev fra et firma, som kalder sig City Parkeringsservice. Det viste sig at være en rykker for en parkeringsbøde.
Ifølge brevet skulle jeg den 21. juli i år klokken 09.37 være blevet noteret for at parkere i strid med bestemmelserne på Kayerødsgade 37 i Aalborg. I følge brevet skulle der samtidigt være anbragt et girokort på det skyldige beløb i bilens forrude.
En ganske interessant oplysning, da jeg i en længere årrække har boet i kvarteret i nærheden af Kayerødsgade - men det er så vidt jeg lige husker flere end 20 siden, at jeg sidst har efterladt en bil i netop den gade, så - hvor rimeligt det end måtte lyde - er der altså noget galt her.
Nu skrev jeg i indledningen, at der var tale om en parkeringsbøde, men det er sådan et dagligdags udtryk, for der er lige den juridiske spidsfindighed, at der er tale om en afgift, så umiddelbart er der ingen mulighed for at få sagen afgjort i retten ved simpelthen at undlade at betale, sådan som det ellers er tilfældet ved administrativt afgjorte færdselssager. Tværtimod plejer den slags krav at vokse til astronomiske højder, hvis man undlader at reagere.
City Parkeringsservice - et dejligt eufimistisk navn - er desuden et privat firma - og er derfor ikke omfattet af sagsbehandlingsloven, som foreskriver, at man i den slags henvendelser til borgerne også skal give en klagevejledning.
På firmaets hjemmeside oplyses det imidlertid, at klager skal indgives skriftligt pr. post. Et ganske interessant krav i vore dage, hvor mennesker under 30 år næppe aner, hvordan man sender et brev. Det problem har jeg imidlertid ikke, så jeg har nu sendt firmaet et brev, hvor jeg bestrider kravet - og jeg skal nok lade bloggens læsere vide, hvad den sag ender med. Jeg ser med stor fornøjelse frem til at modtage en eller anden form for dokumentation for kravet.
Imidlertid giver hændelsen mig anledning til at erindre en historie, jeg hørte i Tórshavn i midten af firserne. I den færøske hovedstad er der ikke meget plads i de små gader i centrum, og byrådet havde derfor besluttet at ansætte en parkeringsvagt. Det var i de triste dage, hvor det ikke var muligt at købe spiritus i almindelig handel på de vindblæste øer, men hvis man var medlem af en såkaldt ølklub, var der en kattelem, hvor medlemmerne bag aflåste døre kunne dyrke deres last.
Da den nyansatte parkeringsvagt efter første dags arbejde i jobbet, fik lyst til en fyraftensbajer, troppede han derfor op i sin ølklub for blot at finde ud af, at han var forment adgang. Sådan en farisæer ville man da lige godt ikke have som medlem - og efter at han var begyndt arbejdet med at høste parkeringsafgifter, havde klubbens bestyrelse arbejdet hurtigt og ekskluderet ham med henvisning til, at medlemmerne skulle nyde almindelig anseelse - og det mente man altså ikke var gældende for en parkeringsvagt.
Et herligt stykke civil ulydighed i praksis.

Jesper

tirsdag den 9. august 2011

Blomkål

Mark Twain skulle en gang have sagt, at blomkål er kål, der har fået en uddannelse.
Den amerikanske forfatter må åbenbart have haft nogle meget sarte smagsløg, for udtalelsen henviser til,at blomkål er den kålsort, som smager mindst af kål.
Det ændrer dog ikke ved, at smagen af blomkål også er smagen af sommer. For blomkålen hører sommeren til - akkurat som brunkålen hører efteråret til.
Det er ikke uden stolthed, at jeg her kan vise et ganske flot blomkål af egen avl. Det har ikke skortet på advarsler, inden jeg i år for første gang begyndte at dyrke den prægtige kål. Og jeg må da også indrømme, at blomkålen er ganske voldsomt udsat for angreb fra kålormene. Faktisk har jeg måttet kassere et par stykker, så høsten bliver minimal - men jeg har fået lidt erfaringer med det. Til næste år prøver vi igen, for de smager altså pragtfuldt, de hjemmedyrkede blomkål - men de skal altså dyrkes i et beskyttet miljø under net, har jeg lært.
Apropos blomkål er blomkålsøre betegnelsen for en misdannelse af øret, som især rammer boksere. Misdannelsen skyldes, at blodforsyningen til ørets brusk kan ødelægges ved slag på øret. Hvis traumet ikke behandles øjeblikkeligt, vil brusken hensygne - og dermed medføre at øret ændrer form i retning af netop et blomkål.

Jesper

søndag den 7. august 2011

Nyt guld

Weeekenden har budt på regn - masser af regn.
Jeg har derfor tilbragt det meste af tiden på værkstedet, hvor jeg har restaureret de to relieffer, som jeg har haft hængende på gavlen til mit udhus.
Reliefferne er resultatet af et forsøg på at lege træskærer sidste år - og de har siden hængt på vestgavlen i al slags vejr, i sol og varme, i regn og slud, i frost og sne samt ikke mindst den allestedsnærværende nordjyske vestenvind. Og det er bestemt ikke gået sporløst henover mine små kunstværker af egen tilvirkning.
Vejret har sat sit tydelige præg på reliefferne - træet er tørret voldsomt ind og slagmetallet havde mistet noget af den gyldne glans. Så da billederne alligevel skulle ned, fordi jeg har malet udhuset, kunne jeg lige så godt give dem en ordentlig overhaling - også fordi jeg måske siden sidste år er blevet en lille smule klogere på, hvordan de skal behandles , ligesom det hårde vejrlig har afsløret et par håndværksfejl.
Under alle omstændigheder har jeg lagt bladguldet, som altså kun er slagmetal, om og givet det en ordentlig lakforsejling. Jeg har rettet et par småfejl og givet træet olie - masser af olie, som det begærligt har suget til sig.
Nu - i den kommende uge - skal billederne så ud at hænge igen. Denne gang på en lidt anden måde, for jeg har også fundet ud af, at selve ophænget har haft indflydelse på, hvordan træet tager temperatursvingningerne og luftfugtigheden. Så alt i alt skulle det nu blive bedre.
Men sker det ikke, er det såmænd hyggeligt arbejde - og så må jeg jo tage dem ned og shine dem op igen om et års tid.

Jesper

lørdag den 6. august 2011

Sødskærm

For nogen tid siden var jeg i gang med at luge i haven - ude under den store bøg for at være helt nøjagtig.
Det var en skøn blanding af skvalderkål og vild kørvel, som plagede mig på det pågældende sted. Under lugearbejdet bredte der sig imidlertid en dejlig duft af lakrids, som gjorde mig nysgerrig.
Det viste sig, at en del af de planter, som jeg troede var vild kørvel, i virkeligheden var spansk kørvel - også kaldet sødskærm.
Planten kendes fra den vilde kørvel netop på duften, der er mild anis-agtig.
Sødskærm er velegnet til snaps, og det skulle selvfølgelig prøves lige på stedet - også fordi den er hurtig og nem at lave. Man tager simpelthen en håndfuld blade og putter i et syltetøjsglas med en liter vodka - og allerede efter to til tre dage er drikken klar.
Jeg testede den på familien til sidste måneds grillfest - og den milde, pernodagtige brændevin faldt i god jord. Efterfølgende har jeg nu fået den hældt på flaske - og den står nu og pryder udvalget af forskellige hjemmegjorte eleksirer sammen med købemedicinen som Dr. Nielsen, Rød Aalborg og Gammel Dansk.
Som sagt er smagen af sødskærm hen efter pernod - og for sjovs skyld har jeg da også prøvet at hælde vand på for at tjekke, om drikken opaliserer lige som pernod. Imidlertid er det ikke tilfældet, men det gør nu ikke brændevinen ringere af den grund.
Spansk kørvel er kommet til landet sammen med munke sydfra i middelalderen - akkurat som så mange andre planter og de vinbjergsnegle, som vi også har rigeligt af i haven. Det er det nærliggende Ø Kloster - i dag bedre kendt som Oxholm Gods - der helt sikkert er skyld i den særlige biologiske mangfoldighed, som vi her på stedet er begunstiget med.
Så jeg sender i dag en særlig tanke til fortidens flittige og fromme munke og nonner, når jeg nu hæver glasset og siger: Skål!

Jesper

onsdag den 3. august 2011

Nuttede minkunger
















Så skete det igen: En eller flere formodede dyreværnsaktivister brød forleden nat ind på en minkfarm på Fyn og slap dyrene løs. Desuden begik gerningsmændene omfattende hærværk på hegnet omkring farmen, så minkene kunne slippe ud.
Det er simpelthen noget af det mest meningsløse og sindsyge hærværk, som findes. Desværre sker det igen og igen, fordi disse såkaldte dyreværnsaktivister dels ikke respekterer landets love og ejendomsretten - og i øvrigt overhovedet ikke forstår minkens natur.
Danske farmmink er husdyr. De er slet ikke i stand til at klare sig i den frie natur - og det er derfor en rigtig bjørnetjeneste at slippe dem løs. De er vant til at gå i bur, har aldrig gjort andet og er forresten også vant til at få maden serveret. De kan derfor slet ikke klare sig på egen hånd. En stor del af dyrene lader sig derfor forholdsvis let indfange - og der er endda eksempler på, at de helt frivilligt går tilbage i burene. Men det er synd, at de skal udsættes for en så stressende oplevelse, der også ender med, at mange af dyrene bider hinanden og skades på anden vis.
Minken er desuden slet ikke tilpasset den danske natur - og derfor lider især fuglelivet stor skade, når minkene slippes løs - for de dræber ofte pr. instinkt og uden at vide hvorfor, og kan derfor udrette ubodelig skade i nærliggende fuglereservater.
Dyrene har det bedst hos minkavlerne, hvor de - på trods af mediernes skriverier om det modsatte - bliver passet og plejet efter alle kunstens regler. For minkavlerne er dyrene en del af kapitalen - og kun en dårlig forretningsmand vil jo ødelægge virksomhedens grundlag. Mange minkavlere lægger et stort arbejde i at forædle bestanden, så man laver de fineste skind og opnår de højeste priser. Det er overflødigt at tilføje, at dette forædlingsarbejde, som ofte har stået på over adskillige år, ødelægges, når man slipper dyrene løs.
Jeg kommer jævnligt på en nærliggende minkfarm - og jeg har kun respekt til overs for det store arbejde, der gøres her. Faktisk synes jeg, at det er en lille smule rørende, når bestyreren - en af mine gode bekendte - fortæller om dyrene, som han synes bare er så søde. Og jeg må sige, at jeg finder det modigt - grænsende til det dumdristige - når han viser en minkunge frem med de bare hænder.
Jeg synes også, at dyrene er kære - men frivilligt tror jeg nu ikke, at jeg vil sætte håndtrykket sådan på spil.
Billederne her viser de halvvoksne unger, der stadig er på killingestadiet - men som så småt er begyndt at opdage verden uden for den trygge redekasse. Det er ellers et hyggeligt sted, hvor sådan en flok minkunger - op til en halv snes stykker - ligger sammen som en stor uldtot.
Jeg mangler ord for, hvor harm jeg kan blive, når en flok feje dyreværnsaktivister i nattens mulm og mørke som æresløse tyveknægte slår til - og ødelægger minkavlerens arbejde. For dyrene har det jo godt på minkfarmen.
Der findes omkring 1400 minkfarme i Danmark. Med en årlig produktion på 14 millioner mink sidder Danmark på 30% af verdensmarkedet, og minkskind er derfor også landets tredjestørste animalske eksportvare.
Dermed er danske minkavlere med til at skabe grundlaget for, at du og jeg kan få vores pension i fremtiden. Så i stedet for at genere minkavlerne, synes jeg, at vi skulle få Dronningen til at give dem en medalje!

Jesper

Kiak!

"Kiak" var nok det mest brugte ord, da adskillige tusinde grønlændere og venner af den store ø mandag havde sat hinanden stævne i Tivoli i København. Det var 36' gang, at det årlige arrangement fandt sted. Som sædvanlig i god uorden, fin stemning og så præget af et fantastisk dejligt vejr.
"Kiak" betyder "pyha, det er varmt" - sådan noget man siger, ligesom på dansk, når vi med tungen i kinden siger "kan du holde varmen?" Og varmt blev det, efterhånden som dagen skred frem, og flere og flere fandt vej til pladsen foran scenen, som var det store mødested. Der blev givet hånd i et væk - og gamle venner og uvenner fandt hinanden i et hjerteligt gensyn. Nogle års fravær fra den grønlandske scene blev resumeret i et par sætninger - og videre til den næste bekendte.
Vi begyndte dagen med morgenbrød hos Dinas datter Rasmine og barnebarnet Adam på Nørrebro - og herefter gik turen mod Tivoli. Vi fandt en plads tæt ved scenen - og den blev vores faste holdepunkt resten af dagen.
Sådan en dag i Tivoli kan naturligvis ikke foregå uden leg i Rasmus Klump-land - men den slags overlod jeg dog til Dina og Rasmine. Noget tyder på, at mormor havde spenderet en chokoladeis til Adam - men vist ikke helt til Rasmines udelte tilfredshed.
Dagens nok største gensyn var mødet med Lilly og Apollo, der selv om de er godt til års, havde taget turen med toget helt fra Esbjerg, hvor de har boet siden 1997. Da jeg i sin tid begyndte i Sct. Georgs Gildet i Godthaab, var Apollo gildemester - og parret er i øvrigt Nuuk-gildets æresmedlemmer. Ellers blev det meste af dagen brugt i selskab med Ingrid og Mogens - to andre venner fra gildet i Nuuk.
Selvfølgelig var min faste leverandør af billeder fra Nuuk, Kokholm himself, også på plads med kameraet i Tivoli - netop flyfrisk ankommet fra Rom. Havde han ikke været der, ville det ikke have været en rigtig Grønlandsbegivenhed...
Men ellers blev der som sagt givet hånd og spurgt "Ajunngi?" - "Har du det godt?" - adskillige gange i løbet af dagen - og som jeg skrev i forrige indlæg var vi godt trætte og udbrændte, da vi landede igen i Aalborg mandag aften.
Jeg har netop modtaget et foto fra Peter Duer, hvor man ser det udsøgte selskab ved tønderne i Tivoli - Ingrid, Dina, Mogens og Deres ydmyge blogger.

Jesper

I luften igen
















Mandag morgen tog jeg dette fantastisk flotte foto i CPH - lufthavnen i København. Det er ellers lidt af en sjældenhed med en helt tom ankomsthal i en af Europas travleste lufthavne.
Det var første gang, jeg var ude at flyve i godt et års tid - også lidt bemærkelsesværdigt taget i betragtning, at jeg i 2009 havde 320 flyvninger.
Det var en hurtig tur Aalborg-København mandag morgen og retur samme aften og blev til et gensyn med SAS og to af mine yndlingsfly.
Morgenflyet var en Airbus 321, hvor jeg som sædvanlig sad på 10D, der efter min mening er det bedste sæde på Airbussen. Sædet er i midtergangen ved den forreste nødudgang - og der er derfor rigeligt med plads.
Returen foregik med en noget slidt MD-80. Flytypen er temmelig bedaget og er fra den tid, hvor der stadig var god plads mellem sæderne - og da motorerne er monteret bagerst er den forreste del af kabinen utroligt lydsvag. MD-80 er en rigtig brændstofsluger og lidt af en dinosaur - men det glæder mig, at SAS har besluttet at skifte den ud med helt nye Airbus 320 NEO, som byder på bedre passagerforhold end de Boeing 737'ere, som ellers er et hit blandt lavprisselskaberne. MD-80'erne får dog lidt tid i luften endnu, da de nye fly først kan leveres fra 2016. SAS er i øvrigt det første selskab, som tager den nye model i brug.
Forresten glæder det mig også, at SAS fortsat lever op til sit ry som Europas mest præcise luftfartsselskab. Vi landede godt udbrændte i Aalborg mandag aften 10 minutter før planlagt ankomst. Bedre kan det vist ikke gøres på en flyvning, som normalt er planlagt til at tage 45 minutter.

Jesper

mandag den 1. august 2011

Janum Kjøt
















Søndagsturen gik til Janum Kjøt, som er en stor vandreblok, der kan ses i udkanten af den nærliggende Tingskoven. Stenen er bragt til Danmark fra Norge under den seneste istid - og er en af de største såkaldte vandreblokke i Jylland.
Janum Kjøt er næsten syv meter lang, fire meter bred og godt tre meter høj. Den har en anslået vægt på over 200 tons.
Kort før anden verdenskrig var "kjøtten" tiltænkt en skæbne som skærver i de lokale veje - og dynamitten var da også indkøbt. Men en fredning reddede stenen i sidste øjeblik - og sidenhen fik man da også øjnene op for, at det er lidt af en seværdighed. Den var tidligere dækket af flyvesand, men takket være et frivilligt projekt på egnen blev den udgravet i tresserne - og er nu en af de lokale seværdigheder.
Jeg har da set større sten i mit liv - blandt andet Grønland - men her i sandflugtens hjerte er en så stor sten nu lidt af en seværdighed. Forresten ligger stenen i et smukt og fredet morænelandskab, så det er et fint lille udflugtsmål til sådan en søndagstur.
Fra parkeringspladsen er der en rask travetur på et kvarters tid op til stenen - og så kan man jo tillade sig med god samvittighed at besøge iskiosken i Slettestrand bagefter.

Jesper