torsdag den 3. november 2011

Reklamer


Jeg har været i biografen i dag. Det er der sådan set ikke nogen historie i - hvis det altså ikke lige var fordi, det var i morges.
Klokken 7.30 havde et par hundrede kommunikations- og reklamefolk samt en flok studerende sat hinanden stævne i BioCity i Aalborg for at se vinderne fra dette års reklamefestival i Cannes. Så i løbet af dagens første timer så vi sammenlagt 86 minutter og fire sekunders reklamer.
Det er mange film, og det er hård kost - selv om reklamefilm som regel er tvunget til at gå lige til budskabet. Faktisk kan jeg meget bedre lide reklamer end rigtige film, netop fordi formatet tvinger filmskaberne til at holde sig til sagen - og skære alle de overflødige sidehistorier væk.
Det kan man kun, hvis man har en unik ide - og er tro mod denne ide. Det er jo det, som er kunsten - og det er det, som bør præmieres.
Og selvfølgelig er virkeligheden ikke så enkel. For reklamefolk ville ikke være reklamefolk, hvis ikke de elsker at bruge kundernes penge. Så mange af årets premierede film i Cannes var faktisk uforholdsmæssigt lange i spyttet - og ville i hvert fald få undertegnede til at zappe væk, hvis jeg havde muligheden.
Egentlig forstår jeg godt mekanismen. Hvis man for eksempel har brugt en lille million på at bygge en flere hundrede meter lang xylofon op ad en fjeldside, så skal den altså også bruges til noget - og så kommer reklamen lige til at tage et helt minut, hvor 30 sekunder måske havde været rigeligt til at aflevere budskabet.
Et andet problem er, at mange reklamefolk tilsyneladende har det lidt dårligt med at sælge vaskepulver og tandpasta. Derfor skæmmedes vinderfeltet også af alenlange reklamer mod racisme, seksuelle fordomme og andet pjat. Det er voksent og følsomt, men kedeligt langt ned i halsen.
Vinderen af det hele - juryens Grand Prix - var skoforetagendet Nike med filmen "Nike Football Write the Future". Også denne film er alt for lang - næsten tre minutter - men fuld af flotte billeder i slow samt et par ganske humoristiske indslag, men nogen stor ide er det nu ikke. Men for filmen taler nu også, at musikken er hollandske Focus med guitaristen Jan Akkerman i spidsen og deres Hokus Pokus. Den var populær i min ungdom - og et fedt nummer.
Min egen favoritfilm var filmen for Folkevogns-reservedele. Den er lige efter bogen - tager 16 sekunder, har en god ide og kan ikke have kostet mange basseører at producere. Men den blev altså kun belønnet med en sølv-medalje i Cannes. Så uretfærdig kan verden altså være.

Visningen af Cannes-vinderne var en fast tradition, da jeg arbejdede i branchen i firserne - men den er sidenhen gået ind. Det var Erhverv Norddanmark, som havde taget initiativ til at genoplive traditionen - og efter dagens reaktioner tyder alt på, at det var en god ide. Så mon ikke turen går til BioCity igen om et års tid - tidligt om morgenen?

Ingen kommentarer: