fredag den 29. marts 2013

Illustreret Videnskab

Fra videnskabens overdrev

Videnskabens svar på
Barbara Cartland på digitalt speed.
Indrømmet! Jeg læser Illustreret Videnskab. Dette videnskabens svar på lægeromanen skrevet af journalister og videnskabsfolk på digitalt speed og højteknologisk febervildelse.

Bladet er en underlig blanding af science-eskapisme, en forestilling om en ideel, rationel verden, hvor alt kan lade sig gøre og så en uendelig samling af trivia, mere eller mindre nyttig viden som samler sig i min mærkelige autistiske computer af rødgrå hjernemasse.

Illustreret Videnskab udkom første gang i 1984 - og er en moderne udgave af Populær Mekanik, der var alle raske drenges læsestof i de glade 50'ere. Bladet er egentlig en dansk opfindelse, men udgives i dag i 21 lande - og er en kommerciel succes, fordi man på den måde udnytter de redaktionelle stordriftsfordele. Det giver tid til at kæle om stoffet og formidlingen - og bladet er rigt illustreret. Det er en fornøjelse at læse bladet. Som et af de få blade i dag bliver der læst korrektur - og bladet er vidunderligt fri for mange mærkelige modefænomener af sproglig art.

I mine år i reklamebranchen fik jeg det foræret af forlaget, senere blev jeg en mere sporadisk læser af bladet, som jeg ofte købte i lufthavne, når jeg var ude at rejse. I dag er jeg abonnement og får dette stykke velskrevet formidlingskunst i postkassen en gang om måneden.

Som regel er altid et par fremtidsartikler. Dem springer jeg over - for fremtiden interesserer mig ikke. Hvorfor bekymre sig om noget, man alligevel ikke har indflydelse på. Og når man læser gamle blade, viser det sig såmænd ofte, at disse fantasifulde, futuristiske artikler ikke holder vand. For med et blad med næsten 30 år på bagen vil nødvendigvis på et eller andet tidspunkt blive indhentet af virkeligheden. Det seneste nummer af bladet byder blandt andet på en artikel om, at man i fremtiden vil forbinde rumstationer med jorden ved hjælp af en simpel elevator. Tjaah, lad os nu se.

Til gengæld kaster jeg mig glubende over bladets indhold af quizzer, tests og småartikler. Og det er her, at der bliver samlet mærkelig, unyttig og særdeles interessant viden op.

I det seneste nummer læser jeg blandt andet, at når retsmedicinere skal bestemme kønnet på et skelet, kan de blandt andet kigge på pegefingeren og ringfingeren. For pegefingeren er ofte kortest hos mænd, hvor det modsatte gør sig gældende for kvinder. Et mærkeligt udslag af evolutionen, som det egentlig kunne være sjovt at kende forklaringen på.

Man kan også læse, at de steder på jorden, hvor der er flest soltimer, er de arktiske bjergtoppe som Grønlands højeste bjerg, Gunbjørns Fjeld med sine 3700 meter. Eller at solens tyngdekraft er 27,9 gange så stor som jordens. Og at gekkoer klatrer bedst med tørre fødder. Bladet byder også på den ganske nyttige oplysning, at gibbonaber er sopraner - og som om man ikke vidste det, at mennesker generelt er mere tilbøjelige til at tage spenderbukserne på, når de har gamle krøllede pengesedler i tegnebogen i stedet for nye. Clouet er en oplysning om, at der gennem tiderne har boet i alt 107,7 milliarder mennesker på jorden.

Forresten byder det seneste nummer af bladet på en sjov artikel om computerens udvikling. Det begyndte allerede i 1798, fordi de blev moderne at gå med tørklæder. Grundlaget for den moderne computer blev skabt gennem de mere eller mindre sindrige forsøg på at automatisere den tids væve til at lave tørklæder - og så gik udviklingen slag i slag over hulkortene og frem til vore dages QR-koder.

onsdag den 27. marts 2013

Lidt mere stillits

En plads i solen

En plads i solen.
 Lys er alfa og omega, når man fotograferer. Derfor fortsætter jeg med et still-billede af stillitserne på foderbrættet.

Tirsdag var jeg nemlig så heldig, at stillitserne vendte tilbage til foderbrætter i formiddagens løb. Og om formiddagen er der sol på foderbrættet uden for kontoret. Så jeg fik lige lejlighed til at tage et par fotos mere i skarp forårssol.

Det ekstra lys fra solen giver nemlig stillitsens klare farver et ekstra pift. Prøv selv at sammenligne med billederne fra mandag.

Uden for kontoret har jeg forresten også vort store bøgetræ. Det er blandt andet bolig for et dompap-par - og tirsdag havde jeg besøg af dompap-far på altanen.
Dompap-far på besøg.

tirsdag den 26. marts 2013

Stillits

Fest og farver

Hr og fru Stillits på besøg.
 Mandag havde foderpladsen besøg af dette stillitspar, som er godt i gang med at finde en passende redeplads i kvarteret.

Stillitsen er altid en velkommen gæst. Med det rødmossede fjæs og de gule vingefelter er der ingen tvivl om, at den er til både fest og farver. Og når der er to af slagsen, er det jo også et sikkert tegn på, at foråret er lige om hjørnet.
Flot fugl.

Selvstændige børn

Folkeskolen er ikke et ubetinget gode

Selvstændige samiske unge...
I skrivende stund ser det ud til, at de danske skoler lukker 1. april. Lad os håbe, at konflikten bliver langvarig, så danske forældre igen kan lære, at børneopdragelsen er et familieanliggende – og ikke samfundets opgave.

Konflikten bliver et paradis for børnene. Nu får de chancen for igen at lege cowboys og indianere ude i skoven – uden pædagogernes kvælende omsorg.

Forleden kunne man i den norske netavis ABC-Nyheter læse, at samiske børn er mere selvstændige end norske børn. Som seksårige går de samiske børn med kniv og alene i fjeldet. Som tiårige håndterer børnene selvstændigt geværer og kører på snescooter.

I artiklen fortæller den samiske barnefar, Johann Mikkel, blandt andet:

- I vore dage er mange forældre dødsensangste for, at børnene skal fryse, skære sig i fingeren med en kniv eller blive træt. Hvis jeg gik uden vanter, da jeg var barn, fik jeg lov til det. Jeg fik lov til at føle på min krop, hvordan det var at fryse og tage dumme beslutninger.

Johann Mikkel noterer også, at det ikke er det samme som ligegyldighed. Børn skal udvise disciplin og må ikke svare grimt til forældrene. For resten er børneopdragelsen et anliggende for hele familien.

- Der er ikke bare mine forældre, som har opdraget mig. Det er familiens ret og pligt at irettesætte de børn, som de omgås.

En forsker fortæller i artiklen, at opdragelsen i samiske familier ofte er mere kontant end i norske familier. Men det opvejes af den megen nærhed i familien.

Resultatet er i hvert fald, at samiske børn ikke er pylrede - og ender med at blive mere selvstændige individer end norske børn.

Det er en interessant artikel, der viser det moderne velfærdssamfunds fallit. Der findes andre og mere effektive måder at gøre tingene på – og som respekterer børnenes naturlige trang til at udforske verden. For det samiske barn er naturen klasselokalet – og pensum består ganske enkelt i kunsten at klare sig selv.

Desværre har vi ikke så meget vild natur i Danmark – men vi kan i hvert fald gøre børnene en tjeneste ved at overlade ansvaret til forældrene. Det er ikke samfundets opgave at passe deres små guldklumper, for det gør børnene afhængige af samfundet. Hvis der er forældre, der får problemer, fordi de nu selv skal tage ansvaret, burde de jo nok have tænkt på det, inden de begyndte at formere sig mere eller mindre ukontrollabelt.

Lærerkonflikten er ensbetydende med masser af kvalitetstid, der kan ende med, at børnene bliver mere selvstændige og i stand til at klare sig uden offentlig forsørgelse. Den norske undersøgelse viser, at det kun er en fordel for børnene.

Personligt håber jeg, at konflikten bliver langvarig. For gevinsten er ikke alene selvstændige børn og de 1,6 milliarder kroner, som de betrængte skatteydere sparer hver måned..

Der er jo også det endnu større problem, at når konflikten en gang slutter, er vejen banet for heldagsskolen. Den reform vil komme til at stå som det største overgreb mod børn – næst efter sexuelt misbrug, forstås – der nogensinde er begået i det danske samfund. Politikerne er nemlig klar til at tage barndommen fra børnene.

Desværre elsker politikerne heldagsskolen, så vi slipper nok ikke. I det politiske verdensbillede er uddannelse og ikke dannelse jo alfa og omega. Dette synspunkt undrer mig. De fleste folketingsmedlemmer er omvandrende eksempler på, at lang uddannelse ikke kompenserer manglende intelligens og opdragelse.

I den norske artikel kan man for resten også læse, at samerne benytter sig af noget så upædagogisk som overnaturlige væsner i opdragelsen. Blandt andet fortæller man børnene, at de ikke må komme for tæt på vandet, for så bliver de taget af vandtrolden. Jeg kunne ønske mig, at der også findes en trold for MF’ere, der går ind for heldagsskolen.

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 23. marts 2013.


søndag den 24. marts 2013

Køkkenskriverier

Weekendhygge med geometriens gåder

Det gik meget godt med den første låge.
Weekenden er gået med køkkenarbejde. Ikke den sædvanlige kokkerering, men derimod med at give det gamle og slidte køkken en ansigtsløftning.

Vi er forhåbentlig færdig med malerarbejdet for denne omgang, nogle af lamperne og hvidevarerne er blevet skiftet ud og sat på plads. Lørdag morgen gik jeg så i gang med at skifte låger og skuffeforkanter.
For det er jo kun en ansigtsløftning - ikke et helt nyt køkken - så jeg nøjes altså med at skifte lågerne i de gamle skabe. Men efterhånden som weekenden skred frem, begyndte jeg at tvivle mere og mere på det bæredygtige i det projekt.

Det her ser heller ikke så slemt ud...
Køkkenelementerne er gamle af et hidtil ukendt system, huset er fra 1852 og vind og skævt i en sådan grad, at det næppe er muligt at finde en eneste ret vinkel. Det har sat min tålmodighed på noget af en prøve. Man måler op og tegner - og bedst som man tror, at nu er den i vinkel, så viser det sig alligevel at ligne Kong Volmers etellerandet. Det gik meget godt med den første låge - men så begyndte alt det sjove...

I den ene ende af køkkenet er det hele så skævt, at det efterhånden står klart, at man ikke kan beregne noget helst - men kun kan få tingene til at se ordentligt ud ved at prøve og prøve og prøve igen og igen...

Men i den ene ende af køkkenet er både
geometriens og naturens love sat ud af kraft.
Jeg brugte ellers megen tid lørdag på at konsultere fagfolk og skære skabeloner, så arbejdet kunne blive ordentligt - og alligevel så er jeg altså ikke tilfreds. Jeg er forresten heller ikke kommet så langt med arbejdet, som jeg selv havde regnet med - så når alt kommer til alt, er det sikkert meget godt, at meteorologerne lover fortsat frost i den kommende uge.

Det skal blive godt - det har jeg sat mig for, men hold op, hvor er det da bøvlet...

lørdag den 23. marts 2013

Ubehøgeligt...

Hverken høg eller fotograf ramte plet

Spurvehøgen lettede i samme sekund, som jeg
trykkede på udløseren.
Lørdag aften ved attentiden satte jeg foran fjernsynet for dagens gensyn med "Små og store synder".

Jeg havde ikke mere end lige sat mig, før jeg fik øje på en stor fugl, der baskede løs i hængepilen lige uden for vinduet bag ved fjernsynet.

Skovspurvene har for vane at bruge netop denne hængepil som høgeskjul, så jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var spurvehøgen, der var på spil.

Det var skovspurvenes lykkedag, så høgen flov slukøret væk og satte sig på målerskabet ude ved vejen. Jeg skyndte mig ind i nabostuen for at finde kameraet - for høgen sad flot i profil i aftensolen.

Men ligesom det ikke var spurvehøgens dag, så var det altså heller ikke min dag. For netop som jeg havde fået stillet skarpt, forsvandt høgen med et par hastige vingeslag. Og selv om mit nye kamera kan tage otte billeder i sekundet, var det altså for sent. Det blev kun til et enkelt billede af en spurvehøg-gump.

Så hverken høgen eller jeg havde altså held med jagten i dag. Det er jo det, som gør jagt så spændende. Heldigvis skal jeg jo ikke - som spurvehøgen - leve af det. Og det er nok alligevel mit held midt i uheldet.

Lyseslukkere

Det nye sort

Tænd et lys for de grønlandske fangere.
Miljøorganisationerne er vores tids plage. Uden respekt for demokratiet og i alle mulige og umulige forklædninger forsøger de at banke den civiliserede verden tilbage til stenalderen, hvor jorden kun kunne brødføde ganske få tusinde mennesker.

Miljøorganisationerne støttes ofte af velmenende og gode mennesker. Dem, som Stalin kaldte "de nyttige idioter". Men også politiske vendekåber, opportunister og politisk korrekte frelsertyper er med.

Det er de færreste, der tænker på, at et tilsyneladende uskyldigt indslag som dagens earth hour, hvor vi alle skal slukke det elektriske lys og i stedet tænde forurenende stearinglys, er udtænkt af WWF - denne veldædige miljøorganisation, der med kronprinsen som protektor, tilsyneladende kæmper en kamp for verdens dyr - men som med sin lobbyvirksomhed er med til forringe levevilkårene i Arktis.

Det handler nemlig ikke bare om miljø, men om had til traditionel levevis - både i Danmark og i Grønland. Et indslag om Earth Hour i radioen i eftermiddag endte nemlig med en opfordring til ikke en - men hele to kødløse dage om ugen. Heldigvis kan disse fanatikere ikke styre sig - og deres slet skjulte motiver kommer derfor frem i stearinlysets skær.

Min gamle ven, Ole Heinrich, kommenterede Earth Hour på sin Facebook-profil, for Sermersooq Kommuneqarfik er i velment politisk korrekthed også gået med til at slukke lyset. Det er vise ord og et råb om hjælp fra den grønlandske fangerkultur, som jeg vil tillade mig at citere et uddrag fra:

"Jeg har derfor beslutte ikke at gå tur med hunden, da jeg er bange for at den vil blive kørt over af de mange biler, der vil køre på vejene på i det tidspunkt hvor kommunen vil have vores lys i hjemmene slukket.

Det er vist også galamatias at vi slukker lyset, når den bagvedliggende energi (fra vandkraftværket) er klimavenlig og ikke udleder CO2.

Jeg vil hellere tænde lyset for vore fangere og spise miljørigtigt grønlandsk mad på samme tidspunkt §.-)
(det er langt mere, for at bruge et modeord, "klimavenligt" at spise lokal mad end importeret mad)

Det fremgår ikke af kommunens hjemmeside at det er WWF, der står bag. WWF ønsker også at begrænse vores muligheder for fangst af isbjørn yderligere. Kommunen har åbenbart glemt at den også er vores største isbjørnekommune (Ittoqqortoormiit, Tasiilaq). Fangsten af isbjørne i Øst er også i høj grad bæredygtigt!

Var der nogen der sagde at gøre nogen en bjørnetjeneste?

(...) Vi hjælper i.h.f. ikke nogen ved at slukke lyset. Vi kan bedre hjælpe miljøet og fangerne ved at spise mere grønlandsk mad!
"

Og med disse ord vil jeg opfordre danskerne til at spise en god dansk flæskesteg - i stedet for at slukke lyset.

torsdag den 21. marts 2013

Fuglene på Øland

Fotokursus i vindueskarmen

Rødhals.
Jeg har netop opgraderet mit fotogrej - især med henblik på at tage bedre fuglefotos. Nogle vil måske mene, at det også var på tide - men ærlig talt har jeg været godt tilfreds med mit gamle Canon 40D, der længe har fulgt mig næsten overalt, hvor jeg har færdedes.

Men især på lysfølsomheden er kameraet altså faldet lidt bagud i dansen på den højteknologiske scene - og jeg har derfor suppleret kamerabestanden med et Canon 7D. Kameraet er superhurtigt - og specielt udviklet til blandt andet sport og dyrefoto.

De seneste par dage er gået med at lære det nye kamera at kende - og det er jo meget enkelt, når man har Ølands fantastiske fugleliv lige uden for vinduet. Her er en lille stribe af dagens skud - der altså kun er lavet for træningens skyld, selv om et par af dem sidder helt pænt i skabet.
Blåmejse.


Dompap-hun i snevejr.
Skovspurv.
Grågæs.
Bogfinke-han.



onsdag den 20. marts 2013

Jævndøgn

Solen tager magten

Rødhalsen på rødkælketur i sneen.
Der er måske nok nogen, der synes, at jeg er totalt lallende optimist - men uanset hvad termometret viser, så er det altså forårsjævndøgn i dag.

Det vil sige, at jorden står med ækvator vinkelret på solen - altså at solens bane over himlen netop i dag følger ækvator. Det betyder, at dag og nat er lige lang - uanset hvor på kloden, man befinder sig. Det betyder også - siden vi nu skriver marts - at fra i morgen er dagen længere end natten på den nordlige halvkugle. Og det betyder i hvert fald på sigt, at jorden lige så stille tager varme til sig - og fortrænger kulden.

I den sammenhæng er det forresten ligegyldigt, om det er frost i øjeblikket. Varmen skal nok komme.

I mellemtiden skutter fuglene sig derude. I dag blæser og sner det - og der er ikke mange fugle på foderbrættet. Men rødhalsen er jo en rigtig vintersportsfugl, så der skal altså mere end lidt dårligt vejr til at holde den fra foderpladsen - og der er jo ikke noget at sige til, at den ynder at vise sig frem i sneen. For den hvide baggrund fremhæver unægteligt det flotte, røde bryst.

søndag den 17. marts 2013

Slettestrand

En kold vintersøndag i marts

Sneen driver den af på en kold søndag.
Egentlig havde vi nok at lave derhjemme. Dels er vi jo i gang med at pifte køkkenet op, dels har jeg røgeovnen fuld af spegepølser - men en søndagstur til stranden måtte vi alligevel finde tid til.

Efter en lang periode med barfrost fik vi endelig lørdag aften en ordentlig dyne sne. I den voldsomme østenvind søndag var sneen gået i luften atter en gang - og var nu begyndt at samle sig i driver på vejene. Men ikke værre end at vi kunne køre - i hvert fald på grønlandsk, hvor det egentlig bare handler om at have nok fart på, så skal man nok komme gennem driverne.
Krabbe-ridderen.

Klitlandskaberne langs Jammerbugten var tydeligt prægede af de forgangne ugers tørke. Mange steder var der spor efter nogle af de mange klitbrande, der har holdt de lokale brandvæsener beskæftiget den seneste uges tid. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget - for den brændte jords taktik er til stor glæde for lyngen, der i de næste par år vil skyde med fornyet kraft - til fryd for øjet i blomstringssæsonen.

Fiskerbådene skuttede sig den kolde østenvind.
Ellers var det ikke ligefrem fordi, badestranden ved Slettestrand var overbefolket denne søndag. Faktisk var der bare et par børn, der legede i den lokale skulptur - og så fiskerbådene, der lå og skuttede sig i sandet.

Apropos fiskerbådene, så fik vi lørdag aften brosme - købt hos den lokale fiskemand i Brovst. Det er en delikatesse, som jeg kan anbefale. Da jeg i sin tid boede på Lofoten, fangede jeg et par stykker. Det er en usigeligt grim, grøn fisk, der oven i købet pisser på en, når man tager den af krogen - men den smager altså godt, lidt efter torsk, men på samme tid mere løs og fast i kødet. Prøv den selv, hvis du får mulighed for det.

fredag den 15. marts 2013

I-Pad og min bare...

Modernitetens rablende vanvid

I-Pad er tidens mest overvurderede fænomen.

Det er trendy at sige ejpat. For tilsyneladende er denne særlige staveplade-variant tidens svar på stort set ethvert pædagogisk og disciplinært problem. Uanset om det er i en virksomhed, i en børnehave, blandt hjemmehjælpere eller i undervisningssektoren. Alt sammen godt hjulpet på vej af medierne, der synes at nære en grænseløs beundring for enhver, der bruger ejpat. Sæt en ejpat på højkant i en konkurrence - og man er sikret solid omtale.

En staveplade fra Odder.
Foto: mytrendyphone.dk - et firma som lever
højt på at reparere den følsomme elektronik.
Siger man ejpat, kan man også være sikker på, at politikerne står parat til at ofre millioner af skatteyderkroner - fordi en ejpat jo er fremtiden. Som for eksempel i Odder, hvor en i øvrigt forgældet kommune brugte en formue på ejpatter til byens skoleelever.

Forældrene turde ikke sige fra - for de vil jo det bedste for deres børn. Og da de ikke evner at give børnene kærlighed og omsorg, så er en ejpat et passende stykke aflad.

Det kom bag på politikerne, at de utaknemmelige skarnsunger svarede igen ved at smadre ejpatterne. Det kunne politikerne ellers have sagt sig selv - for når ejpatten er i stykker, har man verdens bedste undskyldning for ikke at lave lektier.

Ejpat-hysteriet minder mest af alt om biblens beretning om dansen om gulvkalven. Jeg har endnu ikke fået svar på min undren over, hvad det er, en ejpat kan - som en pc eller en bog ikke kan. Og gad vide om ikke ungerne i skolen hellere vil have lidt opmærksomhed og interesse i stedet for en gang elektronisk skrammel?

Der er ingen, der i øjeblikket tør stille spørgsmålstegn ved ejpatten. For den er jo selve symbolet på det moderne menneske, der er klædt på til fremtiden. En god portion sund skepsis kunne ellers være på sin plads - som altid, når magthaverne, den talende klasse, plaprer i kor. Som regel kommer der jo ikke noget ud af - bortset fra en masse spildte ressourcer. Og oppe i himlen sidder marketing-geniet Steve Jobs og griner af en verden, der bare vil bedrages.

Ejpat er ikke andet end en gang kejserens nye klæder. Heldigvis er verden ved at vågne op. Prøv lige at se denne her franske reklame....


torsdag den 14. marts 2013

Pinagtigt

Dansk presse står til dumpekarakter

Robert Holmenes spidse kommentar til
danske journalisters dumheder blev hurtigt et hit
på internettet. Illustration er bragt med tilladelse 

fra Robert Holmene.
Tirsdagens grønlandske valg er overstået. Det skete under massiv bevågenhed fra danske media. Desværre var dækningen af en noget tvivlsom kvalitet, som jeg allerede skrev om her på siden på valgdagen.

Egentlig havde jeg tænkt mig at lade sagen blive ved det - men nu bliver jeg altså nødt til at delagtiggøre Dovregubbens læsere i endnu et par dumheder i verdensklasse.

Organet for den højeste oplysning, Politiken, lagde på valgdagen ud med at berette, at valgstedet i Nuuk var det eneste sted, man kunne stemme:

- Man kan ikke stemme andre steder end her, og derfor har bystyret arrangeret gratis bustransport til dem, der kommer langvejsfra i landet, som hovedsageligt består af nogle få storbyer og en række meget mindre bygder.

Det er en and af format. Grønland dækker et areal på 2,2 millioner kvadratkilometer, og der er 2600 km fra Thule til Nanortalik. Det ville unægteligt blive til en del buskørsel, hvis alle vælgerne skulle bringes ind til Nuuk. Forresten kan det slet ikke lade sig gøre, da der ikke findes veje mellem de grønlandske byer - og at den eneste transportmulighed er båd, fly og visse steder hundeslæde. Der er slet ingen tvivl om, at den antageligt unge journalist har spejlet Grønland i sit københavnske verdensbillede.

TV2's medarbejdere har ikke fulgt med i geografitimerne -
og ville ikke komme  langt i en almindelig
gang Trivial Pursuit.
Pinagtighederne fortsatte på TV2, hvor man brugte det japanske flag som illustration til det grønlandske valg. Der er visse ligheder mellem de to flag - men stadigvæk bør man kunne forlange, at journalister kan se forskel på det japanske og det grønlandske flag. Alt andet er fornærmende - både over for Grønland og Japan.

Erfalasoq vender på hovedet, tumber...
I den mere uskyldige ende dummede også DR sig ved i et indslag at vende det grønlandske flag på hovedet. Det er set før - og det skete såmænd også en gang for den tidligere landsstyreformand Hans Enoksen, og han er endda ikke engang journalist.

For en god ordens skyld bringer vi lige huskereglen. Cirklen i midten illustrerer midnatssolen og indlandsisen. Heraf følger, at den røde halvcirkel skal vende opad. Sværere er det ikke!

Al den slendrian og sjusk er pinagtig at overvære. I Grønland opfattes det som ligegyldighed fra dansk side, hvilket der ikke er noget at sige til. Derfor er pressens tåbelige dækning af Grønland med til at grave grøfter i Rigsfællesskabet. For når danskerne ikke gider sætte sig ind i grønlandske forhold, hvad skal man så bruge et rigsfællesskab til?

Jeg går ind for pressefrihed - og pressen må lave alle de dumheder, som den har lyst til. Men hvis pressen ikke er omhyggelig og sanddruelig, går pressen sin død i møde - og så betyder pressefrihed ikke andet, end at vi bliver fri for pressen...

onsdag den 13. marts 2013

Cafe Fodkold

Atter is på fjorden

Fiskehejrer med kolde tæer.
Der er koldt, derude...

De seneste dage har budt på frost og østenvind. Det er givetvis kommet bag på mange af fjordens fugle, der allerede havde indledt forårets øvelser i kurtiseringens svære kunst.

Blandt andre fiskehejrerne virker lidt forvirret over, at vandet er blevet stift. De fleste fiskehejre overvintrer under sydligere himmelstrøg, men vender tilbage til Danmark netop i disse dage - eller endog lidt tidligere for at få en god redeplads i kolonien.

Isen er vendt tilbage til fjorden.
Fiskehejren jager ved at stå ganske stille i vandet - og så hugge til, når en fisk svømmer mellem de lange hejreben, der i fiskeperspektiv ligner siv til forveksling og altså en dødelig forveksling. Men jeg tror nu ikke, at det giver mange fisk til hejren, når den stiller sig på isen - også selv om der måske er lidt smeltevand på overfladen.

Hejrer på forårets dating-site.
Efter flere dage med en strid og kold østenvind fra Sibirien stilnede vejret af tirsdag. Det var en dejlig dag - og jeg tog en tur ned til dæmningen med kameraet. Hejrerne er sky og svære at komme ind på - men med lidt optisk bedrag i form af en tele lykkedes det da at få et par billeder.  

Og det var en rigtig hejredag. Ved en våge i fjorden talte jeg 14 fiskehejrer på et tidspunkt. Foruden svaner og gæs i tusindtal. Fuglene trænges om vågerne. Ikke så meget fordi de er sultne. De skal såmænd nok klare lidt frost, når først de har overlevet vinteren indtil nu. Men vågerne er populære mødesteder - og hvem ved? Måske lige stedet til at finde en mage. En slags dating-site for fugle. Hvo intet våger...
En forårsdag ved Limfjorden.


tirsdag den 12. marts 2013

Valgspæk

Landstingsvalg i Grønland

I dag er der valg til Inatsisartut - det grønlandske parlament.

I dag går Grønland til valg.
Valget er af danske media blevet betegnet som det vigtigste valg i Grønlands historie. Det er der ikke noget nyt i, for jeg har endnu ikke oplevet et valg - hverken i Danmark eller Grønland - hvor den betegnelse ikke er blevet brugt af medierne. Men dybest set er det med dette valg som med alle andre valg og afstemninger - det handler om fremtiden, som Grønlands Landsstyreformand Kuupik Kleist lakonisk konstaterede det i TV i går.

Alligevel er valget vigtigt - for aldrig tidligere har danske media interesseret sig så meget for grønlandske forhold som netop nu. Alene det gør valget vigtigt i journalisternes lille lemmingeverden.

Desværre er dækningen af valget også meget dansk - og oplyser derfor ikke særligt meget. Den traditionelle journalistiske konfliktorientering gør, at journalisterne aldrig nogen sinde vil forstå den grønlandske virkelighed - og er i virkeligheden med til at skabe konflikter. For mand og mand i mellem er Grønland faktisk et ganske homogent og konfliktfrit samfund. Og det har i al min tid været et irritationspunkt, at den danske presse altid fokuserer på konflikterne, når man endelig beskæftiger sig med Grønland.

Gammeldags valgstemning foran forsamlingshuset i
den lave middagssol december 2002. I dag foregår
afstemningerne  i Nuuk i Kulturhuset Katuaq.
Rundt i Danmark findes mange journalister, der på et tidspunkt har opholdt sig og arbejdet i Grønland - og jeg har kendt de fleste af dem. Sjovt nok er det ikke disse indsigtsfulde journalister, der dækker valget. Det giver mig en mistanke om, at en tur til Grønland på redaktionerne opfattes som en lille ferie - og det derfor går på tur, hvem der skal dække området. Resultatet bliver derefter - og er med til at bestyrke den grønlandske opfattelse af, at danskerne ikke interesserer særligt meget for Grønland.

For de elektroniske medias vedkommende irriterer det mig grænseløst, at journalisterne ikke udtaler grønlandske navne og stednavne korrekt. Det er faktisk ikke så svært. Det er altså også en bommert, når TV-avisen fortæller om, at det grønlandske selvstyre henter nogle af sine indtægter fra skatter og moms. Der findes ikke moms i Grønland. Et godt eksempel til efterfølgelse i et grænsehandelsplaget Danmark.

Han hedder altså Ove Karl Berthelsen - og
er landsstyremedlem for Erhverv.
Det er heller ikke særlig professionelt, når TV-avisen sætter et skilt på et interview med Ove Karl Berthelsen og skriver, at personen er Jes Berthelsen. Det vidner om venstrehåndsarbejde. Det bliver ikke bedre, når man så skriver, at Jes Berthelsen er formand for Specialarbejderforbundet i Grønland. Der er ikke noget specialarbejderforbund i Grønland. Jes Berthelsen er formand for SIK - Sulinermik Inuussutissarsiuteqartut Kattuffiat - hvilket betyder Lønmodtagerorganisationen. Det står i ordbogen - og der er derfor ingen undskyldning for denne fejl.

Det er også irriterende, at pressen til stadighed kolporterer visse myter. For eksempel at den omstridte storskalalov betyder, at eventuelle grønlandske miner skal drives af kineserne. Storskalaloven handler altså kun om anlægsarbejdet - og beskæftiger sig ikke med, hvem der skal arbejde i minerne, når de er anlagt. Mit gæt er, at der vil blive masser af arbejdspladser til både grønlændere og danskere, når først minerne er anlagt.

Landstinget i procession i Nuuks gamle
bydel i september 2004. Processionen er en tradition
i forbindelse med efterårssamlingen.
Det er også en fejl, når medierne påstår, at udviklingen i Grønland er en følge af dansk kolonipolitik efter krigen. Det er ikke tilfældet. Som den grønlandske forsker Jens Heinrich slog fast i sin Ph.D.-afhandling for et års tid siden, er udviklingen i Grønland sket efter ønske fra landets egne politikere.

En anden træls, men populær myte er, at den grønlandske befolkning stammer fra Asien. Kendsgerningen er, at alle eskimoiske indvandringer i Grønland er sket via Nordamerika - og selv om nogle grønlændere ved et hurtigt kig ligner asiater, så er det grønlandske sprog i lighed med andre eskimoiske sprog nordamerikansk. Denne myte er blandt andet bragt til torvs af Jyllands-Posten i søndags.

Men ellers vil jeg gerne rose det århusianske dagblad for sin dækning af Grønland op til valget. Avisens medarbejder, Asger Westh, er kommet vidt omkring i det grønlandske samfund - og har styret sin journalistiske hang til skarpe vinkler. Til gengæld er der kommet en serie gode og oplysende artikler ud af arbejdet - og jeg kan bestemt anbefale disse artikler frem for de elektroniske medias hovedløse konfliktjournalistik.

Inatsisartut-salen i Nuuk.
Den journalistiske konfliktorientering gør også, at medierne interesser sig meget for markante synspunkter i valgkampen. Blandt andet spørgsmålet om eventuel selvstændighed og det danske sprogs rolle i Grønland. Jeg oplever ikke, at konflikterne er så store - men mere udtryk for valgretorik. Jeg har jo efterhånden oplevet en del grønlandske valgkampe - og forresten er der jo masser af grønlandsk-danske ægteskaber som mit eget. Jeg tror derfor ikke, at forholdet mellem Grønland og Danmark vil ændre sig væsentligt - selv om Grønland med tiden får øget selvstændighed.

Tværtimod opfatter jeg på mange måder Grønland som et lysende forbillede for Danmark. Jeg vil ønske, at vi også her i landet vil kræve, at der bliver talt på modersmålet. Det har mange danskere som bekendt problemer med. Det er også så som så med selvstændigheden i Danmark. Derfor kan vi lære af grønlændernes ønsker om selv at få lov til at tage beslutningerne, i stedet for bare at tage imod diktater fra Bruxelles.

Grønlændernes kamp for selvbestemmelse er i virkeligheden også danskernes kamp.

Ha' et godt valg...

Billederne til denne artikel stammer fra afstemningstedet i forsamlingshuset i Nuuk ved landstingsvalget i 2002, DR's TV-avis samt landstingssamlingen i efteråret 2004.



søndag den 10. marts 2013

Pølsesnak

Håndværk med føl'se

Pølserne hænger til tørring - spegepølserne i kroge
og grillpølserne på en pølsepind.
Når man nu har en røgeovn en haven, er det nærliggende også at kaste sig pølsemageriets ædle kunst.

Det gjorde jeg lørdag - hvor køkkenmaskinen blev kørt i stilling, og jeg begyndte forvandlingen af en større mængde nakkefilet, spæk og krydderier til både spegepølser og grillpølser.

Opskrifterne havde jeg hevet ned fra nettet - og jeg havde da også studeret både Bonderøven,  Pricerne og andre notabiliteter, inden jeg gik i gang. Hvad jeg ikke lige havde set omtalt andre steder, var den kendsgerning, at pølsefremstilling er en kunst, der har et betydeligt håndværksmæssigt præg. Faktisk tager det tre år at blive udlært pølsemager - og det kan jeg så bruge som en trøst, for det er altså ikke helt ligetil, fandt jeg ud af.

Spegepølseskind er af plastik - og det er såmænd ikke så svært at håndtere dem. Men det kræver ærlig talt hårdt arbejde at få den tunge og meget tørre spegepølsefars gennem køkkenmaskinen. Faktisk var det så hårdt, at sveden sprang - og ryggen værkede efterpå.

Grillpølserne bød på en del udfordringer til håndelaget - og
det kunstneriske indtryk er ikke for godt.
Værre endnu var det næsten med grillpølserne. Ikke fysisk hårdt, men pokkes besværligt, fordi den meget lille lammetarm er skrøbelig - og revnede adskillige gange for mig. Jeg løste problemet sådan rigtig Storm P'sk ved at sætte en køkkentragt foran pølsehornet, men da havde jeg også været på sammenbrudets rand flere gange - ikke mindst når jeg skulle finde åbningen i tarmen. Når man - som jeg - er temmelig langsynet, er det altså noget pillearbejde, der er hårdt for øjnene. 

Men igang kom jeg - og pølserne sprøjtede til sidst ud af maskinen i en lind strøm. Her er der altså noget med, at træning gør mester - for det var heller ikke helt ligetil at forme pølserne, så de fremstod ensartet. Men jeg håber, at træning gør mester. I hvert fald er der et pænt rum for forbedringer - og jeg har nu gjort mig de første, dyrekøbte erfaringer.

Spegepølserne er hængt til tørre. Her skal de nu hænge en uges tid inden røgningen, hvorpå de skal tørre videre i yderligere et par uger. Så engang i begyndelsen af april kommer der hjemmelavet spegepølse på bordet i det lille hus på Øland.

Grillpølserne på panden. De smagte lige
så lækkert, som de ser ud.
Anderledes enkelt er det med grillpølserne. Efter den vanskelige formgivning, skal de pocheres et kvarters tid og så lige have lov til at tørre i frisk frostluft et par timer. Herefter en lille halv times røgning - og de er klar til at ryge på grillen eller panden.

Det skete søndag aften - og uagtet at det æstetiske og håndværksmæssige udtryk har sine mangler, er der ingen tvivl om, at successen var hjemme fra første færd. Pølserne havde "knæk", og de smagte fantastisk - og jeg tør godt love, at det skal blive en klassiker hen over sommerens forhåbentligt mange aftener ved grillen.

Men måske jeg også lige skulle overveje at besøge et par loppemarkeder og kigge efter en rigtig pølsepresse. Det vil i hvert fald lette arbejdet med spegepølserne.


Nyt køkken

Nyt projekt søsat

Facelift til køkkenet.
De seneste dage har Dina og jeg haft travlt med at tage mål og så videre.

Vi har nemlig besluttet os for at lave et nyt køkken - eller snarere give køkkenet en overhaling, det som i bilbranchen hedder et facelift.

Søndag morgen tog vi fat. Ned med al løsøret - og frem med Ajax med salmiakduft. For det meste af køkkenet skal nemlig males, men inden da skal vi lige have al stegeosen ned.

De næste dage skal så gå med at male, ligesom vi skal have installeret nyt køleskab og komfur. Senere - når vi får det leveret - kommer turene til køkkenskabene, som får nye låger og skuffer.

Projektet er kommet i stand på grund af den fortsatte vinterkulde. Der blæser jo en iskold, sibirsk østenvind over det ganske land - og personligt tror jeg aldrig, at jeg har frosset så meget som i morges, da jeg var ude at hente brænde - heller ikke i hverken Nordnorge eller Grønland.

Egentlig ville jeg jo hellere ud i den friske luft og rode lidt i jorden - men det er det altså for koldt til. Der er heller ikke noget, der tyder på, at det bliver meget bedre de kommende par uger - og det kommer altså køkkenet til gode...

onsdag den 6. marts 2013

Alvin Lee død

En stjerne er slukket

Har netop hørt i radioen, at Alvin Lee fra Ten Years After er død.

Trist - for han var en af mine unge dages helt store guitar-helte. Jeg hørte ham første gang live i Tinghallen i Viborg i 1973.

Nu er strengen sprunget - og lad os mindes Lee med den legendariske Woodstock-udgave af I'm Going Home - by helicopter... - til guitarheltenes stjernebestrøede himmel.

For(år)sythia

tirsdag den 5. marts 2013

Høvlbænken

Nye muligheder

Et par dyvler i den kvæstede stol, lidt sliberi
med sandpapir - og spisestuestolen er som ny
igen. Den slags arbejde er noget bøvl, hvis ikke
man kan spænde stolen fast under arbejdet.
Jeg har i nogen tid været på jagt efter en høvlbænk til værkstedet.

Den må ikke være for stor, for pladsen er begrænset - og det er nu lykkedes mig at finde en såkaldt skole-høvlbænk til en billig penge. Oven i købet i en af Aalborgs forstæder, så det var nemt at skaffe den hjem til Øland.

Høvlbænken er nu på plads på værkstedet og behørigt fastgjort til såvel gulv som væg. Den giver helt nye muligheder for små og store projekter. Blandt andet er jeg gået i gang med at lave min egen serie af "assessories" til gæstebadeværelset. Det vender vi tilbage til en anden gang. 

Til gengæld vil jeg godt dvæle lidt ved "operation reparer spisestuestolene". Sagen er nemlig den, at to af mine spisestueskole har fået mindre skader af festlige udfoldelser - og egentlig havde jeg overvejet bare at skrotte dem. Men nu har jeg jo en høvlbænk - og så kan jeg jo lige så godt prøve at reparere dem. Som sagt - så gjort. Og nu er stolene tilbage i spisestuen - klar til nye belastninger og store, oppulente og festlige selskaber.

Så jeg tøver ikke med at sige, at den nyanskaffede, men dog brugte høvlbænk allerede har tjent sig hjem.

søndag den 3. marts 2013

Alt godt fra havet

Tang som gødning

Asparges har hang til tang.
Dagen i dag har budt på rigtigt forårsvejr - og det har kriblet i fingrene for at komme i jorden. 

Men dels er jorden fortsat dybfrosset og hård som sten - og dels er der endnu mange nætter med minusgrader i vente, så det er lige tidligt nok.

For i det mindste at gøre et eller andet, der bare lugtede lidt af havearbejde, kørte jeg en tur ned til fjorden og hentede en sæk tang på Limfjordens bredder.

Tangen bruger jeg til at gøde mine asparges. Det er nemlig oprindeligt en strandplante - og den kan godt tåle lidt ramsaltet tang.

Forresten er der mange havefolk, der er begyndt at bruge tang til kompostering. Det skulle angiveligt indeholde mange sporstoffer, som er sunde for både planter og mennesker - og tangen lægger en dæmper på både utøj og ukrudt. Det sidste er sandt nok - og det er grunden til, at jeg dækker aspargesbeddet med tang. Det er lidt ligesom, når man lægger halm mellem jordbærrene. Så kan ukrudtet ikke spire. Asparges spirer til gengæld gerne - for spirerne her kommer jo nede fra den mørke blanding af muld og sand, som de er sat i. 

Nu blomstrer erantissen...
Ellers satte dagens sol gang i både vintergækker og erantis, der nu myldrer op af jorden. Og mon ikke vi også får krokusserne at se en af de nærmeste dage?

... Og vintergækkerne med.


lørdag den 2. marts 2013

Andespil i sildelauget

Sprængt andebryst

Sprængt and.
Fredagens møde i Sildelauget bød på en kulinarisk overraskelse. Oldermanden havde lovet simremad, men ombestemte sig i sidste øjeblik.

Derfor bød han i stedet på sprængt and - en lækkerbidsken af de lidt mere usædvanlige, da sprængningen som bekendt tager tid. Den tid havde han taget - og alt, hvad der stod tilbage, var at koge andebrysterne samt stege dem langsomt på panden, så sværen blev dejlig sprød.

Sildelaugets måltider indtages altid på det fine
spisestel fra den nu hedengangne Ølands Brugsforening.
Sprængt and er god, gammeldags mad - og kræver gammeldags tilbehør, for eksempel rødkål. Men oldermanden ville ikke være den oldermand, vi kender, hvis ikke han absolut skal lave om på de gode, gamle danske traditioner. Derfor blev anden serveret med en mærkelig salat bestående af rødkål, grape og dadler. Særpræget er vel den bedste betegnelse for dette tvist, som det jo hedder med et moderne ord, når man ikke følger reglerne.

Røget dyrekølle med waldorf-salat.
Fredag var der også møde i laugets kvindelige modstykke - Smørrebrødsmøerne Ida Davidsens disciple. Her skiftes man til at komponere smørrebrød - og fredag var det blandt andet Dinas tur. Dina mødte op med en rigtig godbid - et stykke smørrebrød med mandens hjemmerøgede dyrekølle, garneret med waldorfsalat. Tvistet var waldorfen. Normalt ville man jo pynte med æggestand og lidt grønt. Men det smagte nu godt - og efter forlydende faldt smørrebrødet da også i møernes smag.