tirsdag den 30. april 2013

Den blå lagune

Gensyn med svovlpølen

Dina nød turen i det varme og berigende vand.
En god oplevelse kan ikke gentages for tit.

Derfor var det første, vi gjorde, da vi søndag eftermiddag landede i Reykjavik, at leje en bil og haste ud til Islands nok største turistattraktion - Den Blå Lagune.

På kanten af svovlpølen.
Jeg har været der før - og fundet det ganske og aldeles vederkvægende at nedsænke legemet i det 35 grader, mælkeagtige blå og svovlduftende vand. Kroppen bliver gennemvarmet ind til den inderste knogle - og huden nyder godt af vandets mange silikater, der får en bumset og indtørret ansigtshud til at føles som en barnenumse efter 10 minutter.

Dina har aldrig prøvet det før - men hun var enig med mig i, at det er en stor oplevelse - og det derfor var ganske fornuftigt at ile afsted direkte fra lufthavnen og til lagunen, inden den lukker klokken 8 aften.

Stien ned til lagunen er hugget ud i lava.
Turen ud til lagunen giver også et godt indblik i noget af det mest kedelige natur, som Island også har at byde på. De enorme lavasletter med størknet lava - og ikke ret meget anden bevoksning end lidt mos. Det er sådan set mere fascinerende end direkte kønt. Og læg så denne gennemtrængende duft af svovlbrinter, som der er mange steder. Tjaaah, fascinerende - og så gør en tur i Den Blå Lagune altså underværker ved en gammel og slidt krop...
Den Blå Lagune ligger ved geotermisk anlæg ude midt i de
endeløse lavamarker.

søndag den 28. april 2013

Efter piteraqen

Freden breder sig

I havnen flyttede blæsten rundt med containerne.
Piteraqen er ovre. Advarselslamperne er slukket, og vinden har løjet af. Men stadig blæser der en frisk vind over Tasiilaq – på kanten af det kriminelle til helikopterflyvning.
Midt på vejen op til hotellet står en bortfløjen skorstenspibe.
Men der er håb, er der... Air Greenland har sat en nødplan op med flyvning også om søndagen. Det der med at flyve om søndagen er ellers noget, man nødigt gør i Grønland  - men det giver håb om, at vi kommer ud af Tasiilaq i løbet af dagen. Og så håber vi selvfølgelig også, at Air Iceland flyver fra Kulusuk, så vi kan komme videre hjemover via Island.
Stormen har formet istapperne i sære formationer.
Det ser ud som om piteraqen kun har voldt få skader på den lille by. I havnen er der godtnok ravage, fordi blæsten smed rundt med containerne – men ellers ser det ud til, at østgrønlænderne er godt rust til den slags blæsevejr.

Grus, skærver og sne er blandet godt sammen efter en tur i luften.

lørdag den 27. april 2013

Tinitiqilaaq

En bygd på kanten

Tinit har en smuk udsigt over Sermilik-fjorden.
 I baggrunden skimtes den grønlandske indlandsis 
som en tynd, vandret hvid stribe.
Ugens store slæderejse gik jo til bygden Tinitiqilaaq - i daglig tale Tinit - som ligger 40 kilometer nord for Tasiilaq. Mens vi venter på, at piteraqen stilner af, kan vi jo kigge lidt nærmere på bygden, der tæller 150 indbyggere

Bygden ligger smukt i en lille vig - beskyttet fra Sermilik-fjorden, der - som navnet faktisk siger - er en af de store isfjorde i Grønland. I bunden af fjorden ligger en særdeles produktiv gletcher, der spytter isfjelde i store mængder ud i fjorden.

Når man kører på slæde til Tinit, kører man det første stykke på fjordisen ud fra Tasiilaq. Herefter svinger man ind over land i et let kuperet fjeldlandskab og over to store søer - og efter cirka 20 kilometers kørsel kommer man til en elv og nogle feriehytter. Herefter går turen opefter over Tinit-gletcheren, der på toppen er cirka 800 meter over havet. Efter toppen går turen nedad mod Sermilik-fjorden og umiddelbart før Tinitsiqilaaq kører man ind over et par skær til selve bygden.

Bygden har en butik og en skole - og der er nydeligt ryddet stisystem mellem husene - og den lokale trafik bliver afviklet enten til fods, på snescooter eller eventuelt med bygdebutikkens gummiged, der også tjener som kran, når butikken får varer fra søsiden. Der er et elværk og et tankanlæg - og så er der en heliport, der sikrer forbindelsen til Tasiilaq. Der er normalt et par afgange om ugen - og passagertallet opgives fra Mittarfeqarfiit til 3,94 pr afgang.

Fuldmåne over Tinitiqilaaq.

Trængsel på Tinits hovedstrøg.
Vejen ned til butikken er nydeligt ryddet.
Nedkørslen fra gletcheren til Tinit.
I udseende og byplan adskiller Tinit sig ikke
voldsomt fra andre grønlandske bygder.

I piteraqens vold

Himmelbetændt rendfog

Skyfri himmel og snefygning.
Piteraqen er over os – og har været det det meste af natten.

Det er det, som vi på godt nordjysk kalder for et himmelbetændt rendfog. For nok er det skyfrit, men sneen fra jorden fyger om hjørnerne i en grad, som jeg sjældent har set.

Det er voldsomt. I nattens løb er der målt vindstød på op til 44 m/s.

Piteraqen river voldsomt i Tasiilaq.
På hotellet er der røget et ovenlysvindue i køkkenet. Det skaber et voldsomt undertryk i bygningen, så dørene kun med besvær og et ordentligt ”svup” kan åbnes.De voldsomme trykforskelle i takt med vindens blæsen gør også, at det er nødvendigt med jævne mellemrum at ”synke” for at slippe af med propperne i ørerne.

Situationen gør også, at vi sidder vejrfast i Tasiilaq. Egentlig skulle vi flyve 10.25, men foreløbig er der ny information klokken 12.

Jeg har forsøgt at lave et par billeder, som giver indtryk af den voldsomme snefygning, men billederne giver slet ikke vejret fuld retfærdighed.


fredag den 26. april 2013

Piteraq

Tasiilaq melder storm...

De gule blinklys varsler piteraq over Tasiilaq.
Så er lamperne blevet tændt. De er godtnok kulørte, nærmere bestemt gule, men ikke fordi der skal være fest.

Nej, de gule blinklys på toppen af telestationen og andre højtliggende steder i Tasiilaq er en advarsel om, at en piteraq er på vej.

Piteraqen er en meget voldsom stormtype, der følger en uheldig og ondartet kombination af føhn og lavtryk .-og resulterer i nordenvind af orkanstyrke netop i Aammasalik-distriktet. Stormen forstærkes ofte af de meget høje fjelde, der nærmest virker som en tragt og dermed forstærker vinden.

De gule advarselslamper er blevet brugt i byen, siden en Piteraq i 1970 nærmest udslettede byen. Det er noget, der bliver taget alvorligt - men da også som en oplevelse af de helt specielle for den grønlandske østkyst. Den varslede piteraq vil næppe overstige 30 m/s, så det er ikke en voldsom en af slagsen - og byen er i øvrigt dækket af et solidt lag tøsne, så folk forventer ikke de store ødelæggelser.

Men flyve i morgen... Det kan vi godt glemme alt om. Men det er nu ikke alene piteraqens skyld. Ude i heliporten holder en af distriktets to helikoptere og mangler en hydraulikslange. Den skulle være ankommet fra vestkysten i dag - men alle lufthavnene derovre, inklusive Kangerlussuaq, der ellers er en af verdens mest stabile, er lukkede på grund af dårligt vejr - og hele det grønlandske trafiksystem ligger i ruiner. Det forventes blandt andet, at Air Greenlands maskine til Danmark, der normalt afgår ved middagstid først kommer afsted en gang over midnat.

Så alt i alt peger udsigterne til endnu en weekend, hvor vi skal sidde vejrfast....

Den store slæderejse

Tak til dem, der fulgte - og tak til dem, der bar....

Henning Imako havde styr på hundene.
Når man nu er en glad amatør ud i hundeslædekunsten, begiver man sig selvfølgelig ikke ud på en større tur uden hjælp.

Pisken bruges kun til at markere retningen.
Først og fremmest den garvede hundekører og -ejer Henning Imako, der var vores chauffør - og virkelig sled i det, bomstærk som han er, når slæden skulle op over de stejle kanter - og vi andre bare stod og hostede blod af træthed.

Stille og roligt arbejdede han og de ti hunde sig fremefter - uden brug af pisken, bortset fra en markering i ny og næ, når hundene pludselig blev interesseret i et eller andet, der ikke lige var den slagne vej - for eksempel et modkørende hundespand, der i hundeverdenen er noget af det mest interessante, der findes.

Huset i Tiniteqilaaq - et GTO-type B-26.
I Tinit, der egentlig hedder Tiniteqilaaq, men det er der ikke nogen, der kan udtale, fik vi hjælp til overnatningen af Thomasine og Paulus Larsen. Vi lånte deres gæstehus, der er af den velkendte GTO-type B-26, hvilket egentlig bare betyder, at grundplanet er 26 kvadratmeter. Det er en ganske almindelig hustype i  grønlandske bygder - delt i to åbne rum, en forgang og et lokum. Som altid, når man er i bygd, skider man nemlig i en spand, så lokum er helt klart den præcise betegnelse for aftrædelsesstedet.

En spand til at skide i, som SIK-formanden malerisk har
beskrevet livet i Grønland uden bloktilskuddet fra Danmark.
Der er heller ikke rindende vand, men manglen på disse bekvemmeligheder blev rigeligt opvejet af et righoldigt udvalg af husholdningselektronik, som det dog ikke lykkedes mig at få hverken lyd eller billeder ud af.

Dina smører madpakke i samtalekøkkenet.
Der var også musikinstrumenter til et helt rockband og endog en legendarisk Marshall-forstærker, så det var egentlig en skam, at jeg ikke er særlig musikalsk. Af særprægede husholdningsapparater i huset skal også lige nævnes, at der selvfølgelig var en bagemaskine, så man kunne få frisk brød om morgenen.

Thomasine og Paulus åbnede også - efter aftale og mod betaling ganske vist - ganske gæstfrit deres hjem for os onsdag aften til aftensmad - en herlig rullesteg med svesker og tyk brun sovs. Jo, Thomasine er helt klart en kok efter mit hoved.

Tak for hjælpen til en uforglemmelig slæderejse.
Thomasine og Paulus Larsen bød på rullesteg med svesker og brun sovs.

torsdag den 25. april 2013

Hundeprutter og højfjeldssol

To dage i høj sol over Ammassalik

Efter 13 timers slædekørsel har vi et indgående kendskab
til hundes bagerste anatomi - og ikke mindst
duften af hundeprutter.
Så er slædeturen forbi. Vi er tilbage på hotellet - nogenlunde uskadte og en stor oplevelse rigere.

Egentlig var det meningen, at vi skulle have været på en tredages tur til to af distriktets bygder, men på grund af vejrudsigterne skar vi en dag af turen - og det blev derfor den 40 km lange og sine steder i op imod en kilometers højde frem og tilbage til bygden Tinit ved Sermilikfjorden.

Det storslåede østgrønlandske landskab
byder på fjelde i flere kilometers højde.
Jeg har taget masser af billeder - og dem, der følger historien her, er kun et hurtigt udvalg. Turen har været hård, specielt turen op over en stor gletcher umiddelbart før bygden, men det har været alle anstrengelserne værd.

Vi har været begunstiget af det mest fantastiske vejr - høj sol, næsten vindstille og temperaturer om dagen nær frysepunktet.

I skrivende stund er vi godt matte i koderne, så det bliver sikkert på hovedet i seng umiddelbart efter aftensmaden - og så må vi se, hvornår der bliver tid og kræfter til at fortælle mere om turen.

Vi nyder udsigten over de øde landskaber.
Ikke en eneste isbjørn i sigte, desværre...
Men muligvis bliver der mere tid, end vi umiddelbart bryder os om. I øjeblikket er der nemlig piteraq-varsel for lørdag - og det var ellers dagen, hvor vi skulle have fortsat til Island. Nu får vi se, hvad der sker. På den ene side vil vi da gerne videre - på den anden side kan det også være spændende at opleve den frygtindgydende piteraq...


Højfjeldssolen giver kinderne en sund kulør.

onsdag den 24. april 2013

Taasilaq

Topografiske udfordringer

Bemærk hældningen på vejen lige uden for hotellet.
Dagen er gået med at udforske Tasiilaq.

Byen er sådan set ikke så stor - og på et kort virker det som en forholdsvis overskuelig affære. Men Tasiilaq er med et mildt ord topografisk udfordret...

Det er bakke op og bakke ned. Der findes stort set ikke en sammenhængende plan flade - bortset fra fodboldbanen og heliporten.

Stort set alle veje er af serpentin-typen.
Samtidig er temperaturen lige omkring frysepunktet - og det gør den sammentrådte sne glat som sæbe. Så selv for en forholdsvis garvet vandrer som undertegnede, har dagen slidt på benene. Eller lad mig sige det på en anden måde: Da jeg skulle lægge mig lidt inden aftensmaden, opdagede jeg nogle lårmuskler, som jeg ellers slet ikke var klar over, at jeg havde. Av!

Tasiilaq ligger klemt inde mellem høje fjelde.
På turen rundt i byen besøgte vi blandt andet skolen, hvor vi afleverede den medbragte remoulade. Tasiilaq er nemlig udgået for remoulade i øjeblikket - og lærerne på skolen havde derfor benyttet sig af vores ankomst til at skaffe nogle flasker af den til pommes frites så uundværlige dressing. Det er jo nogle lidt andre og væsentlige konflikter, lærerne åbenbart har her på den grønlandske østkyst.

Ellers virker varesituationen fin nok i byen - bortset fra at det ikke er til at skaffe fuldkornsbrød. Og Hotel Ammassalik bød da på en glimrende stegt and her til aften. Der var dog ikke ris alamande til dessert, men til gengæld fuldfede flødeskumskager af gåsebryst-typen. Særpræget menu, indrømmet - og sandsynligvis udslaget af en stærk humoristisk sans hos kokken.

Tasiilaq har altid været begunstiget af mange
TV-programmer, fordi man her på østkysten kan
modtage de europæiske satellitkanaler - heriblandt DR og TV2
som sendes direkte og uden tidsforskydning.
Dagen er også gået med at planlægge de kommende dages hundeslædetur. Desværre er der dårlig vejrudsigt for fredag, så vi har besluttet at skære en dag af - og turen bliver kun på i alt cirka 80 km over fjeldet til bygden Tinit ved Sermilik-fjorden. Til gengæld ser det ud til at blive en tur i strålende sol - efter DMI's opfattelse i hvert fald, så det er jo ikke så ringe en udsigt.

tirsdag den 23. april 2013

Dagens fly

Endelig i Tasiilaq

Dash-8 på grusbanen i Kulusuk.
Så er vi endelig kommet frem til Tasiilaq.

Det har været en lidt pudsig oplevelse, der mest af alt minder mig om rejse tilbage i tiden til dengang, jeg første gang kom til Grønland. Ingen tvivl om, at vi nu er kommet til udkants-Grønland. Den østgrønlandske kystlinie er cirka 2500 km .- og på denne strækning bor der i alt cirka 2500 mennesker - altså færre end i for eksempel Brovst eller Farsø.

På vej mod Tasiilaq i Bell 212.
Først gik turen lettere forsinket - altså når vi ser bort fra, at vi allerede skulle have været afsted i lørdags - fra Nuuk med en Dash-8-200 - den lille model med 35 sæder og et bredt rutebilsæde bagerst i kabinen. Turen gik over indlandsisen til bygden Kulusuk, hvor vi landede i lufthavnen på en ganske mudret grusbane. Glem alt om nypudsede sko på disse kanter. Gummistøvler er under alle omstændigheder mere velvalgt.

Der var læs på helo'en.
Efter et kort ophold gik turen videre med en tungtlastet Bell 212 - 9 passagerer og masser af fragt og bagage. Se, det er en rigtig helikopter med en fed, fed helikopterlyd, når de to jetturbiner med i alt 1.800 hk går i gang, og det hele bare ryster og dirrer. Efter 10 minutters flyvning ankom vi til Tasiilaq, hvor vi nu skal være de næste dage .- og forhåbentlig skal gøre omegnen på hundeslæde. Men alt det vender vi tilbage til de kommende dage.

Læs mere om Bell 212 her.

mandag den 22. april 2013

Snespurvetid

Årets første snespurve i kassen

Lægger an til landing...
Mandag morgen blev vi smidt ud af hotellet - og det er først i eftermiddag, at vi forhåbentlig kan komme videre til Østgrønland.

Heldigvis har vi fået politisk asyl hos Karen og Harry i deres dejlige hus mellem kolonihavnen og Myggedalen.

De har selvfølgelig også et foderbræt på altanen. Og det er jo en oplagt chance til at få et godt billede. Vi havde ikke været i huset mere end en times tid, før de første fotos af snespurvene - den grønlandske forårsbebuder - var i hus, om jeg så må sige.
Overblik...

Arbejdsweekend

Farvel til gildehuset

I husets kælder dukkede et par gamle reklameskilte
fra Polar Dyk ApS frem af gemmerne.
Søndagen er blevet brugt i Sct. Georgsgildets hus i Nuuk. Arbejdsweekend hed det, men unægtelig en lidt kort en af slagsen, da vi begyndte søndag ved 10-tiden og skiltes igen midt på eftermiddagen.

Huset er blevet solgt. Det er for stort og trænger ærlig talt til en kærlig hånd, så da der opstod mulighed for at sælge det, slog de grønlandske gildebrødre til. Planen er nu at bygge et nyt og mindre hus ved siden af, så det er bare alletiders situation for gildet.

Gildehuset har gennem mange år
været en kendt og skattet institution i Nuuk.
Men lidt vemodigt var det selvfølgelig også. Jeg har brugt adskillige 1000 af timer i huset, mens jeg boede i Nuuk. Huset er også lidt af en institution i Nuuk, fordi en del af økonomien i huset har været baseret på udlejning. Utallige er de konfirmationer, bryllupper og jubilæer, der er blevet holdt i huset. Og utallige er også de fester, jeg selv har deltaget i - i det gamle hus, der i sin tid blev født under besættelsen som en tysk mandskabsbarak, og siden endte som i Grønland.

Blandt andet holdt vi altid nytårsfest i huset, der ligger med udsigt over det gamle Nuuk og derfor er et fantastisk sted at være, når nuummiutterne skyder nytåret ind. I sin tid har jeg da også holdt min 40-års fødselsdag i huset, men den største fest var nu nok, da Frederik og Mary blev gift. Kongetro som vi jo er, arrangerede vi stor bryllupsfest på dagen med en fem-retters menu, gode vine og dresscode.

Det velassorterede værksted før oprydningen.
Nu er det altsammen forbi - og huset skal tømmes. I 20 år var gildet arrangør af Nuuks store byfest - Tivoli - der foregik på pladsen neden for huset. Gildet råder faktisk over et mindre omrejsende tivoli - og værkstedet er udrustet som et middelsvært entreprenørfirma. Og det var især værkstedet, der var genstanden for dagens arbejde.

Vi kom langt - for de lokale gildebrødre er der cirka en dags arbejde tilbage - og huset kan overdrages til de kommende ejere. Det er en spændende, ny æra, der starter for gildet. Jeg ønsker gildebrødrene alt mulig held og lykke med fremtiden.

søndag den 21. april 2013

Nuup drifting-ia

Weekend-ræs

Af banen - her kommer den lokale Brian...
Lørdag formiddag, mens alt endnu var idyl - og vi ventede forhåbningsfuldt i lufthavnen, gik vi en lille tur til at fordrive ventetiden.

Turen gik op ad en lille fjeldvej til skilifterne. De er lukket nu, da der ikke er meget sne tilbage - men stedet ersmukt og der er en fin udsigt over fjorden og fjeldene.

Wroom!
Mens vi sad der og lyttede til årets første snespurve, blev freden afbrudt af en ungersvend, der lige skulle se, hvad firhjuldstrækkeren kunne præstere. Det blev til en hel lille opvisning på parkeringspladsen i den ædle driftingkunst.

Man kunne fristes til at kalde det snow-drifting - hvis altså det ikke lige betyder snefygning. Så i stedet fandt jeg på et godt grønlandsk ord: Nuup Drifting-ia - og selv om det er grønlandsk, tror jeg egentlig, at de fleste forstår meningen...

Jeg er dum

En tilståelsessag

Jeg er dum! Eller snarere: Der er i hvert fald ingen tvivl om, at jeg bliver betragtet som dum, når telefonen ringer – og en speedsnakkende københavner med dissonal overgangsstemme prøver at påprakke mig et abonnement, en forsikring eller en ny mobiltelefon.

Hver eneste gang indvender jeg forsigtigt, at jeg under ingen omstændigheder køber noget som helst over telefonen. Alligevel fortsætter manden sin maniske snak i et slag, der på forhånd er tabt. Hvorfor dog? Jo, det kan da kun være fordi, han mener, at han er smartere end mig. Altså må jeg være dum i hans øjne.

Jeg er dum! Det mener de tilsyneladende hos McDonalds. Hver gang, jeg bestiller en BM (Det betyder Big Mac – og ikke Body Mass), spørger sælgeren altid: Skal det være en menu? Nej, det da ved Gud i himlen, det ikke skal være. Så havde jeg bedt om en menu! Fat det dog! Hvis jeg ikke beder om en menu, så er det altså fordi, jeg ikke vil have en menu!

Jeg er dum! Det mener de i hvert fald på TV2, når de i 112-udsendelserne hvert femte minut gentager, at hurtig indsats er altafgørende, når patienten får hjertestop. Tænk, det kunne jeg slet ikke selv regne ud.
Eller når sportskommentatoren manisk nærmest skriger; - Der er scoret! Jatak, det kan vi godt selv se. Det er derfor, det hedder fjernsyn, så kommentatorer er kun relevant for de blinde og dumme.

De politiske kommentatorer i TV – vore dages svar på oraklet i Delfi – har for resten heller ikke høje tanker om min intelligens, når de forklarer, at politikerne gør, som de gør, for at få flere stemmer. Nå, jeg troede ellers ikke, at stemmetal interesserer politikerne.

Jeg er dum! Sådan må de også tænke – rundt om på landets restauranter, når jeg efter at have studeret spisekortet, bestiller stegt flæsk med persillesovs – og tjeneren, når han har serveret, stiller sig op med næsen i sky og med andagtsfuld stemme fortæller, at på tallerkenen har vi i dag kogte kartofler, stegt flæsk og en sauce, der er spicet op med frisk persille. Vent dog med at fortælle, hvad der er på tallerkenen, til jeg spørger – eller hvis kokken eventuelt har mishandlet retten til ukendelighed.

Jeg er dum! Ingen tvivl om at landets politikere mener sådan. For der er nærmest ingen grænser for, hvor mange offentlige såkaldte informationskampagner jeg skal udsættes for at få mig til at holde op med at ryge, drikke, smide mad ud, hælde haveaffald i dagrenovationen, tænde op i bunden af brændeovnen, køre for stærkt og hvad forståsigpåere i den offentlige sektor nu ellers mener, jeg gør forkert.

Det er selvfølgelig også lidt dumt af mig, at jeg selv betaler for den slags via skattebilletten, men jeg har ligesom ikke rigtigt noget valg – selv om det med al tydelighed viser, at det politiske establishment af bedrevidende levebrødspolitikere og offentligt ansatte asketer overhovedet ikke interesserer for sig for, hvad jeg mener og tror på.

Men nu har det jo også altid i dette mærkelige masochistiske land været politikernes og de offentligt ansattes privilegium at bide den hånd, som fodrer dem. Det kan man vel ikke fortænke dem i – når de nu får lov…

Det kan godt være, at jeg er dum. Det er sikkert også derfor, at jeg tror på en bedre verden. Og en bedre verden er en verden, hvor menneskene ikke går rundt og betragter alle andre som dumme. Hvor vi med et bibelsk udtryk beskæftiger os mere med splinten i eget øje end bjælken i andres øjne – og hvor hver mand har nok i sit eget. Tænk sig – bare at få lov at være i fred. Det er paradis på jord – hvor svært kan det være?

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 20. april 2013.

lørdag den 20. april 2013

Vejrfast

Grønland er et spændende rejseland

Dash-7 flyver planmæssigt til Narsarsuaq lørdag morgen...
Det begyndte så godt. Solen skinnede over Nuuk fra den årle morgen. I Tasiilaq var det også fint vejr - og eftersom dagens mål var Tasiilaq på den grønlandske østkyst, burde intet kunne gå galt.

Men sådan spiller klaveret bare ikke i Grønland. For vi skulle altså skifte fra fly til helikopter i Kulusuk små 25 km fra Tasiilaq - og netop der raser i øjeblikket en voldsom orkan.

Så al beflyvning af den grønlandske østkyst er udsat til mandag eftermiddag. To timer efter afgang fra hotellet tjekkede vi ind igen og kan nu se frem til en weekend i Nuuk.

Jeg slog mig til tåls med håbet om, at så var der nok jazz med Malenes Fodvarmere på Daddys lørdag eftermiddag - men denne gamle Nuuk-tradition kører i vore dage kun en gang om måneden, så den gik ikke.

Nu må vi så se, hvad dagen byder. En gåtur i solen måske - eller måske jeg kan være så heldig at finge noget optøjer et eller andet sted???

Forresten er det jo ikke første gang, jeg sidder vejrfast i Grønland. Det kan gå meget værre, som for eksempel dengang i 1994 hvorjeg sad i Narsaq i over en uge og ventede på helikopteren...

Boom-boom

Nuuk vokser stadig

Nuuk har luft under vingerne.
Noget af det mest fascinerende ved Nuuk er byens vækst og de mange byggerier.

Byen vokser med 300 til 400 indbyggere hvert år - og dem skal der skaffes boliger til. Altså foruden boliger til alle dem, som bliver nødt til at flytte, fordi man er i gang med at kondemnere de gamle tresserblokke i midtbyen.

Væksten foregår generelt ved at bygge i højden og i den nye bydel i Qinngorput. Siden sidst er der også blevet føjet et par kilometer mere til vejnettet - og man kan nu køre næsten helt ud til næsset ved Kobbefjordens munding. Da jeg kom til Nuuk i midten af halvfemserne, var det en heldages vandretur frem og tilbage, hvis man ville derud.

I halvfemserne tog vi forresten ofte til Qinngorput i telt i weekenderne. Der var så øde, at vi om sommeren ikke tog det så nøje med påklædninger. Jeg vil tro, at hvis man render rundt i dagens Qinngorput med bar røv og whiskers, vil man ret hurtigt blive arresteret...
Ekslusive lejlighedskomplekser skyder op i Qinngorput som
paddehatte. Det meste af byggeriet er ejerlejligheder.
Udsigten over øerne og Kobbefjordens munding. Tidligere kunne
man kun komme her til fods, men byens nye sprængstofdepot
er lige blevet bygget her - og en bred vej fører herud.
I baggrunden Nuussuaq, hvor vi boede. Downtown
Nuuk ligger bagved igen. En køretur på cirka et kvarters tid.

fredag den 19. april 2013

Den gamle øse

Møde med en kær ven

Morgensne i Nuuk.
Det har sneet det meste af natten - og det fortsætter stadig. Nuuk er klædt i hvidt - som det sig hør og bør for en rigtig arktisk metropol.

Som altid, når man rejser til Grønland, er jeg døgnvild - ramt af jetlag - og har selvfølgelig været vågen fra den tidligste morgen Allerede ved femtiden stod jeg op og morgennussede og ved seks-tiden gik jeg ned på trappen foran Hotel Hans Egede - for at nyde sneen og en morgensmøg.

Og der - på parkeringspladsen foran Brugsens bager, holdt sør'me min gamle bil - en Landcruiser HJ61 med hele svineriet under kølerhjelmen.

Så er der købt rundstykker til Materielgården.
Det var en frydefuld oplevelse at høre de seks cylindres tomgangsbrummen - og jeg måtte selvfølgelig over for at se nærmere på vidunderet. Bilen har jo oprindelig været vejinspektørbil - og den er nu tilbage i vejvæsenets tjeneste. Den har fået en fin gang gul lak, som den slags biler bør have det.

Men ellers lignede den nu sig selv - og lugtede også helt efter bogen. På trods af moderne tiders rygeforbud i kommunale biler tager man den slags afslappet i vejafdelingen, der altid har haft ry for at koncentrere sig om det væsentlige - i stedet for alle mulige kommunale modefænomener.

Nuuks smukkeste Landcruiser.
Bilen har nu godt 350.000 km på tælleren. Heraf tegner jeg mig for de 120.000, så vidt jeg lige husker. Bilen er fra 1989, men det var jo dengang, man lavede rigtige biler, og da den er velholdt, er jeg ret sikker på, at den nok skal nå 40-års jubilæet i kommunens tjeneste...