søndag den 30. juni 2013

Kartoffelpremiere

Endelig...

Det store og spændende øjeblik. Mon der i det
hele taget er kartofler under alt det grønne?
Så er de her. De længe ventede nye kartofler af egen avl.

En tommelfingerregel siger, at en kartoffelplante er 57 dage om at udvikle sig til spiselige kartofler.

Jeg satte mine første kartofler den 4. maj - så med fingeren på vægten kunne det vel lige blive til 57 dage lørdag.

Første dag med nye kartofler - så må man godt fråse.
I hvert fald kunne jeg ikke vente længere. Normalt har vi nye kartofler til Grundlovsdag - men på grund af den hårde vinter skulle vi altså helt hen i maj, før jorden var tjenlig til kartofler.

Det var ikke uden spænding, at jeg satte greben i jorden lørdag eftermiddag - men jo, der var de fineste, spæde og nye kartofler. Udbyttet af de første planter er sjældent stort - men det lover godt for sæsonen i øvrigt.

De nye kartofler er en festspise i sig selv, men hvorfor ikke lave et helt festmåltid ud af det? Så de nye kartofler blev garneret med en rødspætte, lidt persille og tyttebærsyltetøj - og skyllet ned med en liflig Chablis.

Det er simpelthen bare dansk sommer, når den er bedst - og så pyt med, at det blæser en halv pelikan udenfor...
Stegt rødspætte og nye kartofler med persille og
tyttebær - det er dansk sommermad i verdensklasse.

fredag den 28. juni 2013

Lyksalighedens pris

Ornitologi på sengekanten

Duemor med fjerdragten i uorden efter akten.
Der var larm, ovre på pladsen mellem naboens stald og maskinhus. Masser af larm.

Jeg kiggede op - og så et par skovduer i færd med den indledende del af mangfoldiggørelsens lange proces - det første spadestik så at sige.

Det foregik under megen larm og klasken med vingerne - og var i øvrigt så vidt jeg lige kunne se lidt af balanceakt. Akt var det i hvert fald - og som en ægte ornitologi-paparazzi strøg jeg af sted efter kameraet, der lå på havebordet i gården.

Ganske få meter - men nok til at det hele var forbi, da jeg stillede skarpt. Duemor og duefar - eller rettere den vordende duemor og duefar - gik rundt og piggede i jorden, som om intet var hændt.

Men alting - også lyksaligheden - har sin pris. For at holde sig fast under akten, havde duefar nemlig boret kløerne godt ind rygstykkerne på duemor - og det ses tydeligt, at fjerdragten nok lige skal have et par dage til at hele...

Der var åbenbart masser af fugleguf på jorden. For da først freden faldt over arenaen, dukkede både gul- og gråspurve op. Forresten er det noget af det tætteste, gulspurve kommer haven. Fuglen er i den grad det åbne lands fugl - og vi ser den kun i haven og på foderbrættet i de allerkoldeste vinterperioder.
Der er fugls føde på naboens gårdsplads.

torsdag den 27. juni 2013

Kurt Storyteller

Kurt Thyboe: Mit liv

Lidt boksehistorie tilsat
pressehistorie. Eller myten om myternes
 bagmand...
Han er kendt for sin lapidariske stil. Højst seks til otte ord pr sætning...

Lingo-bingo, kalder han det. Ord med twang... sprog-tvist ramasjang. Eller som de siger i USA: Don't tell it, show it...

Det er selvfølgelig Kurt Thyboe, jeg taler om. Boksekommentator. Bladsnedker. Ordekvilibrist.

Kurt Thyboe skriver ikke bare, at han besøgte fodboldklubben Brøndby et par dage før en kamp. Han skriver:
Et par dage før strejfer jeg Brøndbys træningsanlæg, hvor en isnende tåge, båret af en strid vind, hyllede græsbanerne i et spøgelsesagtigt skær.
Smældende kommandoer blev af den vind båret gennem den tynde luft og hamrede direkte på dine trommehinder.
Og en ung mor med sin baby i barnevogn haster skræmt forbi og stirrer forskrækket, hvem er de dog, de gale mænd, der yder sig selv så brutale anstrengelser, hiver tågeisnet luft direkte ned i hæsblæsende lunger?
Mens sveden pisker...
Såmænd bare Brøndbys professionelle lejesvende.

Kurt Thyboe elsker myter - og med sin skriveteknik skaber han myter. Det er sanseligt og følsomt. Man kan li' det eller la' vær'. Men en helvedes effektiv skriverkarl, der kan lave selv den mest banale hverdag om til et stormende drama.

Jeg har altid beundret Kurt Thyboe. Ikke mindst for hans artikler og en karriere som bladsnedker på Rapport og Ekstrabladet, hvor han kreativt kombinerede foto og tekst på en måde, som aldrig tidligere var set i Danmark. Og altid med sans for det dramatiske, det eksotiske, det underholdende...

Så da jeg forleden fandt Kurt Thyboes erindringer, Storyteller, stærkt nedsat på Superbrugsens boghylde, kastede jeg mig over bogen. Vel vidende, at der nok er en grund til, at bogen var nedsat. Og så i Superbrugsen...

Jeg vil ikke bruge ordet ringvrag. Men...

Jeg har de seneste dage læst mere om boksning end jeg samlet set har læst hele mit liv... Og Thyboes erindringer er blandt meget andet en tour de force og namedropping gennem bokseverdenen. Der er ikke den bokser, der ikke har sagt; Hey Kurt, my friend...

Boksning interesserer mig ikke og Thyboes næsegruse beundring for de professionelle boksere nærmer sig det det pinagtige - men bogen byder også på guldkorn. Mest inside-historierne fra Kurt Thyboes mange arbejdsgivere sætter liv i kludene og kulør på bogen. Thyboe er jo journalist fra dengang, ordentlige journalister først gik hjem, når morgenværtshusene lukkede. Det er ret festligt.

Jeg holder også meget af afsnittet om dengang, Kurt Thyboe skrev "Ingen regning" til Peter Belli og fik hele kultur-parnasset på nakken.

Men 470 sider i Thyboe-stil. Det er næsten for meget. Lige så effektivt, som Thyboe kan skære en historie til en avis, lige så dårligt fungerer det i bogform. Det bliver simpelthen kedeligt, når teksten ikke spiller sammen med billeder. Godt nok er der billeder i bogen - men mest af Thyboe sammen med kändisser og totalt løsrevet fra teksten.

Jeg gætter på, at forlaget har sparet redaktøren væk. For Thyboe, den kendte redaktør, kan vel selv klare den sag...

Og det kan han altså ikke.

Alligevel tøver jeg ikke med at anbefale bogen til alle, der interesserer sig for dansk pressehistorie. For her er Thyboe myten. Legenden. Manden som borgerskabet elskede at hade. Og det er i sig selv interessant...

onsdag den 26. juni 2013

Dagens ord LXI

Tænketorsk

TV når det er bedst...
I medierne - radio og TV - er det blevet moderne at sige tænke i stedet for tro, mene, vide, synes og lignende mere præcise og nøjagtige ord. "Hvad tænker du som brandmand, når du slukker en påsat brand?" eller "hvad tænker du om seksuelle overgreb?", lyder det typisk spørgsmål.

Det er egentlig mærkeligt - for tankevirksomhed er jo ikke lige det, der kendetegner de elektroniske media. Og rent journalistisk er det en uskik. Det er altså temmelig uinteressant, hvad folk tænker. Det rager mig en høstblomst - og man plejer jo også at sige, at tanker er toldfri. At tænke er ligegyldigt og overflødigt. Men det er interessant at vide, hvad de interviewede mener eller måske endda ved.

Jeg ved ikke, hvorfor denne sproglige mode er opstået - måske afsmitning fra engelsk eller behandlersprog.

Mest tror jeg, at det er fordi, det er uforpligtende at tænke. Danskerne er jo i al almindelighed blevet temmelig sarte - og hvis man så siger noget forkert, kan man altid trække sig tilbage med en bemærkning om, at det bare var noget, jeg tænkte...

Tænkemoden nåede i øvrigt et nyt højdepunkt fredag formiddag, hvor man i Nordjyllands Radio kunne høre præsten i Frejlev fortælle: "Jeg tænker, at Gud er i alting..." Uha, uha, uha - så skal det måske også til at hedde Tænkebekendelsen i stedet for Trosbekendelsen?

Amphibia i haven

Hvad grenbunken gemte...

Camoufleret til et liv på den bare jord.
Nogle af os lever bedst i det skjulte. Det blev afsløret, da jeg tirsdag fjernede en bunke visne grene i haven.

Nedenunder grenene var det nemlig to af de danske repræsentanter for Amphibia-ordenen - det vi på almindelig dansk kalder padder.

Den almindelige skubtudse gemmer sig gerne i jorden om dagen - og som man ser på billedet, er den godt camoufleret til et liv på og ved den bare jord.

Skubtudsen er et rigtigt nyttedyr i haven - og vi er glade for at have nogle stykker til at patruljere rundt i natten og æde snegle. For selv om vi ikke har så mange dræbersnegle i år, så er vi til gengæld voldsomt plaget af kratsnegle, der har en glubende appetit på Dinas tagetes.

Skrubtudsen har en sart hud - og masser af vorter.
Skubtudsen har en sart hud, der helst skal være fugtig - og i dagtimerne graver den sig gerne ned i jorden eller gemmer sig under planter. Huden er præget af vorter, der indeholder et ildesmagende sekret - og er en del af skrubtudsens forsvar.

Der er mange, der mener, at skrubtudsen er grim - men prøv lige en gang at se på farverne. Jeg synes altså, at den er flot - og når den så oven i købet er et nyttedyr...

Nu bor vi tæt på gadekæret - og jorden er jo generelt fugtig her tæt på kote 0, så haven byder selvfølgelig også på m,asser af frøer.

Frølår er forresten en stor delikatesse...
Grenbunken gemte denne lille fætter, der jo også er ganske farverig i huden. Jeg regner med, at det er en butsnudet frø, der er den mest almindelige i Danmark. Men den er svær at skelne fra springfrø og spidssnudet frø, da den eneste forskel er forskellig opbygning af fodroden. Desuden synger de tre frøarter ret forskelligt - men den her var altså ikke i humør til at synge. Og nu - hvor parringen er et overstået kapitel - hører vi mindre til frøerne i sommernatten, selv om de stadig er derude.

Også frøerne er med til at holde skadedyrene nede, så dem er vi også glade for i haven. Og hvem ved? En af dem er måske i virkeligheden prinsen på den hvide hest? Det kan kun et kys afsløre...

mandag den 24. juni 2013

Den svære sang

Hver fugl synger med sit næb...

Heksen afgik planmæssigt til Bloksbjerg.
Det kneb lidt mere med Midsommervisen.
Øland har sit navnkundige karlekammerkor - men det må altså ikke forlede folk til at tro, at alle øboere er store sangere.

Det blev klart demonstreret sankthansaften. Som traditionen byder, bliver heksen sendt af sted med Ølandssangen og Midsommervisen.

Det gik da også meget godt med Ølandssangen - men den ligger altså også på rygraden. Det var straks værre med Holger Drachmanns rørende ord til Lange-Müllers smukke melodi.

Øboerne rykkede sammen. "Vi kan, hvad vi vil."
Det er almindelig kendt, at den ikke er helt nem at synge - og bedre bliver det ikke af, at Shubidua har lanceret en alternativ melodi. Så national-sommersangen blev intoneret af øboerne i et væld af tonearter og mindst to forskellige melodier. Spredt fægtning fra festpladsens mange hjørner. Det var en ynk at høre på...

Men Ølands motto er jo som bekendt: Vi kan, hvad vi vil. Og viljen til at levere en ordentlig midsommervise var bestemt til stede. Så efter et mindre glorværdigt første vers, samlede Bjarne tropperne, fik folk til at stå tæt sammen - og så satte vi i sang endnu en gang.

Bjarne reddede Midsommervisen.
Anden gang var lykkens gang - og denne gang lød det helt anstændigt. Opildnet af successen fortsatte man vers efter vers - og det lykkedes endnu en gang ved øboernes stærke vilje at levere en fejende flot midsommervise.

Hovsa

Det ka' smut', det skidt...

Ølands grøfter slår til igen...
En mandlig bilist måtte søndag aften sande, at vejene her på egnen ikke har boulevard-bredde.

Lige før dæmningen, hvor vejen kun er tre meter bred, ville han lige vende bilen. Det var dumt, for bagenden gled ned i grøften og den røde Toyota sad uhjælpeligt fanget på bunden.

Nu havde manden heldigvis sine Falck-papirer i orden og ringede efter hjælp. Men det var nu ikke så ligetil. For i vore moderne centralistiske tider ringer man jo ikke til nærmeste Falck-station, men derimod til en alarmcentral, der i det aktuelle tilfælde lå på Falster.

Her kendte man ikke noget til hverken Øland, Gjøl eller en dæmning - og så var det ligesom lidt svært at komme sagen nærmere. Heldigvis kom en Falck-mand på vej hjem fra arbejde - og han løste problemet for kollegaen på den danske sydhavsø.

Så i løbet af en halv times tid ankom en kran fra Pandrup - og den uheldige bilist kunne køre videre ud i fædrelandet. Hvem ved? Måske til Falster? For hvis han så kører galt dernede, kan det jo være, at han er heldig at tale med en nordjysk Falck-medarbejder...

søndag den 23. juni 2013

Revø-land

En skæv vinkel på ø-livet

Godt 100 øboere havde fundet vej til revyteltet.
Livet på Øland det seneste år passerede bogstavelig talt revy, da Ø-festen kulminerede lørdag aften med helstegt pattegris og lokal revy-underholdning.

Revygruppen holdt sig til sin vanlige ganske minimalistiske stil, der giver tid og plads til at få ram på stort set hver eneste skævert begået af øboerne i det forgangne år.

Det er faktisk sjovere end det måske for den uindviede lyder, ja, det er sjovt som bare pokker. Revyen har en fast skabelon, som scorer alene på genkendelsens og gentagelsens glæde - og så er formen alligevel så tilpas åben, at der er plads også til de helt aktuelle begivenheder.

Vibeke sang "Jeg er en papegøje...",
så ikke t øje var tørt.
Temaet for revyen var den solide omtale, som vort lille samfund har fået i medierne i den seneste tid - ikke mindst på grund af smedens papegøjer, der fik en sang helt for sig selv på melodien til Thorbjørn Egners "Jeg er en papegøje fra Amerika..."

Revyprisen er hjemme - og det bliver taget med et smil.
Folkene bag revyen uddeler hvert år en pris - enten til en person der har gjort noget særligt for Øland eller til en øbo, der har kvajet sig ud over det gennemsnitlige.

 I år var det kvajeprisen, der blev uddelt. Den gik til Majbritt Nielsen, fordi hun i en lang periode forstyrrede trafikken på øboernes Facebook-side med automatiske svarmeldinger. Ganske uskyldigt ganske vidst, men det gav altså Majbritt en plads i Ølands historiebog.
Til Rubberware-party på Øland. Ikke just for bornerte sjæle,
men det er faktisk mere uskyldigt, end det ser ud.
Red. anm. 26. juni 2013: Rent undtagelsesvist er det oprindelige
billede fjernet efter ønske fra den medvirkende skuespiller, der
frygter, at billedet kan skade hans karriere - og det kan vi jo ikke have...
På tide at bestille tid hos tandlægen...
Vi bringer en efterlysning af Thorvald.

Politisk gangnam-style med to gange Mogens Gade
og to gange Peter Thuesen. Hvad Thuesen og Gade har sammen
 - og hvorfor der skulle være to af dem - fortaber sig i det dunkle...
Så kan man få spidset, øh, blyanten...
Dukkeføreren gør sig klar til at stikke bånden op i dukken...
Som sædvanlig spillede Lars op til fællessang med rumsterstokken.

lørdag den 22. juni 2013

Fest på øen

Øboerne fester denne weekend

Formedelst to kroner kan man vinde
 en negerbolle i FutteOmaten.
Midsommeren er tid for fest på Øland. Den store Ø-fest løber hvert år af stablen i forbindelse med Sankthans.

Allerede torsdag gik det løs, men de første dage er mest for børnene. Der har været en del konkurrencer - og så er der jo altid chancen for at vinde en negerbolle i FutteOmaten.

Mon den bider?
Lørdag eftermiddag havde smeden taget sine papegøjer med i gymnastiksalen, så børnene kunne prøve at røre ved de store fugle. Det var bestemt ikke noget, alle var lige tryg ved.

Måske lidt forståeligt, for en af papegøjerne viste nemlig god smag ved at bide oldermand Birgers kone, Lise, i fingeren. Så kom ikke og påstå, at dyr ikke har instinkter...

En sikker vinder - bøfsandwich med brun sovs.
Ved middagstid blev grisen sat over - og i aften går det løs med grisefest, revy og dans i teltet til den lyse morgen. Så sænker freden sig over land og by - men kun ind til det bliver aften. For der er som bekendt også en heks, der skal sendes til Bloksbjerg...

Festudvalget har barslet med en nyskabelse i ølteltet. Nåja, nyskabelse er måske så meget sagt, men i hvert fald har man fundet på at sælge gode, gammeldags bøfsandwiches med godt med brun sovs. Det er vel overflødigt at sige, at dette ædle stykke dansk hurtigmad er blevet årets hit på Øland.
Og så er der grisefest lørdag aften - inden at øboerne
skal spiddes og grilles i den årlige revy

Regn med nationaldagen

Grønland fejret i lummervarme

Den grønlandske nationaldag blev fejret i ly af paraplyerne.
 Er der en ting, man kan regne med her på bloggen, så er det den årligt tilbagevendende omtale af Grønlands nationaldag.

Den blev traditionen tro fejret i Det Grønlandske Hus i Aalborg - og vejret var bestemt også til at regne med. Sommerregnen faldt stille, mens flagene gik til tops på Umanakvej - hvis man ellers kunne få øje på flagene for bare paraplyer.

Formanden for de grønlandske studerende i Danmark,
Hans Peter Kirkegaard, glædede sig over, at flere og flere
 grønlændere har mod på en længerevarende uddannelse.
Men nu er vi jo alle grønlændere for Vorherre - og der skal meget mere end en smule regn til at stoppe en nationaldag. Forresten var det snevejr i Nuuk torsdag aften, så der var såmænd også andre, der havde det værre end os i det sommerlune Aalborg SØ.

Uden hellefisk og rejer duer dagen ikke
 - og så med dressing fra K-Salat.
Lederen af Det Grønlandske Hus, Jan Thrysøe, bød velkommen til den 29. nationaldag. Han havde i øvrigt været i de gamle bøger og fundet ud af, at det grønlandske Landsråd første gang diskuterede muligheden for en nationaldag allerede i halvtredserne. Dengang talte man om den 3. juli som nationaldag. Hvorfor vides ikke - men Trysøe mente bestemt ikke, at det havde noget med hans fødselsdag at gøre.

Sidenhen endte det med, at Grønland valgte sommersolhverv som nationaldag - et godt valg i et land, hvor det er mere eller mindre mørkt i vinterhalvåret. Nationaldagen blev fejret første gang i 1984.

Mai-Britt fik øje på det grønlandske flag i
 tagvinduet - og det ville hun gerne have et billede af.
Ellers forløb nationaldagen i Aalborg helt efter bogen. Ikinngutigiit-koret sang, der blev spist grønlandske specialiteter, der blev snakket og hygget, drukket kaffe i spandevis - og så var der dans bagefter.

Nu danser jeg jo ikke - så det lod jeg grønlænderne og deres venner om. Til gengæld tog jeg så en tørn i haven fredag eftermiddag....

onsdag den 19. juni 2013

Øjet i det høje

Flyvende radar
Aalborg Lufthavn vælter sig i succes i øjeblikket.

Flyvestation Aalborg var tidligere hjemsted for
den flotte, lynhurtige og navnkundige - og for piloterne
temmelig livsfarlige - Starfighter.
Gratis parkering er et hit, og flere og flere luftfarts-selskaber har fået øjnene op for den lokale lufthavn. Ikke mindst charter-selskaberne, der godt kan se fidusen i, at deres kunder ikke skal flås af parkeringsvagter.

Men grundlæggende kommer vi ikke uden om, at lufthavnen i bund og grund er en militær lufthavn. Den store landingsbane blev lavet af tyskerne under verdenskrigen - og den oprindelige lille lufthavn blev den 9. april 1940 besat ved verdens første faldskærmsangreb. Tyskerne havde brug for lufthavnen for at komme videre til Norge, der var en central strategisk brik i den tyske krigsførsel.

Lufthavnen er fortsat base for en del af det danske flyvevåben - omend flyvestationen i dag kun er hjemsted for Hercules og Challenger-flyene.

AWACS - over bøgen og med landingsgearet
slået ud. Kurs direkte mod bane 08.
Selv om der er langt til Aalborgs storhedstid som base for legendariske flytyper som Draken og Starfigther, er der stadig gode muligheder for at se et spændende fly eller to. Især når man som jeg bor lige i indflyvningen til bane 08.

En af de jævnligt tilbagevende gæster er NATOS AWACS-fly, der ofte i flere dage ad gangen træner start- og landingsprocedurer i lufthavnen. Det betyder, at der er rig lejlighed til at studere de flotte og særprægede AWACS-fly på nærmeste hold.

Et herresving ude over fjorden.
Jeg tog billederne til denne historie en formiddag i sidste uge, hvor AWACS kom ned over det lille hus på Øland en god halv snes gange i løbet af formiddagen. Så er det, at man virkelig føler, at der er nogen, der passer på os.

AWACS er en forkortelse af Airborne Warning and Control System - luftbåren advarsels- og kontrolsystem - og er ganske kort fortalt en flyvende radar, som overvåger luftrummet i en radius af cirka 400 km. Radaren tjener både til at varsle om fjendtlig flyaktivitet og til at koordinere flyindsats.

I NATO's tilfælde er radaren monteret på et Boeing E3-A, der i virkeligheden bare er skroget af en Boeing 707/720. Nato råder i øjeblikket over 20 fly i styrker, heraf de 17 monteret med radar.

Sådan ser operationsrummet i AWACS ud.
Foto: WikiPedia.
NATO's AWACS-styrke blev grundlagt i 1982 under den kolde krig - og er bemandet med personel fra de forskellige lande. Danmarks bidrag er i øjeblikket 30 mand, der er stationeret i Geilenkirchen i Tyskland. Udover NATO's AWACS råder USA, Storbritannien og Frankrig over egne fly med samme konfiguration.

Selv om der ikke i øjeblikket er de store trusler mod dansk luftterritorium, mener jeg, at det er fornuftigt og ganske betryggende, at NATO fortsat overvåger luftrummet. 11. september viste jo, at truslen kan komme fra den mest uventede side.

Forresten var der også megen vidsom i det, når de gamle romere sagde: "Si vis pacem, pare bellum" - hvis du ønsker fred, skal du være forberedt på krig.

tirsdag den 18. juni 2013

Den lyse nat

Tanker om natten

Mod nord er himlen nærmest cyan - min yndlingsfarve.

Når man er opvokset i Nordjylland - eller hele Danmark for den sags skyld - er de lyse nætter en kendsgerning - og ikke noget, man behøver at tænke så meget over. For de kommer jo af sig selv hver sommer.

I hvert fald for mit eget vedkommende skulle der et ophold i Arktis til, før magien i de lyse nætter gik op for mig. De lyse nætter er nemlig en kvalitet i sig selv - som ikke tåler sammenligning med midnatssolen og nætter, hvor det er dagslyst.

Jeg husker endnu min første sommer i Grønland. I Sisimiut - nord for polarcirklen med midnatssol og hele svineriet. Jeg blev gal af lyset - døgnvild! Satte tæpper op foran vinduerne og sov med dynen over hovedet. Og alligevel sov jeg aldrig ordentligt. De sorte poser under øjnene. Træthed. Et ubeskriveligt had til børnene, der legede ude og skreg det halve af natten. Og jeg glædede mig bare sådan til det blev vinter igen.

Senere lærte jeg at leve med det. Endda at nyde det. Især i årene i Nordnorge havde jeg stor glæde af at vende døgnet - for ofte er vejret bedre om natten end om dagen, selv om solen skinner døgnet rundt.

Omvendt er det under sydlige himmelstrøg, hvor skumringen varer ganske få minutter. Det er der altså ikke meget sjov ved.

Så i dag - vel tilbage i gamle Danmark - elsker jeg de lyse nætter. Faktisk er det noget af det smukkeste, jeg ved. Især når man kigger mod det lyse nord, hvor himlen farves cyan. For uden at man skal lægge for meget i det, er cyan min yndling blandt grundfarverne.

Man taler om de lyse nætter som et specielt dansk fænomen. Danmark, nu blunder den lyse nat... Men alligevel er det interessant at notere, at perioden med lyse nætter faktisk er næsten fire uger længere i Skagen end i Gedser. Selv om Danmark er et lille land, er der alligevel stor forskel fra nord til syd.

Og vender vi blikket mod nord fra Skagen, skal vi såmænd ikke højere op end til Lillehammer nord for Oslo, før natten i disse dage er så lys, at den ligner dag til forveksling. I kongeriget vil de sige i Torshavn og Qaqortoq. Her er solen i ugerne omkring sankthans aldrig under seks grader under horisonten - og man opfatter det derfor som om, at det er lyst døgnet rundt nord herfor. Eller sagt på en anden måde: Himlen får ikke den smukke cyanblå nuance om natten. Det sker om foråret og efteråret - og så forsvinder sommerens magi over det. I hvert fald en lille smule.

I Nuuk, hvor jeg boede i næsen 13 år, var det de to sidste uger af april og to uger i af august, hvor himlen havde denne særlige kulør.

Men her - på Øland - kan vi nyde de lyse nætter - uden at det bliver helt lyst fra begyndelsen af maj og frem til begyndelsen af august. Det er da ikke så ringe - som vi siger heroppe.
Midnatstime ved Ulvedybet.

mandag den 17. juni 2013

Powernap

Søvnige svaner

Zzzzz....
Jeg runderede lige omegnen til aften - bare for at se, om der var noget spændende at fotografere.

Aftenen bød ikke på noget særligt - hverken rådyr eller harer, som egentlig var mit mål. Men på vej over dæmningen passerede jeg disse to svaner, som tog sig en lille lur i vandkanten.

Når det er lyst, og man har lyst til at sove, trækker mange mennesker gardinerne for. Det behøver svanerne ikke - for de stikker bare hovedet ind under de store vinger. Hvor svært kan det være?

søndag den 16. juni 2013

One small step...

Så er det ud...

Når blåmejsen har taget det første skridt uden for
redekassen, er barndommen uigenkaldeligt forbi.
Der har de seneste uger været travlhed i det store bøgetræ på hjørnet af parcellen.

Det er blåmejsen, som har unger i kassen. Helt op til 16 unger kan der være i et kuld, så der er nok at se til for blåmejsefar og blåmejsemor.

Med cirka et minuts mellemrum skiftes de til at fodre ungerne. Mor kommer flyvende, sætter sig uden for mejsekassen og synger et skrattende signal. Så flyver far ud og mor rykker ind. Sådan har det gået dag efter dag de seneste par uger. I de få sekunder, ungerne er alene i kassen, kan man høre deres spæde pip.

I morgen er det forbi. For her lørdag eftermiddag begyndte ungerne på den store rejse ud i livet. Endnu et par dage holder de til i bøgen og bliver fodret af forældrene - men så er det ellers bare afsted. Hver mand klarer sig selv.

Blåmejsen er stærkt knyttet til løvtræer. Faktisk svinger bestanden ret voldsomt - afhængig af om det er oldenår eller ej. Om sommeren står menuen på insekter - men om vinteren på frø og hovedsageligt bog.
Bestanden af den lille, farvestrålende og ganske festlige mejsefugl svinger derfor - men den er ganske talrig: Mellem 200.000 og 250.000 ynglepar er der i Danmark.

Mejsekassen sidder godt gemt inde i bøgetræets løv. Men det har været nemt at høre, at der har været unger i kassen. Alligevel var det lidt af et tilfælde, at jeg lige opdagede, at ungerne lørdag eftermiddag var på vej hjemmefra.

Med lidt besvær dykkede jeg ind under det grønne løv - og fik et glimt af blåmejsens ungdomsoprør. Lyset inde under løvet er grønt - uendeligt grønt, og billederne er derfor justeret lidt i PhotoShop, men giver alligevel et meget godt indtryk af stemningen.

Nu til dags er det moderne med webkameraer i og omkring mejsekasserne, så man kan følge med i ungernes opvækst. Den slags gider jeg ikke. Som fuglefotograf er jeg sådan lidt dogmeagtig - og så er man altså afhængig af heldet. Det havde jeg med mig i dag.
På vej ud i den store verden.

fredag den 14. juni 2013

Fredagsflækken

Radioaktivitet på Øland

Nordjyllands Radios Fredagsflækken på besøg ved
 medborgerhuset. I løbet af programmet kiggede 
mange øboere forbi.
Østerby eller rettere Øland fik sine fem minutters berømmelse fredag morgen - godt og vel, endda.

Det var Nordjyllands Radio, der fredag satte fokus på Øland i serien Fredags-flækken.

Ideen i programmet er ganske kort, at man fredag morgen trækker lod mellem Nordjyllands 187 byer med flere end 200 indbyggere. Herefter kører man ud til byen og improviserer et program, der sendes direkte mellem 8 og 10.

Da jeg hørte, at det var Østerby, der var trukket, trommede jeg et par folk sammen til medborgerhuset - og skrev så på radioens facebook-side, at det nok var en god ide at komme forbi netop her.

Den var radioen med på - og vi fik en fornøjelig time ud af det. Her kunne lytterne blandt andet høre, at vi faktisk ikke tænker så meget over, om vi nu bor i Østerby, Hammershøj eller Vesterby. Vi er alle øboer for Vorherre.

En altid engageret Peter Thuesen interviewes
 af Christopher fra Nordjyllands Radio.
Dagens gode historie var, at der blev mere liv på Øland, da skolen lukkede for et par år siden. For øboerne stod sammen - og dannede medborgerhuset i den nedlagte skole. Her er der nu aktiviteter i over 50 timer om ugen - og meget mere liv end dengang, der var skole.

Også børnehuset, karlekammerkoret og sildelauget fik deres omtale. Inden turen til medborgerhuset havde sendevognen besøgt golfklubben og smedens papegøjer. De forfløjne fugle er jo altid god for en god historie.

Programmet blev optaget i bygevejr. Heldigvis var
der læ i medborgerhusets indgangsparti.
Den lokale kändis er et fast punkt i programmet. Her kom vi til kort, for det kniber altså lidt med kändisser her på egnen. Det nærmeste vi kom det, var en for mig ukendt superliga-spiller, der havde været barn på Øland.

Udsendelsen var god reklame for livet på Øland. Ikke mindst fordi Nordjyllands Radios udsendte medarbejder, Christopher Bering Baden, var totalt overvældet over øens skønhed.

Klokken 10 var det hele forbi - og folk kunne vende tilbage til den daglige dont. Øland fik sine fem minutters berømmelse.

Udsendelsen kan fra mandag høres via Nordjyllands Radios hjemmeside.

Kristne stridsmænd

Missionærer køber krigsskib

Agdlek i Narsarsuaq.
For nogle måneder siden besøgte jeg inspektionsfartøjet Knud Rasmussen under et ophold i Hanstholm. Der mødte jeg blandt andet gnisten CV, som jeg kender fra inspektionskutteren Agdlek i Grønland. Og snakken gik selvfølgelig om det gode skib Agdleks videre skæbne.

Knud Rasmussen afløste i 2007 Agdlek efter flere end 30 års tjeneste ved Grønland - og den gamle inspektionskutter blev sat på auktion i 2008. Køberen var en kreds af færinger tilknyttet Brødremenigheden på Færøerne, der omdøbte Agdlek til Juvel II.

Juvel II i Grønland. Foto: Juvel II.
Færingerne købte skibet for at bruge det som et sejlende missionshus i Grønland - hvor man mener, at der er et stort behov for Herrens ord. Skibet sejler ugelange ture bemandet med op til 20 frivillige - de fleste færinger.

Kutteren blev sat i stand og malet hvid med blå stafferinger. I følge CV, der er en lun mand med sans for den gode historie, skyldes de blå stafferinger et godt råd fra erfarne ishavssejlere, der gjorde de gode missionsfolk opmærksom på, at uanset hvid er renhedens og missionens farve, er det ikke den mest hensigtsmæssige farve, når man sejler i Grønland.

Juvel II i havnen i Klaksvik. Foto: Regin Torkilsson.
Som navnet Juvel II antyder, er skibet ikke det eneste skib tilknyttet den færøske brødremenighed. I mange år drev foretagendet båden Juvel i Nuuk. Den var en populær turbåd - og jeg har selv sejlet med den adskillige gange. I dag sejler den med turister i Qaqortoq.

Nuup Kommuneas mange institutioner var storkunder hos Juvel, der blev brugt til sommerture og koloniophold inde i det kæmpemæssige fjordsystem rundt om den grønlandske hovedstad. Skipper var som oftest en stærkt troende, men ganske flink færing. Dygtig sømand, der vidste, hvad han havde med at gøre - og forældrene kunne trygt lade deres børn sejle på koloni med ham.

Juvel II i havnen i Klaksvik. Foto: Regin Torkilsson.
En enkelt gang gik det dog galt - sådan på den lidt skæve måde. En børnehave skulle sejles til Qoornoq. Vejret var ikke det bedste, og skibet gyngede voldsomt. Nogle af børnene var lidt beklemte ved situationen - men som sagt: Skipperen var kendt som en ualmindelig dygtig sømand.

Desværre havde han en ganske uskyldig last. Han holdt meget af at synge - eller rettere brumme, når han stod ved roret. Gerne gode, gamle salmer fra den religiøse sangskat. Undervejs på turen til Qoornoq, der tager en fire til fem timer kan han nå mange salmer - og på et tidspunkt begynder han på den smukke "Nærmere Gud til dig",

Og det var et problem. For det var i de dage, hvor Titanic gik i biografen - og som de fleste ved, var "Nærmere Gud til dig" den salme, der blev spillet, da Titanic sank.

Børnene havde selvfølgelig set storfilmen - og det kan nok være, at der blev panik, da skipper begyndte på den sang. Børnene var utrøstelige, troede de skulle dø - og der var i det hele taget en voldsom ballade. Men til Qoornoq kom alle da - uskadt og uden våde fødder.

Men skipper? Han måtte lige til en kammeratlig samtale med kultur- og undervisningsdirektør Paul Jørgensen - og love aldrig mere at brumme "Nærmere Gud til dig", når han sejlede med børn på Nuuk kommunes regning.

Reformitis

Venstre bør skamme sig

Danske skolebørn efter reformen. Foto: WikiPedia.
Dansk politik er grebet af reformfeber. Reformerne kommer i byger som guano og af stort set samme kvalitet. Det er en gang politisk roskildesyge – den såkaldte reform-itis.

Et flertal af partier har besluttet, at vi endnu en gang skal have en folkeskolereform – allerede inden blækket er tørt på den forrige reform. Man længes tilbage til Steinckes socialreform, der havde en levetid på 43 år.

Folkeskolereformen er hjulpet godt på vej af en kreds af forstå-sig-på’ere og en lallende, ukritisk presse, der har guidet politikerne, så reformen sikrer maksimal beskæftigelse for lærere, pædagoger og andre velmenende og veltalende notabiliteter.

I debatten fyldte lektierne godt op. Blandt andet kunne man høre, at pædagogiske eksperter er imod lektier derhjemme, fordi børnene risikerer at føle skam, når lektierne ikke bliver lavet. Undskyld, men hvad er problemet? Selvfølgelig skal børnene da skamme sig, hvis de ikke laver deres lektier.

Denne misforståede beskyttelse af børnene er et udslag af den omsiggribende feminisering af undervisningssektoren, hvor børnene skal curles igennem og beskyttes mod enhver form for traumer, social arv og konkurrence.

Fortsætter denne udvikling, skal vi snart have et beredskab af krisepsyloger, der skal afbøde de værste traumer, den dag de unge mennesker forlader skolen, og for første gang skal stå ansigt til ansigt med det virkelige liv.

Der vil også blive brug for en hel hær af kloge-åger og bedrevidere, som vil bruge årevis på at lave undersøgelser og skrive lange rapporter om, hvorfor kineserne klarer sig bedre. De vil sikkert nå frem til, at der efter gymnasiet er brug for en femårig udslusningsordning, hvor de unge gradvist vænnes til, at der stilles krav, før de forsigtigt kan lempes ind på arbejdsmarkedet.

Det vil forkorte perioden fra sidste skoledag til førtidspension betragteligt, og en stor del af arbejdsløshedspuklen er dermed skåret væk med et snuptag. Det vil samtidig betyde flere arbejdspladser i undervisningssektoren, så det er svært at argumentere imod.

Men al den beskyttelse og beskæftigelse er hverken til landets eller børnenes tarv. Børn vil have godt af meget mere fritid uden pædagogernes snærende bånd og mulighed for fritidsjobs, der modner dem til et arbejdsomt liv.

At afskaffe lektierne derhjemme tjener intet formål. For meningen med lektier er jo ikke, at regnestykkerne skal regnes – men at ungerne lærer at arbejde på egen hånd. Den slags kan være svært at måle – og derfor forstår målfikserede planøkonomiske politikere det ikke.

Det tjener det hensygnende og lille konservative såkaldte folkeparti til ære, at man uden skæven til stemningen i den herskende klasse og meningsmålingerne har sat fødderne i og gjort et behjertet forsøg på at bremse reformen.

Og Venstre? Ja, de skulle skamme sig. Partiet har opført sig som nyttige idioter og gået med på planøkonomiske skoleløsninger, der ikke hjælper børnene  – men giver flere eksamensbeviser. Og det på trods af at netop partiets yngre MF’ere er lysende eksempler på, at lange uddannelser og fine eksaminer ikke kan kompensere manglende intelligens.

Danmarks liberale parti er ikke mere liberal end den tyske demokratiske republik var demokratisk – og partiet har vist sig som et dikkende vedhæng til Socialdemokraterne. Sammenligningen med Østtyskland er i øvrigt ikke helt tilfældig – for med Venstres hjælp får vi nu en folkeskole efter østtysk forbillede.

Stakkels børn. Stakkels Danmark.

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 14. juni 2013.

torsdag den 13. juni 2013

Clematis

Blomstrer som aldrig før...

Blomsterflor på gårdspladsen.
Torsdag morgen. Det regner. Normalt dansk sommervejr og livgivende vand til grøntsagerne. Egentlig slet ikke så ringe som det lyder til.

Inden regnen begyndte onsdag aften, nåede jeg lige at tage et foto af clematissen ude i gården. Den blomstrer som aldrig før - og ser bestemt ikke ud til at have taget skade af den lange vinter.

Clematis er en lidt underlig plante. Nogle skal klippes hvert år, andre skal man absolut ikke sætte saksen i. Det kan man bare ikke afgøre på forhånd, så her må erfaringen råde. Efter nogle år med saksen, er jeg kommet til den erkendelse, at netop denne clematis nok er en af dem, som har det bedst i fred for saksen - og det er så det, jeg høster frugten af netop nu.
De flotte blomster giver tropestemning på Øland.