mandag den 19. august 2013

Så er der post

Fra ide til virkelighed


Så er mit nye postkassestativ sat op. Ude ved vejen og behørigt anbragt (næsten)  i skel som loven foreskriver.

Det var bestemt ikke uden stolthed, at jeg for et par dage siden blev færdig med dette projekt. For stativet findes ikke mage - i hvert fald i nabolaget.

Det ser brandgodt ud - og det adskiller sig væsentligt fra alle de normale postkassestativer - og bidrager fint til mandens selviscenesættelse som noget ud over det normale.

Da jeg var spejder i slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne arbejdede vi meget efter noget, der blev kaldt Kulsø-metoden. Det var arbejdsstof inspireret af vikingernes byggeteknikker, der blandt andet blev omsat til virkelighed i Ny Hedeby-lejren i 1969.

Kort fortalt går det ud på at bygge lejrpladsens inventar uden brug af søm, skruer eller tovværk til samlingerne. Elementerne tappes sammen med nagler og kiler - og det er den metode, jeg har brugt til postkassestativet.

Jeg er gået temmelig metodisk frem - lige fra ideen blev undfanget forrige vinter og frem til i dag, hvor jeg kan sige "færdigt arbejde".

Jeg har samlet nogle fotos undervejs, så her er historien om mit postkassestativ - fra ide til virkelighed...

Ideen til postkassestativet fik jeg i februar 2012. Hvorfra ved jeg ikke - men det var en udfordring, der lokkede. Især fordi jeg fandt ud af, at man ikke bare lige kan købe en granstamme. Jeg har adgang til al det fyrretræ, som jeg overhovedet kan bruge - men her skulle det altså være gran, som er noget mere regulært og holdbart. Det endte med, at jeg fik lov til at drage på hugst i et område af Oxholm-skoven, hvor en efterårsstorm i utide havde fældet nogle graner, der egentlig bare skulle i flismaskinen.

Det var det rene luksus - for det gav mig mulighed for at blot at tage den midterste del af stammerne, så jeg fik fem rafter på et par meters længde med cirka samme tykkelse.

Træet var frisk - og skulle tørres inden brugen. Men inden jeg kunne lægge det til tørre, skulle det afbarkes - for det er nemmest at gøre, mens træet er frisk. Til det brug anskaffede jeg en båndkniv - og det var altså også lidt af en udfordring. I den lokale tømmerhandel kendte de slet ikke dette fine, gamle stykke værktøj - men i en specialforretning for skovudstyr i Nørresundby fandt jeg en - og fandt ud af, at båndkniven i dag sælges under navnet afbarker.


I begyndelsen af juni fandt jeg træstammerne frem fra brændeskuret, hvor de havde ligget til tørre siden 2012. Jeg begyndte med at lægge dem ud på gårdspladsen for at finde ud af, hvad de enkelte stykker skulle bruges til i det færdige postkassestativ. Her så jeg både på tykkelsen af stammerne og også på udseendet, så det blev de pæneste stykker, der blev mest synlige ud mod vejen.


En af stammerne skulle flækkes for at danne anlægget til postkassen, der helst skulle være nogenlunde fladt, så postkassen kunne skrues fast med moderne skruer og sidde nogenlnnde pænt og lige. Det var 40 år siden, at jeg sidst har flækket en træstamme - og jeg skal ærligt indrømme, at jeg havde glemt meget af teknikken - men jeg gik løs på sagen med krum hals og et par kiler.

 Det viste sig, da jeg færdig, at resultatet ærlig talt ikke var så godt. Den ski... - havde jeg nær sagt - træstamme var tvundet - og det, kunne jeg forresten lige pludselig godt huske, var også et problem for fyrre år siden.

Nu skulle jeg heldigvis kun bruge to stykker på 60 cm ud af en to meter lang stamme, så problemet var til at overse. Men jeg måtte alligevel give pokker i principperne om kun at bruge økse og sav - og tage en høvl til hjælp for at få et nogenlunde brugbart resultat ud af det.

Herefter blev det tid til at save stammerne til, og så var det ellers bare at gå i gang med samlingerne.
Princippet i alle samlingerne er, at man borer et hul - konkret 18 mm i de to emner, der skal samles. I samlingen anbringer man en nagle med samme diameter. I begge ender af naglen saver man en slidse, hvori der anbringes en kile. Når så naglen bliver banket på plads, borer kilen sig op og udvider naglen, så den sidder urokkeligt fast. For ikke at flække emnet, skal kilen altid anbringes på tværs af årerne i emnet.

Jeg snød lidt med naglerne. Egentlig skærer man dem i hånden og tilpasser dem med et naglejern, som et stykke fladjern med et hul i samme diameter som naglen - men nu havde jeg ikke lige et naglejern ved hånden... Så i stedet tog jeg et gammelt riveskaft og savede i passende længder. Det gik nemt og hurtigt - og fungerer i princippet lige så godt. Som altid - principper er til at brydes, og der er jo ingen grund til at være fanatiker.

Et princip stod jeg dog fast på - og det var, at træet skulle have en naturlig behandling uden moderne kemi. Lidt viking er man alligevel...

Så træet blev først behandlet med linolie - og efterfølgende med lys trætjære. Og selv om sommerdagene var varme, tog det alligevel over en uge, inden tjæren var tør. Men til gengæld blev træet også betydeligt flottere, end jeg havde drømt om. Trætjæren har givet træet en flot rød glans, som giver mig associationer til bjælkehytter og livet i de store skove.

Og så var det ellers bare at stille stativet op. Men igen valgte jeg at slække på principperne. Stativet skal helst holde i mange år på den udsatte plads mod vestenvinden. Så jeg valgte at støbe sokkelfoden i beton og anbringe stativet i såljern, så det er beskyttet mod råd fra jorden af.

Tilbage stod så at montere postkassen, drikke en øl eller to - og så glæde sig over, at jeg nu er den lykkelige ejer af et postkassestativ, som det ville have set ud, hvis ellers vikingerne havde haft postkasser dengang for 1000 år siden, da en mand var en mand - og en postkasse endnu ikke var opfundet...

P.s. Egentlig var det meningen, at postkassens skulle have stået i vejniveau foran de store kampesten, men da jeg skulle til at grave der, gravede jeg et telefonkabel over. Det gav lige projektet 14 dages forsinkelse - for midt i ferietiden rykker TDC jo ikke bare lige ud, og da kablet ikke havde forbindelse til min egen telefon så jeg heller ikke nogen grund til at rykke. Sjovt nok så det ud til, at kablet ikke rigtigt førte nogen steder hen - men jeg blev enig med TDC-teknikeren om, at det nok var det smarteste alligevel at flytte stativet op bag stenene.

Ingen kommentarer: