onsdag den 31. december 2014

Godt nytår fra arkivet

Nytårsglimt fra Nuuk 

Nytårsfyrværkeriet bliver taget seriøst i Nuuk. Her er det udsigten
 over downtown Nuuk ved midnat 96/97
.
Så er det på tide at ønske alle bloggens læsere et rigtig godt og velsignet nytår.

Det gør jeg med en stribe billeder fra nytår i Nuuk i slutningen af 90'erne.

Den grønlandske fejring af nytåret er helt i særklasse. Glæden ved fyrværkeri er stor - og der bliver brændt adskillige tons krudt af i anledningen af nytåret. Oven i købet er der tradition for også at skyde det danske og det færøske nytår ind, så skyderiet topper hele tre gange i løbet af aftenen på grund af tidsforskellen.

I mine mange år i Nuuk var det fast tradition, at vi holdt nytår i Sct. Georgsgildet sammen med gildebrødrene og venner af huset. Det var festligt - meget festligt - men vi var jo også de rene årsunger dengang.

Billederne her på siden stammer fra slutningen af 90'erne - og har vel størst interesse for deltagerne. Det må man bære over med i dagens anledning. Det er min særlige nytårsgave til de gamle gildebrødre som tak for mangen en god fest og som et æret være mindet for dem, som ikke er her længere.

Godt nytår!

Børnene havde selvfølgelig deres eget bord.
Apollo - min forgænger i gildemesterhvervet og Godthåb-gildets
 eneste nulevende æresmedlem - for fuld udblæsning.
Eskild (og Jens).
En god del af den hårde kerne fra midthalvfemserne - vistnok 97/98.
Ejvind og Lars i muntert nytårsdress.
Gammel venskab besegles ved årtusindskiftet.
Ved årtusindskiftet fik den en ekstra skalle, og gildehuset
 var illumineret i den festlige anledning.
Godt nytår!

tirsdag den 30. december 2014

Ris a l'amande-kage

Lidt sødt til kaffen

Ris a l'amande-kage...
I disse bagedyst-tider er det jo gået helt videnskab i bagværket - og man slipper ikke længere godt fra bare at byde på Kjeldsens berømte småkager til kaffen.

Jeg vil naturligvis ikke stå tilbage for tidens mærkværdige tendenser. Så selv om mine kulinariske spidskompetencer ligger i de ædle saucer, gjorde jeg mandag vold på allertiders danske dessert - den navnkundige ris a l'amande, som de færreste kan stave til, men som alle elsker.

Julefrokostens indledende øvelser.
På Facebook havde jeg set, at årets store julehit i de bagende sub-kulturer var en ris a l'amande-kage, så den skulle jeg da også lave som punktum for den årlige julefrokost i familien. Jeg fandt en opskrift på sagen, men da jeg ikke er særlig god til at følge opskrifter, men snarere hjertet lavede jeg et par konstruktive ændringer uden i øvrigt at pille ved principperne.

Jeg knuste tolv digestive-kiks og blandede dem med 100 gram smeltet smør, hvorefter jeg stampede massen på plads i en springform. Derefter lavede jeg en portion ris a l'amande af en halv liter fløde efter min egen opskrift med rigeligt vanille. Heri vendte jeg tre blade smeltet husblas og fordelte det ovenpå kiksebunden, hvorefter det røg i køleskabet nogle timer, mens det hele stivnede. Herefter varmede jeg en rest Amarena Fabbri - cirka en deciliter - sammen med yderligere en deciliter kirsebærsaft og tilføjede et par blade husblas. Det blev herefter hældt oven på ris a l'amanden, og det kom tilbage i køleskabet et par timer mere.

Jeg serverede direkte fra køleskabet pyntet med hakkede pistacienødder - og det blev lidt af en succes. Så da jeg skulle til at fotografere, var der kun et diminutivt stykke tilbage af kagen.

Ellers stod julefrokosten på hjemmelavede marinerede sild og kryddersild af sildelaugets de bedste med krydderfedt og karrysalat efter mors opskrift. Herefter lidt lakserester med røræg og rugmelspanerede fiskefiletter med hjemmerørt remoulade.

Køddelen af julefrokosten bestod af hjemmelavet lammerullepølse - i øvrigt min debut på dette udsøgte stykke charcuteri. Desuden bød jeg på hjemmerøget dyrekølle med røræg.
Efter det næsten obligatoriske gruppebillede af den lille familie, gik vi over til osten - en bitte håndfuld forskellige med kiks og franskbrød.

Til sidst den omtalte ris a l'amande-kage, kaffe og en sidste dram til dem, der ikke skulle køre...
Den lille familie i gevaldigt julehumør fotograferet
ved siden af husets julestuebirk.

Hvid efterjul

Et kort sekunds juleidyl

Søndag begyndte det at sne, og mandag morgen vågnede vi op til det herligste julekort af en snedrøm og otte graders frost.

Der skal jo ikke herske tvivl om, at jeg elsker sne, snetosse som jeg er - og jeg skynder mig at dele postkortidyllen med bloglæserne. For sne klæder altså vores lille landsby.

Men hvor længe var Jeppe i baronens seng? Allerede mandag eftermiddag slog vejret om med regn og sjap og tø.

Jeg tog fire billeder ude på vejen. Et i hvert verdenshjørne. I det kommende år vil jeg prøve at gøre det nogle gange, så der kan komme en lille billedserie ud af det om årets gang på Nørremarksvej - vores vide verden...


søndag den 28. december 2014

I fri dressur

Dina i sandet

Dina slår sig løs i sandet.
På turen til Ægypten var vi selvfølgelig ude i ørkenen - flere gange.

Sådan lidt blasert betragtet kan ørkenen godt minde lidt om stranden ved Blokhus, men ørkensandet er generelt meget grovere og nærmer sig det, som vi i daglig tale betegner som som skærver.

Ørkensandet er groft og skærveagtigt.
Men enkelte steder er der klitter med rigtig fint sand. Et sted mødte vi sådan en klit, der nærmest var en kæmpemæssig vindfane på den ene side af et lille fjeld. Det kunne Dina ikke stå for - for det mindede altså alvorligt om de grønlandske snedriver.

Jeg tog en stribe billeder af opvisningen - og man må have mig undskyldt, men jeg kan altså ikke lade være med at tænke på scenerne, når køerne slippes løs om foråret...

Hos barberen

En smertefuld oplevelse

Så går det løs med saks, maskine, kniv og kinesertråd.
Jeg har en forkærlighed for udenlandske frisører. Ikke alene til hverdag, hvor jeg ofte bliver klippet hos en af slagsen i Aalborg, men også når jeg ude at rejse.

Jeg benytter enhver lejlighed til at tjekke den lokale frisørkunst. Det er som regel en god oplevelse, for ude i verden er servicen som regel højere og prisen lavere, end vi kender det i Danmark.

Så det var en godt langhåret blogger, der drog til Ægypten kort før jul. Den første dag i El Gouna tjekkede jeg markedet ud for mulige frisører - og jeg faldt på stedet for en Jimi Hendrix-lignende frisør på torvet i den lille by. Tænk sig at blive klippet af Jimi Hendrix...

Desværre viste det sig, at Hendrix i udpræget grad var til kvinder - og de lokale modeller stod nærmest i kø for en behandling. Men det viste sig også, at han havde en herrefrisør ansat, som kunne tilkaldes i løbet af få minutter.

Så fredag aften sad jeg forventningsfuld i stolen. Selve klipningen af manken blev gennemført - omhyggeligt og absolut i  orden. Så kom turen til skæg, øjenbryn, ører og næse. Da vi var i Mellemøsten regnede jeg med, at han ville brænde de små hår af - for sådan foregik det i hvert fald sidste år i Tyrkiet.

Højt humør efter endt behandling. fra venstre Jimi Hendrix,
den nytrimmede blogger og barbersvenden. 
Men nej - ingen ild her. Derimod kinesertråden! Hos frisøren derhjemme havde jeg set, hvordan man fjerner en østerlandsk kvindes prægtige overskæg med et snuptag ved at rulle en kinesertråd op og ned ad huden, hvor de små hår rives op med rødder. UF...

Nu måtte jeg lægge ansigt til samme behandling til alle de små hår i tinding og omkring øjebrynene. Det gjorde altså avs. Men i Østen hører ansigtsmassage jo også med til en klipning, så jeg kom mig hurtigt. Frisøren sluttede behandlingen med kniven og gennemførte den flotteste skægtrimning, jeg nogensinde har prøvet.

Så det endte smukt og fordrageligt. Endnu en gang har jeg al mulig grund til at anbefale, at man benytter ferien til en tur til den lokale frisør.

Lørdagens fugl

Se din solsort dybt i øjnene

Lørdag formiddag lavede jeg dette foto af en solsort på foderbrættet. Det er et billede, som jeg er ret godt tilfreds med - simpelthen. Prøv at klikke på billedet for forstørrelse...

Snemand

På jagt efter sneen

Adam giver snedværgen paryk på.
Vi har i øjeblikket besøg af lille Adam og hans mor.

Adam er noget skuffet over, at vi ikke har sne på Øland. Da han torsdag kørte i bus fra Københavnstrup sneede det nemlig det meste af vejen.

Vi forsøgte at råde bod på miseren ved at køre en tur lørdag eftermiddag. DMI's kort fortalte, at hvis vi tog vestover, skulle der komme sne - ikke i store mængder, men dog sne.

Rasmine, Adam og mormor på Feggesund-færgen. Der
er ikke meget at se i tågen.
Turen gik til Mors og hjem over Thisted. Nær Vildsund fandt vi en rasteplads til den medbragte cacao, og her var der sørme også sne. Nok til en snemand - ikke af de store, men dog en snemand, og Adamski fik en herlig halv time i sneen, mens vi andre herrefrøs...

Da vi kørte hjemmefra var himlen klar, men allerede efter få kilometers kørsel kom vi ind i noget. der vel bedst af alt kan beskrives som skiftende grader af tåge. Det var en skam, for turen over Nordmors er ellers noget af det pæneste, der findes, på vore breddegrader.

Men alt i alt en god eftermiddag, hvor Adam fik sin sne.

fredag den 26. december 2014

Jul på det gamle sygehus

Omkring en barndomserindring

Juletræet på Farsø Sygehus. Billedet er taget i 40'erne,
 men sådan så der faktisk ud på det gamle sygehus
 indtil 1971. Jeg husker tydeligt det gamle trædeorgel
 til højre.Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum
Jeg holder af Landsby-hospitalet – både den engelske TV-serie og de gode, gamle dages små sygehuse på landet.

Helt uhildet er jeg ikke. For min mor var sygeplejerske, og min far var gennem mange år administrator på Farsø Sygehus. Så jeg har nærmest fået Landsbyhospitalet ind med modermælken – og selv om TV-serien foregår i England, er ligheden slående.

Med til mine barndomsminder hører julen på sygehuset. For sygehuset gik forud for familiens jul. Dengang var der jo hverken fagforeninger eller arbejdstidsregler.

Dengang var det også almindeligt, at man tog børnene med på arbejde. Også på et sygehus. Børnehaverne og fagforeningerne var jo dårligt nok opfundet – og Arbejdstilsynet var endnu en ufødt tanke i en kold DJØF-hjerne. At børn kunne komme til skade, gå i vejen eller endog smitte patienter var ikke noget, man tænkte på.

Og hvorfor egentlig? Vi var jo opvokset på rigtig komælk – og alle var multiimmune mod de fleste infektionssygdomme. Og for mit eget vedkommende lærte jeg lynhurtigt, når min tilstedeværelse i en akutsituation var absolut uønsket.

Så juleaftensdag tog min far mig med på arbejde. En del patienter var udskrevet på grund af højtiden – og fokus var klart rettet mod de få patienter, der var tilbage. I bilen på vej til arbejdet blev jeg indprentet, at når man har med mennesker, der ikke kan klare sig selv at gøre, så går pligten forud for retten. Det var ren Florence Nightingale – på den gode, anskuelige måde.

Sygehusets juletræ vælges af forstanderinden ind til 1968
Ulla Bentzen og min far, Mogens Hansen, til højre. Billedet
er fra 1967 og en screendump fra Lokalhistorisk  Arkiv.
for Farsø og Omegn
. Den høje herre i midten er Falck-
Zonen-redderen Jens Brovst. I arkivteksten omtales
han som Falck-redder, men det er en fejl, da firmaet på
daværende tidspunkt hed Falck-Zonen efter en fusion
mellem de to danske redningskorps i 1963. Varemærket
Falck uden Zonen blev først indført i 1977.
Patienterne skulle have en jul så tæt på hjemlige forhold som muligt. De faste besøgstider var suspenderet – og vi var jo på landet, så der var en kommen og en gåen af besøgende.

Min far var travlt beskæftiget sammen med forstanderinden om forberedelserne til eftermiddagens højtideligholdelse af julen. Så jeg blev udstyret med en skål godter og fik besked på at gå rundt og dele ud. Sygehuset var jo ikke så stort, så den klarede jeg da snildt, selv om jeg ikke var mere end en syv-otte år.

Efter frokost og patienternes middagslur var der gudstjeneste på de forskellige afdelinger på skift. Der var fire, så jeg fik Guds ord med på vejen nogle gange. Det udnyttede jeg i øvrigt groft, da jeg gik til konfirmationsforberedelse. Vi skulle have ti gudstjenester i bogen for at blive konfirmeret – og med fire på en dag nåede jeg lige i mål.

Patienterne fik også en julegave af sygehuset. En fin kaffekop fyldt med juleknas og med sygehusets initialer og årstal – til minde om den jul, som blev tilbragt på sygehuset. Jeg ved ikke, om man har den tradition i dag, men vi hører jo hele tiden om det betrængte sundhedsvæsen – så jeg tvivler. Og når man hører, hvordan patienterne bliver behandlet på vore dages fabrikssygehuse, vil de fleste sikkert betakke sig for at blive mindet om det – hvis de i det hele taget overlever.

I min barndom var meget anderledes end i dag. Den gang var sygehusene til for de syge – og ikke for personalets og politikernes ambitioners skyld. Det var jo derfor, at det hed sygehus. I dag hedder det sundhedsvæsenet. Fokus er fjernet fra de syge. Og meget er som sagt anderledes…

Men vi kan stadig nå at ændre det. Vi kan nå at stoppe byggerierne af supersygehuse, der dræner sygehusvæsenet for menneskelige ressourcer – og genopfinde det gammeldags, lokale sygehusvæsen, hvor lindring og omsorg var målet – og hvor personalet gør sin pligt frem for at kræve sin ret.

For snart to år siden døde min far på den palliative afdeling på Farsø Sygehus - på det sygehus, hvor han arbejdede i en halv menneskealder. Jeg er glad for, at det skete der – i lokalsamfundet, hvor han havde sit liv og virke - og ikke på et af fremtidens monstersygehuse. I den sidste svære tid havde han foruden familien besøg af både naboer, venner og bekendte. Det betød virkelig meget for ham – og det var næppe sket, hvis han havde ligget på en sundhedsfabrik i Aalborg.

Så skulle vi ikke lige klappe hesten, mens tid er – og overveje endnu en gang om det virkelig er et universitetshospital, nordjyderne har brug for?

Glædelig jul og godt nytår til alle. Ikke mindst til alle de læsere af Nordjyske, som i det forløbne år har sendt mig en mail med kommentarer til mine kanter. Det er jeg oprigtigt glad for. De fleste er positive – og det luner i en kold tid.

Bragt i Nordjyske Stiftstidende 26. december 2014.

torsdag den 25. december 2014

The Usual Suspects

Juledagsnusserier


 1. juledag er en stille dag - i hvert fald hvis man ikke lige skal deltage i en eller anden julekomsammen.

Og det skulle jeg altså ikke, så det blev tid til at indvie mit nye foto-fuglebræt. I størrelse og udseende minder det såmænd om det gamle - og udskiftningen skyldes ene og alene, at altanen er blevet malet i sommerens løb.

Til at begynde med skete der ikke meget. Men jeg kunne se, at bogfinkerne stirrede langt efter de lokkende solsikkefrø fra deres udkikspost i bøgen. Så var der en musvit, der tog mod til sig. Et lynhurtigt raid mod foderbrættet - og væk var den. Det gentog sig et par gange, og hver gang blev den på brættet lidt længere.

Pludselig turde bogfinkerne og blåmejserne også være med. I løbet af den næste times tid havde jeg så besøg af hele den sædvanlige bande af grønirisker og skovspurve - og pludselig var alt ved det gamle.

Eller næsten. For jeg eksperimenterede lidt med teknikken i forhold til tidligere vintre. Normalt bruger jeg min 200 mm zoom på den plads, men i dag skiftede jeg den ud med min 300 mm med fast lysstyrke på f:4. Det burde alt andet lige give skarpere billeder, men også mindre dybdeskarphed.

Eksperimentet gik som forventet, men det er altså også lige på kanten med dybdeskarpheden. Det giver en meget fin effekt, men jeg vil nok i fremtiden gå lidt op i blænden, så hele fuglen kommer til at stå skarp - og ikke bare et punkt på brystet.

I øvrigt blev dagen også brugt til at indvie en nyanskaffet trådløs fjernbetjening til kameraet. Det mindsker risikoen for rystelser med den store brændvidde - og det er en rigtig lille, lækker luksusting. Den trådløse er erhvervet for sølle 350 kroner - og de penge burde jeg have investeret for længst.

Her er i et udvalg fra dagens høst. Der er ingen ornitologiske seværdigheder i mellem - kort sagt; The Usual Suspects...



Den yndigste rose

En julerose så jeg skyde...

Juleroser har ikke meget med roser at gøre. Til gengæld har de meget med jul at gøre.

Den seneste uge har en af juleroserne blomstret. En enkelt sølle blomst er det blevet til. Sommerens tørke var hård ved planterne, og de er sat flere år tilbage. Men en enkelt blomst kunne det da blive til - og julerosen lever således smukt op til sit navn.

Juleaftensdag blev forresten også dagen, hvor jeg fandt den første krokusknop. Det er der for så vidt ikke noget unormalt ved, men jeg har bemærket, at hverken vintergækker eller påskeliljerne er så langt fremme som sidste år ved denne tid. Jeg spekulerer på, om det er et varsel om, at vi skal have vintervejr de kommende måneder alligevel. Hidtil har vi jo ikke set meget til frosten, selv om meteorologerne lover, at den er på vej.

Under alle omstændigheder forberedte jeg mig juleaftensdag på frost. Regnvandstønderne er nu tømt, og de sidste begonier er flyttet fra drivhuset til værkstedet.

Så nu kan den hvide jul bare komme an, kan den...

onsdag den 24. december 2014

Vise mænd fra Østerland?

- Nej, bare os fra Øland!

Så blev det endelig jul på den gamle blog. Dovregubben havde gerne set en hvid jul, men sådan går det næppe. Men anden er slagtet, gaverne købt og dromedarerne skal have ekstra sul, så det går nok endda.

Hermed en glædelig jul til alle bloggens læsere.

tirsdag den 23. december 2014

Fra Nilens bredder...

Cairo: Kakofoniens triumfmarch

Her er ingen sarte fornemmelser eller cykelstier til
svagpissere. Alle transportmidler kan bruges på den samme vej...
Cairo gennemskæres af Nilen - og minder jo på
den måde lidt om Aalborg. I Cairo har de dog 11
 faste forbindelser og ikke bare en sølle to...
Cairo betyder den triumferende - og det skal der nok være noget om, selv om triumfmarchen er ganske kakofonisk...

Det er en af verdens største byer med måske op til 24 millioner indbyggere - alt efter kilder og måder at gøre det op på. En million indbyggere fra eller til gør i den sammenhæng næppe den store forskel, for byen er under alle omstændigheder voldsomt kaotisk. Her kan man virkelig tale om trængsel og alarm - og anarkiet råder i ekstrem grad.

De kaotiske politiske forhold i Ægypten med revolutioner og lignende vederstyggeligheder mere eller mindre som dagens orden bidrager til kaosset. Men manglende samfundsmæssige strukturer er næppe hele sandheden. Egentlig tror jeg også, at befolkningen har en sund, anarkistisk overlever-holdning til tilværelsen - vel vidende at alt kan lade sig gøre, bare man vil betale.

Byen er møgbeskidt - og der er i sagens natur mennesker over alt. Men også dyr - heste, høns, dromedarer, æsler, gråspurve, kohejrer og sikkert gigantillioner af mere eller mindre sunde mikrober. Helt igennem usundt og utiltalende...

Og alligevel ganske charmerende. For byen er jo også et hjem for alle disse mennesker - og livet skal jo leves, selv om samfundet er på sammenbruddets rand. Og ind i mellem er der små oaser af uendelig skønhed og almindelig dagligdag.

Taget Cairos enorme størrelse i betragtning, var det kun en brøkdel, vi oplevede i sidste uge, men her i hvert fald et par fotos fra turen.
Far og to sønner på fisketur på Nilen. Det er jo det, vi kalder kvalitetstid.
Forstadsidyl i Giza. Bemærk til venstre
dromedaren, der er parkeret mellem bilerne.
Fra Nilens bredder...
I en by med tre en halv millioner biler er en
god gammeldags scooter et glimrende transportmiddel.
Dagligdag i et af Cairos pænere distrikter.

mandag den 22. december 2014

Julehilsen fra Grønland

Julehygge i Biffen

Grønlændere vinker altid til kameraet - til alle TV-produceres store rædsel. 
Ikinnutigiit-koret varmede op i foyeren.
Søndag aften var vi i biografen - Biffen i Aalborg. Ikke for at se film, men for at se Julehilsen fra Grønland.

Sammen med et par hundrede andre fra det grønlandske miljø i Nordjylland så vi julehilsenen, der er et af årets højdepunkter i vores lille subkultur.

For de fleste er juletiden tæt kædet sammen med familien - og da mange grønlændere har familie i Danmark og vice versa, dækker Danmarks Radio et stort behov med denne juletradition, der de seneste mange år er sendt i TV.

Som noget nyt havde Danmarks Radio rykket teltpælene, kameraerne og studieværterne til Grønland, hvor programmet blev sendt fra Grønlands Kulturhus, Katuaq, i Nuuk med indslag fra kysten.

Aftenen sluttede med Guuterput.
Også som noget nyt havde Danmarks Radio arrangeret komsammen i biografer, hvor grønlændere og grønlandsinteresserede kunne følge showet på storskærm.

I Aalborg foregik det i Biffen, der måtte tage to sale i brug til den store begivenhed. Efter showet samledes publikum fra begge sale og tog den grønlandske nationaljulesalme Guuterput en ekstra gang.

Ikke et øje var tørt.

søndag den 21. december 2014

Necropolis

Cairos svar på Christiania

Cairos gamle kirkegårde bebos nu
 af godt en million mennesker.
Tæt på Cairos centrum ligger De Dødes By eller slet og ret Cairo Necropolis.

Det er et kæmpestort begravelsesområde - en kirkegård vil vi sige i Danmark - hvor den ægyptiske hovedstad gennem århundreder har begravet sine døde. Området er på godt seks kvadratkilometer og historien går helt tilbage til kalifatet 600 før Kristus og frem til cirka 1800.

Mange mennesker er gravlagt her, og området er tæt besat med mausolæer, moskeer og endog kirker - blandt andet den største koptiske kirke med plads til 15.000 mennesker.

En af indgangene til Necropolis.
I løbet af det 20.århundrede har området ændret karakter og er nu hjemsted for godt en million såkaldte hjemløse. Indflytningen i området, der hverken har kloakker eller rindende vand, begyndte efter Nassers tiltræden i 1952, hvor mange blev hjemløse i forbindelse med hårdhændede saneringsprogrammer. Efter jordskælvet i 1992 kom der yderligere mange til området.

Området bliver desuden brugt som losseplads - og en god del af områdets befolkning ernærer sig hæderligt ved at klunse. Faktisk bor der en del ganske velhavende beboere i området, og der er i dag et betydeligt antal paraboler i Necropolis.

Selv om en del af de såkaldt hjemløse er blevet velhavende, ønsker de ikke at flytte fra området, der ligger centralt i Cairo. Jeg fristes til at sammenligne det lidt med Christiania, der jo også startede som et slumstormerprojekt.

Den gamle gravplads er Cairos svar på Christiania.
En del af befolkningen i Necropolis er kristne, som har givet et væsentlig bidrag til Cairos renovationsvæsen ved at drive svinehold i de store affaldsbunker. Det var derfor et væsentligt tilbageslag for den kæmpestore bys renovationsvæsen, da staten befalede alle svin aflivet i forbindelse med svineinfluenzaen i 2009.

Jeg ved ikke, om det er årsagen, men jeg vil da godt tilføje, at umiddelbart virker renovationsservicen i Cairo ikke overbevisende i dag. Jeg tror helt ærligt aldrig, at jeg har været i så møgbeskidt en by.

Jeg beklager billedkvaliteten. Billederne er taget gennem en bilrude. Af sikkerhedshensyn ønskede guiden og chaufføren ikke at stoppe ved Necropolis.

Den hellige fugl

Ingen ibisser - kun grossenolliker

Gråspurvunge på terrassen foran hotellet
venter på krummerne fra morgenmaden
.
Danske vipstjerter overvintrer i Nordafrika, så denne hvide
vipstjert kan sagtens være udruget på Nørremarksvej.
I det gamle Ægypten var ibissen en hellig fugl - og fuglen indgår i hieroglyf-alfabetet, men sjovt nok så vi ingen ibis under turen til Ægypten.

Sandsynligvis skyldes det, at vi det meste af tiden opholdt os i ørkenområdet ved Rødehavet, hvor den ornitologiske diversitet var til at overskue.

I El Gouna var det palmeduerne, gråspurvene og de hvide vipstjerter, som løb med opmærksomheden. Især gråspurvene var overalt på hotellet - også inde i restauranten.

Desuden blev også til et glimt af et par store, hvide hejrer - sandsynligvis sølv eller silkehejrer, men det kunne jeg ikke fastslå på afstanden.


Denne palmedue ville altså ikke fotograferes.
I Cairo var der betydeligt flere fugle. Overalt lå der skrald - og det tiltrak blandt andet kohejrer, som jeg så en del af uden dog at få brugbare fotos.

Vi spiste frokost på en husbåd på Nilen, og her så vi blandt andet flere fiskehejrer og igen sikkert silkehejrer. Forresten så jeg også, mens vi spiste, en terneagtig fugl - ukendt for mig, men sorthvid og et spidst næb med fourageringsadfærd som havternen. Det vil sige, at den stod stille i luften nogle meter over vandoverfladen og herefter styrtdykkede ned i vandet og kom op med en bitte fisk i næbbet. Jeg aner ikke, hvad det var - en nilterne eller måske en nilfisker?
Palmedue på toppen af en Farao foran Grand Egyptian Museum.
De små palmeduer var nok turens mest eksotiske indslag på fuglefronten.
Vipstjerterne er altid i bevægelse og byder på
betydelige fotografiske udfordringer.