mandag den 10. februar 2014

Frost i Friis

Iskolde tilbud

Jamen, det er jo is...
Kunst og reklame er to sider af samme sag.

Man kan selvfølgelig diskutere, om reklame er kunst - og om kunst i virkeligheden er reklame, men den slags akademiske diskurser hører ikke hjemme her på bloggen.

Alle har brug for en termokande i vinterkulden.
Men jeg vil fastholde, at de to brancher inspirerer hinanden og bruger hinandens håndværk og virkemidler - og det kan man netop i disse dage se et smukt eksempel på uden for butikscentret Friis på Gabels Torv i Aalborg.

Butikscentret har en variant af "tre raske dage - alt skal væk", som man kalder Frost i Friis - og den aktivitet dækker over, at man har nogle særlige tilbud i skolernes vinterferie. Tilbuddene er selvfølglelig på ting, som er rare at have i vinterkulden - for eksempel en termokande.

Som blikfang har man opstillet nogle isblokke med tilbudsvarerne frosset ind i isen foran butikscentret. Og det er her, kunsten kommer ind i billedet.

Reklame, som folk ikke kan holde fingrene fra.
For i vintermørket giver isen et slagkraftigt æstetisk udtryk - og som kunst er fascinationskraften så voldsom, at folk nødvendigvis må stoppe op, gnide sig i øjnene og spørge sig selv: Er det virkelig rigtig is?

De allermest modige og nysgerrige skal selvfølgelig røre ved isblokkene - og folk snakker. Det er slagkraftigt, det er effektfuldt - og ja, jeg vil kalde det kunst.

Og det er så mit beskedne bevis for, at kunst og reklame er to sider af samme sag. Basta!

Ingen kommentarer: