mandag den 28. april 2014

Morgenstund har gulspurv i...

Morgenens fugl

Weekenden blev tilbragt i Agger i søsterens lejlighed på grund af et kursus.

Det vender jeg sikkert tilbage til på et tidspunkt, men søndag var jeg oppe ved femtiden for at se på fuglene på Agger Tange - og blandt andet fik jeg denne gulspurv i kassen. Den er i yngledragten gul som en Netto-reklame i udsalgshumør, men det gule bliver heller ikke mindre af morgensolens røde skær.

Mandag morgen går turen til Grønland - og næste indlæg bliver forhåbentlig derfra...

Ø-kuller på Øland

Vitsen gik i fisk

Kaptajn Kuller.
Fredag var der som sædvanligt sidst på måneden møde i sildelauget.

Oldermanden havde meldt forfald - men var da ikke mere forfalden end at han umiddelbart inden mødet kunne opdatere sin Facebook-status med en meddelelse om, at han sad på en bierstube i Løkken.

På grund af den forfaldne var aftenens arrangement lagt i hænderne på undertegnede - og jeg havde planlagt en kullerinarisk aften over temaet "Ø-kuller på Øland.

Kuller på en bund af asparges og med ægte hollandaise.
Desværre faldt mit forsøg på at være morsom ved at illustrere oplægget med en tegning af Kaptajn Haddock noget til jorden, da laugsbrødrenes sprogkundskaber desværre ikke rakte til at gennemskue, at Haddock er det engelske ord for den i øvrigt glimrende spisefisk kuller.

Således tynget af alverdens uvidenhed gik vi i gang - og lagde selvfølgelig ud med en kuller, som jeg havde skaffet. Den var godtnok lidt mager i det og løs i kødet - men det er de fleste fisk på denne årstid, hvor gydesæsonen er ved at være overstået.

Kulleren slog sig løs på en bund af sauterede grønne asparges og cherry-tomater - og det hele var overhældt med en herlig, hjemmegjort hollandaise.

Irsk stuvning.
Ø-temaet fortsatte i hovedretten, der såmænd bare var irish stew - men på den grønne ø forstår man at få meget ud af lidt, så det er en rigtig herreret, der i tydelig grad bekom de velvoksne sildelaugsbrødre godt.

Til dessert ville jeg også gerne køre ø-temaet - og jeg havde derfor været på Google og fundet en opskrift på en traditionel engelsk påskedessert, som kaldes "floating islands". Der stod i opskriften, at det var noget, børn elsker - og det tror jeg, for hvis jeg skal oversætte floating islands til noget kendt, så må det blive noget i retning af mælkekogte marengs på en bund af råcreme.

Kogte marengs i råcreme.
Jørn Bager klarede opgaven til UG med alt, hvad dertil hører - for konditorkunsten er jo hans metier, når ikke lige smedien skal passes. Jeg havde fundet på, at de flydende øer skulle pyntes med lidt revet chokalade - og resultatet blev noget, der mest af alt minder om flødeboller i creme.

Og skam få den, der synes ilde om en sådan oplevelse.

torsdag den 24. april 2014

Ord til eftertanke

Sct. Georgs-budskabet 2014

Sct. Georgsdag er traditionelt også skiftedag i
ledelsen af Sct. Georgs Gilderne. Her er det
ledelsen i 8. Aalborg for det kommende år.
Den 23. april er Sct. Georgsdag - og en særlig dag i spejderbevægelsen, der har Sct. Georg som skytshelgen.

I de nordiske lande er det en tradition, at alle spejdergrupper og gilder samles for at høre Sct. Georgsbudskabet, der ofte er skrevet af en nordisk politiker med tilknytning til spejderbevægelsen - og uden at fornærme nogen, tør jeg godt sige, at det mange gange er velmente ord, som det kan være svært at være uenig i.

Men i år var der saft og kraft i budskabet, der også var noget længere end sædvanligt. Forfatteren er den sydslesvigske politiker og redaktør Karl Otto Meyer, der er født i 1928 - og måtte gå i tysk militærtjeneste i krigens slutning.

Det gjorde stort indtryk på mig - og jeg bringer derfor Sct. Georgsbudskabet 2014 her i sin fulde længde:

Pligten overfor egen samvittighed

Spejderbevægelsen har betydet meget for mig og mit liv, og den har derfor en stor plads i mit hjerte. Min bror Henry var spejder og spillede basun i Spejderorkesteret Hejmdal i Flensborg. Jeg blev også spejder og kom med i orkestret, hvor jeg spillede kornet. Lærer Oskar Nielsen var dirigent for Hejmdal, hvor jeg var med indtil 1944, og det var en herlig tid. Vi spillede til årsmøderne i Sydslesvig, til julefester og andre festlige lejligheder. Vi blev godt modtaget overalt, hvor vi spillede, og vi fik meget bifald for vores musikalske ydelser.

Som tiden gik, gjorde krigen et indhug i vores rækker. De ældste blev indkaldt, og der var kun de yngste tilbage.

Da Oskar Nielsen måtte forlade Sydslesvig, overtog redaktør Walter Lange dirigenthvervet. Da Walter Lange blev indkaldt, blev lærer Hans Futtrup dirigent, så Hejmdal Orkestret eksisterede under hele krigen. Hejmdal troppen var delt i to patruljer, og vi havde et helt normalt spejderliv med møder, ture, øvelser og lejrophold. Spejderkorpset i Sydslesvig havde kontakt med de gule spejdere (DDS) i Danmark, og vi var med dem på lejre i Sandbjerg og ved Roskilde Fjord. Samværet med de danske spejdere gav os et indtryk af forholdene i Danmark under den tyske besættelse.

Den 19. maj 1943 blev skibsværftet i Flensborg angrebet af engelske flyvere. En bombe ramte det offentlige beskyttelsesrum, hvor børnene og personalet fra den danske børnehave i Batterigade havde søgt tilflugt.

15 børn og to voksne mistede livet. Det var så meningsløst. Der opstod problemer omkring bisættelsen af de omkomne børn. Hvem skulle bære de små børn til graven? Børnenes fædre og ældre brødre var indkaldt. Skulle de officielle ligbærere bære kisterne, ville de efter nazistisk skik ”heile” ved graven.

Det kunne vi ikke gå med til, så det blev aftalt, at vi spejderdrenge skulle bære de små børn til graven. Der skulle 6 spejdere til at bære en kiste, og der var 15 kister. Så mange spejdere var vi ikke, så vi måtte bære flere gange. Da vi skulle gå fjerde gang, kom vor tropsfører Hans Futtrup hen til os og spurgte: ”Kan I klare det drenge?” Vi svarede: ”Ja, vi kan!”

Vi klarede det, men det var svært. Ingen af os, som var med til at bære, har glemt denne dag. Når vi påtog os opgaven, var det ikke kun for at hjælpe de ramte familier og for at vise respekt overfor de små døde børn, men også, fordi vi ikke ville, at der skulle ”heiles” over deres grave. Her mødte vi vort evige problem: Var det rigtigt at være loyal over for det nazistiske Tyskland og acceptere kravet om pligtens bud for at bevare retten til hjemstavnen?

”Nach Frankreich zogen zwei Grenadiere”, de var fanget i Tyskland under krigen. Lektor Otterstrøm var vores sanglærer. Han lærte os sangen. Vi kendte den fra krigens tid, da sandheden var kendt. Sangen var fra digteren Heinrich Heine. De to søskendes skæbne, der omtales i sangen, var kendt i vor familie, der så absolut så en fare i nazismen. Jeg husker denne sang, fordi den optog os meget. Vi sang sangen, fordi den sagde os noget. Det var ikke kun en sang om to soldater, men det var en sang, som sagde os noget: om kampen for frihed og ret.

Det var alt dette, der førte til, at jeg besluttede mig for at flygte. To personer fra spejderbevægelsen
ville hjælpe mig over grænsen. Jeg gjorde nu alt klar til flugten. Der var forskelligt at ordne. Blandt andet skulle spejderkorpset have min spejderuniform tilbage, for uniformer var en mangelvare, og en anden kunne få glæde af den.

Den 16. januar 1945 var alt klart, og takket være de to: Hans Futtrup og Aage Frøslev Christenen lykkedes det at komme overgrænsen. Jeg skylder dem en stor tak, for de løb en stor risiko. Tænk, hvis de var blevet tagetunder flugten?

Det ville have ført til en dødsdom for mig, men sikkert også for de to personer, som havde hjulpet mig. Man kan selvfølgelig spørge, hvorfor vi løb denne risiko? Dertil er at sige: ”Én gang spejder, altid spejder!” Det er faktisk det eneste svar, jeg kan give. Så er der jo også alt det, jeg har nævnt før. Min opdragelse hjemmefra. Vor antinazistiske holdning, alt det jeg måtte opleve, da jeg var i Polen og så, hvordan polakkerne blev behandlet. De blev slået med en pisk, hvis de ikke tog hatten af for en tysk officer. Alt dette førte til, at man simpelthen ikke orkede mere. Derfor flugten til Danmark og medlemskabet af den danske modstandsbevægelse.

Man kunne simpelthen ikke mere, fordi ens samvittighed sagde et afgjort: ”Nej, nu er det nok!”

Der skal lyde en stor og hjertelig spejderhilsen fra en gammel spejder i Sydslesvig til alle Sct.Georgs Gilderne i Skandinavien.

Og så kommer det egentlige Sct. Georgs Budskab i denne lille beretning: Måtte vi alle bestræbe os på at handle efter vores egen samvittighed - også i kommende tider.Der er stærkt brug for spejder-og gildeidealer i vores tid.

Vær beredt!

tirsdag den 22. april 2014

Efter påskeferien

Kartoffelavleren på omgangshøjde

Så er de tidlige kartofler hyppet og gulerødderne er kommet under net.
Det tidligere forår og en påskeferie med ordentligt vejr er jo den rene fornøjelse for havemanden.

For vi er helt på omgangshøjde. Vi har nået, hvad der skal nås på nuværende tid af året - og vi har ikke og har ikke haft travlt. Tingene kører bare lige så stille derudaf.

I forgrunden er der sået rødbeder - og bagved en
hel kartoffelmark gødet med prima hestemøg.
I påskeferien blev der tid til at sætte de sidste kartofler. Det er dem, som vi skal leve af til efteråret og vinteren, men samtidig er de tidlige kartofler også kommet så langt, at de nu er blevet hyppet - og går alt efter planen, skulle vi gerne kunne nyde årets første kartofler i slutningen af maj. Det er tidligt. Sidste år tog vi de første kartofler den 30. juni - men det var til gengæld også meget sent.

Da jeg satte de tidlige kartofler i begyndelsen af april, såede jeg også gulerødder - og de er nu kommet over jorden. Så er det tid at dække dem med fluenet, så der ikke kommer gulerødsfluer i dem - og det nåede vi også i påsken.

Palargonia og fuchsia er kommet ud
fra vinterkvarteret i værkstedet.
Jeg glemte forresten lige at nævne, at jeg lørdag fik fingre i et læs hestemøg direkte fra marken og uden halm. Simpelthen prima møg som nu luner godt om vinterkartoflernes spirer og giver næring til kartoflerne.

Derudover har vi slået græsplænen for første gang i år, pelagonierne, fuchsia og andet godt blevet plantet i krukker, og vi har sået rødbeder, pastinak og kålrabi, så der er lagt i jorden til masser af rodfrugtretter til efteråret.

Og brændeskuret er fyldt op med brænde til næste vinter.
I påskeferien blev der også tid til at få vinterforrådet af brænde på plads i brændeskuret. Det er dejligt, når man sådan kan se, at der er er fyldt op på lageret - og en kommende vinter bare kan komme an.

Nu kan vi tage den lidt med ro. Vi skal lige være helt sikker på, at det er slut med nattefrosten. Næste større operation bliver derfor i begyndelsen af maj, hvor der skal sættes tagetes, georginer, agurker, tomater, selleri og kål. Forresten varer det ikke så forfærdeligt mange dage, før vi kan begynde at tage af rabarberne.

Men indtil da er det bare med at nyde haven - og ikke mindst alle tulipanerne, der nu er begyndt at blomstre.
Den gamle bænk fra Farsø er nu kommet ud at stå ved postkassen -
og er et herligt sted at sidde i aftensolen, mens man får en sludder
 med alle forbipasserende.
Godt nok ikke en hollandsk tulipanmark - men mindre
 kan også gøre det.

mandag den 21. april 2014

Franske anemoner

Teorien holder ikke

Denne klump af franske anemoner er godt blandet med almindelig
 skovanemone. Måske der er hormoner fra skovanemonen, der har sat
gang i de franske anemoner tidligt på sæsonen?
Vi forbinder gerne anemoner med foråret, for det er den tid, hvor skovanemonen dækker bøgeskovens bund med sine hvide eller gule blomster.

Men anemonefamilien er stor og omfangsrig, og der er anemoner til hele året - næsten.

Blandt andre den franske anemone, der normalt hører den tidlige sommer til - og som i øvrigt har ry for slet ikke at kunne overvintre udendørs i Danmark. Ikke desto mindre har jeg franske anemoner i haven, der har blomstret næsten hele vinteren - og som oven i købet har overlevet de to forgående ellers temmelig kolde vintre.

Så et er teori, noget andet praksis. Og jeg glæder mig over, at de franske anemoner netop nu er flotte som aldrig før.

I øvrigt er det noget sludder, når denne anemoneart, der findes i mange farver, men altid med blåsorte støvdragere kaldes fransk. For den kommer faktisk fra Tyrkiet. Så heller ikke her holder teorien...
Denne franske anemone har blomstret hele den milde vinter. Før frosten
i januar tog vi en hel buket ind. Nu blomstrer den igen - sammen
med de første forglemmigejer.

Signalforvirring

Vi kigger dybt i glasset

Pepsi i Coca-Cola-glas...
Siger man cola, siger man også Coca-Cola - og det amerikanske mærke var uden nogen som helst tvivl i mange år verdens største på det marked.

Naturligt nok - for det var også Coca-Cola, der opfandt colaen. Men i nyere tid har især Pepsi bidt Coca-Cola i haserne. Det har været en situation, der har kaldt på alle flosklerne om krig - og situationen har vel også ind i mellem været ganske krigslignende, hvis man ser på de enorme ressourcer, de to selskaber har kastet ind i kampen om at være den største. Det kan man blandt andet læse om i Roger Enricos fornøjelige og underholdende bog "Den anden slog øjnene ned...".

Nu kan tingene jo gøres op på mange måder - og det alene kan fylde adskillige tykke rapporter på handelshøjskolerne, så det vil jeg afholde mig fra.

Blot konstatere at jeg - der ellers aldrig har været den store kunde til sodavand - faldt pladask for Pepsi Max, da jeg i 2007 flyttede fra Grønland.

Pepsi Max kom ellers på markedet allerede i 1993, så det kræver lige en forklaring: Grønland var i mange år Jolly-land, for Coca-Cola var så ømme over deres brand, at de slet ikke ville sælge deres cola deroppe, fordi alle sodavand skulle sælges i standard-flasker - og den riflede Coca-Cola-flaske derfor var forbudt.

Det ændrede sig i 2001, da PE-flaskerne kom frem - og Coca-Cola stormede ind på det grønlandske marked - og dermed var det godnat med Jolly - akkurat som i Danmark. Men af forskellige sikkert gode grunde kan man stadig den dag i dag ikke købe Pepsi i Grønland.

I 2007 flyttede jeg så tilbage til Europa - og pludselig kunne jeg få Pepsi. Blandt andet den sukkerfri Pepsi Max. Den faldt jeg så for - og efter min smag er det bizart nok den eneste cola overhovedet, der ikke smager syntetisk. Det skyldes måske, at den i modsætning til andre colaer i lavkalorie-gruppen indeholder koffein - og som hærdet kaffedrikker er jeg givetvis ret afhængig af stof. Af samme grund i øvrigt og bemærket rent parantetisk må mormoner hverken drikke kaffe, the eller cola.

Men nu er som bekendt ikke mormon, så fakta på bundlinien er, at jeg bæller Pepsi Max næsten hver dag.

Ikke desto mindre vil jeg fortsat hævde, at Coca-Cola er er verdens største - når det kommer til design og værdi som kulturbærer. Coca-Cola blev et verdensomspændende mærke i hælene på de amerikanske tropper efter anden verdenskrig - og overalt forbundet med amarikansk viljestyrke, moderne livsstil og sorgløs ungdom. Det skete med sloganet fra 1943, hvor kælebrandet "Coke" blev introduceret: "Where there is Coke, there is Hospitality".

Coke er et helt univers af symboler. Først og fremmest det slagkraftige og karakteristiske logo tegnet af colaens opfinder, dr. John Stith Pemberton, apoteker i Atlanta, i 1886.

Et andet væsentligt design-element er den riflede flaske, der kom til i 1916 for at forhindre efterligninger - og selvfølgelig fås der også riflede glas. Det er det, som man på moderne dansk kalder et design-ikon - en dum sammenligning, da ikoner er russisk-ortodokse kristusbilleder, men det er en helt anden snak.

Under alle omstændigheder fik jeg i Grønland på et tidspunkt en kasse Coca-Cola-glas forærende af Knud Nygaard, der stod for importen af mærket til den store ø.

Og jeg kan godt lide glassene. De ligger godt i hånden, er solide og i øvrigt ikke særligt grimme.

Derfor kan man altså også opleve, at jeg i dag sidder og drikker Pepsi Max af Coca-Cola-glas. Det er ren signalforvirring. Nogle vil måske sige smagløst - men jeg er altså ligeglad. For det virker - og det er jo det, som al god design handler om.

lørdag den 19. april 2014

Svensk folkeoplysning

En lille overraskelse

Solvinden fra Ikea lyser op i drivhuset.
 De bedste gaver er som regel dem, man ikke har ønsket sig.

For det viser, at der er nogen, der tænker oprigtigt på en - og tit er det jo sådan, at man slet ikke ved, hvad man mangler.

Så hyggeligt tager drivhuset sig ud udefra om aftenen.
Sådan var det i hvert fald med årets fødselsdagsgave fra min søster. Jeg har jo i foråret lavet drivhuset om til en lille udestue - og da søster er en dreven udestuebruger, vidste hun selvfølgelig, at der mangler lys i den lille hyggekrog.

Så søsteren og Leo havde været en tur i Ikea. Den svenske møbelgigant har nemlig lanceret en hel igennem genial lampeserie med navnet Solvinden. Alle lamperne er med LED-lys, solcelle og batteri - og bare de får lidt lys i løbet af dagen, har de kraft nok til at lyse hele natten. Oven i købet tænder de automatisk ved mørkningen, hvis man vil have dem til det.

Jeg er blevet færdig med gulvet, der er blevet kantet
 med lister af lærketræ. Et gammelt gulvtæppe
 giver lidt atmosfære - og så er drivhuset et
 fint sted til at bruge alle lysestumperne fra jul.
Lamperne er IP44-godkendt - og det betyder, at de må bruges udendørs. Jeg fik to rislampelignende lamper, som sammen med et stearinlys giver tilpas lys til et helt drivhus. Materialet er noget nylon-stof, som tåler vand og kan vaskes - for en almindelig rislampe vil næppe holde længe i et drivhus.

Som alt andet fra Ikea er det gennemtænkt og virker - og endnu en gang må jeg tage hatten af for det svenske firma. Ikke fordi jeg vild med alle deres produkter - noget af det er simpelthen enten for konformt eller så nordisk i designet, at man allerede er træt af det, inden man er færdig med at samle det.

I vores danske selvforståelse plejer vi jo at forestille os som verdensmestre i alternativ energi og energioptimering - men med Solvinden slår svenskernes os altså med adskillige længder. Når de blågule netop kaster sig over solcelle-energien til belysning hænger det sikkert sammen med de mange sommerhuse, som svenskerne har på et eller andet skær i deres uendelige skærgårde. Her er der normalt ikke strøm, for det er simpelthen for dyrt at forsyne hver eneste lille klippeknold ude i vandet med strøm - og så er solcellerne i dag en ganske udviklet teknologi, der ligger lige for en svensk højrefod, der i gamle dage kørte i venstre side af vejen.

P.s. For en god ordens skyld vil jeg lige tilføje, at Dovregubben er uafhængig af økonomiske interesser - og jeg er altså ikke i Ikea's sold, selv om jeg skamroser kompagniet.
Nu jeg alligevel havde fotostativet fremme, skal vi også lige
 have et billede af det lille hus på Øland ved aftenstide.

torsdag den 17. april 2014

Påskens farve

Den gule far(v)e

Vildtvoksende påskeliljer under æbleespalieret.
Gul er påskens farve - i hvert fald rent botanisk - og overalt står påskeliljerne i flor.

Det har været et helt fantastisk påskeliljeår. Nogle af dem har blomstret i over en måned og er faktisk på finalen her lige inden højtiden - mens andre først lige er begyndt.

Den orange trompet er bare så flot.
Jeg har en masse påskeliljer ude ved æbleespalieret. De har stået der i flere år, men det er egentlig først i år, at det er gået op for mig, at det er en særlig variant med orange trompeter - og de er godt nok flotte, tør jeg sige uden overdrivelse.

Jeg er også lidt stolt af forsytiaen ud mod vejen. For det er egen avl. Ikke andet en buket forsytia, som efter blomstringen blev stående i vandet og slog rødder. Det gav tre buske, som nu er blevet voksne og blomstrende.

Disse klassiske og gammeldags påskeliljer har nu blomstret i en måned.
Forsytia af egen avl.
Lidt svensk må man da have lov at være, så vi slutter
lige med en håndfuld blå og velduftene hyacinter.

onsdag den 16. april 2014

Broen er oppe

On the road again

Broen er oppe.
Møder rundt om i Fædrelandet gjorde, at det meste af tirsdagen blev brugt i bilen.

Det er bestemt ikke den sjoveste beskæftigelse, jeg kender - og slet ikke når solen skinner, og jeg sidder og tænker på alle de ting, jeg kunne have lavet udendørs i stedet.

Og selvfølgelig skulle det også lige passe, at da jeg ud på eftermiddagen skulle over Aggersundbroen - ja, så var broen selvfølgelig oppe.

Men da solen skinnede - og dagen var startet med et tidligt møde i Aalborg, havde jeg kameraet med i bilen. Og så kunne jeg jo ligeså godt prøve at få det bedste ud af afbrydelsen. Så jeg steg ud af bilen og tog en håndfuld fotos, mens Eems Sprinter passerede under broen.

Da jeg kom hjem, fandt jeg i øvrigt skibet på Vesselfinder.com - og kunne her læse, at det nederlandske 88 meter lange skib er bygget i 2007 og var undervejs fra Nykøbing Mors til Aalborg. I skrivende stund har det forladt Aalborg og har sat kurs mod Wismar. Det befinder sig pt ud for Djursland og sejler på kurs 180,4 med en fart på 9,1 knob.
Eems Sprinter passerer Aggersundbroen.
Vindmøllerne ved Aggersund.

mandag den 14. april 2014

Grønlandsk kaffe - igen

Fotosession

Grønlandsk kaffe - med bål og brand.
Her i forårssæsonen har jeg været ude og underholde ved et par fester.

Jeg garnerer desserten med lidt historier og anekdoter fra Grønland - og så slutter jeg af med at servere grønlandsk kaffe.

Det plejer at være ganske festligt og underholdende. Det er jo en fornøjelse at være sammen med glade mennesker, så det vil jeg gerne gøre noget mere. Men det var også gået op for mig, at skal det blive til noget, er jeg nødt til at have nogle ordentlige billeder, som arrangørerne kan bruge i programmet - og eventuelt til pressen.

Som faste læsere af bloggen vil vide, har det knebet gevaldigt med at fotografere fremstillingen af den grønlandske kaffe, fordi det foregår i halvmørke - og billederne mangler simpelthen magi...

En glad mand, der gerne serverer grønlandsk kaffe...
Så i den forløbne uge allierede jeg mig med en prof - min gamle ven Jens Morten, der har været fotograf på Stiften i en menneskealder, og som altid har haft et godt øje til tilværelsens lyse sider. Vi brugte en formiddag på at lave nogle glas grønlandsk kaffe - og det var jo arbejde, så vi nippede endda kun til de velsmagende dråber. Resultatet fornægter sig ikke...

For her ser vi virkelig forskellen på en glad amatør og en rigtig professionel - for billederne sidder lige i øjet. For første gang har jeg nu fotos, der rammer magien i den grønlandske kaffe.

Fremover vil billederne være tilgængelige for arrangører og presse via min hjemmeside - men hjemmesiden er i øvrigt mere eller mindre lukket den kommende uges tid, fordi jeg lige er i gang med noget opdatering og tilpasning af layoutet. Sandsynligvis for sidste gang i den nuværende version, der er lavet i gammeldags HTML. Jeg overvejer i hvert fald alvorligt at bruge lidt efteruddannelsesressourcer på en mere tidssvarende løsning - men mere herom senere...

Tak for den store hjælp til Jens Morten.

fredag den 11. april 2014

Brandtale

Usædvanlig bogpræsentation

Kulturhuset Nordkraft måtte i dag kl. 13.05 evakueres. Årsagen ses
nederst til venstre på billedet. Der var opstået brand i
 en skraldespand. En trappegang blev sodskadet - og skraldespanden
kan ikke bruges mere. Efter 20 minutter kunne publikum vende tilbage
til Nordkraft, der i disse dage er centrum for den årlige
Ordkraft-festival.
Det blev på alle måder en ganske usædvanlig bogpræsentation, da Christel Lüttichau og Maria Meyer i dag på Ordkraft-festivalen i Aalborg præsenterede bogen Grønlænderinden om Meyers liv.

Næppe var præsentationen gået i gang, da sirenerne kl. 13.05 begyndte at hyle - og publikum i Kulturhuset Nordkraft blev beordret til at forlade huset, fordi en kritisk situation var opstået - som en syntetisk damestemme meddelte over højttalerne.

Det viste sig nu ikke være en kritisk situation, men derimod en skraldespand med ild i, der var årsag til miseren. Skraldespanden udbrændte, og en trappegang blev godt sodet til.

Christel Lüttichau og Maria Meyer
præsenterer bogen Grønlænderinden, der
udkom i denne uge.
Efter 20 minutters pause kunne publikum vende tilbage til Nordkraft og Maria Meyer, der bestemt også kunne sætte tilhørerne i brand.

Ligefrem og usentimentalt fortalte hun om sit 80-årige liv. Født i 30'ernes grønlandske fangersamfund, hvor enhver kendte sin plads, men hvor der også var plads til alle.

- Dengang var der ingen kvindeundertrykkelse, for fangeren var afhængig af sin kone - og hun var afhængig af fangeren. Et ægtepar var et ægteteam, fortalte Maria Meyer.

Alligevel havde hun svært ved at finde sin plads. Det kunne til nød gå, når der skulle hentes vand - men vaske gulv gad hun i hvert fald ikke.

Så hun endte i København som maskinskriverske på Burmeister Wain - og herfra gik tilværelsen ud i den store verden. Blandt andet var hun repræsentant for Grønland ved nogle store fremstød i London, Zürich og Paris.

Efter nogle år vendte hun tilbage til Nuuk, blev formand for kvindeforeningen, grundlagde en børnehave og etablerede dagpleje efter dansk mønster - og en plads i kommunalbestyrelsen. Hun nåede også at være fungerende borgmester - men tilværelsen om politiker sagde hende ikke noget:

- Jeg dur ikke til kompromiser og studehandler.

Maria Meyer holder meget af naturen - og overvejer på sine gamle dage at blive kriminel.

- De er ved at anlægge et fængsel i noget af den smukkeste natur ved Nuuk - så måske skulle man blive kriminel, spøgte Meyer, der i øvrigt har tænkt sig at dø i Danmark.

- For vi kan ikke blive kremeret i Grønland, så måske var det en ide at dø hernede. Så skal asken strøes ud i den smukke grønlandske natur, fortsatte grønlænderinden med stor lune.

Maria Meyer modtog stort bifald for sit bidrag til Ordkraft-festivalen, der fortsætter i Nordkraft til og med lørdag.
Maria Meyer høstede stort bifald ved Ordkraft-festivalen.

torsdag den 10. april 2014

Lidt flere tulipaner

Fra et rødglødende kamera

Tulipanmarkerne bag de nederlandske diger står i disse dage i fuldt flor - og turister fra hele verden valfarter til Amsterdam og nærmeste omegn for at nyde synet.

Kameraet får ikke mange sekunders fred - og de fleste fotos ender i gemmerne, som et minde om en ufroglemmelig ferie. Det er smukt - men også lidt monomant. Lidt ligesom isbjerge, der alligevel ikke kan hænge rigtigt ved et stykke papir. Det ved vi, men alligevel fotograferer vi dem igen og igen.

Jeg har nu gennemset godt og vel 150 fotos fra søndagens tur til Keukenhof - og her er et par stykker uden yderligere kommentarer.




onsdag den 9. april 2014

Kanalrundfart

Verdensarv i Amsterdam

Kanaler og broer er jo to sider af samme sag. Her ligger seks broer
 på rad og række.
 Så er vi hjemme igen - efter en herlig lang weekend i Amsterdam.

Turen bød på andet end tulipaner og pernod-marineret ananas. For selvfølgelig var vi også på en kanalrundtur. Det hører jo med...

Amsterdam ligger jo nærmest i en sump - og byen er gennemskåret på kryds og tværs af kanaler. Det er nu ikke så dumt, for så kan man jo sejle til selv ganske centrale adresser i byen - og det brugte man flittigt i gamle dage, hvor Amsterdam var et af verdens mest betydende handelsstæder.

Grundlæggende består kanalsystemet af syv ringe - og er så enestående, at det i dag er beskyttet af Unescos verdensarv-program. Kanalsystemet giver også plads til husbåde - og dem er der cirka 2.500 af i den nederlandske hovedstad.
Husbådene er ofte hjem for nogle af Amsterdams
 mere kunstneriske typer - og kunst er altid en god undskyldning,
 når man har hang til sprut....
Selvfølgelig kan en båd hedde Haddock - det engelske
navn for den gode spisefisk kuller, men mon ikke navnet også
 kan være inspireret fra Tintin?
Den sumpede undergrund er ikke særlig stabil - og mange
 af de pitoreske gavlhuse hælder faretruende. Men gudskelov kan
de støtte sig til hinanden.

mandag den 7. april 2014

Kaffetid

Hilsen fra det kolde nord

Amsterdam er forandret for altid...
Det var jo bloggerens fødselsdag - og det skulle selvfølgelig fejres.

Så søndag aften vendte vi tilbage til Cafe Ouest opsat til endnu en aften med god mad og gode vine.

Jeg var i det forholdsvis traditionelle hjørne - og valgte en fiks lille tre retters med hvidløgsgratinerede muslinger til forret, et gudemørt stykke kalv med bearnaise til hovedret og endelig en uendelig velsmagende stykke tarte tatin til dessert.

Men nu er vi jo lidt grønlandske i hjertet - så afslutningsvis ville vi da gerne have en grønlandsk kaffe.
Den slags havde ikke på menuen midt i Amsterdam, så der måtte lige lidt forklaring og en brugsanvisning med. Jeg lavede den første - og tjeneren fulgte lærenemt med og lavede de to sidste.

Måske Cafe Ouest fremover har grønlandsk kaffe på menuen? I så fald må  vi bare konstatere, at vi efterlader et helt andet Amsterdam, en det, vi rejste til i lørdags...

søndag den 6. april 2014

Tulipaner

Ikke for de farveblinde


Det meste af dagen i dag er gået med en tur til blomsterparken Keukenhof, der er verdens største tulipanpark. Der blev fotograferet, så kameraet var helt rødglødende, men jeg har endnu ikke sorteret billederne. Her er tre hurtige uden kommentarer...



Amsterdam

I sparkstøttingens hjemland

Vel ankommet til Hotel Multatuli.
Det er de færreste, der er klar over det - men sparkstøttingen er faktisk en nederlandsk opfindelse. Sparken er jo genial til at køre på is .- og den slags har man masser af i et land, der slet ikke ville eksistere, hvis ikke det var for alle afvandingskanalerne.

Og det er jo forresten af samme grund, at nederlændingene altid har hørt til verdenseliten i hurtigløb på skøjter. Bare lige nævnt parantetisk for at vi ikke skal synke hen i nordisk selvfedme...

Vi fløj til Amsterdam lørdag eftermiddag. På forlænget weekend sammen med Henrik fra Thisted. Planen er søndag at besøge verdens største tulipanpark, der hedder Keukenhof og selvfølgelig ligger lige uden for Amsterdam.

Men ellers velankommet til den nederlandske hovedstad og indlogeret på et ganske enkelt og prunkløst hotel gik turen ud i det amsterdamske natteliv. Og det er ganske livligt, skulle jeg hilse og sige, sådan en lørdag i begyndelsen af april og hvor udeserveringen lige er begyndt.

Vi fandt et fint spisested midt i minefeltet. Cafe Ouest lød det beskedne navn, men det var nu fransk kogekunst af høj karat.

Mæt og vellagret efter pernodmarineret ananas.
Jeg lagde ud med en salat med confiteret andelår, hvilket efter min beskedne opfattelse er en delikatesse af de helt store. Mørt og velsmagende andekød marineret i eget fedt. Herefter stod den på en fransk klassiker - coq au vin.

Desserten bestod af dagens pandekage . crepe du jours - og det var dagens helt store overraskelse. For garnituren var pernod-marineret ananas med et pift af sort peber. Særpræget, ja, men den holdt hele vejen hjem -.også selv om benene siksakkede efter dette dessert-tilskud af pernod....

Herlighederne blev ledsaget af en vidunderlig frugtfuld 2013'ner fra Languedoc - vistnok af halvædel byrd fra Prins Henriks store familie...

lørdag den 5. april 2014

På gensyn næste weekend

Et must på Ordkraft

Er hun ikke smuk?
Jeg har en svaghed for grønlandske kvinder. Det er vist ikke nogen hemmelighed - og det her er heller ikke bekendelseslitteratur.

Men da jeg i sin tid kom til Grønland, faldt jeg altså i - og faldt for dem på stribe. Jeg var kommet til et samfund, hvor tingene var tydelige - mænd var mænd, og kvinder var kvinder - kein hexerei. Og det er stadig sådan, at når vi er til sammenkomster i det grønlandske miljø, sætter man sig hver for sig.

Men jeg opdagede også, at der bag ved den umiddelbare meget feminine adfærd lå der noget dybere. De grønlandske kvinder var meget viljestærke og stålsatte - og mange gange bedre skikkede end mændene til at få deres vilje og nå deres mål. Som små heksedoktorer brugte de erfaringerne med husholdningspengene til at få samfundsøkonomien til at fungere - og nogle af de største politiske personligheder i Grønland er rundet af såkaldt svage køn.

I den sammenhæng kunne jeg selvfølgelig nævne Nuuks borgmester Agnethe Davidsen, som jeg arbejdede tæt sammen med i årene i Nuuk - men jeg mødte også mange andre, der gjorde det godt på den ene eller anden måde.

For eksempel Maria Meyer, der blandt andet stiftede Grønlands Røde Kors, havde været formand for kvindeforeningen og havde siddet i kommunalbestyrelsen. Hun var en ældre dame, men gudesmuk og feminin som få.

Nu viser det sig, at Maria Meyer kommer til Aalborg i den kommende weekend. Anledningen er den nordjyske ord-festival Ordkraft, der foregår på Nordkraft.

Her vil Maria Meyer fortælle om den bog, som forfatteren Christel Lüttichau har skrevet om hende. Bogen udkommer mandag og hedder "Grønlænderinden".

Nu plejer jeg jo at besøge Ordkraft - men en ting er sikkert. Jeg sidder der på første række, når Maria Meyer og Christel Lüttichau går på scenen fredag klokken 13. Maria Meyer er nu 80 år - men åbenbart stadig stærk som kun grønlandske kvinder kan være det. Og det vil jeg gerne opleve. Og så glæder jeg mig da også til at læse bogen - for Maria Meyer har oplevet mere end de fleste, tør jeg godt påstå.

Jeg har i anden sammenhæng skrevet en lille forhåndsomtale af begivenheden og bogen. Den finder du her.

fredag den 4. april 2014

Ny hyggekrog

Den store tur til drivhuset

Det skal jo være skidt, før det bliver godt...
Jeg har et drivhus, som fulgte med, da vi i sin tid købte det lille hus på Øland.

Et drivhus skal man da have i en ordentlig have, så det har jeg ikke spekuleret så forfærdeligt meget over tidligere. For mig har det ganske enkelt og usentimentalt været et produktionssted, hvor vi avler lidt frugt og grønt, som er lige på kanten af det nordiske klima.

Men jeg har da ikke været blind for, at min søster bruger sit drivhus mere som en havestue. Pavillionen, som de kaldet det...

Tankerne har derfor kredset lidt om måske at bygge et ekstra drivhus eller en egentlig havestue - men omvendt har jeg også lovet mig selv ikke at starte flere store projekter. Der skal jo også være tid til at nyde haven...

Jeg har lagt trægulv i drivhuset.
Men de seneste par somre har vi altså med stort held haft en voksende produktion af frilandstomater - og det gav mig så ideen til at rydde op i drivhuset, flytte rundt med arbejdsbordet og så videre, så drivhuset også kan bruges som en lille udestue og dermed forlænge havesæsonen betydeligt. Det burde kunne lade sig gøre, hvis jeg ellers ikke fylder drivhuset med tomater.

Der er normalt ikke langt fra tanke til handling, så det har jeg brugt de seneste to dage på. Drivhuset er blevet vasket i en grad som aldrig før - og står nu næsten som nyt, alderen til trods. Jeg har lagt et fint gulv af bejdset akacie - og har nu fem kvadratmeter udestue, hvor vi kan sidde lunt og dejligt, når blæsten ellers går lidt for frisk over Limfjordens bredder.

Der mangler lige lidt kanter og lidt blomster, så skal det nok blive rigtig hyggeligt.

Snabelvand - eller måske sabelvand til sabeltanden...
Som altid fejrer vi havens små og store projekter med en gang boblevand. Bemærk, at flasken mangler halsen. I mine velmagtsdage, hvor jeg havde licens til at drikke på arbejdsgivernes regning, smuttede der jo i ny og næ en flaske med brus - og når der skulle være stil over det, blev champagnen åbnet med sabel.

Nu er sabler desværre ikke standardudstyr i ølandske huse, men en gammel samekniv kan vel også gøre det, tænkte jeg. For en samekniv er næsten lige stå stor som en sabel, så hvorfor ikke?

Under alle omstændigheder skulle det prøves - og som det ses, virker samekniven ganske fortrinligt som sabel.
Flot ser det ud, når både påskeliljer og mirabeller blomstrer.
Nu håber vi bare, at nattefrosten ikke skader mirabellerne.