lørdag den 31. maj 2014

Bund i fattigfolk

Wienerschnitzel og ægte bearnaise

Der arbejdes koncentreret under de indledende øvelser.
Så har der atter været fredagstræf blandt øens muntre svende, mesterspiserne fra Han Herred - kort sagt: Øland Sildelaug.

Fredagens menu var komponeret af Hardy og HC og bød på sommersalat og wienerschnitzel - en på papiret overkommelig opgave. Men også kun på papiret...

Sommersalaten bestod af - ja- salat, et hårdkogt æg og lidt bacon. Det er jo med bacon som med fløde - det er der endnu ingen retter, der har taget skade af, heller ikke i rigelige mængder...

En kæk omgang sommersalat - piftet op med en herlig
dressing af ukendte ingredienser og håndbrygget øl til.
Salaten blev piftet op med en dressing, som HC havde med hjemmefra - et lille mesterværk som sandsynligvis var komponeret af konen. Den ellers meget vidende HC havde i hvert fald svært ved at redegøre for indholdet - men der var i hvert fald toner af mynte i dressingen, der faldt i alles smag.

Hovedretten var wienerschnitzel - nogle ordentlige kødstykker på størrelse med en tallerken. Det var en god og passende lejlighed til at repetere historien om denne østrigske nationalret, der bestemt også falder i danskernes smag.

Så er der serveret.
Oprindeligt er wiener-schnitzelen en italiensk egnsret fra Milano, hvor den lyder det meget sigende navn elefantøre. Retten blev bragt til Østrig af den navnkundige og fra wienerballerne så kendte general Radetzky under et østrigsk felttog i Italien i 1860. Siden har hverken Wien eller schnitzler været det samme.

Specielt ikke da retten kom til Danmark - og tartelettens fædre skulle tilføje et særligt nationalt træk til Wienerschnitzlen. Det blev en såkaldt dreng - en citronskive med ansjos, kapers og peberrod der jo er med til at definere wienerschnitzlen i Danmark. 

En dreng hører med til schnitzel i Danmark.
Hvorfor det hedder en dreng, står lidt hen i det uvisse.For et års tid siden diskuterede jeg sagen med overtjeneren på Krybily Kro over en godnatøl - og han mente bestemt at erindre fra studietiden på tjenerskolen, at det var en fordanskning af et fransk udtryk.

Under alle omstændigheder er det vel et udslag af dansk sans for enten ligeberettigelse eller humor, at man også kan lave en pige. Det er en citronskive med en klat smør krydret med paprika - og visse steder i landet serverer man da også wienerschnitzler med både pige og dreng, fortalte overtjeneren.

Wienerschnitzlerne denne aften var store og solide - så de skulle selvfølgelig følges på vej af lidt sovs. HC og Hardy havde valgt bearnaise til lejligheden - og skriverkarlen, Deres ydmyge blogger, fik lejlighed til at demonstrere, hvordan man let og enkelt uden bekymringer lave en ægte af slagsen - uden at den skiller. For rigtige mænd spiser naturligvis ikke pulverbearnaise...

Da drengene gik til bords, gik snakken livligt - godt hjulpet på vej af et par flasker håndbrygget øl og bitte en eller to. Det var varmt denne næstsidste majaften - og som aftenen skred frem var det ligesom det blev varmere. Måske hang det lidt sammen med schnitzlerne - for de var store og lækre, og ned skulle de. Det kom de også - til sidst...

Men der er åbenbart bund også i fattigfolk. Der var i hvert fald ingen, som fandt lejlighed til at påtale den fraværende dessert...

1 kommentar:

Natalia Zimniewicz sagde ...

Super wpis. Pozdrawiam i czekam na więcej.