søndag den 10. maj 2015

Paris Hilton

Byens bedste hotel

Enkle, store værelser med plads
til lufthavnens bagagevogn.
Overskriften er udelukkende valgt for at tricke søgemaskinerne, for i virkeligheden er det Hilton CPH, som det handler om...

Af forskellige årsager var jeg nødt til at ændre mine rejseplaner i sidste uge - og det indebar desværre en ekstra overnatning i København. Det betød et gensyn med mit yndlingshotel på disse kanter - Hilton i Kastrup,

Da jeg arbejdede i Norge, var hotellet jo mit tredje hjem - og det var forresten også her, Dina og jeg i sin tid fejrede en del af hvedebrødsdagene. Hotellet byder på megastore værelser - ganske prunkløst og enkelt indrettet i dansk design, men der er, hvad der skal være: seng, skrivebord, radio, TV samt ikke mindst et lækkert badeværelse med både brus og kar, musik og som en fin detalje telefon ved tønden...

Fin udsigt over lufthavnen mod Øresundsbron.
Hvad jeg også sætter pris på, er, at Hilton som et af de få hoteller i Københavnsområdet tilbyder rygerværelser. Så kan jeg i hvert fald ikke forlange meget mere...

Det er sandsynligvis verdens eneste hotel med både international lufthavn og metrostation i foyeren, og under alle omstændigheder et effektivt overnatningssted, når man ankommer med fly om aftenen og skal videre tidligt næste morgen.

Hilton CPH er ikke et billigt sidegadehotel. 2200 kr. uden morgenmad, når man kommer uanmeldt - men når man nu sparer en taxa til og fra byen, går det an sammenlignet med andre hoteller i hovedstadsområdet. Metroen kan man ikke rigtig bruge, når man rejser rundt med godt 40 til 50 kilo bagage, som jeg som oftest gør.

Forresten betyder det også noget, at det meste af personalet er svensk og de fleste gæster dannede mennesker, så man slipper også for at høre på den aggressive og uskønne lavkøbenhavnske dialekt, hvor man absolut skal sige karfe i stedet for kaffe. Det er såmænd også et par kroner værd.

Aftenen blev tilbragt i baren sammen med en norsk borebisse, så alt i alt var det akkurat som i de gode, gamle dage - for bare fem år siden.

Ingen kommentarer: