onsdag den 1. juli 2015

Endelig sommer

En sommerdag fyldt med energi

Efter to år fik jeg endelig taget mig
 sammen til at lave døre i det nye skur.
Pludselig blev det sommer. Ganske overraskende og overvældende.

Jeg vågnede allerede i lysningen ved firetiden - og var slet ikke i tvivl om, at det var stå-op-tid. Det var vindstille og fuglene sang. Det skulle nydes.

Jeg var fuld af energi, så et eller andet skulle der laves. For flere år siden lavede jeg et lille skur ovre bagved brændeskuret, hvor jeg opbevarer forskellige ting, jeg ikke kan nænne at smide ud, men på den anden side heller ikke bruger til hverdag.

Selve skuret lavede jeg allerede i 2013, men af uransagelige årsager har jeg aldrig fået lavet en dør til skuret, selv om beslagene for længst er indkøbt. Så det gik jeg altså i gang med tidligt i morges - og klokken otte sådan cirka var den ged barberet, og jeg kunne gå til morgenmad. Et par skiver rugbrød med kippers i dagens anledning.

Så er havebordene klar til sæsonen.
Tidligere på ugen havde jeg renset et par haveborde med algefjerner, så det var en passende fortsættelse. Det ene fik en gang fortjent teakolie, og det andet fik den hvide farve frisket op, så vi er klar til at nyde forhåbentlig mange sommerdage endnu udendørs.

Der er endnu et par dage til sommerferien, men det er da dejligt allerede nu at have lavet et par af ferieprojekterne. For der er jo altid et eller andet, der skal laves her på parcellen...

Det blev også lige til en smagsprøve på jordbærrene. De første to helt nøjagtig. Og de smagte lige nøjagtig så himmelsk, som kun hjemmeavlede jordbær gør det. Desværre ser høsten lidt tvivlsom ud. Bærrene er små - og jeg tvivler oprigtigt på, at vi kommer op på de samme mængder, som vi normalt høster.

Ingen kommentarer: