lørdag den 11. juli 2015

For syns skyld

Nyt brilletilskud
Denne håndfuld briller dukkede op under sengen...
Det er sommerferie og dermed projekttid.

Freddag begyndte jeg at male førstesalen i det lille hus på Øland. Det er tiltrængt - om ikke andet så for syns skyld.

Men projektet har også bogstaveligt talt givet mig et nyt syn på tilværelsen. Jeg er jo lidt langsynet - ikke noget alvorligt - og bruger læsebriller. De billige, som kan købes i snart sagt enhver kiosk, supermarked og tømmerhandel.

Favoritmodellen er fra Biltema, hvor tre styk kan erhverves for en lille halvtredser. Heldigvis er de ikke dyre, for de har det altså med at blive væk.

Det har længe undret mig, hvor alle brillerne forsvinder hen. Måske har vi en brilleslange under gulvbrædderne? Eller er det bare musene, der med stor fornøjelse gnasker mandens briller i sig?

En del af løsningen dukkede op, da jeg flyttede en seng for at komme til at male. For under sengen lå der en halv snes briller. Sikkert faldet på gulvet, når manden falder i søvn med brillerne på - efter en lang og virksom dag.

Fundet er et fint tilskud til den daglige rotation af briller - og nu ved jeg i hvert fald, hvor der skal ledes, næste gang jeg ikke lige har et par briller ved hånden. Eller på hovedet... For i ni ud af ti tilfælde, hvor jeg ikke kan finde brillerne, sidder de faktisk bare oppe i panden. 

Jeg ahr brugt briller siden teenage-årene - og de sidste 15 år har det været læsebriller, så brillerne er efterhånden en integreret del af anatomien, som jeg ikke altid mærker. Resultatet er, at jeg leder efter brillerne, mens jeg har dem på hovedet - og forresten har jeg da også adskillige gange fundet et par briller i parykken, når jeg står i brusebadet.

Det er altså ikke nemt, når alderdomssymptomerne lige så stille indfinder sig...

Ingen kommentarer: