onsdag den 30. september 2015

The big apple

Lidt haveblær


Generelt er årets æblehøst ikke værd at snakke om, men enkelte lyspunkter er der da...

I dag plukkede vi dette flotte discovery-æble på et af de nye træer i espalieret ud mod vejen. Egentlig var det ikke meningen, at det skulle have båret æbler overhovedet. I foråret nippede jeg de fleste blomster af, så træet kunne bruge kræfterne på at vokse, men et par enkelte blomster fik lov til at sidde.

Det er sikkert baggrunden for, at vi så i dag kunne høste dette kæmpeæble. 240 gram viste køkkenvægten - og flot er æblet også uden insektbid eller pletter. Det lover godt for fremtiden...

mandag den 28. september 2015

Blodmåne

Måneformørkelse og supermåne

Natten bød på både måneformørkelse og en såkaldt supermåne. Det skete tidligt mandag morgen - sådan cirka ved den tid, hvor jeg plejer at stå op, så det var ikke noget problem at lave et par fotos.

Den største udfordring var en forholdsvis tyk tåge, som lå over det meste af Han Herred. Jeg havde en ambition om at fotografere måneformørkelsen ved Månevejen i Brovst, men det måtte jeg opgive på grund af tågen.

Det øverste billede af den totale formørkelse er taget på Møllebakken, der lå over tågebankerne. Det nederste billede er taget ud af tagvinduet her på kontoret ved firetiden, kort før formørkelsen var total.


søndag den 27. september 2015

Et godt hug

Søndagen bød på store naturoplevelser

Hugorm i efterårssolen
Skestorkene samler sig ved denne tid på
Vejlerne inden efterårstrække
t.
På vej hjem fra fødselsdagsfest i Doverodde stoppede vi på Vejlerne for lige at strække ben.

Der var et vældigt leben af fuglefolk. Det viste sig, at skestorke fra nær og fjern, der samles i området på denne årstid inden turen sydpå, havde taget ophold på en lille holm tæt ved udsigtsbygningen - og det var for mange en helt enestående chance for at komme tæt på denne tidligere så sjældne nordjyske fugl.

Hugorme-ungen var ikke meget større end en regnorm.
Selv om vi jævnligt ser skestorke her i kvarteret, ville jeg da tage del i festen - også selv om jeg kun havde standardoptik monteret på kameraet og derfor var afskåret fra at komme helt tæt på.

Så bevæbnet med kameraet forlod jeg bilen - og var til min store forbløffelse lige ved at træde på en hugorme-unge. Den lille repræsentant for Danmarks eneste giftslange - vel cirka 30 cm lang - fortrak hurtigt, men jeg nåede da et par fotos. Faktisk de første fotos jeg nogen sinde har lavet af hugorm.

Bemærk hugormens brune kulør. Det afslører, at der er tale om en hun, hvorimod hannernes farve er mere i de sorte og grå nuancer. Hugormen går i dvale i løbet af oktober, så den lille unge var antageligt ude at nye solen inden sengetid.

Skestorkene var urolige på grund af tre havørne.
Bagefter kiggede vi lidt på skestorkene, der var lidt urolige og allesammen lettede en gang, men vendte tilbage. Det viste sig ved nærmere eftersyn, at uroen skyldtes tre havørne, der rumsterede i området. Desværre alt for langt væk til at kunne fotograferes, men bilens kikkert afslørede tydeligt, at vi havde med en flok teenager-havørne fra i år at gøre.

Som prikken over i'et og en bonusoplevelse på denne solfyldte søndag middag fik jeg også et foto af et firben.
Hugormen forsvandt hurtigt, da den opdagede mig.
Skestorke i luften.
Dagesn bonustilbud: firben.

lørdag den 26. september 2015

Fra æstetikkens overdrev

De røde pølser gik i fisk

Der er noget særligt ved røde pølser.

Tænk sig, at vi her i landet er så heldige at have pølser i nationalfarverne - rødt skind med hvidt indhold. Den var aldrig gået i Sverige... Blå pølser med gult fyld eller værre endnu: Knaldgule pølser med blåt indhold... Den går ikke, for mad skal i høj grad spises med øjnene.

Lørdag er der Ølandsmesse i medborgerhuset, og Sildelauget havde påtaget sig at byde på en pølse til de udstillere, der måtte blive sultne under opstillingen. Sådan en gang rigtig CSR, som det hedder i dagbladet Børsen, prokuristernes førende avis.

Nu var der bare ingen sultne udstillere, så pølserne røg i fryseren. Til gengæld kunne laugsbrødrene bruge tiden på at kreere lidt godt fra havet til de sultne øjne.

Skal man, så skal man, var overskriften på forretten, der var muslingesuppe. Muslinger dampet i en fond af hvidvin og urter - og så tilsat fløde efter mottoet: Der er endnu ingen ret, der har taget skade af fløde.

Hovedretten bestod af fiskeruller. Fiskefiletter rullet om lidt guf og svøbt i parmaskinke. Inspirationen hentet i pølsevognen helt klart, så hertil lidt salat med ægte solmodnede tomater fra de ølandske ovne.

Alle var enig om, at det var mad for øjet, men det smagte også guddommeligt. Paraderne faldt - godt hjulpet på vej af hvidvin i stride strømme. Befordrende for den lokale sladder, der foregik på et højt plan, så alle er klar til Ølandsmessen.

Pølserne? Dem tager vi anden gang...

fredag den 25. september 2015

Sofamania

Til evig skræk og advarsel

Forleden var jeg til et møde på Christiansborg. Jeg var i god tid og snusede lidt rundt på gangene, der er prydet med masser af malerier af betydningsfulde politikere og ministre.

I en krog mellem malerier af Aksel Larsen og Erhard Jacobsen fandt jeg dette maleri med Jacob Haugaard - og det undrede mig lidt. For selv om det nu var meget sjovt, at komikeren blev valgt til Folketinget i sin tid, så har han jo ikke sat noget større politisk aftryk, som for eksempel Larsen og Jacobsen, der begge var i politik i en menneskealder.

Jeg forskede lidt i sagen, og det viser sig også, at billedet har ført en lidt omtumlet tilværelse, inden det i 2012 endte på den nuværende plads.

- Vi hænger jo ikke billeder op af alle folketingsmedlemmer. Men der findes undtagelser med de, der - på en eller anden måde - har sat sit spor. Og Haugaard er noget ganske unikt, forklarede Jens Christian Jacobsen, chefkonsulent og sekretær for Folketingets Rådgivende Kunstudvalg, dengang til Politiken.

Selv mente Haugaard, at maleriet tjener en vigtig rolle som »evig skræk og advarsel« om, at selv »populistiske tosser« kan blive valgt til Folketinget.

- Jeg er skidestolt af det billede, siger komikeren.

Sofamania var navnet på Haugaards band i storhedstiden i den aarhusianske undergrund, hvor han blandt andet stiftede Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer og udtalte, at hvis arbejde er sundt, skal man give det til de syge...

onsdag den 23. september 2015

Søde sommerminder

Tak for lån

Vi var jo heldige og lånte en hytte i Igaliku i sommerferien.

Det var vi dybt taknemmelige for - og derfor ville jeg også gerne give Ellen og Frank en lille present som tak for lån.

Jeg tog jo en masse fotos, mens vi var der - og en plakat med hytten lå lige for. Så jeg bladrede i stakken af fotos og fandt et godt billede, behandlede det lidt i PhotoShop og fjernede blandt andet en generende skorsten, skruede godt op for kontrasten og tog en tur forbi fotohandleren for at få det trykt i plakatstørrelse. Så var den gave i orden.

Det var mit indtryk, at gaven faldt i god jord...

mandag den 21. september 2015

Høstfest

Marken er mejet og høsten i hus

De glade øboere fyldte godt op i maskinhuset hos Bodil og John.
 Det var en skønne dag på den skønne ø. Der var høstfest hos Bodil og John for 27. år i træk - og vist nok for 26 år med musik af Peter Grønlænder.

Madkurven var pakket, fadøllet kørt ind og baren med træhesten fra en svunden tid var fundet frem af gemmerne.

Humøret var højt - og festen gik som sædvanlig over al forventning. Mindre kan ikke gøre det, for jeg vandt hele fire gange i Svend Aages amerikanske lotteri, der i følge samme Svend Aage også er Nordens største amerikanske lotteri.

Jeg havde været i København hele dagen, så kameraet lå i bilen. Jeg benyttede lejligheden til at tage en stribe fotos af øboerne, når de er gladest. Nogle af dem kan ses her - og flere kan ses på min hjemmeside via dette link til Høstfesten 2015.

Det var en skønne dag og en skønne høstfest - på den skønne ø.
Peter Grønlænder og Svend Aage ledte slagets gang med stor rutine.
Tøserne morede sig...
Der blev skrålet fællessang og danset på stolene.
Alt var ved gamle - og sådan skal det være...
Øboerne træner til karfoffelhøsten.

Kronhjorten ved skovsøen

På jagt efter et sofastykke...

Almindeligvis rynker feinschmeckere på næsen af billeder med en kronhjort ved en skovsø.

Synspunkter er, at det er kitch og bestemt ikke kunst.

Noget om snakken er der vel, men kun for så vidt som vi taler om billedkunst - men når vi taler om foto, så er det anderledes - for det er ærlig talt lidt af en kunst at komme tæt på det allerstørste dyr i den danske natur.

Søndag aften gav jeg det et forsøg. Jeg drog til Tingskoven - til et sted der skulle være helt sikkert, hvis man vil møde kronhjorte, der netop nu er i brunst og derfor optaget af helt andre ting end at holde sig skjult. Faktisk gør de sig temmelig meget til netop i brunsten. Det er jo hele meningen med det.

Allerede på lang afstand kunne jeg høre de brunstige hanner brøle deres elskovsvanvid ud. Det kom fra alle hjørner - og det var bestemt det helt rigtige sted, jeg var kommet til.

Det var en lysning i skoven med netop den berømte skovsø i forgrunden. Men selv om jeg kunne høre kronhjortene, var der ingen at se den første times tid. Først efter solnedgang dukkede der et par stykker op - og det selvfølgelig i det fjerneste hjørne af lysningen.

Dagslyset var hastigt svindende, og jeg var helt bestemt på kanten af det muliges kunst. Jeg fik nogle billeder, men på grund af det manglende lys, er de kornede og ubrugelige. Men jeg har da fået blod på tanden. Nu ved jeg, at det er muligt at komme i nærhedene af hjortene, så det er bare med at forsøge igen og igen, når vejret er til det.

I mangel af hjorte i begyndelsen blev det også til et billede af myggene, der sværmede i den nedgående aftensol - og på vej tilbage til bilen i den mørke skov, blev det også til en bonusoplevelse, da jeg var løb over en grævling på skovvejen.

Det var alt for mørkt til at fotografere, men det var nu alligevel en stor oplevelse. For ikke alene havde jeg mødt det største dyr i den danske natur. Nu stod jeg også ansigt til ansigt med det dyr, som indtil ulvetidernes begyndelse var det største rovdyr i den danske natur.



fredag den 18. september 2015

Skandinavisk præcision

Ups - kommer I allerede?


Under sidste uges studietur til Strasbourg skulle vi også besøge den europæiske menneskerettigheds-domstol for at høre lidt mere om arbejdet der.

Så onsdag formiddag kl. 10 præcis melder flokken af 35 jyske pressefolk sig i receptionen på Allée des Droits de l'Homme, 67000 Strasbourg - sådan som det på forhånd var aftalt.

Det var helt tydeligt, at det kom bag på presseafdelingen, at vi sådan kom til tiden. Materialet var ikke klar, pressemedarbejderen tyggede stadig på morgenmaden - og det hele virkede ærlig talt lidt ubelejligt.

Den kvindelige talsmand kom sig dog hurtigt og forsøgte at afvæbne situationen med en vits om, at hun havde glemt, at det var en skandinavisk delegation... For havde hun husket det, havde hun selvfølgelig været klar... For alle ved jo, at skandinaver kommer til tiden...

Det er lidt sjovt med præcision. For normalt er det jo noget, vi her i Danmark forbinder med Schweitz og Tyskland, men i Strasbourg kun et stenkast fra de to lande er det altså noget, man forbinder med Skandinavien.

Så hvad er vi kendt for i menneskerettighedsmiljøet? Præcision! Ærlig talt lidt af en øjenåbner, når vi i almindelig selvgodhed altid bryster os af vores respekt for menneskerettigheder og i alle skåltalerne betragter de skandinaviske samfund som verdens bedste og lykkeligste...

torsdag den 17. september 2015

Den blå planet

Skuffende oplevelse


"Jeg har altid sagt, at vi skal rammes af et jordskælv i provinsen, før det bliver opdaget af de nationale medier. Men i København bliver hver en prut videregivet."

Det sagde min gamle ven og nabo på Arbejderbevægelsens Kollegium, kulturkonsulent Claus Svenstrup fra Region Nordjylland, til Jyllandsposten, da der fornylig var det såkaldte kulturmøde på Mors.

Jeg kom til at tænke på citatet, da jeg for et par uger siden havde lidt tid til overs i Kastrup Lufthavn - og valgte at bruge tiden på et besøg på Den Blå Planet.

For det har ikke skortet på omtale i medierne. Den Blå Planet er både arkitekttegnet og beliggende i København, så medierne bragte i forbindelse med åbningen en endeløs stime af artikler og fotos om det fantastiske nye nationalakvarium.

Ærlig talt, det er da en flovmand. For når man har besøgt Nordsøcentret i Hirtshals,er det altså ikke noget særligt at skrive hjem om. En gang narrefisse simpelthen. Punktum. Færdig. Finale.

Oven i købet skræver Den Blå Planet over mere end bukserne kan holde. For ikke alene er der en afdeling om de lokale farvande. Der er også lidt om Arktis, regnskov, koralrev, de store oceaner og så videre - og så bliver det altså ikke til rigtig til nogetsomhelst andet end laveste fællesnævner. Nordsøcentret derimod holder fokus, sigter højt og bruger stort set den samme plads udelukkende på Vesterhavet.

Så hvis man ellers er til akvarier, så får man altså meget mere for pengene i Hirtshals, der oven i købet rummer Nordeuropas største enkelt-akvarium med 4,5 millioner liter vand. Tag den, København!

Men nu var jeg altså på den blå planet - uden kamera, men med en mobiltelefon i lommen. Så det blev da til et par fotos. Teknisk set kan det godt være lidt kompliceret at fotografere i et akvarium, men den slags skal man jo ikke tænke på med mobilen - og det er sikkert derfor, at jeg fik et ret vellykket foto af en gople.

Ålekvabben er ikke så vellykket, men jeg har taget den med alligevel. For jeg savner faktisk smagen af ålekvabbe og ikke mindst synet af de grønne ben.

Da jeg var barn, fik vi ofte ålekvabbe. Det var en del af kosten, når man boede ved Limfjorden, men jeg har ikke fået det siden. Af en eller anden grund ser man aldrig ålekvabbe hos fiskehandleren.

Det må jeg se at få gjort noget ved - for ålekvabbe er faktisk lidt af en delikatesse, som jeg husker det...

tirsdag den 15. september 2015

En snegl på vejen

Tanker i regnen

Aalborg Lufthavn mandag aften: It ain't a fit night out
for man or beast, som den gamle gnavpot W. C. Fields sagde...
Mandag aften kørte jeg hjem mod Øland i silende regn. Det har jeg gjort så tit, men af en eller anden grund hæftede jeg mig ved, at der netop denne aften var usædvanligt mange frøer, der hoppede over vejen i nattemørket.

Tankerne gik på langfart: "En snegl på vejen, er tegn på regn - i Spanien". Ok, men så er en frø på vejen måske tegn på regn i Nordjylland?

Under alle omstændigheder var det en ordentlig bløder, vi fik mandag aften. Her tirsdag morgen viser regnmåleren 35 millimeter - cirka halvdelen af september-normalen, så selv om haven godt kan tåle en tur med lugejernet, bliver det næppe i dag...

mandag den 14. september 2015

Franske fornemmelser

Suset fra det store udland

Tarte flambée på Ølandsk...
 Aftensmaden søndag var voldsomt inspireret af den forgangne uges tur til Strasbourg.

Det skyldte jeg Dina, som har passet hjemmestyret, mens manden føjter rundt i verden. Så til aftensmaden søndag kreerede jeg en let og hurtig treretters inspireret af ugens begivenheder og bød på tarte flambée, salat med foie gras og lidt ost.

Tarte flambée er pizza fra Alsace og kaldes også Flammkuchen. Start med at tænde ovnen på 275 grader. Jeg rørte en dej af 125 gram mel, en skefuld olivenolie, 1 dl. vand og lidt salt. Dejen blev rullet ultratyndt ud på et stykke bagepapir.

Så lavede jeg en dressing af en skefuld cramefraiche og en æggeblomme krydret med lidt frisk timian, lidt revet muskat, salt og peber. Dressingen smøres på dejen i et tyndt lag, hvorpå jeg med let hånd dryssede en håndfuld løgringe og lidt champion i skiver samt lidt bacon af den hjemmelavede fra røgeovnen. På toppen nogle skiver mellemlagret danbo jævnt fordelt, men ikke helt dækkende.

Tærten bages i ovnen for fuld knald cirka 10 minutter, ind til osten begynder at blive gylden.

Tarte flambée serveres på bagepapiret på et spækbræt  Tærten skæres i mundrette bidder med et pizzahjul og spises med fingrene. Opskriften rækker til to personer.

Jeg har aldrig lavet tarte flambée før, men jeg indrømmer blankt, at det smagte forbløffende godt, og jeg har da også store planer om at lave det på en pizzasten i udekøkkenet, næste gang det bliver vejr til den slags.

Hovedretten var en salat bestående af fintskåret, frisk salat, blommer og tomater fra haven samt lidt cornechoner skåret i tern og nogle skiver spegepølse, som jeg havde købt i Ribeauville. Jeg kunne sådan set lige så godt have brugt min egen hjemmelavede, der smagsmæssigt ligger ret tæt på. På toppen af salaten en skive foie gras og et par skiver tyndtskåret blomme til pynt. Dressingen var rørt af lidt rapsolie, æblecidereddike og soya smagt til med lidt sukker. Nemt og enkelt.

Tomme med Clara Friis.
Nemt og enkel var også tredjeretten. Lidt kraftig Tomme-ost hjembragt fra Alsace. Tomme de Savoie er en klassisk, fransk ost oprindeligt fra alperne. Fuldfed og kraftig i smagen lavet af komælk - råmælk oven i købet. Danske myndigheder er ikke meget for den slags bakteriekultur, men det skider vi rockere altså på. For den smager hammergodt.

Osten fik følgeskab af et par skiver af årets første Clara Friis-pære fra haven.

Det behøver altså ikke at være svært, selv om det smager godt...

I skyndingen glemte jeg at drysse purløg på tærten, selv om jeg havde plukket det. Det var en skam, for det havde bestemt ikke gjort den ringere...
Salat med spegepølse og foie gras.

søndag den 13. september 2015

Hjemme igen

Tilbage til det spirende efterår

Det obligatoriske familiefoto. Foto: EU-parlamentets fototjeneste.
Efter nogle tossede og travle dage i EU-parlamentet, nåede vi endelig torsdag og kunne tage fat på den vigtigste del af programmet - de lokale vingårde og Alsacekøkkenet...

Torsdag var vi i Colmar og fredag besøgte vi blandt andet Ribeauville, der er hjemsted for den berømte Trimbach-vin. Det blev også til en hyggelig vinsmagning hos Luc i Bergheim - og selvfølgelig med mulighed for at købe vine til en fornuftig pris.

Det bedste var nu vejret. Hele ugen har dagtemperaturerne ligges omkring de 25 grader, solen har skinnet - og det har været vejr til at sidde ude om aftenen. Afslutningen foregik på en fortovsrestaurant i Colmar med snegle, vol-au-vent, sorbet og Riesling i stride strømme...

Så lørdag morgen gik turen hjemad mod Aalborg, hvor vi ankom efter 1400 kilometer og 16 timer senere. Nu skal der pakkes ud, og så er det hverdag igen - i det spirende danske efterår.

Ribeauville ligger flot mellem vinmarkerne.
Ribeauville er lidt af turistfælde - men man
bærer over med det, for byen er hyggelig.
Verdenspressen til vinsmagning hos Luc i Bergheim.
Luc fortæller om sin rosevin, der smagte overraskende godt.
Gode sager fra Ribeauville...
Overalt er der blomster.
Indgangen til Lucs vingård i Bergheims små gader.

Gourmet eller gourmand

Ordene ændrer værdi

Torsdagens frokost på restaurant Le Petit Gourmand.
Gourmet eller gourmand? Foto: Ole Toldbod
Googler man gourmet eller gourmand vil man se, at de to ord tidligere var synonyme, men at gourmand nu har fået betydningen grovæder.

Den slags injurier behøver man ikke at tage sig af - så jeg frekventerede torsdag middag uden at ryste på hånden restauranten Le Petit Gourmand i Colmar og indtog en beskeden, men velsmagende frokost bestående af salat med pølse, der mest af alt mindede om røget medister, men temmelig sikkert var en lokal specialitet, som jeg ikke lige fangede navnet på, efterfulgt af en velsmagende, men lidt sjusket udført tiramisu.

Til gengæld var der nok lidt grovæder over dagens aftensmad, der bestod af choucroute, der er Alsaces udgave af sauerkraut med flæsk og pølse. Choucruten blev efterfulgt af ost og is og skyldet ned med Riesling fra Alsace.

Dagen forinden besøge jeg til frokost restauranten L'Oignon i Strasbourgs pitoreske Petit France-kvarter. Her stod menuen på rørt tatar efterfulgt af den herligste chokolat fondant med sorbetis.
Tatar på fransk!
Chokolat fondant.
Choucroute.
Tarte Flambée - pizza på alsacisk med cremefraiche i stedet for tomat.