Kajs Grønlandskrønike

Fra Hjemmestyrets maskinrum

Den nu 72-årige Kaj Kleist var i en årrække som direktør for det grønlandske hjemmestyre og med en livslang tæt tilknytning til Siumut-toppen et af de mest magfulde og indflydelsesrige mennesker i det moderne Grønland.

Det gør bogen "Kajs Grønlandskrønike" til et enestående dokument, hvis man vil forstå det grønlandske samfunds udvikling fra et fangersamfund til en velfærdsstat.Udviklingen har ikke været uden knaster - og stadig er der mange forhindringer der skal klares, inden det politiske mål om et selvstændigt Grønland om muligt nås.

Kajs Grønlandskrønike er skrevet af DR-journalisten og historikeren Susanne Christiansen, der i en årrække har beskæftiget sig med Grønland. Susanne Christiansen lærte Kleist at kende i 1979, da Hjemmestyret blev indført, men bogen bygger på en række interviews gennemført siden Selvstyrets - Naalakkersuisuts - indførelse i 2009.

Personligt har jeg en beskeden aktie i udviklingen, da jeg jo selv boede i Grønland i perioden fra 1993 til 2007. Her var jeg i en årrække ganske tæt på ledende Siumut-politikere - og det har været rigtigt spændende at læse historien om Kaj Kleist, som jeg i sagens natur også har mødt en del gange. Sandsynligvis har jeg også mødt Susanne Christiansen.

Det har været forfatterens mål at fortælle de seneste 65 års grønlandshistorie med grønlandske øjne, og bogen giver da også et ganske godt indblik i den fortælling. Specielt er jeg glad for historien om de grønlandske studerende i 70'ernes revolutionære universitetsmiljø i København. Det var her, kuglerne blev støbt til hjemmestyret og Grønlands senere udmeldelse af EF - og det var her, at kravet om retten til undergrunden blev et ufravigeligt krav på vejen mod det nuværende selvstyre. Sjovt nok dengang for at forhindre udvinding af uran ved Narsaq. Efter at have fået retten til undergrunden har Siumut jo skiftet synspunkt på det område.

Kajs Grønlandskrønike er ganske underholdende og letlæst, men bogen har altså også nogle svagheder - og det har specielt at gøre med formen, som er ren genfortælling. Christiansen refererer, at Kaj erindrer ditten og husker datten, men Kaj Kleist bliver aldrig nærværende. Her kunne Susanne Christensen med et journalistisk genregreb have styrket fortællingen ved at bruge direkte citater. Det ville helt principielt også gøre det nemmere for læseren at gennemskue, hvornår det er forfatteren, og hvornår det er Kaj Kleist, der taler.

Det kunne for eksempel have styrket fortællingen betydeligt, hvis vi kunne læse, hvad Kaj Kleist præcist erindrer at have sagt til Lars Emil Johansen og Jonathan Motzfeldt i forbindelse med de mange sager om druk og vennetjenester - og helt ærligt kunne jeg godt tænke mig har have hørt i direkte tale, hvad Kaj Kleist - den pæne mand - mener om sin efterfølger på direktørposten, den notoriske hidsigprop med meget mere, slubberten Jens Lyberth, der gjorde Grønland håbløst til grin, da han ansatte en healer til at fjerne de onde ånder i hjemmestyrebygningen.

Desværre skæmmes bogen også af et par grimme fejl: På side 158 fortæller Christiansen, at tronfølgeren (altså Margrethe) præsenterer Grønland for sin forlovede (altså Prins Henrik) i 1970. På det tidspunkt havde Margrethe og Henrik været gift i tre år - og var altså ægtefolk og ikke forlovede. På side 274 omtales Kommuneqarfik Sermersooq som Sermitsooq kommune.

Ikke desto mindre vil jeg anbefale Kajs Grønlandskrønike. Bogen fortæller levende og letlæst om en spændende og væsentlig periode i Grønlands historie.

Susanne Christiansen: Kajs Grønlandskrønike, 308 sider, vejledende pris 270 kroner. Informations Forlag 2015.