mandag den 7. december 2015

Lyberth leverer varen

Rasmus Lyberth på Skråen

Lyberth med band på Skråen i Nordkraft.
Som han står der på scenen i skræddersyet habit og elegante, brune - sandsynligvis italienske - lædersko i business-klassen, er han meget langt fra danskernes gængse forestillinger om en grønlænder. Men Rasmus Lyberth er grønlænder, han synger på grønlandsk - og han gør åbenlyst grin med publikum, som overvejende er danske kvinder med grå hjelm:

- I forstår ikke en skid af det, jeg synger, siger Lyberth skamløst fra scenen med et frækt grin.

Jeg ved ikke, om det er denne åbentlyse maskuline selvglæde, der gør, at netop det modne kvindelige publikum bare er helt vilde med Rasmus Lyberth, men jeg kan da godt have en mistanke.

Rasmus Lyberth i typisk Lyberth-attitude.
Men jeg indrømmer også, at der er noget magisk over manden, når han med lukkede øjne og stentorrøst reciterer sine sange - og den magi er danskerne faldet for i en sådan grad, at Rasmus Lyberth er på finansloven med en livslang hædersydelse og i forrige uge blev kåret som årets danske sangskriver. Det er faktisk ret godt gået, når nu den overvejende del af publikum faktisk ikke forstår en lyd af det hele.

Jeg hørte Lyberth i sidste uge på Skråen. Han er på turne i øjeblikket med materialet fra den seneste cd, "Alaatsinaassuseq Aquttoralugo / Nysgerrighed Som Styrmand" og et band, som består af af Ayi Solomon, percussion, Alain Apallo, guitar, Ulrik Andersen bas, og Kristoffer Jul Reenberg på svingende hammond-orgel.

Bandet virkede ikke helt sammenspillet på Skråen, men teknisk var det alligevel i orden - og lyden var omend rigeligt højt, så alligevel god, så mon ikke det meste af publikum inklusive mange herboende grønlændere fik, hvad de kom efter. Lybeth er rutineret og professionel helt ud til fingerspidserne - og selvfølgelig leverer han varen.

Aftenen bød også på en gang rock - hvilket
ikke sker så tit i Lyberth-sammenhæng.
Men nu har jeg hørt Rasmus Lyberth adskillige gange - og selv om jeg ellers mest er til larmende rock, så synes jeg faktisk, at bandet fyldte for meget. Rasmus Lyberth kan sagtens synge en sal op alene med sin guitar - og når han gør det, så er det magi for alle pengene. Så rejser de små hår sig på armene, og man får en klump i halsen. Det manglede altså denne aften på Skråen.

Ingen kommentarer: