lørdag den 6. februar 2016

Udfordringen

Bag kulisserne på en dag af de svære på kontoret...

Jeg skærer hakkelse i døgnets rejsestald og bruger derfor en god del af min tid på konferencer og møder, som jeg skal skrive om. Og da mit lille firma ikke har råd til at ansætte en fotograf, er det også mig selv, der er fotografen.

Det har jeg det fint med - og mener normalt ikke, at det er det store problem. De fleste mennesker i den sammenhæng er folk, der let og ubesværet formidler et budskab fra en talerstol. Folk med synspunkter, der gerne ser publikum i øjnene.

Men torsdag var jeg udfordret, som det hedder. Først og fremmest af lokalet, hvor der var et betydeligt solindfald fra siden. Desuden var talerstolen anbragt op ad en nødudgang, og der var masser af lamper på en i øvrigt temmelig urolig baggrund - så under alle omstændigheder var det nødvendigt med et betydeligt efterarbejde for at få pæne billeder ud af det.

Men den helt store udfordring var nu en af talerne. Det var arkitekt Jens Thomas Arnfred fra Tegnestuen Vandkunsten. Han var svær, dels fordi han valgte at tale fra gulvet, hvor han vandrede rundt uden ro på sig, dels fordi han det meste af tiden enten kiggede ned i gulvet eller stod med lukkede øjne tilsyneladende for at finde inspiration til sit i øvrigt meget spændende foredrag om arktisk arkitektur. Selv om jeg satte kameraet til højhastigheds-optagelser, var det svært at fange et foto, hvor han så mod kameraet, hvad jeg ellers gerne vil have. Desuden havde han en vane med at sætte hånden på panden, når han fremmanede budskabet.

Det endte med en stak fotos, som ved første gennemsyn ikke rigtig havde de kvaliteter, som jeg normalt leder efter - og alt i alt måtte jeg erkende, at dagens foto af Arnfred nødvendigvis måtte blive lidt anderledes end de fleste. Avisen skal jo ud. Det var et lidt svært valg, for man skal jo ikke gøre folk til grin - og billedet skal nødvendigvis afspejle den seriøsitet, som foredraget fortjener.

Det endte med, at jeg sad med tre fotos, som jeg kunne bruge - og her valgte jeg så det sorthvide foto, som er oven over indlægget. Men efterfølgende synes jeg nu også, at det faktisk er et smaddergodt billede, der meget godt dækker oplevelsen af en spændende og meget engageret gennemgang af arkitektens overvejelser, når der skal bygges huse i den smukke grønlandske natur.

Se i øvrigt den endelige artikel på Arctic Business Networks blog.

Ingen kommentarer: