onsdag den 30. marts 2016

Migrant fra Mellemøsten

Chukarhøne på springtur

Egentlig troede jeg, at det var lidt af en ornitologisk sensation, da dette særprægede stykke fjerkræ dukkede op på parcellen forleden.

Fuglebogen gav i hvert fald ingen hjælp, men lidt søgen på nettet endte i noget, der måtte være en slags stenhøne, der er en slægt i fasanfamilien. Den kunne da også godt minde lidt om en fasanhun, men dog mere farvestrålende.

Den dukkede op igen i dag, men det var nu stemmen, der afslørede den. For på trods af farverne er den temmelig godt camoufleret. Men stemmen var som en forkølet kalkun og meget karakteristisk.

For resten var det heller ingen sensation. Belært af erfaringerne ringede jeg lige til smeden, der straks bekræftede, at den sandsynligvis kom fra hans volierer. Ræven havde været på besøg og havde nuppet chukar-hønsene, men en af dem var altså heldig og undslap Mikkels tænder.

Og nu går den altså rundt nede i baghaven og på naboens mark.

Chukarhøns er meget almindelige i fangenskab her i landet, men den kan sagtens klare sig i naturen. Chukarerne findes naturligt i det østlige del af Middelhavsområdet over Mellemøsten til Mongoliet og det vestlige Kina.

mandag den 28. marts 2016

Lærkevej...

På tur langs Fugleflugtslinien...

Bomlærken sang, så man kunne se helt ned til drøbelen...
Hele morgenen og formiddagen er gået i felten med kameraet på en luftig andenpåskedag med let solskin. Det var koldt, men givtigt.

Mit primære mål var sanglærkerne - men som det ses, kom jeg hjem med en bomlærke. Sanglærkerne sang ellers, så det var en lyst.

Turen gik over Ulvedybet til Danserholmene. Herefter et smut i Lille Vildmose, der som bekendt er større end Store Vildmose, og så sluttede jeg af med at besøge hejrekolonien ved Kokkedal.

Det var ikke alt, der var lige så vellykket som bomlærkebillederne. Primært fordi jeg ikke kunne komme tæt nok på. Alligevel bringer jeg blandt andet billedet af gærdesmutten og spidsanden - simpelthen fordi det er første gang overhovedet, at jeg har fået billeder af de to arter.

Red.anm. kl. 19.00: Artiklen er ændret, så det klart fremgår, at det er en bomlærke og ikke en sanglærke. 

"Jeg ved en bomlærkerede, men siger ikke mere..."
Svanerne udveksler hjertensvarm kærlighed.
Der ruges på livet løs i fiskehejrekolonien.
Fiskehejre på sengekanten.
Her er mit livs første gærdesmutte-foto. De sidder
sjældent stille længe nok til at man kan nå at stille skarpt.
Skeænderne lettede for næsen af mig.
Og det er så mit første billede af spidsand. Det er vist nok
 også første gang, at jeg ser en spidsand
- og jeg måtte lige have fuglebogen til hjælp.
Tårnfalk - lidt langt væk - i Lille Vildmose nær Højmosen.
Fasanens farvestrålende fjerdragt er faktisk glimrende camouflage.

søndag den 27. marts 2016

Skå'ehatten

Påskefrokost i familien

Annes nye skå'ehat.
Påskelørdag havde min kusine inviteret til påskefrokost på Østvildsund Kro. Det var en passende anledning til at slippe af med lidt gammel gæld.

For flere år siden lovede jeg nemlig Anne at reparere hendes skå'ehat - en trædims, som man blandt andet kan bruge, når man stopper strømper.

Masurbirk på knivskæfte.
Jeg har arbejdet på sagen sådan on-off sidenhen, og det endte faktisk med, at jeg besluttede at lave en ny i stedet for at reparere den gamle. Den lille ny skulle selvfølgelig være i eget design, så det blev til en fin lille sag med skaft af rensdyrtak og masurbirk og et nyt hoved af bøgetræ. Hovedet er drejet, og da jeg ikke selv har en drejebænk, måtte jeg have hjælp til det udefra. Jeg ville egentlig gerne have haft hovedet i masurbirk, men desværre havde jeg ikke en klods i den rigtige størrelse - så det endte altså med bøg.

Familien til påskefrokost.
Masurbirk har sit navn efter Mazurien, et sumpområde i Polen, der er rig på blandt andet birk, men er i virkeligheden bare en genetisk variant af birk, som også findes i her i landet. Masurbirk hævdes at være det nok dyreste og mest eftertragtede råtræprodukt i Skandinavien. Det bliver også kaldt "Nordens mahogni", og prisen kan nemt løbe op i 30.000-50.000 kroner kubikmeteren. Jeg køber af og til nogle små klodser, som jeg bruger til blandt andet knivskæfter. På billedet af knivskæftet ser man tydeligt det flotte mønster i masurbirken, som gør det meget eftertragtet til blandt andet geværskæfter og møbelindlæg - og presser prisen voldsomt op. Man kan læse mere i Naturstyrelsens publikation "Skovens skæve eksistenser".

Forresten blev det en hyggelig påskefrokost med sild, fiskefilet, rejer, mørbradbøf og ost - helt efter bogen - og efterfølgende kaffe i det fri på det højeste punkt på Mors, Selgjerhøj, der når op i hele 89 meters højde.

fredag den 25. marts 2016

Kunstplagiater og klimakteriekunstnere

Langfredags shitstorm

Buutis vrede, men rimelige indlæg på Facebook.
En kunstner-wannabe på Mors, Lilli Pedersen, kan se frem til en meget lang fredag i shitstormens øje på Facebook.

Lilli Pedersen, der i følge sin Facebook-profil er uddannet køkkenleder, er angiveligt kunstneren bag plakaten til dette års påskeudstilling i Kulturhus Sydvestmors. Plakaten forestiller en person, der krammer en isbjørn - og det har bragt den grønlandske kunstner Buuti i harnisk, for det er en kopi af et billede, hun malede i 2002 i forbindelse med de daværende Arctic Winter Games i Nuuk.

- Jeg er chokeret... En udstilling er åbnet med et plagiat af et af mine billeder....hvorfor skal vi finde os i at såkaldt kreative mennesker skal plagiere vores billeder? Det gør mig vred, skrev Buuti torsdag aften på Facebook.

Buutis indlæg på Facebook er i nattens løb blevet delt adskillige gange, så jeg spår Lilli Pedersen en træls dag, hvor hun får travlt med at forklare sig.

Jeg har ikke ondt af hende. Det er simpelthen for dumt, det hun har gjort - og jeg håber da, at det ender med en klækkelig erstatning. Dybest set handler det om ophavsret, men det er da kun glædeligt, hvis vi også får sat spørgsmålstegn ved det betimelige i, at alle mulige kvinder i klimakteriet bliver hyldet som kunstnere i snart sagt et hvilket som helst dansk forsamlingshus. Det er da i orden at male som terapi, men hvorfor skal det dog deles med os andre - og når det så oven i købet er plagiater, så er der en anledning til at få sat en stopper for galskaben.

Buuti har en god sag. Jeg kan huske, da billedet blev lavet. Det indgik i en serie med isbjørnebilleder, der blev fremstillet i forbindelse med de arktiske vinterlege i Nuuk i 2002 - og et eller andet sted i mine gemmer har jeg vist også et postkort med motivet.

Buuti, der i øvrigt også bærer efternavnet Pedersen, er en af de mest veletablerede grønlandske kunstnere og har udstillet i Grønland, Danmark, Tyskland, Island,Sverige, Finland, Færøerne og Frankrig. Hun er formand for KIMIK, som er den grønlandske kunstnersammenslutning.

Sagen bliver ikke mindre underholdende af, at udstillingen på Mors blev åbnet af regionsrådsformand Ulla Astman. Hun har efter min mening alle dage været en klam fidus, så hendes medvirken bekræfter bare den gamle talemåde: Sig mig, hvem du omgås, og jeg skal sige dig, hvem du er....

Se Buutis Facebook-profil.

Red. anm. 25. marts 2016 kl 00:20: En forståelsesmæssig formulering er ændret. I øvrigt er billedet nu fjernet fra kunstudstillingens hjemmeside. Morsø Folkeblad og Nordjyske Stiftstidende omtaler sagen i lørdagsavisen.

torsdag den 24. marts 2016

Påskefugle

Skærtorsdag morgen på Skallerne



onsdag den 23. marts 2016

Tip til påskefrokosten

Lakserøget sild

Lakserøget sild med røræg og ramsløg-pynt. Så fås det
ikke bedre til påske.
Læsere af bloggen vil vide, at jeg har hang til koldrøget - også kaldet lakserøget - sild. Desværre er de svære at få fat på i Danmark. Gennem de seneste 20 år har de kun været til at skaffe med få, spredte mellemrum.

Men netop nu - op til påske - rygtedes det her til eftermiddag i kenderkredse, at  hver Rema 1000-butik var blevet benådet med 10 bøtter lakserøget sild fra Tenax. Turen gik fluks til Rema i Brovst, hvor jeg indkøbte fire bøtter til eget brug - og varskoede Birger (Oldermand i Sildelauget - en sand kender) om, at nu er det altså nu, der skal handles, hvis den private påskefrokost skal reddes.

Jeg kan nu ikke vente til påskefrokosterne. Så hjemkommet med de nysindkøbte sild, gik jeg straks i gang - og har netop fortæret fire herlige stykker smørrebrød med lakserøget sild, røræg af gode landæg og pyntet med de første spæde, hvidløgsstærke ramsløg-spirer fra haven.

Så nu har jeg det godt - og påsken kan bare komme an. Jeg har lakserøget sild i køleskabet, så det kan slet ikke gå galt...

Vi vil have røde bøffer

Grønlandske landmænd satser på kvæg

Det grønlandske landbrug er inde
i en spændende udvikling.
 - Det begyndte egentlig bare med, at vi havde lyst til røde bøffer.

Sådan fortæller Malene Egede om baggrunden for, at hun sammen med sin mand, Kaava, og sønnen Miki nu driver en mindre kvægdrift på deres fåreholdersted i Igaiiku i Sydgrønland. De har 28 dyr af galloway-racen, der stortrives i det ellers til tider barske grønlandske klima.

Det er nok de færreste danskere, der ved, at interessen for kvægdrift er stigende i Grønland, ligesom mange eksperimenterer med avl af kartofler og andre grøntsager. Det er det varmere klima i Sydgrønland, der er baggrunden for den nye vækstbranche, men landbrug i Grønland er faktisk ikke noget nyt.

Det begyndte allerede i år 975. Det var islandske Erik den Røde, der efter at være dømt fredløs rejste mod vest til det, som han døbte Grønland. Med sig havde han en flok nybyggere og kvæg – og de slog sig ned blandt andet i området ved Igaliku, hvor de oprettede bispesædet Gardar.

Vikingerne var dygtige bønder, der havde succes med kvægavlen og med at dyrke byg. De byggede vandingsanlæg og klarede i det hele taget tilværelsen ganske godt. I Igaliku kan man den dag i dag se resterne efter en kostald, der har rummet flere end 100 dyr.

Klimaet var dengang varmere end i dag, men da det blev koldere i 1400-tallet, var det slut med det grønlandske eventyr – og nordboerne vendte gradvist tilbage til Norge og Island.

Hans Egede mødte udelukkende en grønlandsk inuit-befolkning, da han i 1721 tog til Grønland for at missionere blandt nordboerne. Det blev som bekendt starten på Grønlands nyere historie, der begyndte med, at det dengang dansk-norske rige grundlagde en række handelssteder, såkaldt kolonier.

I 1782 slog norske Anders Olsen sig ned i Igaliku og grundlagde Grønlands første fåreholdersted blandt andet ved at genbruge nordboernes gamle marker og også mange af stenene fra deres bygninger. Sidenhen har fåreholdererhvervet været en væsentlig del af det sydgrønlandske erhvervsliv og kultur – og der findes i dag cirka 40-45 fåreholdere i Sydgrønland. Bestanden af avlsdyr har i mange år ligget temmelig stabilt på omkring 20.000, men ser nu ud til at falde.

Årsagerne til faldet er blandt andet en generelt dårlig økonomi i erhvervet og behov for strukturtilpasninger. Den grønlandske landbrugskommission opgjorde i 2014 investeringsbehovet til at ligge på cirka 191 millioner kroner. Investeringerne omfatter blandt andet nye maskiner og stalde.

Selv om klimaet er blevet varmere, er der fortsat udfordringer. I Igaliku gik det for eksempel galt, da et stort isfjeld for nogle år siden strandede i bugten ved bygden. Kulden fra isfjeldet sænkede sommerens gennemsnitstemperatur i bygden med flere grader og ødelagde kartoffelhøsten.

Der er et stort behov for kunstvanding
 i det grønlandske landbrug.
Sommeren sidste år var rekordvarm, men bød til gengæld på tørke. Det ramte fåreholderne hårdt. Mange steder var høsten af græs til ensilage 40 procent af normalen. Naalakkersuisut, det grønlandske selvstyre, måtte derfor skride til en støtteordning til importeret vinterfoder. Men også her drillede vejret. Tidligt islæg i fjordene gjorde, at den danske marine måtte træde til med isbrydning for at få foderet ud til fåreholderne.

Sommeren 2015 var lidt af øjenåbner for mange – og det blev klart, at kunstvandingsanlæg er en forudsætning for fortsat landbrugsproduktion i Grønland.

Uddannelsen af de grønlandske fåreholdere foregår på forsøgsstationen Upernaviarsuk nær Qaqortoq. Uddannelsen tager tre år og omfatter foruden teori også praktik i enten Norge eller Island. I det hele taget har de grønlandske fåreholdere et tæt samarbejde med Island – og man benytter blandt andet det islandske avlsprogram Fjärvis i fåreavlen.

Den grønlandske landbrugskommission foreslår, at uddannelsen tilpasses det nye og varmere klima, sådan at eleverne får mulighed for at specialisere sig i enten husdyrhold eller planteavl. Desuden anbefaler kommissionen, at eleverne får mulighed for en længerevarende uddannelse, så de ender enten som agronom eller hortonom.

Agurker produceret i Grønland.
Det er for resten en spændende oplevelse at besøge forsøgsstationen Upernaviarsuk. Her bliver fremtidens grønlandske landbrug grundlagt med spændende forsøg. Det er lidt ligesom troldmandens værksted,  og det er en imponerende oplevelse at stå med udsigt til isfjelde og spise grønlandsk producerede jordbær.

Forsøgsstationen har også stor succes med agurker produceret i drivhus. En agurk fra Danmark koster i Grønland cirka 25 kroner – og Brugsen i Qaqortoq tager fornuftigvis næsten samme pris for lokalt producerede agurker. Da man undgår dyr luftfragt, er det en rigtig god forretning.

Udover jordbær, agurker og tomater fra drivhusene har forsøgsstationen også succes med blandt andet salat og gulerødder dyrket på friland – og det peger i høj grad på fremtidige forretningsmuligheder for det grønlandske landbrug.

Kartoflerne fra Sydgrønland er i øvrigt et kapitel for sig selv. De er sygdomsfri – antageligt på grund af jordens særlige beskaffenhed. Gennem de senest år er produktionen steget, men produktionen er stærkt svingende på grund af vejrforholdene med risiko for både kulde og tørke i den korte vækstperiode. I 2010 blev det til 140 tons, men kun 47 tons året efter. Den grønlandske landbrugskommission mener derfor, at det er for risikabelt kun at satse på kartofler alene. Kartoffelavlen bør derfor være i kombination med husdyravl.

Og så er vi tilbage ved familien Egede i Igaliku. Det, der startede som en lyst til røde bøffer, er ved at udvikle sig til et erhverv.

Oprindeligt startede man med fire jersey-køer, som man overtog fra Upernaviarsuk. Men det var ingen succes, fortæller Malene Egede:

- Det var jo malkekvæg – og som grønlændere er vi opvokset med importeret langtidsholdbar mælk. Så den friske mælk faldt faktisk ikke i god smag. Men vi har altid haft lyst til at eksperimentere – og har haft både heste, gæs, ænder og kalkuner i tillæg til vores 600 moderfår. Derfor købte vi i 2012 otte galloway – syv kvier og en tyr.

Bestanden er nu er blevet til 28 dyr. Det skal gerne blive til flere, for økonomien er meget bedre i kvæg end i får, mener Malene Egede.

- Galloway er velegnet her i Grønland. Den har to lag uld og klarer sig fint i kulde. Den er nøjsom og kan sagtens klare sig i lang tid med bevoksningen i fjeldet. Og så er det alt andet lige nemmere. Udbyttet fra en ko svarer til cirka 20 lam, forklarer Malene Egede

Det er hun ikke ene om at mene, for rundt omkring i Sydgrønland dukker kvæget op flere og flere steder. I 2014 blev der slagtet 25 dyr på slagteriet i Narsaq, Neqi A/S, der netop er blevet moderniseret og udvidet, og som også importerer lam fra New Zealand for at holde produktionen kørende. De fleste andre kvægavlere satser på dexter-racen, der er lige så nøjsom som galloway-kvæget, men også noget mindre af vækst.

Rigtigt grebet an er der store muligheder i fremtidens grønlandske landbrug. Udover at bidrage til den til tider vaklende grønlandske økonomi i form af sparet import, er det også vurderingen fra den grønlandske landbrugskommission, at landbrugsproduktionen kan få betydning for turismen i form af ”bondegårdsferie” og ikke mindst udviklingen af grønlandske specialiteter. Her er der for resten også muligheder for tangproduktion i de grønlandske fjorde.

Det grønlandske landbrug står over for store muligheder i takt med klimaændringerne, der i Grønland bedst kan betegnes som klimaforbedringer. Men ude i horisonten lurer ulven også. Mange mener, at en eventuel kommende uranudvinding ved Narsaq kan spænde ben for distriktets fødevareproduktion.

Det bliver spændende at følge udviklingen i de kommende år.

Artifklen var første gang trykt i Nordjyske Stiftstidende 20. marts 2016.

Book et foredrag om grønlandsk landbrug. 

tirsdag den 22. marts 2016

Musvåge-sex

Forårsfornemmelser


 Heldet var med en vis mand i dag.

Jeg havde fundet en musvåge, der sad i et læhegn. Den var lidt langt væk, men jeg havde et godt anlæg til at støtte kameraet, og solen var lige på, så det kunne nok lige gå. Og hvis jeg holdt mig i ro, og der kom en mus, kunne det være, at den kom tættere på.

Men det var altså ikke mus, men mænd den gode fru musvåge ventede på. For mens jeg betragtede den i objektivet dukkede hr. musvåge op og tog et solidt tag i ryggen af lillemor. Det tog næppe mere end ti sekunder sådan alt i alt, men der var ingen tvivl om, at jeg lidt ufrilligt var blevet voyeur til musvågens sexliv - og nogle fantastiske billeder rigere.

Lidt heldig har man da lov at være... På vejen hjem skød jeg også en gravand, der helt bestemt også var i gang med at gøre sig til. Desværre var der ingen mager i nærheden, så noget hattrick kom jeg slet ikke i nærheden af.

Men musvågebillederne reddede dagen så rigeligt...


lørdag den 19. marts 2016

Stærene flytter ind

Stort stæreår forude


Så er der gang i foråret - og det ser ud til at blive et stort stæreår.

De vævre bronzeskinnende fugle tager næsten al opmærksomheden i haven. De klikker og pipper, fløjter og synger, så det er en lyst. Men også så det kan være svært for de andre fugle at være med i lydbilledet.

Men selvfølgelig er de andre fugle der også. Det er især en fornøjelse at høre lærkerne nede fra markerne, for dem er er også gang i.

Stærene er med sikkerhed flyttet ind i to gamle mejsekasser, som har haft besøg af en spætte, så hullet er blevet tilpas stort. Jeg er til gengæld ikke helt sikker på, om der også er flyttet stære ind i stærehøjhuset, som står oven på carporten, men der er da fortsat håb, for der er altså flere stære i år, end der plejer.

torsdag den 17. marts 2016

Kirkegårdsstemning

Hjem til Farsø

Onsdag aften holdt jeg foredrag på Johannes V. Jensen-museet i Farsø. Det var en god og passende lejlighed til at smutte forbi kirkegården i Farsø, hvor begge mine forældre ligger i de ukendtes grav.

Helt ukendt er det dog ikke - for vi har tilladt os at markere placeringen af urnerne med en håndfuld krokusløg. Så en gang om året - på denne årstid - afsløres det i græsplænen i mindelunden, hvor urnerne er placeret. Og at det netop er nu, hvor blomsterne vågner efter en lang vinter, der er det helt rigtige tidspunkt at mindes de døde.

Krokusserne er kun så knapt kommet op, men de er begyndt at blomstre i de seneste dages solide forårssol - og livet cirkler fortsat videre. "Blot jeg genopstår en gang som akvavit", som  der står i Hans Hartvig Seedorfs vise.

Besøget på kirkegården foregik lige efter solnedgang. Så det var også en passende lejlighed til at fortsætte eksperimenterne med HDR-teknikken. Denne gang ved at samkopiere et farvebillede med en sorthvid kopi, der giver en meget spektakulær tegning på himlen.

tirsdag den 15. marts 2016

HDR

Lidt foto-nørderi

Mit første forsøg med HDR. Der er rum for forbedring, men nu ved jeg
da i det mindste, hvordan man skal gøre det rent teknisk.
Når man for eksempel fotograferer en solnedgang, vil forgrunden ofte henligge i mere eller mindre mørke på billedet.

Det skyldes, at kameraet simpelthen ikke kan måle lyset korrekt over hele billedet. Lysmålingen tager sit udgangspunkt i det stærkeste lys - og da solen lyser meget stærkt, vil alt andet naturligvis blive mørkt i en eller anden grad.

Det kan man så kompensere for ved at tage flere fotos med forskellig belysning - og så kopiere dem sammen, så belysningen er ens over hele billedet. Det kaldes HDR - High Dynamic Range (Imaging) - og findes efterhånden på en del moderne kameraer og ellers kan man lave sammenkopieringen ved hjælp af redigeringsprogrammer.

Jeg har aldrig brugt teknikken før, da der lige skulle læses lidt, inden jeg gik i gang, men nu har jeg fået nogenlunde styr på processen. Billedet til artiklen er det første testforsøg og består af to optagelser, som jeg har lagt sammen ved hjælp af photomerge-funktionen i Photoshop Elements.

Men nu ved jeg, hvordan man gør - og har så planer om at arbejde videre med det på dage, hvor lyset er meget dynamisk. Det kan for eksempel være, når solen skinner og det regner på samme tid.

Egentlig er det lidt snyd, men der kan komme ganske dramatiske billeder ud af det - især hvis man øger kontrasten og farvemætningen, så det er helt sikkert en teknik, der er kommet for at blive.

søndag den 13. marts 2016

Tågedis

Fotos fra en klam dag

Tågen lå tæt over Øland hele dagen.
Jeg havde lyst til at fotografere i dag, havde jeg...

Så allerede fra morgenstunden gik turen ned til dæmningen - blot for at konstatere, at fjorden lå småskjult i en dyne af tåge. Og sådan var det forresten overalt. Ikke sådan lidt smådis, men en temmelig tyk dyne, der slugte en masse lys og gjorde det næsten umuligt at tage et ordentligt foto - i hvert fald på afstand.

Så dagen endte hjemme ved fuglebrættet. Her var der forresten heller ikke meget liv. For der er trods alt så meget liv i foråret, at de gamle solsikkefrø ikke længere trækker store flokke af vintergæster til.

Men selvfølgelig var der besøg af stamgæsterne: Blåmejse, musvit, bogfinke og grønirisk. Jeg havde sat næsen op efter grønsisken - for dem er der mange af i øjeblikket, inden turen går mod Baltikum, men ikke en eneste kunne jeg lokke til. Så dagens bedste skud blev et par grønirisker, hvor man i hvert fald tydeligt ser forskellen på hannernes og hunnernes fjerdragt.
Dagens bedste skud var nok dette krikandepar. Hunnen er vild
af østrogen, mens krikandefar sindigt venter på, at hun falder ned igen...
Grønirisk-hannen er både gul og grøn i tydelige farver...
...Hvorimod hunnen er mere afdæmpet i farverne.
Der var i øvrigt en del hvinænder på fjorden, men de
var svære at komme på skudhold af.

Forårssanering

Det skal saves væk

Haven virker meget større, efter at den gamle Magda Jensen er faldet.

Det obligatoriske før-billede.
Bevæbnet med motorsaven satte vi lørdag eftermiddag rigtig gang i foråret i den lille landsby - og det har pyntet. Rent optisk i hvert fald. Det virker næsten som om, vi har fået en hel ny og større have.

Det var først og fremmest den gamle Magda Jensen-mirabelle i baghaven, det gik ud over. Det har været et prægtigt stort træ, og i 2011 gav det over 100 kg frugt til saft. Men siden er det desværre gået nedad. Træet var voldsomt angrebet af svamp - og sidste år blev det kun til en smagsprøve.

Så træet måtte lade livet - og det har unægteligt kastet lys over baghaven. Så nu har æblerne, pærerne, brombær og hvad vi ellers har deromme chancen for en stjernestund. Da det længe har lakket mod enden, plantede jeg allerede for flere år siden en ny Magda Jensen i hegnet over mod naboen - så i løbet af et par år mere, er vi forhåbentlig på omgangshøjde igen.

Indtil lørdag stod der en hængepil og en
 sukkergran foran stuevinduerne. Nu har vi til gengæld fået
lys - og så kan vi også følge bedre med
 i Østerbys gadeliv.
Da vi alligevel var i gang, blev saven også sat i en hængepil og en sukkergran, som stod foran stuevinduerne, så nu har forårssolen også nemmere ved at trænge ind i de lavloftede stuer.
Der er rigtig ved at gå forår i den. Fra nu af og de næste måneder vil al fritid gå med fingrene i jorden. Det er en herlig tid.

Vi fejrer den store motorssavs-massakre med en gammel rock-klassiker fra 1002: Det amerikanske band Jackyl med "The Lumberjacket". Det er - så vidt jeg ved - verdens første "rock-låt" med en motorsavs-solo. Prøv den. Det lyder bedre, end man umiddelbart skulle tro.

fredag den 11. marts 2016

Blandt søens folk...

Fra den royale front

En veloplagt Prins Joachim holdt tale og klippede snor, da
 Søfartsskolen Martec i Frederikshavn indviede de ny lokaler.
Snoren er klippet. Prinsen ønsker direktøren tillykke
med de nye lokaler, men hvad skal den stakkels
mand dog gøre af papirsaksen fra kontoret?
I dag skulle jeg skrive en notits om, at søfartsskolen Martec i Frederikshavn er blevet renoveret.

Skolen uddanner blandt andet maskinmestre og står for driften af Skoleskibet Danmark - og det gør begivenheden til en arktisk nyhed, som passerer mit ydmyge skrivebord. Normalt ville jeg næppe have brugt andet end en halv time på opgaven: snakket lidt med en person fra skolen, bedt dem om at sende et foto og så skrevet ti linier om begivenheden.

Men nu er Prins Joachim tilfældigvis protektor for Skoleskibet - og skolen havde formået at få ham til at indvie de nye lokaler i selskab med formanden for A.P. Møllers Fond Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla samt undervisningsminister Ulla Tørnæs.

Så ankommer manden, som vi alle venter på...
Det fik mig helt refleksmæssigt til at smide alle fornuftige tidskalkuler til side og bruge to timer i bilen samt tre timer på skolen til overvære åbningen. Jeg var ikke ene om denne kalkule. Billed-Bladet stillede med to fotografer og en journalist - alle fløjet ind fra København - og i øvrigt var hele den lokale presse til stede i større eller mindre grad. Så moralen er, at kongehuset leverer fuld valuta for apanagen - for det er den sikre vej til omtale. Hvor mange af Billed-Bladets læsere ville ellers have hørt om en søfartsskole i Udkantsdanmark?

Det blev i øvrigt en fin dag i selskab med gode kolleger. I pressefotograf-sammenhæng er jeg godtnok den bitte. Rigtige fotografer går ikke ned på udstyr, og her kan jeg ikke være med, men der er altid megen ventetid, når kongefamilien er i søgeren, så der blev da både snakket grej og givet kollegiale tips og ideer. Alle ved, at de kongelige leverer varen, og der er tid nok, så det er helt klart fotografisk komfortzone.

Vi fik da også, hvad vi var kommet for. Jeg skal kun bruge et enkelt billede, måske to, til historien, men heldigvis har jeg så bloggen her til lidt af overskuddet.

Jeg har i øvrigt en dårlig vane med at kalde prinsen for Jochiam. Det stammer fra en tidligere Nuuk-borgmester, Peter Thaarup Høegh, der havde det lidt svært med det danske sprog. Men i øvrigt er han ikke den eneste borgmester, som det kan gå galt for.

I dag skete det nemlig også for Frederikshavns borgmester, der udbragte et leve for Martin - og ikke Martec, som skolen hedder. Lysfabrikken Martin var en gang en stor arbejdsplads i Frederikshavn, så mon ikke fortalelsen er udtryk for det gamle ord om, at hvad hjertet er fuld af, løber munden over med...
Prinsen er en munter mand - og hyggede sig med
 sømandshistorier i kedelpassernes klasselokale.
Fine folk på rundvisning: Prinsen, bestyrelsesformanden,
borgmesteren, Mærks-ætlingen og hans mor, sikkerhedsmanden,
 undervisningsministeren og direktøren.
Prinsen bemærkede høfligt velkomsten på skolens
 overheadprojektor-lærred.
Verdenspressen på job. Her går ingen ned på udstyr.

mandag den 7. marts 2016

Fotografi i verdensklasse

Uensartet udstilling

Foto: Jette Bang/Arktisk Institut
Kunstetagerne i Hobro er i disse dage rammen om en udstilling med grønlandske fotos af Jette Bang og Kirsten Klein.

Jeg har altid haft en svaghed for Jette Bangs fantastiske dokumentation af et Grønland, der var en gang, og som jeg aldrig har haft chancen for at opleve. Jette Bang fotograferede mennesker med betydelig indlevelse - og tillod også betydelig iscenesættelse, som det ses på fotoet af fangeren med sin datter. Jette Bangs fotos er med et forslidt udtryk ikoniske - for de enestående fotos kan ikke genskabes, men vidner om et samfund og en orden, der ikke længere findes, men som vi sagtens kan længes imod.

Foto: Jette Bang/Arktisk Institut
Jette Bang fotograferer mennesker og ikke natur. Det er ganske tankevækkende i vore dage, hvor mange romantikere forestiller sig Arktis som et Terra Nullius uden mennnesker - og hvor hensynet til vore forestillinger om uberørt natur går forud for hensynet til de mennesker, der har Arktis som deres hjem.

Det fascinerer mig også, at Jette Bang nåede sine resultater under ekstremt primitive forhold med grej, der slet ikke står mål med vore dages teknik. For netop på det tekniske område har udviklingen været hæsblæsende. Da jeg kom til Grønland i begyndelsen af halvfemserne arbejdede vi i sort-hvid, for vi fremkaldte selv- og selv (eller måske især) avancerede kameraer gik døde i kulden efter få skud. Batterierne opbevarede vi i en pose under skjorten - og notater blev taget med blyant, for en kuglepen virker ikke i frostvejr.

Alt dette står i stor kontrast til Kirsten Kleins turistbilleder fra et kort ophold i Grønland. Klein er ganske velanskrevet i den danske kunstverden, hvilket man kan forvisse sig om ved at læse udstillingskataloget, hvor Peter Brandes i en panegyrisk artikel bruger citater fra store kunstnere og Bibelen for at sætte Kirsten Kleins evner i perspektiv.

Jeg er bare ikke imponeret. Den grønlandske natur er fuld af motiver, isfjelde, flotte solnedgange, bjergtagende natur og maleriske bygder. I mine øjne bliver det ikke til kunst, selv om billederne er taget af en kunstner, der tilstræber rustikke grovkornede billeder med tydelig kromatisk aberration og skæve horisonter. I vore dage vidner det efter min mening mere om mangel på respekt for det gode håndværk og stræben efter laveste fællesnævner.

Det er altså en noget uensartet udstilling, Kunstetagerne i Hobro byder på. Men den er seværdig, for Jette Bang er en af de største danske fotografer,

Derfor er det synd, at udstillingen, der senere skal vises på den Nordatlantiske Brygge og på Kunstmuseet i Nuuk, har premiere på et baggårdsgalleri i Hobro. For udstillingen er ikke nem at finde. Der er ingen skiltning, og vi måtte gå rundt om blokken flere gange for at finde en åben dør. Herefter går turen over en gård og gennem bibliotekets læsesal, inden man finder den forjættede udstilling.

Jeg nævnte den ringe skiltning for den vagthavende bibliotekar, der blot slog ud med hænderne og forklarede, at det sandelig ikke var bibliotekets udstilling. Deri har han sikkert ret, men alene respekten for Jette Bangs virke burde få Hobros kulturelle institutioner til at snakke sammen. For Jette Bang er verdensklasse, som kun sjældent kan ses i Udkantsdanmark - og det burde den himmerlandske købstad være stolt af.

lørdag den 5. marts 2016

Hvidvinsdampet pighvar

Let og lækkert

Hvidvinsdampet pighvar med nye egyptiske kartofler, grønne asparges
 og ægte skilt hollandaise.
Ganske vist kiksede hollandaisen og skilte for en gangs skyld, men lørdagens aftensmåltid var alligevel en rigtig klassiker fra gastronomiens skatkammer.

Pighvarren mangler lige det gyldne snit,
inden den er klar til at gå i ovnen.
Jeg havde fået fingre i en pighvar, som er en ekstrem fin spisefisk. Den skal ikke ødelægges med en masse dikkedarer, der ødelægger den gode smag og kødets fine konsistens, så det blev til hvidvinsdampet pighvar med nye kartofler, grønne asparges og så en hjemmegjort hollandaise, der altså skilte, men det er ren æstetik. Smagen er god nok - og så vidt jeg lige erindrer, er det adskillige år siden, at det sidst er sket.

Pighvarren er en ganske tyk fladfisk, så kødet er lidt uensartet i tykkelsen. Derfor er det såkaldte gyldne snit hemmeligheden, når pighvarren skal tilberedes. Man lægger ganske enkelt et snit langs rygraden på oversiden, så varmen nemmere kan slippe ned i fisken - og så skal den bare have et kvarters tid i folie med lidt tør hvidvin, løg, salt, peber og dild ved 225 grader.

Det var i øvrigt første gang, Dina smagte pighvar, og begejstringen var til at tage på: - Jeg har aldrig smagt noget, der smager så godt, udbrød den garvede fiskespiser.

Nu ved jeg godt, at Dina er lidt mere rundhåndet med superlativerne end folk i Nordjylland generelt, men det var da alligevel en kommentar, der lunede i en stund, hvor det helt elementære saucehåndværk kiksede.