mandag den 23. maj 2016

Dræberkøer

Rent kvægulanteri

I følge Ritzau er norske køer livsfarlige.
"Ældre kvinde dræbt af drægtig ko". Sådan skrev Nordjyske Stiftstidende søndag på avisens hjemmeside, hvor man bringer en sindsoprivende historie om en 80-årig kvinde, der sammen med sin mand angiveligt skulle være angrebet af en drægtig ko i det nordlige Norge, nærmere bestemt Mo-i-Rana. Der er altså tale om en ko i Rana.

Overskriften irriterer mig, for historien fortæller absolut intet om, hvilken betydning koens drægtighed skulle have for forløbet, og der nævnes heller intet om, at drægtige køer skulle være specielt farlige. At koen er drægtig er derfor en temmelig overflødig oplysning.

Men noget tyder på, at norske køer er farlige. I slutningen af historien, der er produceret af Ritzau, oplyses det, at i perioden 1997-2008 mistede otte mennesker livet i Norge efter at have mødt en ko. Jeg har ledt efter tilsvarende tal for Danmark i ulykkesstatistikken, men har intet fundet.

Jeg har i øvrigt nogen erfaring med at omgå norske køer - og jeg har på intet tidspunkt observeret, at de skulle være specielt farlige.

En ko er normalt temmelig harmløs. Det udnyttede forfatteren Knud Thomsen som et komisk element i bogen Røverne i Skotland, hvor han fortalte om en uheldsramt skotsk klan, hvor en af forfædrene var omkommet, efter at være blevet bidt af en ko.

Googler man, kan man se, at i 2013 blev en mand dræbt i Brasilien, fordi en ko faldt gennem loftet og ned i hans seng.

I 1977 var jeg for resten så uheldig, at jeg påkørte en kvie. Det døde den af, men mit liv var på intet tidspunkt i fare.

Helt ærlig, så tror jeg, at Ritzau-historien er skrevet af en journalist, der næppe nogensinde har mødt en ko.

1 kommentar:

Ellen sagde ...

Jeg vil gå et skridt videre og tillade mig at påstå, at langt de fleste journalister skriver om emner, de ikke har den fjerneste forstand på ...
Hver gang der er en der skriver om noget jeg ved noget om, er der fejl i teksten, så min umiddelbare konklusion kan kun være, at det er der nok også i de tekster, hvor jeg ikke har en stærk viden på området.
Her taler jeg naturligvis ikke om videnskabelige magasiners og fagblades skribenter, men om 'almindelige' journalister. Alle kan ikke vide alt, I know, men det undrer mig ofte, hvor meget faktuel viden, der fejloplyses i diverse artikler - forkerte tal og lignende, som nemt kan slås efter.