onsdag den 18. maj 2016

Isenkram for drenge

Aalborg Forsvars- og Garnisionsmuseum

Midt i den gamle hangar står blandt andet en Gloster Meteor,
 som var den første jet i det danske forsvar. I baggrunden
en F-86 og i loftet en T-33.
Tirsdag havde jeg lige et par timer mellem to møder i Aalborg. Jeg benyttede tiden til et besøg på garnisionsmuseet i den gamle hangar på Skydebanevej.

Her ser vi den nok så berømte "spidsen af en
 jetjager" - en F-104 Starfighter, som gjorde det danske
 luftrum usikker i tiden 64-86. Ud af 51 fly
havarerede 12, men den kunne flyve hurtigt: Mach 2!
Her har en flok ildsjæle samlet et stort udvalg af militært isenkram fra især koldkrigsperioden. Jeg har aldrig været der før, men stedet har lokket længe med især dets udstilling af militærfly fra min barndom.

Jeg savnede ganske vist en F-100 Super Sabre, men ellers var de der - alle flyene der fløj himlen tynd over Vesthimmerland i tresserne og halvfjerserne: F-86, T-33, F-104 Starfighter og ikke mindst F-35 Draken, der nok er et af de smukkeste fly, der nogensinde er bygget.

Udover flyene byder museet på en omfattende samling af tanks- og kampvogne. Pudsigt nok også en svensk S-103 tank (S for Stridsvagn), der ganske vist aldrig har gjort tjeneste i Danmark, men som bærer en god historie om uortodokst svensk design fri for alliancebindinger. Blandt andet har S-103 ikke noget tårn, hvilket gør den velegnet til brug i skove - noget som vore svenske venner jo har rigeligt af.

Museet byder naturligvis velkommen
 med et ægte dansk skilderhus.
I min barndom var militærøvelser ude i samfundet hverdag - og adskillige gange oplevede vi Farsø Skole besat af værnepligtige, der dengang blandt andet blev transporteret i gamle engelske Bedford-lastvogne, som der selvfølgelig også findes en af på museet.

Udover alt koldkrigsisenkrammet byder museet også på en række tableauer og småudstillinger med effekter med tilknytning til besættelsestiden, politiet, jægerkorpset og ikke mindst en udstilling med grej fra 1864 - den berygtede parantes i Danmarkshistorien, som vi helst ikke taler højt om...

Aalborg Forsvars- og Garnisionsmuseum er nok et besøg værd.
På forpladsen tager en Draken - nok verdens
smukkeste fly - al opmærksomheden.
Et kig hen over Drakens smukke delta-vinge, der godt kan trænge
til en spand maling, men mon ikke det kommer med tiden?

Svenske S-103 er en god historie om et ukonventionelt design.

Ingen kommentarer: