søndag den 31. juli 2016

Agurketid

Så er vi gået fuldstændig agurk...

Når konen er ude, kan manden tillade sig en hotdoq til aftensmaden.
Agurkesalat hører agurketiden til - og er nemt at lave.
Agurkehøsten er i fuld gang. Jeg har to planter i drivhuset, og de barsler i øjeblikket hver med en agurk cirka hver tredje dag. Det er langt flere, end vi kan overkomme at spise, selv om leverpostej med agurk er en af mine foretrukne spiser.

Så er det jo godt, at vi har agurkesalaten, som er en god metode til at forlænge agurketiden. Det er også nemt at lave.

Søndag eftermiddag kørte jeg to agurker på mandolinjernet og overhældte dem med en lage lavet på en deciliter vand, en deciliter eddike, en håndfuld sukker, to teskeer salt og et skud peber. Så skal det lige trække et par timer i køleskabet inden serveringen. Sværere er det ikke...

Og da Dina er i København i øjeblikket, så er den friske agurkesalat en god undskyldning for at sjuske med aftensmaden og blot snuppe en hotdog.

Et grønlandsk bierhverv

Grønlandsk honning med gourmet-potentiale

Midt i Det Grønlandske Arboret står der bistader,
som producerer en velsmagende grønlandsk honning
 med et stort eksport-potentiale.
Der er ikke meget skov i Grønland, men lidt er der alligevel. Ved lufthavnen og den tidligere amerikanske base i Narsarsuaq i Sydgrønland ligger Det Grønlandske Arboret – en temmelig stor forsøgsskov på 150 hektarer.

Ude i denne lidt eksotiske skov mellem træerne går en mand med en ikke mindre eksotisk hobby. En glad mand oven i købet, for hans hobby er blevet til lidt af en succes.

Manden hedder Ole Guldager. Til daglig er han leder på det lille museum i Narsarsuaq, der fortæller historien om, hvordan amerikanerne en sommerdag i 1941 gik i land og i løbet af få måneder byggede en af krigens vigtigste lufthavne dybt inde i det sydgrønlandske fjordsystem. Det anslås, at flere end 10.000 fly mellemlandede i Narsarsuaq under krigen - og i krigens sidste dage var det hundredvis af fly hver eneste dag.

Ole Guldagers hobby er biavl, og bistaderne står for enden af bygdens eneste vej på et sted, hvor der under verdenskrigen og Korea-krigen var et amerikansk hospital. Hospitalet er væk nu. Kun en skorsten står tilbage, og stedet er nu skov med lærk, birk og poppel som de vigtigste træsorter.

- Det er vel de færreste, der forbinder Grønland med bier og honning, men det findes, og det er endda en fornuftig forretning, fortæller Guldager med et smil, mens han tjekker bistaderne iført fuld biavler-ornat.

Allerede i halvtredserne var der forsøg med biavl blandt de sydgrønlandske fåreholdere, men det gik lige så stille i stå, og bierne døde efterhånden.

Ole Guldager har stor succes med
 produktionen af grønlandsk honning.
Der kom først for alvor fart i den grønlandske biavl, da antropologen Ole Hertz i slutningen af 90’erne flyttede 20 bifamilier fra Læsø til Grønland. Det skete i et forsøg på at redde Læsøs oprindelige brune bi, der på det tidspunkt var truet af den genetisk set stærkere og mere produktive gule bi, så man kan med en vis ret hævde, at den lille ø mellem Göteborg og nordjyske Frederikshavn har spillet en væsentlig rolle i udviklingen af det grønlandske bi-erhverv.

Det gik imidlertid ikke så godt med bierne fra Læsø.

- For det første var bierne desværre inficeret med en mide, der svækkede dem. For det andet er 20 bifamilier alt for lidt til at undgå indavl – og det tog i løbet af en årrække livet af bierne fra Læsø, der i 2006 var reduceret til tre bifamlier.

- Der var simpelthen behov for nye dronninger, fortæller Ole Guldager. I Danmark er sådan, at man kan købe en dronning med dags varsel på bicentralerne og så komme videre med det samme.

De brune bier kommer fra Sverige og trives
 fint i det barske grønlandske klima.
Sådan er det ikke i Grønland, for det er ikke nogen helt nem sag at transportere dyr over landegrænserne. Det kræver meget papirarbejde, men i 2012 fik Grønland en helt ny bestand af brune bier fra Nordsverige. De svenske brune bier er mere hårdføre og betydeligt bedre rustet til det til tider temmelig barske klima i Sydgrønland. Den brune bi kan arbejde ved temperaturer tre grader lavere end den gule bi.

Klimaet er nemlig barsk i Narsarsuaq i vinterhalvåret. Middeltemperaturen i juli er 10,3 grader mod -6,8 i januar. Desuden er Narsarsuaq ganske udsat for voldsomme orkaner, der kan lamme trafikken i lufthavnen i dagevis, hvad de fleste rejsende i området har erfaret på egen krop. Forfatteren til denne artikel har en gang siddet på det lille hotel i Narsarsuaq og ventet på godt vejr i fire dage.

Der er ingen risiko for, at de svenske bier kan forvandle sig til en invasiv dyreart, for de brune bier kan ikke leve i Grønland uden menneskets mellemkomst og kan ej heller parre sig med de to eksisterende grønlandsk humlebi-arter, så eksperterne frygter ikke dette problem.

Set fra Ole Guldagers side er det også en anden stor fordel ved den brune bi, der er mindre aggressiv end gule bier.

Ikke at det er et problem for Ole Guldager, der er en erfaren biavler, men han drømmer om at udvikle biavler-erhvervet til andre steder i Grønland – og derfor gerne lærer fra sig til de grønlandske fåreavlere i området. Han er begyndt selv at lave dronninger, og der er flere biavlere nær Narsarsuaq. Desuden er der en enkelt biavler ved Arsuk tæt på den tidligere danske flådestation i Grønnedal.

Ole Guldager har selv 25 bistader og producerer næsten et halv ton honning om året. Han vurderer, at området skal op på omkring 100 bifamilier, før den grønlandske bi-bestand kan blive bæredygtig rent genetisk set, så man kan undgå indavl.

Det er naturligvis de senere års varmere klima i Arktis, der gør biavl i Grønland muligt.

- Varmen er naturligvis en forudsætning for honningproduktionen – og det er varmen, som giver os medvind. Vinteren i år var temmelig hård, og jeg mistede mange dronninger, men foråret kom usædvanligt tidligt, ligesom sommeren i år har været varm ind til nu, så produktionen i år bliver på niveau med sidste år, anslår Guldager.

Ole Guldagers honning sælges i den grønlandske
 detailhandel for mellem 50 og 60 kroner for 125 gram.
Ole Guldager tapper sin honning på glas med 125 gram. De sælges i blandt andet de grønlandske Brugser og i butikskæden Pisiffik til 60 kroner glasset. I lufthavnen i Narsarsuaq sælger souvenirshoppen Guldagers honning til 50 kroner glasset. Det giver en kilopris på 400 kroner, der kan sammenlignes med de cirka 100 kroner, som man typisk giver for dansk bihonning købt ved landevejen eller i gårdbutikker.

Den grønlandske honning er selvfølgelig et sikkert souvenir-hit, men den er også lidt af en delikatesse, der er meget brugt af kokke, som dyrker det nye nordiske køkken. Den grønlandske mad-ambassadør og nestor i det grønlandske gourmetkøkken Ane Sofie Hardenberg siger:

- Honningen fra Narsarsuaq smager godt - der er meget timiansmag – og den er helt eminent som smagsforstærker til saucer.

Ole Guldager har planer om at øge sin egen bestand af bier til måske 50 eller 60 stader. Det giver også mulighed for at begynde at producere Gelée Royale, der er den særlige honning, som bierne fodrer dronningen med. Den er ekstra rig på vitaminer og mineraler og sælges i vidt omfang til medicinal-industrien, der bruger produktet i kosttilskud og helseprodukter.

Det meste af Guldagers honning-produktion går til hjemmemarkedet, men han ser også store perspektiver i en eventuel fremtidig eksport til blandt andet Danmark. I første omgang nok mest til gourmet-restauranter, men biavleren er heller ikke blind for de muligheder, der ligger i forbrugernes ønsker om fødevarer med en god historie bag.

- Der må være potentiale til en eksportsucces, der ikke kræver store offentlige investeringer og tilskud, siger en optimistisk biavler, der i det hele taget har store forventninger til fremtidens grønlandske honningproduktion:

- Stort set hver eneste fjord fra Kap Farvel og op til Nuuk har inde mellem fjeldene et mikroklima, der kan bære biavl, selv om indlandsisen kun er få kilometer væk. Der er altså tale om hundredvis af egnede steder, der kan ernære en familie uden offentligt tilskud, som det ellers er normalt i den grønlandske landbrugsproduktion, siger biavleren, der selv har biavlen som bierhverv.

Så summa-summarum: Den grønlandske biavl har det godt, og der er store fremtidsperspektiver, selv om det i første omgang gik galt med de nordjyske bier fra Læsø. Biavl er et bi-erhverv med store muligheder i Grønland.

Artiklen blev bragt første gang i Nordjyske Stiftstidende 31. juli 2016.

lørdag den 30. juli 2016

Skestorke og landsvaler

Yngletiden er forbi


Morgenen har stået i skestorkens tegn. Mindst 35 eksemplarer af den flotte ibis med det store næb blev det til i Ulvedybet. Det er yngletiden, der er ved at være forbi. Ungerne er kommet på vingerne, og nu skal der samles et godt fedtlag, inden turen går sydpå til vinterkvarteret.


Også landsvalerne har fået ungerne i vej - og også her gælder det om at samle næring inden vintertrækket.

En herlig morgenstund ved Ulvedybet.





Portonic

Lidt godt til sommeraftenerne

Torsdag aften bød på en fantastisk stille sommeraften - og da jeg er græsenkemand i øjeblikket, stod den på grillpølser og en flaske god vin til aftensmad.

Vejret var for godt til at gå ind, så jeg tændte op i pejsen - og mens jeg stirrede ind i ilden, kom jeg i tanke om, at jeg for et par dage siden havde læst, at det nu er blevet moderne at drikke portonic - altså portvin med tonic - i stedet for sædvanlige gin og tonic.

Helt ærligt troede jeg ikke rigtig på den, men jeg havde en sjat portvin stående, så det måtte da lige komme an på en prøve. Det kunne jo ikke gå værre end galt...

Men den holder faktisk... Jeg prøvede lidt med forskellige blandingsforhold - og jeg vil nok mene, at tre dele portvin til to dele tonic passer - selvfølgelig tilsat is, for det er åbenbart en sommerdrink.

Jeg har efterfølgende tjekket på nettet - og det ser ud til, at eksperterne foretrækker en tør hvid portvin - og ikke den søde, røde livgarde-portvin, som jeg tilfældigvis lige havde ved hånden. Det må vi så prøve en anden god aften.

Men skulle man ikke lige have tonic ved hånden, så er et stille glas portvin nu heller ikke at foragte - sommer eller ej.

Den lille verden

Besøg fra USA

Gæster fra New Jersey. Det er Lis i midten, hvis nogen skulle være i tvivl!
For mange år siden, da internettet var nyt, Facebook endnu ikke opfundet, og jeg boede i Grønland, blev jeg medlem af en mail-gruppe, der bestod af danskere bosat uden for Danmarks grænser. Det fungerede lidt ligesom Facebook, men på basis af e-mails i stedet.

Gruppen blev hurtigt for stor, og ligesom Facebook også hjemsted for trolde og fantaster, der missionerede for mange sære synspunkter og fyldte mailboksen med opslag, hvis relevans og lødighed sagtens kunne diskuteres. Det var lidt trættende og gik lige så stille i sig selv igen.

Men en lille gruppe med det sigende navn Tavsedamer fortsatte i al fredsommelighed med at udveksle små og store nyheder. Det har stået på i en årrække, så vi kender hinanden ganske godt, selv om vi aldrig har mødt hinanden rent fysisk - akkurat ligesom det gammelkendte penneven-system nærmest.

De fleste af medlemmerne er fortsat bosat uden for Danmark, mens jeg i mellemtiden som bekendt er flyttet til Øland, så der er såmænd heller ikke de store anledninger til at mødes. Men torsdag fik jeg alligevel besøg af Lis, der til daglig bor i New Jersey- og det var da ganske sjovt at få ansigt på en af de "tavse damer".

Lis er på ferie i Skandinavien sammen med sin amerikanske mand John - og på vej fra Århus til Göteborg lagde de vejen forbi det lille hus på Øland, hvor vi fik en hyggelig eftermiddag med lidt snak, lidt kage og lidt kaffe. Af hensyn til John foregik snakken på en skøn blanding af dansk og engelsk.

Tak for besøget!

torsdag den 28. juli 2016

En hurtig skylle

Åbne sluser


Onsdag aften fik vi en byge af de voldsomme. Ikke noget skybrud, for det var hurtigt overstået, men alligevel noget i retning af 7 mm på ti minutter.

Det er imponerende, når himlen åbner sine sluser og skyller efter. Og regnen faldt på et tørt sted. Ugens mange tordenbyger er gået uden om Øland - sådan som det ofte sker - og haven var efterhånden blevet så tør, at jeg var begyndt at vande. Nu går der da et par dage, inden vi skal til det igen.

Helt ærligt så nyder jeg sådan en rask byge. Så er det overstået i en fart. Jeg sad tilfældigvis under halvtaget med en kop kaffe, da det begyndte. Så billederne er taget med lommekameraet. Men det er nu også bedre end en mobilkameraet, så det går nok endda...

Drop nu alle fordommene

Vi kan lære af Grønland
I det gamle Grønland afgjorde man tvister med trommedans.
Rider du på køer, spørger grønlandske Aviaja Geisler Kristensen i Nordjyske Søndags glimrende tema om grønlændere i Danmark. Hun stiller spørgsmålet, hver gang en dansker spørger hende, om man rider på isbjørne i Grønland.

Det er kvikt svaret, men dækker desværre over den kendsgerning, at mange danskere ved uendelig lidt om juvelen i det danske kongerige – verdens største ø – Grønland. Den manglende viden og fordomme gør det sommetider svært at være grønlænder i Danmark.

Avisens tema har sit fokus på de socialt udsatte grønlændere, men det er heldigvis ikke hele historien. Langt de fleste grønlændere klarer sig jo godt her i landet – og det kan man også se af avisens otte interviews med herboende grønlændere, der viser, at der er lige så stor forskel på grønlændere, som der er danskere imellem.

Jeg kan kun opfordre folk til at sætte sig lidt mere ind i Grønland, for landet er meget mere end is, sne og isbjørne. Bevares – det sner da særdeles meget i Grønland, og der findes da også isbjørne, selv om de ikke lige render rundt i gaderne til hverdag.

Jeg har boet næsten 15 år i Grønland, og har aldrig mødt en levende isbjørn deroppe. Til gengæld har jeg smagt isbjørnebøf, selv om det også i Grønland er en oplevelse, der er de færreste beskåret.

Mit møde med Grønland var en enestående oplevelse – lige fra den første dag. Det var et møde med verdens smukkeste natur og en venlig befolkning, der gæstfrit lukkede mig ind i deres samfund, selv om jeg de første år havde en træls tendens til at kloge mig, når tingene ikke lige gik efter den danske model.

Efterhånden følte jeg mig så meget hjemme, at jeg begyndte at se på nytilflyttede danskere med største skepsis. De er nemme at kende i gadebilledet, for de går som regel i Fjällräven-tøj, selv om de arbejder på kontor. Efterhånden som man falder til, lærer man, at man faktisk godt kan være i Grønland og gå i jeans, skjorte og sågar slips på arbejde – selv om det er Grønland.

Faktisk er der så mange ligheder mellem Danmark og Grønland, at jeg somme tider undrer mig over, hvor alle de eksotiske historier kommer fra. Godtnok holder de fleste grønlændere af sælkød, men ellers spiser man rugbrød, leverpostej og frikadeller, som er købt i Brugsen – akkurat som i Danmark. I radioen spiller de også Kim Larsen og Gnags, og når fodboldlandsholdet vinder, jubler alle.

Men jeg lærte også, at akkurat som man ikke bliver vendelbo af at bo i Vendsyssel i tre år, så bliver man heller ikke ekspert i grønlandske forhold, bare fordi man har læst en bog eller været på ferie på den store ø. Derfor kan man modsat heller ikke forvente, at alle grønlændere bare falder til i Danmark, fordi de tilfældigvis er danske statsborgere. Men vi kan give det en chance – for der kommer sikkert noget godt ud af det.

Måske er det på tide, at vi som danskere bliver lidt mere ydmyge. Det danske samfund er langt fra enestående – bortset fra bureaukratiet, der er i verdensklasse. Selv indfødte danskere kan jo have svært ved at forstå, hvordan samfundet er indrettet.  

For vi kan bestemt lære af grønlænderne og Grønland. Bare tag den grønlandske skattelov som eksempel. Den fylder 35 sider, og alle kan finde ud at udfylde deres selvangivelse. Den danske skattelov er på 1500 sider – og ingen kan finde ud af at udfylde en selvangivelse.

Så mit budskab skal være. Drop alle fordommene – for Rigsfællesskabet er en gave, hvor vi alle kan lære af hinanden.


I øvrigt er det beskæmmende, at Stiftstidendes artikelserie viser, at det kan være et problem at være dansk statsborger i Danmark. Det må bestemt få alarmklokkerne til at ringe i det politiske establishment – for det var vist ikke lige meningen?

Artiklen er en kommentar til et Indsigt-tema i Nordjyske Stiftstidende søndag den 24. juli 2016 og blev bragt i avisen som et såkaldt Synspunkt 26. juli 2016.

tirsdag den 26. juli 2016

De gamle gutter

Mit åndehul

Klik her for fuld størrelse.
Nordjyske Stiftstidende har benyttet sommerens agurketid til en serie, hvor avisens medarbejdere og forskellige andre har præsenteret deres åndehul - det sted hvor man tager hen for at få ro.

Det har blandt andet budt på en fisketur med Aalborgs borgmester, et kig på en veteranbilklub, en tur på Louns-halvøen med naturvejlederen som Gudhjælpemig slapper af ude i naturen på trods af jobbet og musikanmelderen, der slapper af med Bruce Springsteen. Mandag havde jeg så lejlighed til at præsentere mit åndehul, som - sådan som det sikkert er mange af bloggens læsere bekendt - er Sct. Georgs Gildet.

Fint nok - jeg kan tale længe og positivt om spejderne og gilderne, men sjovest var nu, at artiklen også gav en kommentar i tirsdagsavisen fra min gamle kollegienabo og tidlige byrådsmedlem for SF i Aalborg, Jørgen Andersen, der mildest talt vendte tommelen opad:

”Mit åndehul” har stort set været en succes med mange sjove vinkler og historier. Det bliver vel nu ikke meget større end fortællingen om min tommelkollega Jesper Hansens madorgier i Sct. Georgs Gilderne:-)"

mandag den 25. juli 2016

Fingrene i jorden

Knokleri i sommervarmen

De fleste vil nok mene, at søndagens sommervarme mest af alt var til afslapning og drinks på kanten af pølen.

Men ikke her i huset. Af uransagelige årsager var jeg hyperenergisk og gav rhododendron-beddet den helt store overhaling. Kun nødtørftigt påklædt af hensyn til almindelig anstændighed knoklede jeg, så sveden løb i striber ned ad den jordede og mogede krop. Tillokket af de ildelugtende kropsvæsker holdt myg og klæg oven i købet en ordentlig fest på mit velproportionerede Adonis-legeme.

For nogen tid siden købte jeg fem rhododendron-planter i et ophørs-udsalg i en af sommerlandets sæsonbutikker. Et rigtigt røverkøb, som imidlertid krævede, at jeg omorganiserede styrkerne i beddet - og udvidede det med et par kvadratmetre.

Så jeg startede med at skære græstørv, som jeg kan bruge et andet sted i haven. Det er beskidt arbejde - og så var stilen ellers lagt. Jeg flyttede en stribe azalier og et par dværgrhododendron - og så var der plads til de nye planter, der blev lagt behørigt i jorden med frisk sphagnum. Det hele blev pakket ned i et nyt lag dækbark.

Der blev også tid til at rive en masse mos op af græsplænen og så nyt græs i hullerne, som jeg fyldte med lidt af den overskydende jord. Med den gode varme bør der ikke gå mere end et par uge, før græsplænen i den ende af haven stråler som en grøn ost...

Jorden er naturligt sur i den del af haven. Det skyldes blandt andet, at der er lidt fugtigt og masser af skygge, så det er også tilholdssted for masser af myg og klæg. De tog for sig af retterne, uden at jeg protesterede nævneværdigt.

Jeg lider af alvorlig myggetække, men heldigvis bliver jeg altid immun over for insektbid i løbet af sommeren - og dertil er jeg altså nået i år. Så lad dem bare stikke, myggene altså. Det er lidt værre med klæg, for det gør altså ondt, når de bider. Men også det kan man vænne sig til, så....

Næste projekt i haven bliver anlæggelsen af et såkaldt naturhegn. Jeg er nemlig træt af at køre på genbrugspladsen eller brænde grenaffaldet fra havens hække og træer. Så nu bliver de til et lille læhegn ovre ved huggepladsen. Naturhegnet bliver forhåbentlig også et godt tilholdssted for fugle, pindsvin og andet godt fra den lokale fauna, så det er jo ren winwin, som man siger.

Og så høstede vi de første frilandstomater søndag eftermiddag...

lørdag den 23. juli 2016

Vesløs Kro

Rødspætte i verdensklasse

Vesløs Kro har de seneste år udviklet
sig til et populært spisested.
Tirsdag aften spiste vi på Vesløs Kro. Sjældent har jeg fået en så perfekt og veltillavet rødspætte.

Rundt i landets mange stationsbyer ligger kroer, der bestemt havde deres storhedstid, mens der stadig var jernbaner - og togene ikke hed IC4.

Vesløs Kro er ingen undtagelse. Jernbanen er nedlagt - og kroen ligger for enden af en sidevej til en sidevej til hovedvejen mellem Aalborg og Thisted. Når sandheden skal frem, har jeg faktisk aldrig været i nærheden af den sidevej.

Men rygtet var løbet i forvejen. Kroen blev i 2011 overtaget af Grethe og Jørgen Jacobsen, som har fået godt gang i forretningen. Så godt at flere i min omgangskreds har omtalt kroens restaurant i stærkt rosende vendinger - og da vi tirsdag alligevel var på de kanter, skulle det da prøves.

Vi havde tjekket menukortet i forvejen. Jenne gue sager fra det klassiske danske kro-spisekort. Vi havde på forhånd besluttet os for helstegt rødspætte med persillesovs, så der var ikke grund til så meget snak, da vi ankom i den lille og forholdsvis uprætentiøse restaurant med lokal kunst på væggene.

Vi fik en plads med det samme og et kvarter senere serverede krofatter en kæmperødspætte til hver med tilhørende nye kartofler og persillesovs, der var forstærket med stegesmørret oven i. Vi blev spurgt, om vi ønskede andet tilbehør. Krofatter anbefalede agurkesalat, som er det foretrukne på de kanter, men han kunne da også tilbyde tyttebær, som er populært tilbehør i Vendsyssel.

Vi takkede ja til agurkesalaten, der var hjemmelavet og smagte himmelsk. Rødspætten var stegt perfekt. Den var stor og fast i kødet, velpaneret og helt sikkert friskfanget. Sjældent har jeg fået en så perfekt rødspætte. Den manglede måske lidt salt, men hellere for lidt end for meget og i hvert fald tæt på verdensklasse, om en sådan findes inden for disciplingen helstegt rødspætte, der vist nok er en særlig dansk spise.

Det hele var simpelthen bare i orden. Hurtig betjening med god lune og lokal dialekt - og bedre kan en rødspætte næppe laves.

Rødspætterne på Vesløs Kro er åbenlyst populære. Der blev ved med at komme gæster - og jeg hørte lige inden vi gik, at der var udsolgt af rødspætter. Så det kan nu godt være, at vi bestiller rødspætten hjemmefra, næste gang turen går mod Vesløs Kro - og det gør den helt sikkert igen.For det var godt i al sin enkelthed.

Og så mødte jeg Amdi Pedensen - Nuuks tidligere socialchef
og en god, gammel kollega fra tiden i Grønland.
Udover den udsøgte rødspætte fik aftenen også en lidt uventet drejning, da en af de andre gæster henvendte sig til os. Det viste sig, at være en af mine gamle kolleger: Amdi Pedersen (Nej, ikke ham fra Tvind...), som i en årrække var socialchef i Nuup Kommunea, men flyttede til Frøstrup for 15 år siden. Det var et hyggeligt gensyn med plads til mange gode historier - og mon ikke vi også mødes igen på Vesløs Kro.

tirsdag den 19. juli 2016

Skægmejseskæg

På skægmejsetur til Han Vejle

Der er sådan lidt feriestille over det hele - og jeg har brugt hele dagen i skægmejsens tegn.

Ved solopgang gik turen mod Han Vejle. Jeg havde hørt, at der var masser af skægmejser i øjeblikket, hvor ungfuglene er kommet på vingerne.

Rygtet talte sandt - og jeg har sjældent oplevet noget lignende. Jeg har hidtil kun haft et sporadisk kendskab til den lille, men meget flotte fugl - og her var de pludselig i snesevis, der beredvilligt lod sig fotografere på få meters afstand.

På et tidspunkt var de så tæt på, at jeg droppede 400 mm objektivet, men pludselig ved halvottetiden dukkede en rørhøg op - og så kunne det nok være, at der blev ro i lejren.

Jeg vendte tilbage til fugletårnet ved Han Vejle først på aftenen. Der var stadig skægmejser at se, men det var nu ikke så vildt som om morgenen. Men masser af gode brugbare fotos kom der i kassen. Her er et udvalg.

Pudsigt nok stødte jeg ikke på voksne hanner. De kendes på de karakteristiske skægstriber under øjnene. Fuglene med gult næb er voksne, mens ungfugle har mørkt næb.






Med næsen i sky

Dansk sommer med leverpostejsvejr


Mandagsvejret mindede om en leverpostejmad, hvor der var godt med sky. For skyerne drev over himlen, og en enkelt byge eller to blev det da også til.

Her på det flade Øland bliver det nu sjældent til så meget. Det er som om, at bygerne ofte går uden om. I dag regnede det for eksempel voldsomt i Brovst og Aalborg, men ikke her på Øland, hvor det bare blev til lidt strinteri.

Jeg tog en tur om eftermiddagen langs dæmningerne mod både Gjøl og Attrup, og det bød på spektakulære skyer, som villigt lod sig forevige - og med vidvinklen på kameraet får dramaet da lidt ekstra skrue...

søndag den 17. juli 2016

Bredbladet klokke

"Temmelig sjælden"

Lørdag bød på det traditionsrige grillparty for familien. Vejret var ikke det bedste, men det blev da til nogle hyggelige timer i grillhytten.

Bagefter slappede jeg af med et par øl foran pejsen i haven - og det endte med, at jeg fandt soveposen og overnattede i det fri.

Helt ædru var jeg nok ikke, for jeg var da lidt vag om søndagen. Så jeg kunne ikke finde på andet at lave end køre en lang tur med kameraet, selv om det regnede det meste af eftermiddagen. Blandt andet kørte jeg ad Østre Skovvej gennem Ølandskoven. I en af grøfterne stod der en høj hvid blomst og lyste op midt i al det grønne. En rigtig flot blomst som jeg selvfølgelig tog nogle billeder af, selv om jeg ikke lige kendte den.

Her til aften har jeg brugt den ganske glimrende søgemaskine på Danmarks Flora - og jeg har fundet ud af, at det er en såkaldt bredbladet klokke. På hjemmesiden kan man læse, at den er er "en høj, mælkesaftholdig urt med butkantet, glat stængel, ægformede, savtakkede blade og store, violetblå eller hvide blomster i en alsidig klase". Det hedder også, at den er "temmelig sjælden", så det er jo lidt af en fjer i hatten på en dag, hvor medierne har fokuseret på de glade amatørers store betydning for blandt andet den biologiske forskning.

Men inden jeg får hænderne alt for højt op i selvglæde, skal det altså også med, at det er ud til, at bredbladet klokke er en temmelig almindelig haveplante, så den kommer sikkert bare fra noget haveaffald, som en eller anden har hældt ud i grøftekanten.

Men flot og fotogen er blomsten nu alligevel...

Egentlig er det jo mest fugle, jeg gør i - men turen bød ikke rigtig på noget interessant, men da jeg parkerede i carporten kunne jeg alligevel ikke stå for mågerne, der holdt generalforsamling på taget af genboens lade. I øvrigt under iagttagelse af en for måger bemærkelsesværdig ro og orden.

fredag den 15. juli 2016

Humlebien i baronens seng

Lidt makrofoto


Torsdag blev det pludselig sommer. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, og der var ikke en vind, der rørte sig.

Det er optimale betingelser til at fotografere insekter og sommerfugle. Jeg satte en 14 mm mellemring på min 70-200 og kastede mig over humlebierne i stokroserne.

Blandt andet fangede jeg denne humlebi, som badede i de store mængder pollen - lidt ligesom Onkel Joakim med mønterne i pengetanken - for at få den nærende nektar til at sidde fast i pelsen, så den kan få det med hjem til den nye generation.

Insekter kan godt være lidt af et tålmodighedsarbejde, for det er jo ikke altid, de lige opfører sig, som fotografen gerne vil have. Og når de endelig gør det, skal han også nå at stille skarpt, for der er kun en brøkdel af en millimeter at løbe på, når man fotograferer med mellemring og stor blændeåbning, som det er tilfældet på disse fotos.

Jordens æbler

Sommerens højdepunkt

Så har vi endelig taget hul på kartoflerne, som jeg satte i begyndelsen af maj.

Der er tale om sorten Friesländer. Det er første gang, jeg prøver denne sort, og jeg har trukket premieren lidt, fordi jeg ventede på, at de skulle begynde at blomstre. Men sorten blomstrer åbenbart ikke - så tirsdag kunne jeg ikke vente længere. Greben kom i jorden - og der var de fineste nye kartofler med et tyndt, tyndt skin lige til at koge med en kvist løvstikke.

De smager herligt, men jeg har på fornemmelsen, at de gerne vil koge ud - så det er nok også med at få dem spist i en fart. Som det ses på billedet, er udbyttet fint.

De nye kartofler er sommerens absolutte højdepunkt - og det fylder mig med lykke, når det lykkes.

torsdag den 14. juli 2016

Gutterne fra kutterne

Solnedgangstur til den rigtige udkant

Mange kalder det Udkantsdanmark. Selv kalder jeg det Produktionsdanmark, men dybest set finder jeg ikke Udkantsdanmark spor nedsættende. For her lever man et simpelt og letforståeligt liv og holder fast i sin oprindelige kultur, selv om medierne finder det eksotisk.

Inspireret af Gutterne fra kutterne kørte vi tirsdag aften på en hurtig solnedgangstur til Thorup Strand, hvor Dina aldrig har været før - og det er da også et par år siden, at jeg har været der sidst.

I modsætning til for eksempel Slettestrand og andre ophalingssteder ved Vestkysten er Thorup Strand lidt mere tæt bebygget - og man ser faktisk først stranden og bådene, når man er der.

Nu var det ved ti-tiden, og alt var øde. Ikke et menneske var der at se, men masser af spor efter menneskelig aktivitet. Det var næsten lidt som Palle alene i verden. Midt på vejen holdt tre traktorer skødesløst parkeret, og nede på stranden stod der en stribe øldåser på bagsmækken af gummiged. Tingene stod helt tydeligt, som om folkene bare var gået hjem og i seng - og selvfølgelig skulle fortsætte donten næste morgen. Og det er vel også det, TV-serien viser.

Dette er ikke et turistmål. Det er et levende fiskerleje, der kæmper sin daglige kamp for fortsat at eksistere i en tid, hvor der ellers er gået industri og digitalisering i samfundet. Og hvor man i øvrigt kerer sig så meget om hinanden, at der er tid til en fyraftensbajer eller to, inden man går hjem.

Og pænt er der oven i købet...



tirsdag den 12. juli 2016

Endnu en Vesterhavsmarch

Strandtur i snuskevejr

Som sædvanlig stod vi (8. gilde i Aalborg) for Midtvejs Bodega
 mellem Blokhus og Grønhøj. Der var bestemt også tid til
mandfolkesnak med hænderne dybt begravet i lommerne.
Søndag afviklede Sct. Georgs Gilderne Vesterhavsmarchen for 45. gang. Det skete i et noget snusket vejr, men var som altid en sjov begivenhed, hvor gildebrødrene demonstrerer en enestående kompetence i at afvikle store arrangementer.

Det var business as usual - og der er egentlig ikke så meget at skrive hjem om, men der blev da en slant penge til Julemærkehjemmet i Hobro og Jens Bang Division under Det danske Spejderkorps.

Rent økonomisk er arrangementet efterhånden næppe indsatsen værd, men det er sjovt, hyggeligt og en tankevækkende anakronisme i dagens digitale Danmark, hvor det er de færreste, der vil betale for noget så oldnordisk som en slentretur langs stranden. (Flere fotos kan ses på min hjemmeside)
Orienteringsmæssigt byder marchen ikke på de store
udfordringer. Det er bare at gå op og ned ad stranden. 

søndag den 10. juli 2016

Rå solnedgang

Rådyr i modlys


Lørdag aften kørte jeg hjem fra Blokhus i solnedgangen. Lige før Rødhus stod der en rå og græssede - lige mod solen. Umulige forhold til dyrefoto, men jeg kunne ikke lade være med at trykke på kameraet. Det kom der så dette småromantiske billede ud af...

lørdag den 9. juli 2016

Den lille gransanger

Pip...


Fredag morgen benyttede jeg det gode vejr til at stå op ved firetiden for at arbejde i haven.

Det er et dejligt tidspunkt på dagen, når solen langsomt kommer på himmelen, og fuglene stadig synger, selv om vi har passeret sankthans.

Denne morgen var der specielt en fugl, der trængte igennem med et ganske højt og gentaget fløjt. Den samme fløjtetone gentaget i det uendelige med cirka to sekunders intervaller. Faktisk begyndte det næsten at blive enerverende...

Det kom fra bøgetræet - og på et tidspunkt fik jeg øje på synderen. En ganske lille fugl. Ikke meget større end en gærdesmutte og umiskendeligt fra sangerfamilien. Lille, grå og undseelig - den voldsomme sang til trods.

Jeg fik fat i kameraet og det lykkedes med lidt besvær - for den flyttede sig hele tiden - at få en stribe fotos. Da jeg kiggede dem igennem på computeren, blev jeg enig med mig selv om, at det godt kunne ligne en gransanger.

Problemet er bare, at en gransanger synger tjiftjaf og ikke fløjt, fløjt, fløjt...

Så jeg måtte lige konsultere sagkundskaben i form af min kusine og hendes gode ven Hans. Her blev det bekræftet, at det var en gransanger - en unge, der bare ikke havde lært at synge tjiftjaf endnu.

Mens jeg sad ved computeren, fløj den sørme ind ad døren til altanen. Jeg sad med ryggen til - og blev godt forskrækket, da jeg pludselig havde den meget høje fløjtelyd også indendørs. Gransangerungen fandt heldigvis selv ud igen - og roen omkring arbejdspladsen var genoprettet.

Men det er da en sjov lille fætter, som virkelig forstår at gøre opmærksom på sig selv. Lidt utypisk for sangerfamilien, som man næsten aldrig ser. Så må vi håbe, at den overlever alle dagligdagens farer - for der er ingen trivl om, at spurvehøgen i kvarteret gerne napper en gransangerunge, hvis den kan få lejlighed til det.