søndag den 28. august 2016

Dagens ord LXXVII

Mistænkelig eller mistænksom?

Falmet TV.-stjerne trænger til
genoptræning i dansk. Foto: TV2
Nu må jeg have luft. Altså...

Jeg har netop set programmet Dobbeltgænger på Charlie, hvor to skuespillere parodierer en kändis - i dagens tilfælde Birthe Kjær. Programmets vært var Camilla Miehe-Renard, som jeg ellers troede forlængst var pensioneret som vært. Og måske hun burde have holdt sig til pensionisttilværelsen...

For på et tidspunkt laver de to parodister telefonsjov - telefonfis som det smagfuldt omtales - med Dario Campeotto, som imidlertid lugter lunten. Miehe-Renard udbryder som en glad julegris: - Dario opdagede det og blev mistænkelig...

Nej, han gjorde ej. Han blev mistænksom!

En mistænkelig person er en person, man ikke kan have tillid til. En mistænksom person er en mistroisk person. Så fat det dog, kære journalister og TV-værter. Hvis man ikke mestrer det danske sprogs små nuancer, skal man holde sig fra at optræde i nationale TV-kanaler.

2 kommentarer:

Ellen sagde ...

Jeg mangler en Like-knap her ... jeg bliver lidt øvsindet, når såkaldte professionelle sprogbrugere ikke er spor professionelle.
Hvilket jeg ofte oplever.

Jesper Hansen sagde ...

Øvsindet... Det er da et godt ord!