onsdag den 19. oktober 2016

Sankt Hans-urt

Varsel om kærlighed

Netop nu står Sankt Hans-urten i fuldt flor.

Det kan måske undre, navnet taget i betragtning, men urten - eller snarere planten - har sit navn, fordi man i gamle dage brugte den til at tage varsler af. Hvis to navngivne planter voksede mod hinanden, var det et varsel om kærlighed mellem parterne - og på antallet af bladskud på stænglen kunne man oven  i købet forudsige, hvor mange børn de to lykkelige måtte få...

Under alle omstændigheder er det en smuk plante, når den blomstrer her i efteråret. Det er en sukkulent, som betegnes som fuldstændig idiotsikker til havebrug - nem at formere ved simpelthen at plukke blomsterne, sætte dem i en vase og så bare vente på, at de slår rødder. Og i haven har den ingen problemer med hverken dårlig jord, manglende pasning eller en tør sommer.

For resten besidder den lige som Aloë Vera også gode egenskaber mod brandsår. Mas bladene og brug dem som kølende omslag. Derfor blev den også kaldt brandurt i gamle dage. Blandt mange navne er den også kaldt kysseurt, kærlighedsurt, kærlighedskål og lykkeblomst.

1 kommentar:

Farmer sagde ...

Det er lige en plante efter mit havevedligeholdelsesniveau.
Den er -har jeg bemærket på gode solrige efterårsdage- samtidig en god biplante. Det er vigtigt at bierne har noget at gå efter lige inden de går i vinterhi.