fredag den 25. november 2016

Rutebiler

Behov for produktudvikling

Rutebilen fra Ørneborgen er en Gräf & Stift fra 1938.
 Den østrigske bilfabrik producerer den dag i dag
busser, og er ejet af MAN-koncernen. Gräf & Stift
producerede i begyndelsen af det 20. århundrede
også luksusbiler, og det var en Gräf & Stift, den østrigske
tronarving Prins Ferdinand var kørende i ved attentatet
 i Saravejo i 1914. 
Jeg ved ikke, om læserne kan huske Ørneborgen – den gamle storfilm fra 1968. 

Filmen slutter med en sekvens, hvor heltene flygter fra Ørneborgen i en rutebil – af alle transport-midler. Den antikke rutebil er belejligt – af hensyn til krigshandlingerne - udstyret med sneplov. Bag rattet sidder ingen ringere end Richard Burton, der viser sig at være en behændig rutebilschauffør – noget hurtigere på rattet end vores egen Dirch Passer i den danske film Bussen fra 1963.

Jeg kommer altid til at tænke på Burton og Ørneborgen, når jeg sidder i en rutebil – hvilket heldigvis ikke sker ret ofte.

Men forleden skete det. En forholdsvis kort tur på en halv time fra Aabybro til Aalborg. Og tankerne gik endnu en gang til Ørneborgen. For indretningen af rutebiler er åbenlyst noget af det mest uforanderlige i verden. To rækker sæder med to pladser i hver af bussens sider – og sådan har det altid været.

Så er det, at jeg begynder at forstå, hvorfor det kniber med at få kunder til den kollektive trafik. Der er simpelthen ikke produktudviklet. Sæderne er umagelige og hårde som protestantiske kirkebænke, og man sidder og gnubber op ad sidemanden.

Personligt finder jeg al den nærhed stærkt intimiderende. Jeg er altså opvokset i en generation, hvor man ikke bare krammer løs til højre og venstre – og så bliver det voldsomt ubehageligt at sidde så tæt på fremmede mennesker. Selv om det kaldes kollektivt, kan man da godt tænke lidt på individet. Selv om det er kollektivt, bør det ikke være den laveste fællesnævner, der er normen.

Buscheferne kunne lære lidt af flyselskaberne og for eksempel sørge for, at der er et solidt armlæn mellem sæderne. Man bør også overveje, om det ikke er muligt at bygge bussen på en sådan måde, at der for eksempel er enkeltsæder i den ene række, som er forbeholdt det modne publikum. Det vil også give mere plads i midtergangen.

I det hele taget bør sæderne være bredere. For de fleste danskere vokser jo med alderen – og det er ikke i højden, hvilket jeg selv er et ganske glimrende eksempel på.

Jeg er godt klar over, at antallet af sæder har noget med økonomi at gøre. Men med vore dages mange arbejdsløse akademikere, et par gudsbenådede designere og al mulig ny teknologi tror jeg alligevel, at det kan lade sig gøre – uden at busbilletterne bliver unødigt dyrere.  Man har brugt penge på et dyrt og overflødigt rejsekortsystem, der bare gør busrejsen mere besværlig. Så skulle der vel også være penge til lidt produktudvikling i bussens indre?

 For resten undrer det mig også, at man altid skal gå op i en rutebil. Hvorfor kan gulvet ikke være i fortovsniveau, sådan som det er i visse bybusser?

Så mit spørgsmål til de kloge hoveder, der bestemmer, er helt præcist: Hvordan kan det være, at en rutebil i vore dage er indrettet på samme måde som for 75 år siden, hvor tyskerne ifølge Ørneborgen fik bank med en rutebil i de sydtyske fjelde? Måske er det almindelig mangel på produktudvikling, der gør den kollektive trafik på landet til en fiasko?

Og så har jeg lige et tillægssuk. De første 10 minutter af turen mod Aalborg måtte jeg stå op i den smalle midtergang, fordi der var en børnehave med. Børnene opførte sig efter forholdene forbløffende roligt og blev pænt siddende på deres sæder, selv om der var flere voksne i bussen, der stod op. Pædagogerne gjorde absolut intet, men kiggede bare den anden vej på trods af det åbenlyse brud på god og forventelig opførsel fra børnenes side.

Da jeg var barn, lærte vi, at vi skulle rejse os for voksne. Det vil altså være en god ide og sikkert også befordrende for den kollektive trafik, hvis almindelig høflighed igen kom på skoleskemaet – også i børnehaverne.

"På kanten", Nordjyske Stiftstidende 25. november 2016

Ingen kommentarer: