lørdag den 30. september 2017

Det ubeskrivelige

Når ord og billeder ikke slår til

Magisk fjordstemning ved Nuuk.
Der findes ting og stemninger, som ikke kan fanges på fotos - som ikke kan beskrives med ord.
Et godt eksempel er en sejltur på Godthåbsfjorden. Billederne her yder simpelthen ikke begivenheden retfærdighed. Det skal opleves.

Gamle Nuuk om styrbord og Sermitsiaq
i baggrunden. Kursen er sat!
Det har jeg heldigvis gjort ofte. Både i fritiden og på jobbet. For en tur på fjorden - som oftest rundt om Sermitsiaq-øen - er et fast element i ethvert besøg i den grønlandske hovedstad. Og som tidligere kommunal informationschef har jeg været vært på mange af disse ture, hvor man over et solidt måltid mad får ro på sjæl og jetlag og samtidig oplever den storslåede grønlandske natur, når den er allerbedst.

Jeg har som sagt prøvet det utallige gange, men det er ved at være nogle år siden. Men forleden fik jeg fornøjelsen igen. På tur med en masse mennesker fra ministerier, direktorater, skoler og institutioner. Høflighed, smalltalk og god mad - aktuelt lammesuppe, rensdyrkølle og blåbæris - og så naturen. Den allesteds nærværende grønlandske natur.

Turen rundt om Sermitsiaq kan gøres på fire timer i adstadigt tempo. Jeg er dybt taknemmelig for at få lov til at prøve turen en gang til. Og kameraet var selvfølgelig fremme for at fange stemningen.

Selv om det ikke lader sig gøre...
Kan du se musen?
Bemærk speedbåden neden for fjeldet. Det er stort - meget stort...
Bagsiden af Sermitsiaq i spæd aftenrøde.

fredag den 29. september 2017

Hjælp til sælhjælp

Tudetosset fredning af sæler i Limfjorden
En udfordring for danske jægere...
Grønlands største skindproducent, virksomheden Great Greenland i Qaqortoq i det sydlige Grønland, er i en sælsom knibe, for man mangler sælskind fra den spættede sæl. Det erfarede jeg, da jeg besøgte virksomheden for et par uger siden.

En sæl er nemlig ikke bare en sæl. De forskellige sælarter har forskellige typer af pelse, der hver især egner sig til forskellige formål. Mest brugt i den kommercielle pelsfremstilling er skind fra ringsæl og grønlandssæl, der blandt andet på Great Greenlands systue forvandles til eksklusive produkter, som klæder skønne kvinder over det meste af verden.

Men grønlandske kvinder vil altså så gerne have bukser af skind fra spættet sæl, når de laver den farverige og flotte grønlandske nationaldragt. Og det er et problem, for den spættede sæl har været i voldsom tilbagegang i Grønland siden 50’erne, og findes reelt kun et par steder langs den enorme grønlandske kystlinie. Derfor er den spættede sæl også fredet i Grønland, så hvis en grønlandsk kvinde i dag insisterer på at bruge spættet sæl til sine nationaldragtbukser, må hun prøve at få fat i skindet for eksempel i Island.

Det er et paradoks, for den spættede sæl er talrig her i Danmark. Bestanden vokser med cirka 10 procent om året, og blev i 2014 opgjort til 18.000 eksemplarer, heraf en god del i Limfjorden, hvor de gør stor skade på fiskeriet.

En voksen spættet sæl spiser 4 kilo fisk om dagen, og blandt andet vores lokale ålefisker her på Øland – en af de få tilbageblevne erhvervsfiskere i Limfjorden - kan berette om store skader på både fangst og redskaber som følge af de glubske sæler.

En rapport fra DTU i 2015 slog fast, at sælerne udover skader på fisk og redskaber sandsynligvis også har en skadelig effekt på fiskebestandene som sådan, fordi de mange sæler simpelthen skræmmer fiskene væk fra de gode fiskesteder.

Så der er simpelthen tudetosset, at vi opretholder en fredning af den spættede sæl i Limfjorden. Lad os få gang i noget jagt, så vi kan hjælpe de grønlandske kvinder med nationaldragten. Det er hjælp til naturen, til fiskene og til fiskerne, og det er hjælp til den gode stemning i Rigsfællesskabet.

For jeg forestiller mig ærlig talt ikke, at danske jægere er interesseret i sæljagt. Det er pivsvært, og et forsøg med jagt på gråsæler ved Bornholm sidste år viste, at danske jægere i en jolle ikke mestrer kunsten.

De problemer har grønlandske jægere ikke. De lærer det fra barnsben af, og kuglen sidder bare præcist hver gang. Så jeg forestiller mig, at jagten måske kan forbeholdes den grønlandske del af nordjyderne. Måske kan man lave et socialt projekt ud af det, hvor mændene skyder sælerne, og kvinderne forbereder sælskindene til nedsaltning, inden de sendes til garveriet i Qaqortoq.

Jeg har diskuteret ideen med direktøren for Det Grønlandske Hus i Aalborg, Søren Stach Nielsen, og han siger:

- Det er da en brandgod ide. Det vil vi godt være med til. Vi kan helt sikkert finde folk, der kan løse den opgave.

Så nu er det bare op til politikerne at få gribe ideen og få lempet lovgivningen, så det bliver tilladt grønlændere at jage spættede sæler i Limfjorden. Det kan sandsynligvis gøres bare ved at udstede en dispensation til nogle paragraffer. Det bør ikke være svært, hvis ellers man har viljen.


Det er ægte hjælp til sælhjælp til vore rigsfæller i Grønland.

"På kanten", Nordjyske Stiftstidende 29. september 2017

torsdag den 28. september 2017

Væggene lidt skæve står...

Og det sagde boom-boom...

Dette er billedet af ufattelig dumhed så tåbelig, at jeg simpelthen ikke begriber det...

Jeg stødte på dette faldefærdige hus i Nanortalik for et par uger siden. Umiddelbart troede jeg, at huset var bukket under for voldsom snelast på taget, hvilket bestemt ikke er usandsynligt i det lidt fugtige klima tæt på Kap Farvel.

Men jeg fik forklaringen af en lokal håndværker - og det var alt andet end en naturlig forklaring...

For nogen tid siden sad tre drenge i konfirmationsalderen og hyggede sig i huset med at sniffe lightergas. Det er jo dumt nok i sig selv, men det blev fuldbragt, da en af drengene fik lyst til en smøg og tændte sin lighter...

Det sagde bum, så det kunne høres over hele byen - og det grønlandske samfund var beriget med tre unge mennesker, der resten af livet må døje med høre-handicap, selv om det vist nok situationens alvor taget i betragtning må anses for at være temmelig nådigt sluppet.

Men det er fortsat simpelthen for dumt...

onsdag den 27. september 2017

Vinmager og vinsmager

Et spadestik dybere i vinens verden

Tom Maling fra Constellation Brands var
både en god fortæller og en lun fætter...
Tirsdag var jeg til en spændende og meget anderledes vinsmagning med udfordringer.

Oplægsholderen var Tom Maling fra New Zealand. Han kommer fra firmaet Constellation Brands, der markedsfører vinmærkerne Selaks og Kim Crawford fra Marlborough i New Zealand. Området er især berømt for sine Sauvignon Blanc-vine - og det var da også udelukkende den "vilde hvide", der var på programmet.

Dagens program var Sauvignon Blanc
 fra Marlborough i New Zealand.
Tom Maling viste sig at være en lun fætter med mange gode historier på ærmet, som han allerede delte flittigt ud af, inden deltagerne var helt på plads, og han gik i gang med vinene. Han havde medbragt seks forskellige aftapninger, der stammede fra året høst på seks forskellige marker i området, og det var vildt fascinerende at opleve, hvor forskellige vinene var, alt efter om de havde groet på syd- eller østvendte skråninger, om det var tæt på havet eller inde i landet, om jorden var sandet eller stenet og især, hvor meget forskellen på dag- og nattemperatur påvirker vinene.

Både Selaks og Kim Crawford-vinene er blandinger fra hele området, der sælges i store mængder over hele verden, så kunsten består i at blande alle disse lokale varianter i et velsmagende, ensartet og salgbart blend. Og det var så det, der var vores opgave ved vinsmagningen. Vi skulle gøre de professionelle vinmagere kunsten efter og præsentere en god vin.

Vinderne vandt en skihue fra Kim Crawford.
Deltagerne blev inddelt i fem grupper, som gik til opgaven med stor ildhu, da der var en beskeden præmie på spil. Uforståeligt nok vandt min gruppe ikke, selv om vi efter egen opfattelse lavede en fin vin med en herlig næse og en lang eftersmag, der fik prædikatet "Charming" af Tom Maling.

Da præmien viste sig at være en temmelig uklædelig skihue fra Kim Crawford kunne vi dog leve med nederlaget, og vi var en fantastisk erfaring rigere. Det var simpelthen utroligt at opleve i praksis, hvordan få procents ændringer i opskriften ændrer oplevelsen af vinen fuldstændigt. Og helt vildt bliver det i virkeligheden. Vinmagerne i Marlborough bruger op til 400 forskellige vine til de færdige produkter.

Jeg var selv kørende til vinsmagningen, der foregik i Aarhus, hvor man som bekendt ikke helt kan regne med togdriften, så det meste af dagens vin blev spyttet ud igen, men vel hjemme blev det til en Selaks Sauvignon Blanc 2016 på terrassen i kølige, men klare september-aften.

Den smagte næsten, som jeg selv havde lavet den...
Der blev gået til opgaven med stor ildhu...

Hjertestarter

Genopfriskning

Michael og Sofie redder liv.
Simon Kvamm og Nephew har en fin pointe, når de synger om Vesterhavet som hjertestarter, for her i Udkantsdanmark har vi det godt og kan trække vejret frit - fri for storbyens kvælende larm og kakofoni.

Der stødes...
Men i et fortsat mere centraliseret Danmark må vi også erkende, at der ikke er ret mange andre end os selv til at hjælpe, hvis hjertet stopper. Det var baggrunden for, at vi her på Øland for to år siden stiftede en hjertestarter-gruppe, der forhåbentlig kan yde den nødvendige førstehjælp, hvis det virkelig gælder.

I de forløbne to år har der heldigvis ikke været brug for os, men alligevel var vi mandag aften på genopfriskningskursus. Det er rettidig omhu i ordets fineste forstand - og så var det i øvrigt ganske fornøjeligt med både kaffe og hjemmebag, sådan som det skal foregå, når man bor på landet.
Svend-Aage er en mand med mange talenter. I lørdags stod
han som sædvanlig bag Nordeuropas største amerikanske
lotteri ved den årlige høstfest, og mandag gav han livreddende
førstehjælp i Øland Medborgerhus.

mandag den 25. september 2017

Septembergråt

Lunt og vindstille

Efter at have føjtet rundt i det grønlandske blev det igen tid til en tur rundt i det ølandske.

Det er september, dagene kortes og efter en såre beskeden sommer er det nu blevet tid til lidt lun østenvind, selv om det fortsat kniber lidt med solen. Det er lidt gråt, men alligevel dybt fascinerende, når fjorden sådan ligger spejlblank hen...




Kålsnak

Danske dolmades

Sild som kaninføde...
Menuen stod på sild med grønt, hvidkålsroulader med hvid sovs og god, gammeldags reven æblekage, da Øland Sildelaug fredag holdt sit septembermøde.

Det var årstidens mad, og det var mandfolkemad med mindelser fra barndommens kødgryder. Men det var også mad, der kan få sindene i kog - ikke mindst fordi kålrouladerne eller kåldolmerne helt åbenbart laves efter et hav af forskellige opskrifter ude i de små hjem rundt i landet.

Danske dolmades.
Det var smeden, der stod for menuen - og han havde valgt at lave kåldolmerne i fad og med hvid sauce og kartofler. det er sådan set den stik modsatte version af skriverkarlens - for han laver dolmerne stegt på pande og serverer dem med kål stuvet i brun sovs og ofte uden kartofler.

Snakken gik, og der kom flere varianter på bordet - men slutresultatet blev nu som foreskrevet af smeden.

Snakken gik også om, hvad retten egentlig hedder. Nogle siger hvidkålsrouletter eller hvidkålsroulader, mens andre hælder til kåldolmere - og hvad betyder egentlig dolmer? Ordet stammer fra tyrkisk: dolma, der betyder fyld, og kendes også fra blandt andet de græske dolmades, der jo bare er kåldolmere, hvor kålen er skiftet ud med vinblade.

Ordet er relativt nyt på dansk. Det findes ikke i den store "Ordbog over det danske sprog", hvor redaktionen sluttede i 1955, men er til gengæld med i den nyere og til stadighed netopdaterede "Den danske ordbog", hvor dolmer er nævnt med en tekstreference fra Bo Bedre i 1992. Så meget tyder på, at dankerne er begyndt at snakke om kåldolmere, efter at det blev moderne at tage på charterrejser til Middelhavslandene.

Fredagens sildelaugsmøde var lidt ringe besøgt, men det var ellers hyggeligt nok. Giftblanderen bød på porse, og ceremonimesteren trakterede med brændevin til maden i anledning af en nys overstået fødselsdag. Mødet sluttede klokken 10 i relativ god ro og orden.
Gammeldavs reven æblekage.

lørdag den 23. september 2017

Øllebrød

Barndomsminder

Øllebrød med flødeskum er en tur på barndommens gade.
Da jeg i sidste uge sejlede langs den sydgrønlandske vestkyst med Sarfaq Ittuk, blev det naturligvis til nogle timer på skibets rygerbænk - blandt andet sammen med en del af mandskabet, der brugte den fine lille plads på agterskibet til et afbræk i døgnets dont.

Øllebrød er nemt at lave - og det smager fantastisk.
Blandt andet blev det til nogle lange snakke med en af kokkene som i sin tid havde været i lære på Hotel Arctic i Ilulissat med den navnkundige Jeppe Nielsen som læremester. Jeppe er - som så mange af tidens kokke - både nysgerrig, kreativ og temmelig fræk.

Det oplevede jeg blandt andet i 2006, hvor Jeppe Nielsen dengang regerede i køkkenet på Hotel Hans Egede i Nuuk. Vi var vært for en konference i organisationen Winter Cities, og en meget stor del af gæsterne kom fra Japan og Kina. Dette orientalske islæt til trods afholdt ikke Jeppe Nielsen fra at servere - af alle retter -øllebrød som forret til en af middagene. Det vakte stærke følelser af barndom hos konferencens grønlandske og danske deltagere, mens det udenlandske publikum med stor forsigtighed nærmede sig den brune masse.

Det var frækt, og det var genialt, folk kunne lide det, og det passede fint i sammenhængen.Derfor har min mave den seneste uges tid drømt om øllebrød, og lørdag morgen blev det så til en realitet. Det er smadder nemt at lave, og det smager godt.

Man tager noget smuldret rugbrød, som sættes til udblødning i vand, der lige knap skal dække, i en halv times tid. Massen bringes i kog, og der tilsættes løbende hvidtøl til det har en passende konsistens. Eventuelt kan man bruge stavblenderen, så grøden får en flot overflade. Endelig smages der til med lidt sukker.

Personligt foretrækker jeg øllebrød lavet på fuldkornsbrød, men det kan også laves med almindeligt mørkt rugbrød. Øllebrød serveres traditionelt med en generøs klat flødeskum, og så kan man pynte med lidt æbler eller som i det konkrete tilfælde en ordentlig klat gele.

I min barndom var øllebrød alternerende med havregrød en fast bestanddel af morgenmaden i langt de fleste hjem i Danmark - og jeg tror, at mange danskere har øllebrød som et barndomsminde. Men den går altså også i 2017...

torsdag den 21. september 2017

Den store badedag

De varme kilder på Uunartoq

Store badedag på Uunartoq.
Turen fra det gode skib Sarfaq Ittuk til
 Uunartoq foregik i en af redningsbådene.
På turen mellem Qaqortoq og Nanortalik tæt ved Alluitsup Paa ligger øen Uunortoq. Her finder man en af de få varme kilder i Grønland.

Med sine 38 grader er vandet tæt på normalt badekar-vand, og det fortælles, at da Leif den Lykkelige for 1000 år siden sejlede fra Grønland mod vest for at finde nyt land, tog han først en dukkert i Uunartoq for at kunne være ren og præsentabel på rejsen.

Uunartoq er ubeboet, og stedet byder ikke på nævneværdig luksus, når bortses to busstoplignende omklædningsrum, men det gør ikke så meget. Det er stadig en stor oplevelse at hoppe i vandet i regulært sydgrønlandsk møgvejr og kigge på tågeindhyllede fjelde og isskosser i fjorden.Især når man som undertegnede bestemt ikke er vinterbader.

I modsætning til for eksempel Den Blå Lagune i Island er de varme kilder på Uunartoq ikke vulkanske, men skyldes geotermisk energi. Det vil sige, at varmen stammer fra undergrundens bevægelser og ikke en vulkan.

Jeg har aldrig været på Uunartoq før, så det blev lige til en ny rød nål på Grønlandskortet.

Er det hvaler? Er det sæler? Nej, det er såmænd bare
nogle af deltagerne på Seashow 2017 i fri vanddressur.
Ligheden med en mark med kålhoveder er slående.
Måske en lidt fortærsket vits, men jeg vover
 øjet og kalder billedet for "Sælfie"
.
Konen i muddergrøften.
Støt står den grønlandske sømand...

onsdag den 20. september 2017

Nanortalik

Historiske bygninger fra kolonitiden

Nanortaliks smukke kirke fra 1916 spejler sig i kolonihavnen.
Det er 24 år siden, jeg sidst besøgte Grønlands sydligste by, Nanortalik. Dengang var jeg lige kommet til Grønland, og det var et spændende møde med et samfund, hvor fangerkulturen dengang fortsat var i behold.

Sådan en tørvehytte var bopæl for
 mange grønlændere helt op i tresserne.
Men det var også et møde med et samfund i opløsning. Torsken var forsvundet og sælfangsten gik på sidste vers som basiserhverv. De gamle flotte og solide bygninger fra kolonitiden eller KGH-tiden var i stærkt forfald og flere var styrtet mere eller mindre sammen.

Jeg blev derfor glædeligt overrasket, da jeg fandt ud af, at den gamle historiske koloniby i dag er restaureret og sat flot i stand som et minde over en væsentlig periode i den grønlandske historie.

Koloni skal nemlig ikke nødvendigvis forstås som koloni i "kolonianisme og imperialisme", men som et udtryk for en periode, hvor de grønlandske byer blev omtalt som kolonier i KGH-lingoen. Det var i den periode, hvor KGH indhandlede - købte - fangernes produkter, sæl og tran især, men også rejer og torsk - som blev transporteret til København og solgt på verdensmarkedet.

Kolonien ligger på et næs i den sydlige del af Nanortalik.
Nanortalik ligger smukt mellem de meget høje fjelde i området nær Kap Farvel, og har været handelsplads - koloni - siden 1797. I perioden 1915 til 1925 lå der en grafitmine nær byen og i begyndelsen af 2000-tallet blev der udvundet guld i nogle år i den nærliggende Kirkespirdal.

Istandsættelsen af den gamle kolonihavn blev bekostet af den daværende Nanortalik Kommune i samme periode med borgmester Kristine Raahauge, der i øvrigt også var museumsleder, i spidsen.

Nanortalik er bestemt ikke et sted, der bliver overrendt. Her kommer man for det meste kun, hvis man som undertegnede tilfældigvis har et ærinde der, men byen har alligevel årligt cirka 12.000 krydstogtsturister, der kan glæde sig over den smukke kolonihavn.
Hovedstrøget i kolonien hedder naturligvis Kolonivej. En anden
vej i området er Kiffap Aqqqutaa - tjenestepigernes vej.
I gennem mange år var "Kununnguaq" Nanortaliks største
 turistattraktionen. Det er en klippeblok, der angiveligt har Knud Rasmussens
 profil. Som turistseværdighed overgås Kununnguaq i dag
 af den flotte kolonihavn.
Kirken ligger midt i en kulisse af tågebanker og kilometerhøje fjelde.
Nogle af de smukt restaurerede bygninger i det gamle
Nanortalik. Området er ikke kloakeret, så bemærk lorteposerne
foran den gamle gedestald, hvorfra man fik både ost, mælk og
kød på en af Kongerigets fjerneste udposter.
"Hist hvor vejen slår en bugt..."
Undervejs til Nanortalik mødte vi en del isskosser og mindre isfjelde.

tirsdag den 19. september 2017

Efterår i Narsarsuaq

Verdensarv og løvfald i Grønland

Den seneste uges tid har jeg været på en herlig tur til Sydvestgrønland.

Hjemturen over Island var lidt udfordrende på grund af vejret og bød blandt andet på et døgns ophold i skovrige Narsarsuaq. Det var ikke planlagt, men det gjorde nu ikke noget, for netop nu står området ved den gamle base i de smukkeste efterårsfarver - og man skal efter min mening være et skarn, hvis ikke man kan nyde sådan en ekstra dag i smukke omgivelser.

På hotellet var der trangt, for vi var mange, der sad fast i lufthavnen. Jeg måtte nøjes med en opredning sammen med to andre voksne herrer på et værelse. Den slags er jeg ikke så vild med, da jeg helst vil sove alene, men det var nu hyggeligt nok. Et par bajere brød isen - og så blev der ellers snorket i stor stil.

Det blev også til et gensyn med biavleren Ole, der samtidig er leder af byens lille museum. Det har fået en ordentlig overhaling, siden jeg var der sidst for et par år siden - og jeg kan absolut anbefale et besøg, hvis man er på de kanter.

Her er et par fotos fra en fantastisk efterårsdag i verdens smukkeste omgivelser, der i øvrigt netop er optaget på Unescos verdensarv-liste.




mandag den 11. september 2017

Fældningstid

Naturens dag

Søndag blev tilbragt i Østre Ådal ved Aalborg. Her stod jeg på post ved et naturarrangement for de mindste spejdere i Jens Bang Division.

På posten skulle ungerne fiske hundestejler, igler og andet godt i mosehul - og det er jo lige sagen for småfolk på sådan en solskinsdag. Typisk for rigtige spejdere klarede børnene paragrafferne selv, og jeg havde ikke meget at lave.

Så tiden gik med at fotografere ænder. Det var halvtamme gråænder, der kom tæt på i håbet om en bid brød, så det blev for en sjælden gangs skyld mit 100-300 mm objektiv, der var i sving.

Netop nu fælder gråandrikkerne den lidt kedelige sommerdragt, så de var vældig optaget af at pudse sig og plukke de gamle fjer - og det kom der så nogle sjove billeder ud af. Her er et par stykker - og så en smuk hun-andemor, der venter med fældningen til lidt senere på efteråret.