onsdag den 6. september 2017

Slangetæmmerne på tur

Liv og død i Sønderøkse

Sønderøkse mellem Øland og Halvrimmen er bestemt ikke verdens navle. En bitte snes huse langs et par krogede veje er det, og man fornemmer nok, at flækken ikke er, hvad den har været.

Købmanden er lukket for længst, og den gamle købmandsgård er gået i forfald i en sådan grad, at den nu skal nedrives.

Forinden har cf'erne i Thisted - i vore dage kaldet Beredskabsstyrelsen - fået lov til at bruge huset som øvelsessted. Så i dag troppede en halv snes værnepligtige op med fuld udrykning og alt til faget hørende isenkram, så de kunne få lov at slå ruder og døre ind og træne røgdykning som led i uddannelsen. Det så dramatisk ud, men var vist egentligt ganske hyggeligt for de medvirkende.

Ellers er der lidt langt mellem begivenhederne i Sønderøkse. Flækken fik sine fem minutters berømmelse, da lille rødhårede Holger forsvandt og blev fundet igen i 2011. Holger kom nemlig fra Sønderøkse.

Og så var der jo mordet i Sønderøkse i 1821, En gårdejer var forelsket i tjenestepigen og slog derfor konen ihjel. Det skulle han næppe have gjort, for dommen lød således: "Tiltalte Thomas Thomasen Bisp, nu i Hjørring arrest, bør af skarpretten at knibes med gloende tænger, først uden for huset i Sønder Økse i Brovst sogn, hvor han dræbt sin hustru Maren Justdatter - tre gange mellem dette og retterstedet og til sidst på retterstedet, - dernæst den højre hånd ham levende afhugges med en økse og derefter hovedet ligeledes med en økse, hvorpå legemet lægges på stejle, og hovedet tilligemed hånden at sættes på en stage over legemet."

Det fremgår ikke, om halshugningen foregik med en sønderøkse, men der var nu  - undskyld udtrykket -mere liv på landet i gamle dage...

Ingen kommentarer: