tirsdag den 30. januar 2018

Turen går til Sisimiut

Giv mig sne, giv mig hunde...

Det er næsten fire år siden, jeg sidst var i Sisimiut og
kunne nyde udsigten mod Kællingehætten.
Jeg har travlt - så travlt at det kniber med at få tid til at skrive på bloggen.

Travlheden skyldes, at jeg torsdag tager til Sisimiut, hvor jeg de kommende fem måneder skal vikariere i kommunikationsafdelingen i Qeqqata Kommunia.

Det er en tur, der jo er lidt længere end normalt, når jeg skal til Grønland - så der skal pakkes lidt ekstra og oven i købet med lidt omtanke. For bagagen skal deles i de 20 kilo, jeg kan have med i flyveren, og så resten, der skal med skib derop.Normalt plejer jeg at pakke, lige før jeg tager afsted, så det er slet ikke min stil at gøre det flere dage i forvejen...

Men nu er jeg ved at have styr på det, og tirsdag går turen så til Grønlandshavnen med en flyttekasse varmt tøj, kamerastativ og andet godt. Så bliver det spændende, om det denne gang lykkes at få fat i grejet, inden turen går syd på igen om fem måneder. Da jeg var i Grønland i september, sejlede kamerastativet jo rundt i Atlanten i månedsvis.

Jeg glæder mig, for turen bliver et gensyn med Grønlands næststørste by, hvor jeg boede i et par år for 25 år siden. Det bliver også til et møde med flinke folk, ved jeg af erfaring.

Sisimiut ligger lige nord for polarcirklen på Grønlands vestkyst. Byen har godt 5.000 indbyggere, hvoraf en meget stor del hedder Olsen til efternavn. Der kan blive temmelig koldt i Sisimiut. I skrivende stund - 16 grader, men til gengæld er klimaet tørt og solrigt, som jeg husker det. Dagene er endnu ikke så lange - godt seks timer, men når først vi når til april, vil det være lyst døgnet rundt - og til den tid bliver det forhåbentligt lejlighed til en hundeslædetur eller to i strålende solskin.

Sisimiut er hovedby i Qeqqata Kommunia, som er en af de grønlandske storkommuner, der blev resultatet af kommunalreformen. Udover Sisimiut omfatter kommunen også Maniitsoq samt bygderne Kangerlussuaq, Atammik, Kangaamiut, Sarfannguit, Itilleq og Napasoq. Napasoq og Atammik har jeg aldrig været i, men måske jeg nu får chancen.

Under alle omstændigheder glæder jeg mig som en lille slædehund til turen. For som Knud Rasmussen sagde: Giv mig sne, giv mig hunde - og så kan du beholde resten...

torsdag den 25. januar 2018

Lækattens død

Trafikdrab

Det gør en lille smule ondt, men det kan desværre ikke helt undgås, at man som bilist fra tid til anden kører et dyr ned.

Det skete desværre også for mig i onsdag sidst på eftermiddagen på Erik Bannersvej mellem Attrup og Kokkedal. På vej fra et smut i Farsø tøffede vi hjemover i mørkningen, da en lækat pludselig løb ud foran bilen. Jeg havde ikke en chance for at undgå at køre over den lille fætter, der sikkert var på musejagt.

Lækatten, der også kaldes Hermelin, var som pelsdyr betragtet tidligere et meget eftertragtet og værdifuldt dyr, der lagde skind til kongelige kåber, men i dag er det i hvert fald et ganske almindeligt dyr i den danske fauna. Den findes over hele landet, dog ikke Bornholm.

Lækatten er Danmarks næstmindste rovdyr, og det siges, at lækattens mod er omvendt proportionalt med dens størrelse. Selv om mus er den foretrukne føde, kan fasaner og harer ikke vide sig sikre.

Lækatten minder meget om den endnu mindre brud, men kan kendes på den mørke halespids.

Det er også den mørke halespids, der giver det karakteristiske mønster på de kongelige pragtkåber, der fremstilledes af hermeliner i hvid vinterdragt. Hermelinen findes også i Grønland, og tilstedeværelsen af de hvide vinterpelsdyr sammen med narhvaler skulle angiveligt være en af årsagerne til tidligere danske kongers interesse for at kolonisere Grønland.

Måske burde jeg have taget lækatten med hjem til udstopning, men det havde jeg dog ikke lyst til. Til gengæld får lækatten så en minderune her på bloggen.

søndag den 21. januar 2018

Sig det med billeder

Sniksnakke-TV

TV-værter i fri dressur...
Interessen for TV er støt faldende – og snart kan danske TV-chefer holde avischeferne med selskab i Dinosaurernes Klub.

Den teknologiske udvikling bærer sin del af skylden, men TV-mediet, der i Danmark i mange år var begunstiget med monopolstatus og fortsat nyder licensbetaling, har heller ikke forvaltet sit pund særlig godt. Metervaren i dansk TV – nyheder, reportage og sport – er simpelthen kedelig og talentløs radio tilsat dårlige billeder.

Da jeg som ung reklamemand i slutningen af 80’erne lærte at lave TV, lød mantraet igen og igen: Don’t tell it – show it! Det var sådan et smart, men ganske sandt slagord på amerikansk, for fjernsynets dramaturgi og fortællemodeller stammer jo fra USA. På dansk kan det hedde: Sig det med billeder!

Her springer kæden af for dansk TV i bred almindelighed. Moderne dansk TV er sniksnakke-TV uden fortælleglæde og forståelse for mediets særlige fascinationskraft.

Tag for eksempel dækningen af royale begivenheder. Selv en forholdsvis banal reportage fra Dronningens nytårstale bliver iscenesat med alenlange optakter, hvor mere eller mindre selvbestaltede eksperter kommer med deres bud på talens indhold og Dronningens forventede påklædning – og seerne er dysset hen i en ligegyldig døs, når begivenheden ruller over skærmen.

Det er endnu værre ved de store begivenheder som bryllupper, hvor journalisterne og eksperterne endog taler ind over begivenhederne og fortæller os, at Prinsessen er iført blå kjole – hvilket de fleste seere jo ved selvsyn kan konstatere. Det er, som om man fuldstændigt har glemt, at netop billederne er det særlige ved TV, og at TV-mediets helt store gennembrud var i halvtredserne, hvor en hel verden for første gang kunne følge den pompøse kroning af den engelske Dronning Elizabeth.

TV-folkene sovser de royale begivenheder ind i ligegyldig og kedsommelig snak, der fordøjer stoffet for seerne i en sådan grad, at man efterhånden føler både kede og lede ved at se det. 

Konspirationsteoretikere vil sikkert mene, at moderne TV-journalistik i virkeligheden er en stor sammensværgelse, der udelukkende tjener til at tale Kongehuset ihjel og bane vejen for republikken.
Det samme gør sig gældende, når der er store sportsbegivenheder på programmet. Maratonlange optaktsudsendelser og efterfølgende kommentarer fra Gud og Hvermand – i stedet for fokus på det væsentlige: Billederne af selve kampen, netop når den foregår.

I dag er det jo heller ikke en ordekvilibristisk Gunnar Nu, der velmenende råder bod på dårlige kameravinkler, men en hel hær af kommentatorer, der fortæller, hvad enhver kan se på skærmen. Kommentatorerne er et levn fra trediverne, hvor landskampene blev sendt i radioen uden billeder – og de kan med lethed spares væk i vore dage, hvor den tekniske udvikling efterhånden giver mulighed for at transmittere kampen fra stort set enhver vinkel i knivskarpe billeder.

I den forbindelse bliver det for resten ikke bedre af, at kommentatorerne fuldstændig har glemt al journalistisk objektivitet og skriger orgastisk begejstret til fordel for landsholdet – og ukritisk udtaler sig om enhver afgørelse, der går de danske spillere imod.

Lokal-tv var i mange år et ganske fornyende indslag i den danske TV-verden, hvor ellers ikke medietrænede mennesker fik mulighed for at komme til orde og stort set ukommenteret fortælle om deres passioner. Det er slut nu, for også på lokal-TV har kommentator- og sniksnakkefeberen slået til. For eksempel i programmet Sådanmark der ellers sender noget af det bedste lokal-TV ud i landet. Nu har man en mere eller mindre falmet TV-stjerne som vært med en gæst i studiet, der så kommenterer de mange indslag. Hvor interessant er det egentlig, når en tidligere bagedystvinder kommenterer et indslag om fåreavl i marsklandet sammen med en afdanket skuespiller?

Sandheden er, at dansk TV er ved at tale sig ihjel i magelig selvtilfredshed, hvor det at være i TV bliver et mål i sig selv i en navlebeskuende subkultur, hvor man lader hånt om billedernes fascinerende fortællekraft og seernes lyst til selv at konkludere.

Jeg hørte forleden, at 87 procent af alle videoindslag på Facebook bliver set uden lyd. Det stiller store krav til fortælletalentet og giver pudsigt nok et fingerpeg om, at stumfilmens dage overhovedet ikke er talte. Fjernsynets fremtid og overlevelse ligger i at fortælle historien med billeder.

Indtil TV-folkene indser dette, holder jeg mig til den gode, gamle trykte avis og en god billedskabende bog i papir – og så vil jeg fortsat være gnaven over at betale tvangslicens til noget, jeg ikke bruger.

"På kanten", Nordjyske Stiftstidende 19. januar 2018.

onsdag den 17. januar 2018

Uglerede

Lidt gør-et-selv-erfaringer

Før. Rod for alle pengene...
I juleferien malede jeg kontoret - og det blev anledningen til et velment, men desværre ikke totalt vellykket forsøg på at bekæmpe de uglereder af ledninger, som følger med en kombination af PC, printer, scanner, modem, telefonsystem, stereoanlæg og lamper, som er en del af de fleste moderne kontorer.

Jeg anbragte et par ekstra stikdåser på
bordet med selvklæbende magnetplader.
Alle disse kabler og ledninger har en tendens til at rode sig sammen - om ikke andet, når en af tingene skal skiftes ud eller repareres. Det ender ikke altid i en Lilly-model, men snarere i en uglerede...

Men nu var tingene skilt ad, så jeg prøvede alligevel at få en form for system i rodet.

Først og fremmest fordelte jeg apparaterne på tre forskellige stikkontakter - i stedet for kun at bruge en. Det er i øvrigt også meget smart af almindelige el-sikkerhedsmæssige hensyn.

Dernæst anbragte jeg et par stikdåser under skrivebordet. Jeg satte dem fast med selvklæbende magnetplader fra Panduro, som jeg ellers bruger til at montere billeder med. Men det virker fint, for stikdåserne er lige til at løfte af, så man ikke altid skal ned på knæ under bordet, når der skal ændres i installationerne.

Flittig brug af elektrikerstrips giver styr på kablerne.
Derudover har jeg flittigt brugt elektrikerstrips til at samle nogle af de alt for lange kabler med. Det forhindrer, at kablerne filtres sammen, når man roder med dem - men helt kønt er det nu ikke. Men jeg er altså ikke den, der sætter sig ned og skærer el-kabler og USB-ledninger til i passende længder.

Resultatet bærer fortsat præg af et vist kunstnerisk rod, men tro mig - det er blevet meget bedre...
Efter... Ikke perfekt, men bedre...

tirsdag den 16. januar 2018

Ny huggeblok

Blog om blok

En ny huggeblok af det fineste egetræ. Til venstre
den gamle huggeblog med syv år på bagen.
Jeg har fået ny huggeblok. En enorm en af slagsen. 60 cm i højden og cirka det samme i diameter. Et solidt bloktilskud, som de siger i Grønland.

Faktisk fristedes jeg i weekenden til at dække op til eftermiddagskaffen på den bordstore huggeblok, men det får nu være - for det er jo ikke for sjovs skyld, at man har en huggeblok.

Det var forresten på tide. Faktisk har den gamle huggeblok, som stammer fra 2010 længe trængt til at blive skiftet ud. At blive kørt til huggeren - huggeblokophuggeren... Så langt skal den nu ikke. Vi nøjes med en tur i brændeovnen.

Nu skal det bare blive tørvejr. Så skal der hugges brænde på den lille ny...

mandag den 15. januar 2018

Davids samling

Islamisk kunst

Pladsen er lidt trang, og der er også temmelig dunkelt i Davids Samling,
 men museet er en stor oplevelse - og et sandt orgie i æstetik.
Foto: Davids Samling
Indisk katar (sværd eller dolk) besat
med rubiner, smaragder og diamanter.
Foto: Davids Samling
Torsdag var jeg et smut i København og benyttede lejligheden til at se Davids Samling i Kronprinsessegade, der blandt andet byder på Nordens største samling af Islamisk kunst. Det er intet mindre end et sandt orgie i rendyrket æstetik - og kunst for kunstens skyld.

Det blev lidt af en øjenåbner for en kulturkreds, som jeg hidtil kun har haft begrænset kendskab til.

Udstillingen er en tour de force i middelalderkunst fra Nordafrika, Tyrkiet og over til Indien. Det viser sig, at man i islam ikke alene har udfordringer med at afbilde Muhammed, sådan som det efterhånden er de fleste danskere bekendt. Man er i visse kredse (i det mindste) også tilbageholdende med at afbilde mennesker - og udstillingen er derfor et rent overflødighedshorn i non-figurative friser, tæpper med blomsterornamenter og ikke mindst flotte detaljer på våben og husgeråd - altsammen baseret på stor materialeforståelse og viden om godt håndværk.

Davids samling er grundlagt af højesteretssagfører C. L. David, der pudsigt nok var af jødisk oprindelse og måtte flygte fra Danmark under krigen. David var også forretningsmand i stor kaliber og blandt grundlæggerne af ISS-koncernen. Efter krigen dannede han en fond, der i dag (2016) er god for en egenkapital på halvanden milliarder kroner. Fonden har til opgave at drive Davids Samling, der skønt beliggende i et gammelt byhus fremstår moderne og up-to-date med blandt andet vidtgående adgangsmuligheder for handicappede.

Indisk tæppe af silke og
pashmina-uld.
Foto: Davids Samling
Islamisk Samling er også interessant på grund af indretningen med montrer tegnet af den danske arkitekt Kaare Klint og fremstillet af træ fra de gamle dokker på Holmen.

Udover den islamiske kunst rummer Davids Samling også en del dansk kunst fra 1800-1900-tallet - blandt andre Eckersberg og Hammershøi.

Det er ikke tilladt at fotografere i samlingen, så jeg har lånt fotos fra Davids Samlings billedarkiv. Jeg viser blot et par stykker som appetitvækkere. Jeg kan stærkt anbefale et besøg i den store og imponerende samling.

En del af samlingens værker er i følge beskrivelserne på museet fremstillet af frittegods. Jeg må indrømme, at jeg ikke vidste, hvad det er - og det vil nok være en god ide specifikt at beskrive dette materiale i den trykte guide til museet. Frittegods er et materiale, der ligger mellem glas og porcelæn, temmelig blødt og en forløber for det egentlige porcelæn.

Davids samling ligger i Kronprinsessegade ved Kongens Have - og når man er der, kan man lige tage et kig på en lokalitet, som i min verden især er kendt fra bogen "Midt i en klunketid", der er en af de sjoveste bøger, jeg nogensinde har læst.

Tyrkisk silketæppe, 1600-tallet. Foto: Davids Samling

Fad af frittegods, 14.århundrede. Foto: Davids Samling

onsdag den 10. januar 2018

Karrysuppe

Fastfood på en frostkold søndag

Torsdag i den forgangne uge blev jeg kontaktet af de lokale KFUM-spejdere, som ville høre, om jeg kunne hjælpe...

Spejderne havde i næsten sidste øjeblik overtaget det praktiske ansvar for et stort løbearrangement søndag formiddag i Ølandskoven - mod betaling forstås -og havde derfor brug for en mand, der lige kunne lave 80 liter karrysuppe.

Den slags udfordringer kan jeg ikke sidde overhørig, så jeg sagde straks ja til opgaven, selv om tiden var knap, og der skulle improviseres.

Det største problem var nok, at tilberedningen skulle foregå i køkkenet i medborgerhuset, hvor der ganske vist er fem fine glaskeramiske komfurer, men noget industrikøkken er det altså ikke - og det er altså svært med 35 liters gryder på et husholdningskomfur. Det kan lade sig gøre, men det tager tid, så vi gik allerede i gang søndag morgen klokken 7.

Jeg havde overtalt Gert fra Sct. Georgs Gildet i Aalborg og Dina til at hjælpe mig, så det var et stærkt hold, der mødte fra morgenstunden. Og vi gik i gang med det samme. Som sagt var det jo en sidste-øjebliks-opgave, så jeg snød på vægten og tyede til lidt halvfabrikata...

Her er opskriften på 80 liter karrysuppe: Vi lagde ud med at bringe 50 liter hønsekødsuppe af den færdige fra Mou i kog. Herefter brændte jeg en stor bøtte karry af i en liter rapsolie, tilsatte nogle håndfulde hvedemel til en opbagning med ti liter grøntsagsbouillon fra Maggi, så jeg endte med en tyk karrysauce. Meningen med saucen var at tilføre suppen en lidt cremet og mættende konsistens, så den ikke fremstod pjasket. Saucen blev fordelt i de tre store gryder sammen med fem liter fløde og fem liter kokosmælk - og det hele fik et opkog, smagt til med yderligere karry. Til allersidst tilsatte jeg ti pakker nudler for at drøje lidt på suppen, og det fik lov at koge et par minutter.

For at sikre en ensartet smag på den store portion blev hele molevitten fordelt jævnt på fire isolerede 25-liters beredskabscontainere. Allerede ved halvelleve-tiden kunne vi melde klar til spejderne, der hentede containerne og slæbte dem op i skoven. Det skulle angiveligt have været en stor succes.

Om eftermiddagen hentede jeg lige et par liter tiloversbleven suppe til aftensmaden. Det blev til luksusudgaven, som ses på billedet. Jeg tilsatte kødet fra nogle kyllingelår og en dåse ananas, og gav lige et ekstra pift karry. Det blev det nu ikke ringere af - og vi har da et par portioner liggende i fryseren til en anden god gang.

Tak til Dina og Gert for hjælpen. For mit eget vedkommende behøver jeg ikke tak. Udfordringen var hele fornøjelsen ved projektet - og nu ved jeg med mig selv, at det slet ikke er stor svært at lave 80 liter karrysuppe...

tirsdag den 9. januar 2018

Is

Vandet er stift

Natten til søndag bød på årets hidtil hårdeste frost. Det gav lidt is langs fjordbredden - og da det samtidig var vindstille, gav det et øjebliksbillede af fjorden: Et frosset sekund fristes jeg til at kalde det.

For uanset om det blæser eller ej, så er der buler på vandet. Blandt andet hvor der er lidt store sten på bunden, som akkurat rager op over overfladen.

Det øverste foto er sjovt, fordi isen har samme profil som Sermitsiaq-fjeldet ved Nuuk. Og sermik betyder lige netop is på grønlandsk...

lørdag den 6. januar 2018

Hattedamer og mænd

Nytårsløjer eller hærværk

Min kone påstår, at jeg er r..kedelig, men jeg er da heldigvis ligeglad....

Den ægteskabelige uoverensstemmelse handler om kostumeballer, karneval og lignende festivitas. Det synes jeg ikke er sjovt. Jeg har simpelthen ikke noget behov for at klæde mig ud. Jeg er godt tilfreds med mig selv, som jeg er...

Det gælder også de såkaldt sjove nytårshatte. Det synes jeg heller ikke er sjovt.

Men jeg er dog ikke så meget træmand, at jeg ikke har øje for, at det kan more mindre befæstede sjæle - og under alle omstændigheder kan der jo komme gode og festlige billeder ud af situationen.

Fredag aften var vi til nytårsgildehal i Sct. Georgs Gildet. Det foregik med det helt store udtræk, hvad hatte angår. Så her er et par fotos fra en i øvrigt god og festlig aften i gode menneskers selskab...

fredag den 5. januar 2018

Endestation mord

En klassiker

Dagens navn var Abel. Det var tirsdag, og uden for silede regnen trøstesløst ned over vinterlandskabet, mens fjernsynet inden for kværnede med genudsendelser og almindeligheder.

Bloggeren gik hen til bogreolen og greb ud efter en bog. Det blev Endestation mord af Sjövall og Wahlöö. Det er i år halvtreds år siden, at bogen udkom, men den holder vand og er fortsat værd at læse.

Endestation Mord er en del af dekalogen Roman om en forbrydelse, der dannede skole for den skandinaviske krimigenre, som efterhånden hænger mig langt ud af halsen.

Jeg er forlængst blevet træt af alenlange tibindsværker, der prøver at sige noget om samfundet - og hvor forfatterne konkurrerer om at overgå hinanden i udspekuleret og udpenslet vold og ondskab - gerne begået af konspirerende loger og fæle kapitalister.

Jeg er træt af at læse om kvindelige opdageres problemer med ægtemænd, børnepasning og sig selv - og jeg er træt af at læse om uduelige overordnede, der ødelægger enhver form for efterforskning.

Jeg er også træt af bøger, hvor den væsentligste suspense ligger i, at hovedpersonen tilsidesætter alle almindelige sikkerhedsregler i sin ensomme kamp mod uretten.

Mange af de moderne krimier er præget af tekstbehandlings-syndromet, der gør det nemt at skrive ti bind á 600 sider med almindelige hverdagsbetragtninger og gentagne, monotone referater af uvæsentlige detaljer fra de forrige bind.

Men Sjövall og Wahlöö, de gjorde det og fortalte nogle umådeligt spændende historier om kriminalitet, der ligner virkeligheden blandt forhutlede sjæle og sølle eksistenser - og derfor er de ti bind i Roman om en forbrydelse også bøger, som jeg vender tilbage til igen og igen. Bevares, Sjövall og Wahlöö har da også deres tidstypiske idiosynkrasier og ideologiske tirader, som man med fordel kan springe over, men i det store og hele tåler bøgerne tidens tand.

Jeg er især begejstret for sproget, der er levende og korrekt, selv om udviklingen slider hårdt på det. Jeg er begejstret for Endestation Mord, når man allerede på side tre kan finde et boligområde omtalt som lejekaserner - og jeg begejstres, når bogens persongalleri bærer beklædningsgenstande som slåbrok, ulster og poplinskjorte.

Det var lidt tilfældigt, at det var Endestation mord, der kom ned fra reolen tirsdag aften. Til gengæld var det ikke tilfældigt, at jeg torsdag aften fortsatte med Brandbilen der forsvandt. For nu har jeg fået Roman om en forbrydelse på tanden...

mandag den 1. januar 2018

Kransekagemøllen på Øland

Kagekunst nytårsaften

Imponerende flot kagekunst: Oxholm Mølle.
Som sædvanligt holdt vi nytårsaften sammen med smedens - og traditionen tro stod denne "ironman" også for kransekagen.

År for år har han overgået sig selv, men det bliver svært til næste år, for årets kransekage var intet mindre end et kunstværk - oven i købet med et stærkt lokalt islæt. Modellen til den spektakulære kagefejring af det nye år var nemlig Oxholm Mølle, som stod i et overdådigt landskab af små kransekager, hjemmelavede marcipanbrød med nougat og et par bordbomber.

Udendørs var vi forskånet for hærværk. Men indendørs
 så det værre ud...
Det gjorde næsten ondt at tage hul på det flotte kunstværk, men alting har som bekendt en ende - både år og kransekager. For resten havde møllen heller ikke godt af at stå i den lune stue, for da vi kom til midnat var vingerne af chokolade begyndt at smelte - og så en lille smule trætte ud. Men det ændrer nu ikke ved, at smagen som sædvanlig var i orden, når smeden står for bagværket, så vi gik frisk til sagen, selv om vi sådan set ikke havde lavet ret meget andet end at spise hele aftenen.

Ellers kom vi forholdsvist fredeligt ind i det nye år. Vi har været forskånet for hærværk - ikke en gang det ulækre barberskum på vinduerne ud mod vejen var vi udsat for. Tak for det.

Indendørs så det værre ud. En mig nærtstående kvinde af grønlandsk oprindelse er meget glad for bordbomber, så stuerne så herrens ud her til morgen. Fred være med det: Hun må selv tage tjansen ved støvsugeren.

Jeg havde som sædvanligt sammensat en menu med fem serveringer. Forholdsvis små portioner i den lette ende af den kulinariske sværhedsskala, men lækkert så det fungerede perfekt.
Vi lagde ud med grillet hummer, lidt wakamé-salat og smørristet flutes.
Så stod den på laks baroque anrettet i portionsskåle: Bagt røget
laks på en bund af stuvet spinat.
Aftenens kødret var lammekrone med smørristede rodfrugter, svampe
 og rosenkål. Hertil en glace på lammefond og portvin.
Inden desserten en lille mundfrisker med melon og hjemmelavet bacon -
og så et glas forfriskende mousserende vin af den halvtørre slags fra Masi.
Desserten var appelsin-trifli efter min mors opskrift. Det var et
fast indslag i nytårsmenuen i mit barndomshjem.