lørdag den 31. august 2013

I løvens hule

Årets brøl

Scenografien til prisfesten var skabt af
fremtidens kreative - eleverne på Media College Aalborg.
Fredag hyldede den nordjyske kommunikations- og reklamebranche samt ikke mindst branchens kunder kreativiteten i landsdelen.

Dommerkomiteen på arbejde midt i sommervarmen.
 Fra venstre Kirsten Poulsen, Thomas Hoffmann og
Deres ydmyge blogger. Foto: Årets Brøl.
Det skete med prisfesten Årets Brøl, der er tænkt som et forsøg på at genoplive en tradition fra 90'erne, hvor Aalborg Stiftstidende stod bag en række lignende arrangementer. Bag Årets brøl står den kreative gruppe fra foreningen Erhverv Norddanmark.

Begivenheden samlede 250 festklædte deltagere i Europahallen til en prisfest, der ikke lader forbilledet fra Cannes meget efter. Formanden for dommerjuruen Thomas Hoffmann har da i øvrigt også siddet med i juruen i Cannes. Sjovt nok - for jeg kan stadig huske Thomas som tegner-eleven på Dafolo Marketing i slutningen af firserne. Akja - tiden går...

Dommerkomiteen talte flere andre notabiliteter - blandt andre også undertegnede.

Morten Kok som DJ. Foto: Årets Brøl.
Der blev uddelt priser i 17 kategorier - eller rettere det skulle have været 17 kategorier. Imidlertid var det kreative niveau på de indsendte bidrag mildest talt lidt spredt - og dommerkomiteen fandt, at der ikke var grundlag for at uddele en pris i kategorien for sociale media.

Men det gik endda - og 16 bidrag kunne gå hjem fra festen med den eftertragtede pris.

En ting undrer mig. Alle er enig om, at kreativitet og klare budskaber er væsentlige elementer, når der skal skabes sorte tal på bundlinjen. Derfor undrer det mig, at flere af prismodtagerne roste deres kunder for at være modige. Hvis man skal være modig for at være kunde hos et reklamebureau, tyder det ærlig talt ikke på megen selvtillid. Det er ikke modigt, men klogt at satse på gode, kreative løsninger.

De kreative og kunderne fejrede hinanden med gode vine og champagne - og festen bød på en kreativ fireretters menu bestående af pocheret multe, skagensskinke, kalvefilet og den berømte Marcel Gateau-chokoladekage.

Efter prisuddelingen var der diskotek med Aalborgs berømte Morten Kok som DJ. Han demonstrerede, at han kan jonglere med andet end grydeskeer og kokkeknive.

Vi skal her lige tage et kik på vinderen i kategorien Film og TV. Det er en noget utraditionel og meget lang video på godt fire minutter, som er tænkt som et forsøg på viral markedsføring af Aalborg Fyrværkerifabrik. Den er hylende morsom og bygget på en gammel traditionel kinesisk folkesang - tilsat lidt undertekster - og ellers filmet som traditionel, sentimental kinesisk schlager-underholdning. Filmen er skabt af Aalborg-bureauet Clienti.


Se også Nordjyske Stiftstidendes omtale af begivenheden.

fredag den 30. august 2013

Enkelt og godt

Leverpostej er salig fryd for ganen

Det daglige brød.
Jeg holder af leverpostej - ganske almindelig leverpostej.

Den behøver ikke at være særlig avanceret. Faktisk er den billigste leverpostej fra nærmeste discount-forretning god nok til min smag. Jeg behøver ikke en dyr fransk flødepostej - eller en hjemmelavet sindrig leverpostej med hemmelige krydderier og en gennem generationer nedarvet opskrift.

Nej, ganske almindelig leverpostej. Leverpostej er hverdag - ikke gastronomi. Det gør dette stykke fine, danske hverdagspålæg til en forkætret spise. Ernæringseksperter slår syv kors for sig, og kulturradikale halal-feinscmedkere forbinder hang til leverpostej med en indre svinehund og fremmedfjendskhed.

Jeg er ligeglad - for jeg elsker leverpostej og har gjort det, siden jeg var barn. I mine tretten år i folkeskole, realen og gymnasiet havde jeg hver eneste dag fire halve med leverpostej i madpakken. Og jeg står fuldstændig uforstående over for argumentet om, at det er leverpostejmadderne, der er skyld i, at nutidens kræsne og fordringsfulde unge ikke vil spise madpakke-mad.

En leverpostejmad bliver nemlig kun bedre af at ligge i en madpakke. Især hvis den er garneret med agurk eller rødbede. For efter nogle timer breder saften fra garnituren sig ud i maden - og gør den blød, lækker og smagfuld. Kort sagt en rigtig himmerigsmundfuld. Herremad. Salig fryd...

Hvis børn i dag holder af leverpostej, ryger de sandsynligvis till skolepsykologen og en bogstavdiagnose. Fine damer, som synes, at sushi og falaffel med kikærtemos er tegn på den rette politiske vej, vil overveje, om barnet skal fjernes fra hjemmet - og ordinere støttepædagog på stedet.

Jeg er som sagt ligeglad - men jeg må også indrømme, at jeg simpelthen ikke fatter, hvad der er galt med en leverpostejmad. Jeg har blandt andet konstateret ved at kigge varedeklarationer, at der ikke er nogen særlig sammenhæng mellem pris og indholdet af lever og fedt. Så jeg ser ingen grund til at spise dyr fedtfattig postej, når den billige alligevel smager bedst.

Jeg bryder mig ikke om forandring - indrømmet. Jeg tror på den mentale styrke, der ligger i faste holdepunkter i tilværelsen. Og her har vi nok forklaringen på, hvorfor leverpostejen er så forkætret. Nogle mennesker er så vilde med forandring og nytænkning, at folk, der spiser det samme i madpakken hver eneste dag, nødvendigvis må ses som samfundsfjender.

Det er trængt ind i sproget. Leverpostejsfarvet er udtryk for noget kedeligt og farveløst. Men for mig er leverpostej lig med tryghed, velvære og mit livs sikre holdepunkt.

Netop nu hvor agurkerne vælter frem i drivhuset, er min favorit naturligvis leverpostej med hjemmeavlet agurk. Men om føje tid er det med frisk, hjemmelavet rødbede - og som det gror i øjeblikket, bliver der helt sikkert også masser af rødkål til vinterens leverpostej-madder.

For nok holder jeg af helt almindelig leverpostej - men garnituren må nu gerne være af egen avl.
Velbekomme.  

onsdag den 28. august 2013

Dobbeltbekkasin

Fuglenes brumbasse

Dobbeltbekkasin i vandkanten.
Forleden gik denne dobbeltbekkasin og snadrede som en anden and i vandkanten nede ved dæmningen.

Man fristes nemt til at hævde, at dobbeltbekkasinen er næbbet, for dette i øvrigt for en fugl nyttige og praktiske spiseredskab dominerer tydeligt fjæset på en dobbeltbekkasin - eller horsegøg som den også kaldes.

Dobbeltbekkasinen er en af de fuglearter, som er gået voldsomt tilbage i Danmark de seneste år - blandt andet fordi den er voldsomt knyttet til eng og vådområder.

Heldigvis er det ikke det store problem her på egnen - og jeg har i løbet af sommeren flere gange hørt dens brummende flugt over markerne.

Mens jeg boede i Straumsbukta, fangede jeg
 denne dobbeltbekkasin i luften. Bemærk de to ekstra halefjer.
Dobbeltbekkasinen er nemlig nem at kende i flugten. Den har et par ekstra halefjer, som vibrerer når fuglen dykker. Det giver en brummende eller vrinskende lyd, der i gamle dage gav den navnet horsegøg.

Aktuelt regner man med, at der er 2.000 ynglepar i Danmark, men i den kommende tid øges antallet voldsomt. Hvert år passerer cirka en million dobbeltbekkasiner Danmark, hvor de fælder sommerdragten inden turen går videre sydpå. I milde vintre er det også sket, at nogle af dobbeltbekkasiner er blevet i Danmark.

mandag den 26. august 2013

Blokhus Fiskerestaurant

Anstrengt kreativitet

Et bagvendt stjerneskud.
Søndag aften var en dejlig aften - lige til en tur til Blokhus og lidt aftensmad på en af badebyens restauranter.

Sådan i det daglige og uden for sæsonen er det normalt Klausens Fiskerestaurant i Hune, der trækker, når vi er på de kanter - men i det dejlige vejr og med udsigt til en efterhånden tidlig solnedgang faldt valget denne gang på Blokhus Fiskerestaurant.

Restauranten har et par år på bagen, men jeg har ikke tidligere frekventeret stedet. Generelt har jeg kun hørt pæne ting om fiskerestauranten, men har da også hæftet mig ved, at roserne som regel har handlet om, at der er rigeligt på tallerkenen.

Badesæsonen lakker mod enden - og vi fik uden problemer et bord på fortovet i den nedgående sols skær. Betjeningen dukkede op øjeblikkeligt. En kompetent og uendelig flink ung mand, der nok skal drive det til noget.

Menukortet er meget mere end et kort. Et helt magasin trykt med forførende farvefotos præsenterede restaurantens formåen på papiret.

Dina er klar til at sætte gaflen i pastaen.
Vi valgte det enkle. Pasta med tigerrejer til Dina og et stjerneskud til herren. Den servile tjener meddelte uden rødmen, at det var et ualmindeligt godt valg efter hans mening. Dina skulle have hvidvin - og han fangede hurtigt, at en Riesling nok var det rigtige til hendes smag.

Det var straks værre med mit ønske om æblemost. Der var desværre udsolgt - og faktisk viste det sig, at økologisk hindbærsaft fra Søbogård var den eneste alkoholfrie drik uden brus, som man var i stand til at tilbyde denne aften sidst på sæsonen. Unægtelig en særpræget følgesvend til et godt måltid, som ikke var hentet på børnemenuen.

Smagsmæssigt var der ikke noget at sige stjerneskuddet på. Men helt ærligt fandt jeg det temmelig særpræget og ikke særlig æstetisk, at den tilhørende røgede laks var varmrøget og moset i små stumper. Gad vide om det var en rest fra frokostbuffetten?

Det er altså også lidt anstrengt, når kokken forsøger at fortolke en traditionel ret som et stjerneskud. I det aktuelle tilfælde ved at den dampede fiskefilet lå øverst med lidt pesto - og så kom tingene ellers i omvendt rækkefølge med rejer og krebs i bunden før brødet. Lad dog være med disse misforståede forsøg på at være kreativ. Et stjerneskud er et stjerneskud - og pesto i stedet for mayonnaise er decideret kikset.

Dina var tilfreds med sin pasta - men personligt vil jeg nok mene, at den var lige i det tammeste i smagen. Lidt stærkere ost og lidt hvidløg ville have gjort underværker - og det bliver bestemt ikke bedre af tigerrejerne, der jo fra naturens hånd er ganske smagløse.

Regningen lød på godt 400 kroner. Det er vist meget rimeligt for et uprætentiøst måltid på en udpræget sæsonrestaurant.

søndag den 25. august 2013

Støv på hjernen

Høsten er i gang

Høsten støver - og det
sætter sig i spindelvævet.
Normalt har jeg det fint med at bo midt mellem en minkfarm og en bondegård - og normalt er jeg ret ligeglad med de gener, som det kan medføre. Jeg mener, at bønder og minkavlere er helte - som på trods af omgivelsernes modstand flittigt og arbejdsomt skaffer valuta til landet.

Men - jeg må godtnok indrømme, at naboen med bondegården i dag søndag har trukket store veksler på det gode naboskab. For høsten er i gang, og kornet er mere tørt end nogensinde. Så det støver voldsomt.

Netop i dag gik naboen i gang med marken lige øst for parcellen - og det på et tidspunkt, hvor vi har frisk østenvind, så støvet væltede ind over haven. Dina gik indendørs, mens jeg brummede, at vi skal jo være her allesammen - og den stakkels mand skal jo have kornet høstet.

Skrivebordstolen bærer tydeligt præg af, at
søndag var en udedag - og vinduerne stod åbne.
Og så kunne historien have stoppet her - men jeg synes da lige, at jeg vil delagtiggøre bloggens læsere i det syn, som mødte mig, da jeg gik ind på kontoret. Vinduet var åbent - og al støvet var åbenbart havnet på min skrivebordsstol. Det er ikke nytårsløjer...

Forresten ser vores vinduer herrens ud - også på grund af støvet, selv om det selvfølgelig ikke bliver bedre af, at der er godt med spindelvæv omkring vinduerne.

Så nu funderer jeg lidt over, om ikke en vinduespudser ville være en smuk gestus fra naboens side - til besegling af det gode naboskab...

Storplettet perlemorsommerfugl

Lidt biodiversitet i dagligdagen

Det er ikke nældens takvinge - men dog i takvinge-familien.
Lørdag eftermiddag stødte jeg på en sjov lille variation i sensommerhavens mylder af sommerfugle.

Ved første øjekast tog jeg den for Danmarks nationalsommerfugl - nældens takvinge, men et nærmere eftersyn bragte mig på andre tanker, og kameraet blev fundet frem. For den mangler nationalsommerfuglens blå kant på bagvingen - og så er der på undersiden af vingerne nogle meget karakteristiske, flotte beige aftegninger.

Så jeg måtte en tur i litteraturen. I første omgang lagde jeg mig fast på okkergul pletvinge, men den holdt ikke rigtig. Den har orange pletter med sort kant - og min sommerfugl har nærmere sorte pletter med orange kant.

Heldigvis var perlemorsommerfuglene nævnt som forvekslingsmulighed under pletvingerne - og så var mysteriet opklaret. For blandt perlemorsommerfuglene var der en variant, der passede: Storplettet perlemorsommerfugl.

Det skulle vise sig, at storplettet perlemorsommerfugl holder til på tørre overdrev og strandenge, som vi har masser af i området - og at den i øvrigt yngler på viol og stedmoder, som jeg også har masser af i haven. Selv om jeg ikke lige erindrer at have set arten før, er den forholdsvis almindelig i Danmark - og betragtes ikke som truet, da bestanden hvert år får frisk blod fra Mellemeuropa.

Sommerfugle og natsværmere er ikke lige min specialitet - men sjovt er det da, når man lærer en ny art at kende.
Storplettet perlemorsommerfugl har flotte
 beige pletter på undersiden af vingerne.


lørdag den 24. august 2013

Hjortens flugt

Fra Winther til Hausgaard

Man skal ikke tro, at man er noget, når man møder et rådyr.
For det vender altid bagdelen til dig - før eller siden.
"Nu springer skal'me hjorten..." synger Niels Hausgaard i den tragiske og slet ikke spor morsomme sang "Hjortens flugt" - hvor den kiksede bonderøv bliver gjort til grin på kroen.

Nutildags ville han sikkert blive kaldt mobbeoffer og have ret til psykologbistand - men sådan er verden ikke skruet sammen i Hausgaards univers.

Sangen blev udgivet i 1976 - 121 år efter, at Christian Winther udgav sit store, senromantiske epos "Hjortens flugt". Det er et af den danske romantiks hovedværker, der på den tid solgtes i kæmpeoplag, og var med til at sikre Christian Winther status som nationalskjald. Kunststøtte er nemlig ikke noget nyt. Det fandtes allerede i 1800-tallet og Christian Winther var dengang på finansloven med livsvarig ydelse sammen med blandt andre Henrik Hertz.

Men uanset om det er Hausgaard, Winther eller sommer, så er der rig lejlighed til at studere hjortens flugt i den danske natur - hver eneste dag. Med en bestand på den pæne side af 400.000 er der nemlig flere rådyr end nogensinde i den danske natur - og når man som jeg bor på landet, er det en dagligdags foreteelse at møde rådyr.

For det meste i flugt - for rådyret er på trods af tilpasningen til kulturlandskaberne stadig et sky dyr. Mange gange er det kun det hvide agterspejl man ser - og så er det, at jeg altid kommer til at tænke på Hausgaard: "Nu springer skal'me hjorten...".

Fredag aften - i skumringstimen omkring solnedgang - mødte jeg denne rå i Tranum Klitplantage. For en gangs skyld havde den ikke travlt - og vi stod og kiggede hinanden an et lille minuts tid, før den satte i et spring - hjortens flugt - ind i skovtykningen.
Vi stod længe og kiggede hinanden an...

fredag den 23. august 2013

August Gyldenstjerne

Haven blomstrer i sensommeren

Morgenfruer - masser af morgenfruer - omgivet af auguststore tagetes.
August Gyldenstjerne er en gammel sang med Poul Dissing og Burning Red Ivanhoe - udgivet på single i 1973.

Det er en heftig rocksag, der sandsynligvis vil få det løbe koldt ned ad ryggen på mange af Dissings nuværende fans, der jo som oftest er mere til tekster og stille eftertænksomhed. Sådan er det ikke med August Gyldenstjerne. Han rocker derudaf - "omgivet af kvinder fra morgen til aften - han keded' sig ihjel..."

Jeg er kun omgivet af en kvinde - og jeg keder mig bestemt ikke ihjel. Netop nu nyder vi sensommeren. Vejret er herligt - og haven står i fuldt flor. Og August Gyldenstjerne dukkede op i hjernens forvirrede associations-krydsfelt, da jeg kiggede på mit nyanlagte morgenfrue-bed.

Det er højbed, der skiller haven fra parkeringspladsen - og planen er, at her skal der fremover altid være morgenfruer på den her årstid. Morgenfruer er smukke at se på i haven - og så er de gode skæreblomster. Men de kaster også masser af frø - og så er det rart at have lidt samling på dem.

Nede under morgenfruerne ligger der omkring 100 tulipanløg, der blomstrer i foråret - og på den måde har jeg næsten hele sommeren et fint blomsterbed med et minimum af pasning. Det, synes jeg, er ret smart.

Foran udhuset er der også godt gang i stokroserne. Dem har jeg også et særligt forhold til. Jeg synes, at stokroser hører livet i landsbyen til - men desværre er stokroser ret modtagelige for svampesygdommen rust.

Det har givet mig problemer med stokroserne andre steder på parcellen - men det ser ud til, at den solrige plads foran udhuset er et godt sted til stokroser. Så nu håber jeg bare, at det er endelig er lykkedes mig at finde en blivende plads til den smukke, store blomst.
Stokroseidyl på Nørremarksvej.

mandag den 19. august 2013

Så er der post

Fra ide til virkelighed


Så er mit nye postkassestativ sat op. Ude ved vejen og behørigt anbragt (næsten)  i skel som loven foreskriver.

Det var bestemt ikke uden stolthed, at jeg for et par dage siden blev færdig med dette projekt. For stativet findes ikke mage - i hvert fald i nabolaget.

Det ser brandgodt ud - og det adskiller sig væsentligt fra alle de normale postkassestativer - og bidrager fint til mandens selviscenesættelse som noget ud over det normale.

Da jeg var spejder i slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne arbejdede vi meget efter noget, der blev kaldt Kulsø-metoden. Det var arbejdsstof inspireret af vikingernes byggeteknikker, der blandt andet blev omsat til virkelighed i Ny Hedeby-lejren i 1969.

Kort fortalt går det ud på at bygge lejrpladsens inventar uden brug af søm, skruer eller tovværk til samlingerne. Elementerne tappes sammen med nagler og kiler - og det er den metode, jeg har brugt til postkassestativet.

Jeg er gået temmelig metodisk frem - lige fra ideen blev undfanget forrige vinter og frem til i dag, hvor jeg kan sige "færdigt arbejde".

Jeg har samlet nogle fotos undervejs, så her er historien om mit postkassestativ - fra ide til virkelighed...

Ideen til postkassestativet fik jeg i februar 2012. Hvorfra ved jeg ikke - men det var en udfordring, der lokkede. Især fordi jeg fandt ud af, at man ikke bare lige kan købe en granstamme. Jeg har adgang til al det fyrretræ, som jeg overhovedet kan bruge - men her skulle det altså være gran, som er noget mere regulært og holdbart. Det endte med, at jeg fik lov til at drage på hugst i et område af Oxholm-skoven, hvor en efterårsstorm i utide havde fældet nogle graner, der egentlig bare skulle i flismaskinen.

Det var det rene luksus - for det gav mig mulighed for at blot at tage den midterste del af stammerne, så jeg fik fem rafter på et par meters længde med cirka samme tykkelse.

Træet var frisk - og skulle tørres inden brugen. Men inden jeg kunne lægge det til tørre, skulle det afbarkes - for det er nemmest at gøre, mens træet er frisk. Til det brug anskaffede jeg en båndkniv - og det var altså også lidt af en udfordring. I den lokale tømmerhandel kendte de slet ikke dette fine, gamle stykke værktøj - men i en specialforretning for skovudstyr i Nørresundby fandt jeg en - og fandt ud af, at båndkniven i dag sælges under navnet afbarker.


I begyndelsen af juni fandt jeg træstammerne frem fra brændeskuret, hvor de havde ligget til tørre siden 2012. Jeg begyndte med at lægge dem ud på gårdspladsen for at finde ud af, hvad de enkelte stykker skulle bruges til i det færdige postkassestativ. Her så jeg både på tykkelsen af stammerne og også på udseendet, så det blev de pæneste stykker, der blev mest synlige ud mod vejen.


En af stammerne skulle flækkes for at danne anlægget til postkassen, der helst skulle være nogenlunde fladt, så postkassen kunne skrues fast med moderne skruer og sidde nogenlnnde pænt og lige. Det var 40 år siden, at jeg sidst har flækket en træstamme - og jeg skal ærligt indrømme, at jeg havde glemt meget af teknikken - men jeg gik løs på sagen med krum hals og et par kiler.

 Det viste sig, da jeg færdig, at resultatet ærlig talt ikke var så godt. Den ski... - havde jeg nær sagt - træstamme var tvundet - og det, kunne jeg forresten lige pludselig godt huske, var også et problem for fyrre år siden.

Nu skulle jeg heldigvis kun bruge to stykker på 60 cm ud af en to meter lang stamme, så problemet var til at overse. Men jeg måtte alligevel give pokker i principperne om kun at bruge økse og sav - og tage en høvl til hjælp for at få et nogenlunde brugbart resultat ud af det.

Herefter blev det tid til at save stammerne til, og så var det ellers bare at gå i gang med samlingerne.
Princippet i alle samlingerne er, at man borer et hul - konkret 18 mm i de to emner, der skal samles. I samlingen anbringer man en nagle med samme diameter. I begge ender af naglen saver man en slidse, hvori der anbringes en kile. Når så naglen bliver banket på plads, borer kilen sig op og udvider naglen, så den sidder urokkeligt fast. For ikke at flække emnet, skal kilen altid anbringes på tværs af årerne i emnet.

Jeg snød lidt med naglerne. Egentlig skærer man dem i hånden og tilpasser dem med et naglejern, som et stykke fladjern med et hul i samme diameter som naglen - men nu havde jeg ikke lige et naglejern ved hånden... Så i stedet tog jeg et gammelt riveskaft og savede i passende længder. Det gik nemt og hurtigt - og fungerer i princippet lige så godt. Som altid - principper er til at brydes, og der er jo ingen grund til at være fanatiker.

Et princip stod jeg dog fast på - og det var, at træet skulle have en naturlig behandling uden moderne kemi. Lidt viking er man alligevel...

Så træet blev først behandlet med linolie - og efterfølgende med lys trætjære. Og selv om sommerdagene var varme, tog det alligevel over en uge, inden tjæren var tør. Men til gengæld blev træet også betydeligt flottere, end jeg havde drømt om. Trætjæren har givet træet en flot rød glans, som giver mig associationer til bjælkehytter og livet i de store skove.

Og så var det ellers bare at stille stativet op. Men igen valgte jeg at slække på principperne. Stativet skal helst holde i mange år på den udsatte plads mod vestenvinden. Så jeg valgte at støbe sokkelfoden i beton og anbringe stativet i såljern, så det er beskyttet mod råd fra jorden af.

Tilbage stod så at montere postkassen, drikke en øl eller to - og så glæde sig over, at jeg nu er den lykkelige ejer af et postkassestativ, som det ville have set ud, hvis ellers vikingerne havde haft postkasser dengang for 1000 år siden, da en mand var en mand - og en postkasse endnu ikke var opfundet...

P.s. Egentlig var det meningen, at postkassens skulle have stået i vejniveau foran de store kampesten, men da jeg skulle til at grave der, gravede jeg et telefonkabel over. Det gav lige projektet 14 dages forsinkelse - for midt i ferietiden rykker TDC jo ikke bare lige ud, og da kablet ikke havde forbindelse til min egen telefon så jeg heller ikke nogen grund til at rykke. Sjovt nok så det ud til, at kablet ikke rigtigt førte nogen steder hen - men jeg blev enig med TDC-teknikeren om, at det nok var det smarteste alligevel at flytte stativet op bag stenene.

søndag den 18. august 2013

Røget stenbiderrogn

Æggemad

Røget stenbiderrogn - pyntet med vagtelæg.
Jeg har i nogen tid puslet med tanken om at lave røget stenbiderrogn - og fredag skulle det så være. Sildelaugets grillfest var den passende anledning.

Jeg har søgt på nettet for at finde den mest hensigtmæssige måde at røge stenbiderrognen på. Det ser ud til, at langt de fleste bruger en såkaldt "Kasper Røghat" og har gode erfaringer med det.

Men det ser også ud til, at den største udfordring er at holde røgtemperaturen nede, så rognen ikke bliver kogt og mister sprødheden - og det er netop røghattens store svaghed, at den holder på damp og nemt bliver varm.

Jeg har en røghat - men jeg er jo også i den heldige situation, at jeg har en rigtig koldrøgeovn, så det blev her, at røgningen foregik.

Så er der dækket op til fest - og forretten
er anrettet på tallerkener.
De rensede og saltede stenbiderrogn skal kun have en ganske kort røgning, så jeg gjorde simpelthen det, at jeg tændte op i en håndfuld bøgesmuld i bunden af røgkammeret. Mens spritflammen brændte ud, fordelte jeg rognen i to dørslag i et ganske tyndt lag - og stillede dem herefter ind på midterste rille i røgekammeret.
I første omgang gav jeg dem kun fem minutter - og det var for lidt. Så de fik lige tyve minutter mere. Stadig syntes jeg det var lidt - men det er jo i høj grad et smagsspørgsmål, så jeg stoppede alligevel her.

Det skulle vise sig at være en god ide. For jeg skulle jo først bruge rognen om aftenen - og stillede det derfor i køleskabet i en lukket plastikboks. Og det virkede som om, at røgen ligesom satte sig - så smagen var helt fantastisk, da de først kom på tallerkenen.

Stenbiderrogn ændrer farve ved røgningen. Fra rødt til nærmest gulbrunt - og samtidig tager røgningen den lidt bitre rognsmag. Men da det jo er koldrøgning, bevarer rognen sprødheden og det lækre "knæk", som stenbiderrogn har.

Serveringen var den klassiske - med creme fraiche 38, hakket rødløg og blinis. De russiske pandekager var forresten en særlig udfordring. For de laves som bekendt på boghvede - og det var ikke lige til at skaffe i Brovst og omegn. I stedet brugte jeg grahamsmel og lidt steviasukker - og det virkede fint. Lækkert og velsmagende var det i hvert fald.

Grillfesten foregik hos smeden - mellem høns, ænder, papegøjer og vagtler. Og det inspirerede mig til en lille improvisation, så jeg pyntede med et flækket kogt vagtelæg - bare for sjov. Men det smagte godt alligevel.

Hanekyllingerne efter en tur på grillen.
Stenbiderrognen var dagens forret. Ellers fik vi mormorinspireret hanekylling stegt på grill fyldt med æbler og persille. Hertil friskopgravede, nye kartofler, flødesovs og salat med mormordressing. Desserten var rabarberkompot med vanilleis.

Som altid når man laver mad, er det et problem med billeder - for når køkkenet kører, er der sjældent tid til også at fotografere. Så det blev kun stenbiderrognen, som jeg fik et fornuftigt foto af - men festen forløb i øvrigt som den slags plejer, så det er der egentlig heller ikke nogen billeder i.

torsdag den 15. august 2013

Det sidste gok...

Så er hanekyllingerne slagtet

Det sidste gok...
Fredag skal der grilles, ja, der skal.

For fredag har vi grillfest i Øland Sildelaug - og navnet til trods skal vi have hanekyllinger.

Kyllingerne blev udruget i foråret, og har siden gået i smedens have og spist sig store og fede. Og onsdag aften var festen så forbi for hanekyllingerne.

Kyllingerne skoldes inden plukningen.
En efter en røg de på huggeblokken og mistede hovedet. Vi glemte bønnen, så det var vist ikke rigtig halal - selv om det efter sigende skulle være det nye sort i kogekunsten.

Hyggearbejde i aftensolen.
Bagefter røg kyllingerne en tur i kogende vand - og så kunne Jørn, Christian og jeg ellers sidde og hygge os med at plukke de afsjælede kræ. Ikke det sjoveste arbejde, men kombineret med en øl alligevel ganske hyggeligt. Og så kan man jo betragte den slags arbejde som efteruddannelse, der kan kvalificere til et job hos nærmeste skattemyndighed.

Fredag går det så løs i smedens have med damer, idet laugsmedlemmerne er blevet tilladt at medbringe enten hustruen eller elskerinden - bare ikke begge to.

Vi kører en treretters - og den vender vi tilbage til i løbet af weekenden...

onsdag den 14. august 2013

Krigsminder

Engelske flyvere mindet

Fire T-17 fra RDAF ærede
deres faldne kolleger med "The Missing Man Formation".
13. august 1940 fløj 11 engelske Blenheim-bombefly ind over den jyske vestkyst. Målet var Aalborg Lufthavn, som de tyske besættere brugte flittigt som trædesten mod Norge. Bombetogtet var en fiasko. Ingen af de 11 fly vendte hjem til England, men blev skudt ned forskellige steder - blandt andet i området ved Tranum, hvor to fly styrtede og seks engelske flyvere blev dræbt.

Mindehøjtideligheden på 73-årsdagen
samlede godt 350 deltagere.
Bombetogtet er senere blevet kendt som "Den dømte eskadrille" efter Ole Rønnests bog af samme navn. Det har jeg tidligere fortalt om - i forbindelse med en vandretur i Tranum Klitplantage.

Dengang - for godt to år siden - besøgte vi stederne, hvor to af Blenheim-flyene styrtede. Det var skovløber og naturvejleder Søren O. Sørensen, der havde fundet de to steder og ryddet lidt op i buskadset. Dengang fortalte han, at han drømte om at få stillet en mindesten op i skoven.

Nu er drømmen gået i opfyldelse.

Squadron Leader Robert Hylands, RAF og borgmester
 Mogens Gade, Jammerbugt kommune, stod for afsløringen
af de to mindesten.
Tirsdag eftermiddag kunne Lerup-Tranum lokalhistoriske sognegrupper afsløre to mindesten i Tranum Klitklantage.

Solen strålede i Hylands
nypudsede sildesalat.
Afsløringen foregik ved et smukt, værdigt og forresten også ganske hyggeligt arrangement, der blandt andet bød på taler af blandt andre stabsofficer og squadron leader fra RAF Robert Hylands, der ikke alene mindedes de seks faldne flyvere ved Tranum, men alle de danskere og englændere, der har givet deres liv i kampen for frihed - også i Irak og Afghanistan.

Ole Rønnest, der gennem mange år har forsket i historien bag den dømte eskadrille, fortalte om selve bombetogtet - og borgmester Mogens Gade takkede de lokalhistoriske sognegrupper for initiativet.

Ved begge mindesten holdt man et minuts stilhed, og Henrik Skøtt spillede "The Last Post" på trompet.

The Missing Man.
Dagens store clou, der ikke var annonceret på forhånd, var fire T-17 fra flyvevåbnet, der fløj i formation over forsamlingerne ved begge mindesten. Formationen var "The Missing Man Formation", hvor et af de fire fly symboliserer den faldne kollega - og derfor dykker ud af formationen.

Arrangementet samlede godt 350 tilhørere, der sluttede eftermiddagen af med at synge "Altid frejdig når du går" midt i skoven. Det var rørende og stemningsfuldt.

Og nååh ja... Der var selvfølgelig kaffe og kransekage bagefter...
Der blev lagt kranse ved mindestenene.

mandag den 12. august 2013

Fra arkivet: Luksus-eskimo

Grønlandsk is

Den færøske ismand, en ung landsstyreformand Lars-Emil Johansen
og hjemmestyredirektør Kaj Kleist.
I en af arkivkasserne fandt jeg dette festlige billede, som jeg lavede i 1994 til KNI's personaleblad Aluu Suleqat.

Jeg husker ikke alle detaljerne, men ganske kort var historien den, at et eller andet klogt hoved havde kigget i nogle statistikker og fundet ud af, at hver eneste grønlænder på det tidspunkt spiste otte liter is om året. Et forbløffende tal, når man tager den korte grønlandske sommer i betragtning - men kendsgerningen var altså den simple, at de grønlandske forbrugere elskede is.

KNI var på det tidspunkt i gang med en kæmpemæssig omstrukturering, der skulle ændre selskabet fra et gammelt og støvet statskompagni til en moderne koncern, der fungerede på kommercielle vilkår. Men der var ikke et overordnet strategisk fokus - og ud over detailhandel var man også dybt involveret i grønlandsk produktion.

De kloge hoveder mente derfor, at KNI skulle lave en isfabrik, så man kunne begrænse den kostbare import af færdig is fra Danmark. Opgaven blev lagt i hænderne på datterselskabet KNI Detail, hvor jeg på det tidspunkt var informationschef.

I samarbejde med et par lokale erhvervsfolk i Narsaq stiftede man isfabrikken Siku, der slet og ret betyder is. Man erhvervede den gamle brandstation i Narsaq, der blev bygget om, så den kunne rumme en isfabrik.

Produktionsudstyret fandt man på Færøerne, hvor der i mange år er blevet produceret is. Samtidig blev direktøren for den færøske fabrik ansat som konsulent, der skulle sikre Siku en smertefri fødsel. Direktøren hed Poul - efternavnet erindrer jeg desværre ikke -og det er den storgrinende mand til venstre i billedet.

Isfabrikken kørte kun i få måneder, så gik udstyret i stykker - og hvad der derefter skete, ved jeg ikke, for på det tidspunkt havde jeg skiftet job til Nuup Kommunea. Men isfabrikken findes i hvert fald ikke mere.

Billedet er taget i Narsaq under ombygningen af brandstationen i foråret 1994. Landsstyreformand Lars-Emil Johansen var på rundrejse i Sydgrønland - og skulle selvfølgelig også høre om planerne for den grønlandske isproduktion.

Det foregik på brandstationen, hvor den færøske direktør engageret tegner og fortæller om planerne. På billedet viser han landsstyreformand Lars-Emil Johansen og hjemmestyredirektør Kaj Kleist en plakat med de planlagte ispinde. Sortimentet er en kopi af den færøske isfabriks - og her var der blandt andet en is med det sigende navn "Luksus-Eskimo".

Grinet skyldes ministersekretæren, en dengang yngre jurist, som ikke er med på billedet. Men det var altså den nuværende retschef ved den grønlandske ombudsmand Michael Mikkelsen - der tørt konstaterede, at den is i folkemunde sikkert ville blive kaldt en "Lars-Emil".

Red. anm. 19. juli 2020: Navnet på den færøske direktør er Poul Michelsen. Han har siden 2015 været Færøernes landsstyremedlem for udenrigsanliggender og handel - altså hvad der svarer til handels- og udenrigsminister. Han er stifter af det færøske løsrivelsesparti Fremsökn, der har to mandater i det færøske Lagting, som har i alt 33 medlemmer.

Den omtalte jurist, Michael Mikkelsen, er i dag chefkonsulent i Kommune Kujalleq.

lørdag den 10. august 2013

Pas på fotoet

Forbudt at grine

Manden griner over hele
femøren. Det er nu blevet forbudt.
Da jeg skrev den forrige blog-artikel, som egentlig er en klumme til Nordjyske Stiftstidende, tjekkede jeg lige reglerne for pasfoto.

Som alt andet i dette forvirrede og ustrukturerede samfund, hvor offentligt ansatte og politikere render rundt som som blinde høns, bliver der jo også lavet om på de regler med jævne mellemrum.

Sjovt nok viser det sig, at man blandt mange andre bestemmelser nu har besluttet, at man ikke må have åben mund på et pasfoto.

Det er unægteligt lidt af en udfordring, når man som undertegnede har et åbent ansigt, der gerne griner højt og larmende flere gange i minuttet.

Jeg fandt et gammelt pas i skrivebordsskuffen - og som det kan ses, har jeg altså virkelig svært ved at lade være med at smile højlydt, når jeg bliver fotograferet.

Selv i USA var det
tilladt at grine i gamle dage.
Men nu sidder jeg altså også i skrivende stund og smågriner. For mange af reglerne for pasfotos er jo amerikansk inspireret - og jeg skal da gerne medgive, at der ikke er meget at grine ad i USA. Men alligevel er det lykkedes mig i 2004 at få et journalistvisum til Guds eget land, hvor jeg griner over hele femøren.
Oven i købet var jeg til interview på den amerikanske ambassade i København i forbindelse med ansøgningen - og dengang havde man åbenbart ikke noget imod en storsmilende dansker.

Siden dengang er der jo løbet meget vand i åen - og snart bliver det vel helt forbudt at smile på åben gade. For der skal nok være en eller anden seksuel minoritets-gruppe eller nogle religiøse tosser, der tror, at man laver grin med dem. Og det er jo ikke politisk korrekt at lave grin med folk, så vi må hellere forbyde al form for grinen uden for hjemmets fire vægge.

Apropos politisk korrekthed. I artiklen om Jammerbugt kommunes pasautomat bruger jeg ordet dværg. Det tjener danske dværge til ære, at deres forening i 2007 skiftede navn fra "Foreningen af væksthæmmede" til "Dværgeforeningen". Man kan jo lige så godt kalde en spade for en spade...

Klar tale

Budskabet som forsvandt

Pas på papirnussere, der ikke kan
 skrive et klart og letforståeligt dansk.
“I dont want no short people/Short people got no reason to live”

Sådan sang Randy Newman I 1977 – og vakte berettiget opsigt med et budskab, der – hvis man tog det for pålydende – var voldsomt diskriminerende og ikke særlig politisk korrekt.

Jeg kom til at tænke på sangen forleden, da Jammerbugt kommune skrev på sin hjemmeside:

”Fra d. 1. september 2013 vil det af sikkerhedsmæssige og praktiske grunde kun være personer over 115 cm, som vil kunne få lavet pasbillede i kommunens borgerservice. Vi har oplevet en række uhensigtsmæssige situationer omkring fotografering af børn, som vi ikke synes, at vi kan blive ved med at forsvare rent sikkerhedsmæssigt. Vores pasmaskine egner sig kun til personer over 115 centimeter, og vi har derfor valgt at sætte denne grænse fremover.”

Av, for den, tænkte jeg. De kan godt nok ikke lide korte mennesker her i Jammerbugt. Det er jo det rene diskrimination. Ikke alene af børn, men sandelig også af dværge. Og hvad mener man med ”uhensigtsmæssige situationer omkring fotografering”?

Det er en meddelelse, som rejser flere spørgsmål end svar. Jeg har altid kæmpet for de små i samfundet, så jeg sendte en mail til borgmester Mogens Gade for at få svar på, om det nu var officiel politik i Jammerbugt kommune at diskriminere dværge.

Gade, der jo er formand for kommunalbestyrelsen, som vi heroppe kalder for ”Gades parlament”, svarede – som den pæne mand han er – lynhurtigt tilbage, at kommunen naturligvis ikke vil diskriminere. ”Det handler om udfordringerne med at fotografere børn”, forklarede han.

Nu er det jo almindelig kendt – også blandt fotografer - at børn altid er en udfordring, men i en opfølgende mail forklarer chefen for Jammerbugts kommunes borgerservice, at problemet er stolen i pasautomaten. Der havde været tilfælde, hvor man havde stablet stole og taburetter op i automaten for at fotografere de stakkels små – og det vil man altså ikke være med til.

Det er jo meget forståeligt – og al ære og respekt for det. Men hvorfor så den ubehjælpsomme tekst på hjemmesiden?

Jeg har adskillige års erfaring - også i den offentlige sektor - som informationschef, og jeg spørger mig selv, hvor informationsmedarbejderne blev af. For i den offentlige sektor er der i dag horder af informationsmedarbejdere – så mange, at man kan fodre svin med dem. Som regel dygtige unge mennesker med fine eksaminer fra universitetet, som kan alle de smarte ord med strategier, visioner, facebook, stakeholders og så videre. Imidlertid kniber det ofte med det elementære håndværk – nemlig at skrive et almindeligt og letforståeligt dansk.

Forresten kan man sagtens spare alle disse informationsmedarbejdere væk til glæde for skatteyderne. I virkeligheden bør alle ansatte i den offentlige sektor kunne udtrykke sig på et klart og forståeligt dansk. Faktisk bør det være fyringsgrund, hvis man ikke kan det.

Jammerbugt kommune kunne for eksempel have skrevet: ”Vores fotomaskine kan desværre kun fotografere personer over 115 cm. Hvis du skal have pas til dit barn, skal du derfor selv medbringe pasfoto.”

Så enkelt kan det gøres – og så var denne ”På kanten” aldrig blevet til noget.

I øvrigt kan man med en vis rimelighed spørge, om det overhovedet er en kommunal opgave at producere pasfotos. Det er der faktisk mange fotografer, der kan – og i modsætning til offentligt ansatte skal de jo selv tjene deres løn.

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 9. august 2013


fredag den 9. august 2013

Deep Purple

40 år efter...

So comes Highway Star...
Ian Gillan i klassisk Gillan-positur.
Skovens dybe, stille ro blev for et par timer forvandlet til rock i verdensklasse, da Deep Purple torsdag aften gæstede Skovdalen i Aalborg.

Helt efter bogen lagde de gamle drenge ud med numre som Highway Star, Into the Fire og Strange Kind of Woman. Det var varen, som publikum var kommet efter - og bandet havde de midaldrende tilhørere i sin hule hånd.

Deep Purple blev stiftet i 1968 og havde efter min mening sin storhedstid i 70'erne - og ser vi på setlisten tyder meget på, at bandet selv er klar over det.

Bevares, der blev da spillet et par nyere numre i den halvanden time lange optræden, men det var tydeligt, at det var de gamle melodier, folk var kommet for at høre.

Don Alrey og Steve Morse er vårharerne i Deep Purple.
Specielt hæftede jeg mig ved Lazy - denne dovne, ikke særlig betonprægede jazz-blues fra 72-albummet Machine Head. Den har et lidt kompliceret forspil - og det var sjovt at høre folk klappe, efterhånden som de opdagede, hvad det var, purplerne var i gang med.

Og så gik det ellers videre med Space Trucking og selvfølgelig som afslutning Smoke on the Water.

Ekstranumrene blev indledt med en sjov coverversion af Booker T & The MG's Green Onion, Hush fra 1968 og selvfølgelig, mens mørket faldt på, Black Night.

Ian Paice har banket i trommerne siden 1968.
Deep Purple var i mange år et meget levende orkester med mange udskiftninger - men den udgave, der optrådte i Skovdalen har spillet sammen siden 2001. Fra 1968 er kun Ian Paice på trommer med, men ellers var det Ian Gillan og Roger Glover fra den berømte mk II. Guitaristen Steve Morse kom med i 1994 og organisten Don Alrey i 2001.

Ian Gillan synger som han altid har gjort. Selv om han har mistet det lange hår og ser halvgammel ud, kan han stadig komme højt op. Det beviste han i Strange Kind of Woman, hvor der traditionelt er en duel mellem sangeren og guitaristen.

Organisten Don Alrey lyder stort set som en klon af John Lord - og kan også det med små riffs hentet fra den klassiske melodi-bog. Men jeg mener nu også, at jeg på et tidspunkt i Skovdalen fangede et par toner fra en af de danske fodbold-sange.

Roger Glover har en
fantastisk udstråling.
Men ellers var det nok Roger Glover, som jeg synes bedst om. Han har betydelig udstråling - karisma kalder man det nu om dage - og fylder meget på scenen. I sin tid var han manden bag "The Butterfly Ball" - og han udstråler simpelt fest og farver akkurat som den dejlige sang. Men han spiller også brandgodt bas, hvad han blandt andet viste til fulde i Black Night.

Jeg hørte sidst Deep Purple i Vejlby-Risskov-hallen i 1972 - og jeg er ret sikker på, at Child in Time var den eneste melodi fra dengang, der manglede denne aften i Skovdalen.

Jeg er forresten lidt rystet over, at der skulle gå godt og vel 40 år. For jeg har alle Deep Purples tidlige LP'er og nogle af dem også på CD - og jeg har altid været vild med det orkester. I mange år var Made in Japan en af mine favorit-festplader - til først mine forældres og siden mine naboers usigelige rædsel.

Dengang i 72 kostede billetterne 26 kroner, men så var opvarmning også lagt i hænderne på Electric Light Orchestra. Billetterne i Skovdalen kostede 345 med Alex Nyborg Madsen som opvarmning. Jeg tillader mig stilfærdigt at gøre opmærksom på, at hvis billetprisen havde fulgt den almindelige prisudvikling, burde billetterne i Skovdalen have kostet 166 kroner i følge Danmarks Statistik.

Vejrguderne var med Skovdalen denne aften. Deep Purple samlede godt 5.000 tilhørere - og selv om jeg har brokket mig lidt over prisen, så var festen alle pengene værd.

Det var i øvrigt Deep Purples eneste optræden i Danmark i denne omgang - så denne dejlige aften i Skovdalen kan Aalborg Kultur- og Kongrescenter og Skråen, der stod bag koncerten, godt tillade sig at prale lidt af - selv om vi jo ikke praler i Nordjylland.

torsdag den 8. august 2013

Tordenskjolds bornholmerur

Urene vokser ikke ind i himlen

Bornholmeren skrumpede på vej til USA.
Forleden døde den kendte Aalborg-matador Thorkild Kristensen.

Han var blandt meget andet manden bag Tordenskjold-diskotekerne, der var noget af de mest hotte i restaurationsbranchen i mine unge dage, da jeg i en årrække læste erhvervsøkonomi i Aalborg.

Tordenskjold i Jomfru Ane Gade var den passende ramme, når drengene fra erhvervsøkonomi-studiet skulle give den gas - og Thorkild Kristensens op- og nedture blev fulgt flittigt i undervisningen.

Thorkild Kristensen kunne tjene penge - og den slags har man respekt for i de kredse. Ikke mindst vores lærere fremhævede Kristensens evne til at lande på benene, når det gik galt.

Med næse og instinkt fik han for eksempel solgt diskotekerne, da den branche var på sit højeste - for det er, når det går godt, at man får mest for forretningen, som han afslørede for de studerende.

Thorkild Kristensens mange bedrifter og successer har da også præget nekrologerne i pressen - men har behændigt undgået den ene gang, hvor det gik rigtig galt for denne succesrige forretningsmand, så den historie bringer vi her på Dovregubben - bare for fuldstændighedens skyld.

Det var i begyndelsen af 60'erne. Thorkild Kristensen havde med vanlig sans for muligheder fundet ud af, at amerikanerne var vilde med bornholmerure - og han startede derfor en produktion af det velkendte stueur fra klippeøen. Han brugte stor energi på at skaffe et præcisionsværk, men knap så meget energi på selve kassen.

Kassen, der jo ret beset er det vigtigste ved et bornholmerur, blev fremstillet af frisk grantræ - så frisk, at den første skibsladning ure ved ankomsten til USA var skrumpet, og hele molevitten blev returneret. Så den gik ikke, Thorkild.

Men ideen var da god nok...

tirsdag den 6. august 2013

En dråbe i haven

Alle gode gaver kommer ovenfra

Regndråber drypper på min gårdsplads.
Dagen begyndte med torden.

Det var længe ventede dråber, der faldt over det lille hus på Øland denne morgen. Efter en god måneds tid med sølle fem millimeter regn i alt, har vi mest af alt brug for et rigtigt skybrud.

Dina har holdt liv i potterne ved at vande hver dag.
De første dråber faldt kl. 06.42, og tretten minutter senere havde regnmåleren registreret 7 mm, så skybruddet var inden for rækkevidde. Vi fik også et par ordentlige tordenskrald, men det var nu altsammen overstået i løbet af al for kort tid.

Ved ottetiden var facit 10 mm regn.
Allerede ved syvtiden stilnede regnen af - og bygen endte med 10 mm i alt. Senere på dagen faldt der så en millimeter mere - men faktum er, at vi stadig lider af voldsom regnmangel her på øen.

Men ti millimeter er da bedre end ingenting - og vi glæder os voldsomt til de kommende dage. For det er i hvert fald nok til at sætte gang i græsplænen igen. Det er snart en måned siden, vi slog græs sidst - og græsset er overalt gult og vissent, så et frisk grønt drys vil - ligesom persille - gøre underværker.